Moderate politikere svigter vælgerne

Den tyske regering faldt, fordi politikerne ikke turde investere heftigt i forbedringer for de almindelige vælgere, og Kamala Harris gav ikke demokraterne tillid til en bedre økonomi. Dét gavner Trump og partierne på fløjene

Kommentar af Hugo Gaarden

Trumps sejr og den tyske regerings fald skyldes noget så enkelt som svigt over for de almindelige vælgere – det brede flertal. Det er hårrejsende, at der er en så enkel forklaring, og at det ikke får politikere på den politiske midte til at tage affære.

I begge tilfælde er det de høje priser på hverdagens produkter, der ligger bag vælgernes utilfredshed. Flere års høje inflationen som følge af pandemien har ført til, at en række priser stadig ligger langt over lønningerne, mens de bedst indtjenende og de store virksomheder har haft forrygende år med store værdistigninger på aktier og boliger.

Dét reagerer vælgerne mod, men det barokke er, at de ikke vælger politikere, der ændrer forholdene. I USA har de valgt Donald Trump, der har fået opbakning fra milliardærer, som får betydelig indflydelse på Trumps politik. I Tyskland er vælgerne stadig tilbøjelig til at spare sig til investeringer fremfor at låne sig til dem.

Det overraskende tab for Kamala Harris blev hurtigt analyseret, og de fleste konklusioner er, at det er prisstigningerne for forbrugerne, der er hovedårsagen til, at mange demokrater og usikre vælgere valgte Trump. Lønningerne har stået stille siden 2021, dvs. før corona-krisen, men forbrugerpriser er steget kraftigt, og sådan har det været overalt i industrilandene. I OECD-landene er priserne steget med ca. 30 pct., og alene fødevarer er steget med 50 pct. Nu er inflationen omkring 2 pct., men det fører ikke til, at priserne falder til det gamle niveau. Det rammer også den største post på budgettet – boligen. Den unge generation har svært ved at få en bolig, hvis ikke forældrene hjælper. Trump fik forholdsvis mange stemmer fra unge vælgere. Harris talte meget om de højre priser på forbrugsvarerne, og hun ville sætte skub i opførelsen af billige moderne til især de unge. Men mange vælgere reagerede med en anklage: Hvorfor skete det ikke under Biden? Det var ikke en racekamp eller en kamp mellem eliten og flertallet, men snarere en klassekamp – mellem dem, der er hægtet af, og dem, der klarer sig godt.Meningsmålingerne viser, at mellem 50 og 75 pct. af vælgerne mener, at USA i de seneste ti år har udviklet sig i en dårlig retning.

En analyse fra FNs arbejdsorganisation, ILO, viser, at der i industrilandene er flere lavtlønsjobs end nogen sinde, og at lønindkomsternes andel af den samlede økonomi er den laveste nogensinde, nemlig på 52,3 pct. Resten havner hos kapitalejerne, især i teknologisektoren. Men der har ikke været noget vælgerkrav om en massiv anden indkomstfordeling.

Amerikanerne risikerer tværtimod et tilbageslag, da USA er blevet et af de mest forgældede lande i verden. USA står for en tredjedel af verdens nye gæld. Den samlede gæld er på 106 pct. af BNP, mod 64 pct. i Tyskland.

I Tyskland ligger årsagen til regeringens fald også i et gældsproblem, men det er det modsatte af USA´s. Tyskland har stiftet for lidt gæld. I 2009 vedtog to tredjedele af politikerne en såkaldt gældsbremse for at hindre en stærkt stigende gæld efter finanskrisen. Bremsen blev fastlagt i forfatningen. Det betød, at regeringens strukturelle underskud ikke må overstige 0,35 pct. Det er langt lavere end kravet i EU på 3 pct.

Under en krise kan det selvbestaltede gældskrav brydes. Det skete under pandemien og efter Ruslands invasion af Ukraine, fordi Tyskland var nødt til at optage gæld for at dække udgifterne. Men Forfatningsdomstolen forbød i 2023 at bruge undtagelsen fremover, og det gav et hul på 60 milliarder i 2024-budgettet.

Regeringen kunne heller ikke få budgettet til at hænge sammen i år på grund af hjælpen til Ukraine. Kansler Olaf Scholz og den grønne vicekansler og økonomiminister Robert Habeck ville fortolke gældsreglen, men det ville finansminister Christian Lindner ikke. De økonomiske vismænd mener, at de nuværende regler er for rigide, fordi de hindrer nødvendige investeringer i f.eks. den grønne økonomi, veje og jernbaner samt i skolerne. Andre økonomer vurderer, at Tyskland har et investeringsbehov på mellem 400 og 780 milliarder euro i de næste ti år – et kæmpebeløb over for de 12 milliarder euro, som regeringen har brug for i 2025, men som Lindner kun ville skaffe gennem besparelser.

Vismændene mener, at gældsloftet kan modereres ved at ændre kravet om budgetunderskuddet, der i så fald kan blive på 1,75 pct., så staten kan låne noget mere. Tyskland ligger langt under Maastrichtreglerne i EU. Men det ville Lindner ikke. Han ville hellere have nyvalg, og så fyrede Scholz ham.

Scholz blev af socialdemokraterne hyldet, fordi han endelig viste handlekraft. Han ville hverken skære ned på den indresikkerhed – de sociale udgifter – eller den ydre sikkerhed – hjælpen til Ukraine – for at leve op til gældsbremsen. Nu kommer der et snarligt nyvalg efter en mistillidsafstemning i december.

Skulle CDU med lederen Friedrich Merz vinde, vil han med garanti ændre på gældsbremsen, omend ikke ophæve den helt. Han kan få opbakning fra SPD og De Grønne. Merz var i mange år Tysklandschef for kapitalforvalteren BlackRock, der som alle kapitalselskaber lever af at låne til investeringer og ekspansion. Han véd, at Tyskland har brug for lånekapital. Men lige nu har han og Lindner chancen for at vælte Scholz og derefter afskaffe eller reformere bremsen.

Da Tyskland er den vigtigste økonomiske motor i EU, kan der ikke foretages de nødvendige investeringer i fremtiden – med klima og forsvaret i front – hvis ikke Tyskland har finansiel kraft til det. Der er bare ingen i midten – i regeringen eller CDU – der har turdet fjerne den antikverede gældsbremse, om end den er at nyere dato.

Imens er fløjpartierne til højre og venstre stormet frem. De ventes at få mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne.

Hvis Scholz bliver hårdtslående og kræver omfordelinger for at give flertallet fremgang, bliver det meget svært for Merz at blive kansler. Begge vil måske møde op i ny koalitionsregering.

Mange vælgere vil nok sige: Stort ståhej for ingenting.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.