Ukraine er så presset af krigen på landets østfront, at der allerede er uformelle drøftelser om, hvorvidt tiden er inde til fredsforhandlinger. Det bliver måske mere konkret, når præsident Joe Biden i denne uge kommer til Tyskland, f.eks. med kontakter mellem Ukraine og Rusland. En fredsaftale har dog lange udsigter.

Analyse af Hugo Gaarden

Der bliver med garanti talt om fredsforhandlinger, når præsident Joe Biden på fredag mødes med den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, og den tyske kansler, Olaf Scholz, og når han lørdag mødes med en række vestlige ledere i Ramstein i den såkaldte Ukraine forsvarskontaktgruppe for at drøfte krigen og de vestlige landes støtte til Ukraine. Det er lige så sikkert, at der ikke kommer et egentligt forhandlingsudspil til præsident Vladimir Putin.

Men det afgørende er, at Ukraine er så hårdt presset af krigen, at der allerede nu er bestræbelser på at finde en start på en forhandlingsproces – dét som fagfolk kalder forhandlinger om forhandlinger, nemlig om, hvorvidt de skal indledes, og hvordan det skal ske.

Der kommer flere og flere rapporter om, at selv ukrainerne – også soldater ved fronten – ser med mismod på situationen, og flere vestlige diplomater og eksperter har til internationale medier den seneste tid – anonymt – givet udtryk for, at tiden er inde til sonderinger og forhandlinger. Ukraine kan ikke vinde krigen, dvs. presse russerne ud af Ukraine. Der er ikke udsigt til, at Ukraine fortsat kan få den økonomiske og militære støtte som hidtil, heller ikke fra USA – og slet ikke, hvis Donald Trump bliver præsident.

Men det er politisk ømtåleligt at tale om forhandlinger netop nu, hvor Ukraines præsident, Volodimir Zelenskyj (billedet i artiklens top), har lavet en plan, han kalder en sejrsplan, og som han for nylig fremlagde for Biden i Det hvide Hus. Det er meget sigende, at den fulde plan ikke er offentliggjort. Er den alt for naiv? Det hvide Hus sagde efter mødet, at Biden vil yde Ukraine støtte, så Ukraine kan vinde krigen. Men det er ikke andet end en politiske forklaring. Biden har ikke længere magt.

Derfor taler flere og flere eksperter om ”talk about talking.” Der er ingen udsigt til, at en af parterne kan vinde. Selv omUkraine synes at blive mere udmattet – Rusland er trods alt fem gange så stor i mennesketal og militær styrke – så går Rusland ikke konstant frem, selv om Rusland kaster langt flere granater, missiler og soldater ind over frontlinjen. Ukraines forsøg på at åbne en ny front i Kursk for at trække russerne væk fra den vigtigste del af fronten, har ikke givet noget resultat. Parterne er kørt fast.

Trætheden hos de ukrainske soldater er så stor, at kommandanten af en droneenhed har sagt til magasinet The Economist, at der er en voksende bitterhed, også mod Vesten:

”Russerne dræber os helt åbenlyst. Vesten giver stille samtykke til denne destruktion med Vestens impotente reaktion,” sagde han.

Befolkningens støtte til Zelenskyj er dalet dramatisk til 45 pct., og næsten halvdelen af den yngre befolkning er parat til at acceptere den nuværende front som fremtidens grænse, hvis Ukraine kan blive medlem af EU og NATO. Så får Putin dét, han altid er gået efter.

Donald Trump har sagt, at han som præsident vil lave fred omgående, og hans vicepræsidentkandidat J.D.Vance har sagt, at det østlige område, som Rusland har erobret, kan forblive russisk, som en bufferzone.

En forsker og Østeuropaekspert ved RAND-tænketanken i USA, Samuel Charap, har foreslået, at der åbnes uformelle kanaler, hvor begge parter kan tage fat på drøftelser om betingelserne for en våbenhvile og for en proces hen mod fredsforhandlinger. Der kan etableres arbejdsgrupper, hvor også russerne er med.

Et vigtigt tema Ukraine er sikkerhedsgarantier – som en forløber til et muligt medlemskab af NATO. Et medlemskab kan tage mange former. Hvis NATO ikke stationerer tropper og våben i Ukraine, kan et NATO-medlemskab være mere spiseligt for Rusland. Det svarer til Norge. Et hovedemne vil være, hvordan Ukraine skal involveres i en europæisk sikkerhedsorden, men det vil givet vis også omfatte Rusland for at få den orden, som ikke blev etableret efter Murens fald og Sovjetunionens tilbagetrækning fra Europa.

Zelenskyj sagde i 2022, at der ikke kan blive forhandlinger med Putin. Men Charap og Jeremy Shapiro har foreslået, at parterne i en indledende proces kan sende repræsentanter med en lavere status til forhandlingerne, ligesom de kan nedtrappe krigen. Rusland kan f.eks. indikere, at formålet ved krigen er begrænset – altså den østlige del og ikke hele Ukraine – og Ukraine kan droppe ideen om angreb dybt ind på russisk territorium, hvis russerne undlader at ramme byer og civile mål, herunder el- forsyningen.Hvis begge parter erkender, at de hverken kan tabe eller vinde, kan løbende forhandlinger og nedtrapning af krigen være afgørende for en afslutning på krigen. Det kan så lede til egentlige forhandlinger i et neutralt land, f.eks. Brasilien, der har formandskabet i år i G20-gruppen, eller Kina, der for lang tid siden har fremlagt en fredsplan.

Der har den seneste tid været rygter i Berlin om, at Scholz i nær fremtid vil tage en telefonkontakt til Putin, evt. forud for et G20-topmøde i Brasilien i november. Det er straks blevet afvist af Scholz-regeringen. Med de katastrofale ”forhandlinger”, som Scholz og den franske præsident, Emmanuel Macron, havde med Putin i Moskva før invasionen, vil Scholz og Macron næppe tage kontakt til Putin hver for sig – udover eventuelle hemmelige kontakter.

Men alt afhænger af det amerikanske valg. Alt er uforudsigeligt, hvis Trump vinder, og hvis Kamala Harris vinder, kommer der en fuldstændig uprøvet præsident i Det hvide Hus, og som også skal tage sig af krigen i Mellemøsten.

På dén baggrund er det på høje tid, at de europæiske ledere tager fat på egne ”forhandlinger om forhandlinger,” så de ikke står fuldstændig på bar bund, når fremtiden efter krigen skal fastlægges. Hvis europæerne ikke tager føringen om en europæisk fredsorden, bliver det USA, Rusland og Kina. De kan lave en aftale meget hurtigt i det nye år, hvis de vil.

Det bliver fatalt, hvis europæerne ikke er parate og ikke sikrer sig, at de denne gang får en holdbar orden, især da det bliver europæerne, der kommer til at betale for Ukraines genopbygning.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top:  /Alain Rolland/© European Union 2023 – Source : EP/