Indbyggerne i Moldova undgik at skulle fryse hele denne vinter, da det russiske energiselskab Gazprom og Moldovgaz indgik en ny femårig aftale om gas. Men hvor uskønt var det kriseramte forhandlingsforløb egentlig? Og hvilke politiske priser er der blevet betalt?

Analyse af Kjeld Erbs

Siden Moldova erklærede sig selvstændigt i 1991 har den lille republik kæmpet med en lang række problemer. Venstre bred af Nistrul (Transnistrien) er de facto en selvstændig enklave og har siden 1992 stået under Ruslands beskyttelse. De jure er Transnistrien stadig en del af republikken Moldova. Denne reelt delte republik er ud over at være et af de fattigste lande i Europa præget af masseemigration, korruption og anden kriminalitet. Flere af problemerne kan betegnes som postkommunistiske tømmermænd.

Arven fra Sovjettiden
Moldova blev en sovjetrepublik i 1945 og i de følgende år helt inkorporeret i USSR s økonomiske og politiske system. Den høje grad af integration i USSR påvirker stadig landet på mange punkter. Et af dem er energiforsyningen, hvor Moldova gennem de sidste 30 år ikke har formået at frigøre sig fra Sovjetrepublikkens energistruktur. Med andre ord får Moldova det meste af sin energi fra Rusland, i vore dage altså Gazprom. Den mest benyttede energikilde er gas, som føres til landet gennem Ukraine. Elektricitet til Moldova kommer fra Cuciurgan kraftværket, der er placeret i Transnistrien (altså de facto uden for Chisinau regeringens kontrol) på grænsen mellem Transnistrien og Ukraine. Med andre ord befinder landets to vigtigste energikilder sig uden for regeringens direkte kontrol. Man skal altså regelmæssigt forhandle sig til mængder og priser på den energi landet har behov for. Det må betegnes som en grov ”politikfejl”, at landet i så lang en periode ikke har kunnet skabe en større og mere diversificeret energiforsyning.

Gazprom og Moldovgaz
Energisamarbejdet har hidtil fungeret på etårige kontrakter mellem Gazprom og Moldovgaz. (Moldovas gasselskab, der pudsigt nok ejes af Gazprom med lidt over 5o pct. af aktierne). Hvordan denne ejerstruktur påvirker forhandlingerne, foreligger der ikke nærmere om, for sat lidt på spidsen er det jo Gazprom der forhandler med sig selv. Kontrakten udløber hvert år den 30. september, men i 2021 trak forhandlingerne om en fornyelse i langdrag på grund af den volatile globale markedssituation på energi. Det lignede Davids kamp mod Goliath. Var det David eller Goliath der vandt?

Mere end energiforsyningen på spil
At forhandlingerne handlede om mere end blot prisen på og mængde af energi fremgår af, at den russiske delegation lededes af Dimitry Kozak, der er vicepræsident i Præsidentadministrationen i Kreml. Han er Kremls ekspert i både Ukraine og Moldova og kendt som ophavsmanden til forslaget om at føderalisere Moldova. Dette forslag vil også de jure frigøre Transnistrien fra Chisinau, hvorfor man her blankt har afvist forslaget. Moldovas position om Transnistrien er, at området tilhører Moldova, men blot midlertidigt er besat af en fremmed magt. Det er nærliggende at tro, at Kozaks deltagelse skyldes, at dagsordenen rummer ”skjulte” punkter, der intet har med gasprisen at gøre. Kilder i Moldova har antydet, at Kozak har forsøgt at koble gasforhandlingerne sammen med Transnistrien. Det skal formentligt forstås på den måde, at Kreml/Gazprom indvilger i en fornuftig ny kontrakt ang. pris og mængde mod at Moldova accepterer føderaliseringsplanen. Hvis det er rigtigt, har der været tale om regulær afpresning:  I kommer til at fryse til vinter, hvis I ikke falder til patten.

En anden hypotese går ud på, at Kreml lægger pres på Moldovas nye regering og nyere præsident Maia Sandu, der begge er europæisk orienterede og gerne søger at nærme sig EU endnu mere. Hvis I vil have varme i den kommende vinter, skal I nedtone og helst opgive jeres provestlige dagsorden! Også her spiller Kreml med de primitive politiske og økonomiske muskler.

Moldovas kort
På overfladen ser Moldova altså ud til at være helt i lommen på Gazprom og Rusland. Moldova har dog visse kort på hånden:

For det første skal gassen føres gennem ledninger i Ukraine til Moldova. Det betyder, at Rusland og Ukraine skal forhandle en pris for transporten. Man kan let forestille sig, hvor vanskelige sådanne forhandlinger må være.

For det andet lander gasledningerne fra Ukraine på Nistruls højre bred, altså på det territorium der er under Chisinaus kontrol. Og herfra skal al gas til Transnistrien føres over Nistrul. I princippet kan Chisinau altså lukke for hanerne. I Transnistrien lever der 160.000 russere, der er afhængige af støtte fra Rusland. Hvis Moldova lukker for gassen til Transnistrien, vil befolkningen i Transnistrien gå på gaden i protest. At lukke for hanerne er derfor kun en teoretisk mulighed.

For det trejde har Moldovgaz gennem 30 år oparbejdet en kæmpegæld til Gazprom på ca. 700 mio. dollars. Den er Moldovgaz under de nuværende forhold ude af stand til at betale. Til det siger Moldova, at prisen for gas til russerne på venstre bred er kunstig lav (en politisk pris for at undgå demonstrationer i gaderne i Tiraspol). Transnistrien har derfor ikke en tilsvarende høj gæld til Gazprom. I øvrigt forlyder det, at Rusland har eftergivet Transnistrien en stor del af gælden. Spørgsmålet om gælden løses formentligt ved, at staten Moldova overtager hele gælden fra Moldovgaz.

Der blev derfor indgået midlertidige kontrakter af en måneds varighed og med usikre, men stigende priser måned for måned. Forhandlinger om længerevarende kontrakter fortsatte.

Alternative forsyningskilder
Da Gazprom/Kreml forhandlingerne gik i hårdknude i det tidlige efterår, erklærede præsident Maia Sandu landet i undtagelsestilstand. Dette gav præsidenten friere hænder til at håndtere den akutte udfordring lige før vinteren. Det viste sig pludseligt muligt at få leveret gas fra Polen og et par andre europæiske selskaber. Polen og Moldova har nemlig i efteråret indgået kontrakt om levering af en mio. kubikmeter gas.

Hvorfor denne mulighed først dukker op i den kritiske fase af forhandlingerne med Gazprom/Kreml, kan man kun gætte på. Polen hjælper naturligvis gerne Moldova, hvis man samtidig kan genere Russerne. Noget tyder også på, at Moldova og Polen gennem nogen tid har forhandlet om gas, for hvordan skulle man ellers allerede den 25. oktober kunne få leveret polsk gas? I Moldova kaldes denne dag for historisk, da den markerer, at nu leverer Gazprom ikke længere 100 pct. af gassen til Moldova.

Men i fremtiden er der også mulighed for at få leveret gas fra en nyligt færdiggjort gasledning fra Rumænien. Her i 2021 er gasledningen fra Iasi (hovedbyen i Moldavien) via grænsebyen Ungheni til Chisinau færdiggjort. Hvornår der løber gas igennem ledningen er uklart, for Rumænien har endnu ikke åbnet for de rige gasfelter i Neptun Deep feltet i Sortehavet. Hvornår begynder gassen fra Sortehavet at flyde gennem disse ledninger, spørger man i Chisinau? Spørgsmålet er pinligt for Rumænien, der ikke efter 30 års frihed har evnet at udnytte egne rige ressourcer, men stadig i en vis udstrækning også er afhængig af russisk gas. Men hvorfor sende russisk gas ud på en omvej via denne nye ledning fra Rumænien?

Ny aftale på plads
Modsat de flestes forventning indgik parterne Gazprom og Moldovgaz en ny femårig aftale om gas i slutningen af oktober. Det krævede flere barske forhandlinger i Moskva og Sct. Pertersborg i løbet af oktober, hvor underskrifterne blev sat den 29. oktober. Indholdet er kun kendt i store træk, nemlig at prisen i november er 450 dollars pr. 1000 kubikmeter. I december betales markedsprisen, men i 2022 har Moldova fået en acceptabel pris, hvis størrelse dog ikke er offentliggjort. Mængden af den leverede gas anslås til 3 mia. kubikmeter årligt.

Det ser umiddelbart ud til, at Gazprom ikke har trynet Moldovgaz, så meget som man kunne have frygtet. Forklaringen kan være, at Moldova måtte erklære sig indforstået med at udsætte landets tilslutning til EU’s trejde energipakke med et år. Energipakken vil liberalisere både gas- og el markedet og føre til øget integration med de europæiske energinet. En udsættelse på et år betragtede Moldova som en nødvendig indrømmelse og man anser den for at være midlertidig.

Aftalen giver Gazprom endnu et års (næsten) monopol på gasmarkedet i Moldova. Tilslutning til EU s trejde energipakke vil også påvirke Gazproms ejerskab af installationer m.v. i Moldova negativt samt føre til at Gazprom skal konkurrere med andre leverandører.

Det forlyder, at Rusland under forhandlingerne pressede på for at få Moldova til helt at opgive tilnærmelsespolitikken til EU. Moldova har en associeringsaftale med EU, men er endnu ikke officielt et kandidatland. Rusland bad i første omgang Moldova undlade at engagere sig mere i Deep and Comprehensive Free Trade Agreement (DCFTA) for i stedet af samarbejde med Ruslands parallel til DCFTA (Eastern Economic Agreement). Det afviste de moldovanske forhandlere, som endte med at acceptere den etårige udsættelse af tilslutningen til EU’s trejde energipakke. Situationen taget i betragtning må denne indrømmelse siges at være acceptabel for Moldova.

Overvejende kommerciel
Aftalen ser ud til at være overvejende kommerciel. Hvor meget der er foregået af politiske ”udvekslinger” hen over forhandlingsbordet om Transnistrien problemet, er ikke til at vide. Aftalen rummer politiske aspekter i den forstand, at aftalen forsinker Moldova s tilnærmelse til EU for så vidt angår den trejde energipakke.

Men om Transnistriens problemet er der altså ikke kommet detaljer frem. Med til historien hører, at Kreml har måttet anerkende, at Moldova med tiden kan købe gas hos andre leverandører end Gazprom samt en erkendelse af, at et alt for direkte politisk pres på Moldova ville være kontraproduktiv. Man må derfor konkludere, at Goliath kun vandt en mindre sejr i de netop afsluttede gasforhandlinger.

Kjeld Erbs er uddannet cand.cient.pol og har skrevet om og rejst i Rumænien i mere end 35 år og har tillige fulgt situationen i Moldova tæt. 

Billede i artiklens top: /Flickr/