Musik ved fronten af Europa

Under coronakrisen har musikken gjaldet ud over vores isolation og gennem de forladte gader. De klassiske komponister såvel som rock- og popmusikere har dog længe været med til at sætte Europa på det kulturelle verdenskort og har – før coronaens komme – fyldt koncertsale og spillesteder næsten overalt på kloden.  I år er det 250-året for Beethovens fødsel, og det er en kærkommen lejlighed til at beskæftige sig mere med både hans og andres musik, som har været med til at sætte Europa på forkanten.

Baggrund af Christian Weber

Det er blevet et symbol på en resiliens blandt italienere, selv i denne epokegørende stund – fællessang og musikudfoldelse fra altaner rundt omkring i deres undtagelsestilstand. På alt, hvad der kan findes frem af instrumenter, gryder, potter og pander.

Nogle har sunget den italienske nationalmelodi, andre gamle folkeviser, og guitarister, der ikke har kunnet få lov at komme i øveren, har stillet sig med front ud mod deres lejlighedskompleks og protesteret ved at spille Queen og Slayer. Hvor applausen fra omgivelserne kommer prompte efter We Will Rock You, lader begejstringen for Raining Blood stadig vente på sig på den anden side (af det forhåndenværende YouTube-klip, som jeg kigger på). Enkelte tilskuere titter dog frem på balkonerne af ren og skær nysgerrighed.

Ikke mindst i karantæne og isolation bringer musik menneskeheden sammen. Frarøves vi muligheden for at gå på pladsen, til koncerten eller festivalen, skal vi nok finde andre måder, så musikken kan få vores tanker væk fra den øjeblikkelige tristesse. Få af menneskehedens aktiviteter er så grænseoverskridende som vores dyrkning af musik. Vi hører det på mange flere måder end før, og det er stadig en kunstform, der som få andre får fat i noget primalt i os. 

Musik står også for forbrødring, hvor et band eller en solist er det ene hold, som alle i salen hujer og hepper på, parate til at gøre alt, hvad forsangeren beder om. På denne måde bærer musikken også et aktivistisk og politisk islæt. Den er med til at præge og ændre samfund, holde fast i traditioner og give frie tøjler til revolution.

Musik som kulturelt og politisk virkemiddel
Denne kraft, som musikken besidder, har haft en grundlæggende betydning for europæisk kulturarv og historie. Komponister som Mozart, Beethoven, Bach, Tchaikovsky, Sjostakovich og Vivaldi skrev alle musik, der stadig hyldes overalt i verden, og deres værker fortæller os desuden meget om den tid, de blev skrevet i, og under hvilke omstændigheder, de blev skabt. Den samme indflydelse har en lang række af rock-, pop- og jazzmusikere nydt.

Også fra centralt EU-hold har man øje og øre for, hvordan man gennem Europas kulturelle kanaler kan skabe sammenhængskraft på et kontinent, der umiddelbart har haft mere travlt med at trække sig fra hinanden over den seneste årrækkes kedelige potpourri af kriser. 

Gennem initiativer som ‘’New Narrative For Europe’’ har man villet give en større samlet og samlende stemme til de kunstneriske, videnskabelige og intellektuelle miljøer til at sætte ord og billeder på, hvad Europa står for, og hvad det skal stå for i fremtiden. Sigtet har været at knytte Europa tættere sammen og genoplive en europæisk ‘’ånd’’. EU-Kommissionen har sågar omtalt et behov for ‘’en ny renæssance’’ foruden tilvejebringelsen af en ny bæredygtig fremtid. Behovet for luft og håndsprit ligger latent i programerklæringens overflade.  

Ud fra EU-Kommissionens egne formuleringer fremgår det desuden, at en dosis blød propaganda heller ikke vil skade, hvis et af disse paneuropæiske projekter ville kunne ændre billedet af EU fra at være udelukkende koncentreret om økonomi og vækst til også at være et samlingspunkt for kulturel forening og fælles værdier i en globaliseret verden. Europas kerneværdier er, hvis nogen skulle have formastet sig til at glemme dem, menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed og respekt for menneskerettigheder. Udfordringen er så netop, at flere af disse værdier bliver opfattet forskelligt i medlemslandene, og at eventuelle sanktioner på andre mere juridiske og erhvervsmæssige områder, sandsynligvis kun vil forstærke denne tendens. De universelle sandheder kan åbenbart være svære at oversætte.   

Europa-hymnen som oprør mod Brexit
Melodien, der symboliserer EU, er fra Beethovens niende symfoni fra 1823, hvor han satte toner til Friedrich von Schillers lyriske vers ‘’Ode til Glæden’’ fra 1785. Siden 1985 har den været vedtaget som den officielle hymne for Den Europæiske Union og idealer om frihed, fred og solidaritet, efter at den først blev taget i brug til visse lignende formål i 1972. Fra EU’s side er det blevet understreget, at hymnen ikke har været tænkt som erstatning for de enkelte medlemslandes nationalsange. Melodien spilles generelt ved alle slags arrangementer med et europæisk indhold og officielle ceremonier, som EU deltager i.    

Under Brexit-orkanen i det britiske underhus valgte parlamentsmedlemmer fra det Skotske Nationalistparti, SNP, i februar 2017 at fremføre Europa-hymnen som musikalsk protest op til en af de utallige afstemninger om den daværende premierminister, Theresa Mays manøvremuligheder i henhold til den berygtede Artikel 50. De skotske parlamentsmedlemmer begyndte først at fløjte Beethovens melodi, hvorefter stemningen bredte sig sporadisk i Underhuset og gik over i først nynnen og herefter sang. 

Amatørkoret fik dog hurtigt sin første kritiske anmeldelse fra Sir Lindsay Hoyle, Underhusets daværende viceformand, dets nuværende øverstbefalende og papegøjen Boris’ højtagtede fodermester. Hoyle udbrød det karakteristiske ‘’Order!’’ og forsikrede om, at nok brød han sig om sang, men ikke i Underhuset. ‘’Før vi ved af det,’’ bekendtgjorde Hoyle, ‘’kunne vi komme til at høre andre numre, og det vil jeg ikke have. Nogle af dem [parlamentsmedlemmerne, red.] har heller ikke helt stemmen til det…’’ 

Her blev Europa-hymnen altså brugt som et tydeligt kendetegn på politisk EU-støtte. På den måde har dens funktion vist sig tilstrækkelig langtidsholdbar efter hensigten, og hymnen er da også blevet en solid del af mulden, når man taler om europæiske symboler. Dér ligger den trykt og godt og kan tages i brug til passende formål. Ingen kan forestille sig andet, end at det ville være nytteløst og et voldsomt anfald af hybris at udfordre medlemslandenes nationalmelodier, Om noget virker de til at være et nyttigt og slidfast stykke udstyr til at komplimentere den nationalisme, der er i offensiven i flere europæiske lande.

Der sættes toner til globaliseringsdebatten
Ser man på niveauet under denne politiske tendens, foregår der, ikke mindst i musikkens tilfælde, en stærk strøm af kulturudveksling. Eksempelvis mellem Danmark og Rusland, hvis kulturelle relationer ikke på samme måde rammes af det politiske etablissements spidsfindigheder. Denne udveksling er i et vist omfang assisteret af globaliseringen. Debatten om dennes goder og onder rammer således også ned i musikken.

For både klassiske og rytmiske musikere er der ingen tvivl om, at den frie bevægelighed indenfor EU har været med til at gøre deres turnéliv og indtjeningsmuligheder bedre. Flere britiske musikere har således udtrykt en ængstelighed over Brexit, fordi planlægningen af en turné på kontinentet nu sandsynligvis skal gennem flere faser end tidligere. 

Men globaliseringen har andre bivirkninger. Akkompagneret af den brede adgang til sociale medier og tjenester som Spotify, som har gjort det lettere for musikerne at komme i kontakt med deres fanbaser, har den foruden et svigtende pladesalg også medvirket til, at de nationale kendetegn og deres såkaldte klangidealer langsomt er på vej ud af de klassiske orkestre. Det bliver dog stadig forsøgt at tillægge disse klangidealer en vis betydning, ikke mindst for at nærme sig det oprindelige værks autencitet og anmærkninger. Aspirerende musikere vokser derudover stadig op blandt lokale komponisters bagkatalog og sikrer herigennem en støt overlevering af traditionen.

Men hvor det før var lettere at kende et fransk orkester fra et amerikansk for 50 år siden, er det nu ofte adskillige nationaliteters fingre, der behandler instrumenterne i de store symfoniorkestre. Flere i den klassiske musiks lejr spørger, om det nu alligevel ikke er et musikalsk rigere Europa, man kigger tilbage på. Hvor man tidligere kunne genkende den tyske orkestertradition på de vægtige toner og den gennemgående frasering. Hvor tonerne var trådt i bund. Hvor der blev spillet meget præcist og udstrakt. Eller hvor man kunne høre, at det var et fransk orkester, fordi de spillede en smule hurtigere, lettere og udøvede en mere flydende spillestil, end germanerne gjorde. 

Flere vil hæfte sig ved, at det til forveksling kunne ligne disse nationers respektive sprog, i hvert fald i vores umiddelbare forståelse af (og fordomme om)  dem. Måske går noget af charmen tabt, når de små variationer bliver mindre? Men i hvilken grad har det indvirkning på den samlede kvalitet?

I år er det 250-året for Beethovens fødsel. Det er en kærkommen lejlighed til at beskæftige sig mere med både hans og andres musik, som har været med til at sætte Europa på forkanten, og som vi måske har særlig brug for nu til at overdøve den sociale adskillelses tinnitus. 

Christan Weber er skribent på Magasinet Europa.