Ny regering deler vandene i Spanien

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, måtte i en lang periode efter sommerens valg igennem hårde forhandlinger med de catalanske uafhængighedspartier for at lande en aftale med dem om at støtte den nu etablerede, nye socialistisk regering. Aftalen er yderst kontroversiel, da en af betingelserne for den er et løfte om politisk amnesti for forbrydelser begået i forbindelse med den ulovlige catalanske uafhængighedsafstemning i 2017. Samtidig har valget og regeringdannelsen åbenbaret den splittelse, der er mellem det konservative og det progressive Spanien.

Analyse af Frederik Kirst Müntzberg

”ǃNo pasarán!” (I kommer ikke forbi). Sådan lød råbene taktfast fra socialistpartiets tilhængere sidst på valgaftenen d. 23. juli foran partiets hovedkvarter i Madrid. Igennem historien er sloganet blevet brugt af antifascister og venstreorienterede, og det var en tydelig markering af venstrefløjens overraskende valgresultat, hvor det lige akkurat lykkedes dem at sikre sig nok mandater til at forhindre den konservative magtovertagelse, meningsmålingerne havde spået om.

Pedro Sanchez og socialistpartiet var nemlig på bagkant gennem hele valgkampen, og meningsmålingerne pegede på en sikker sejr til en konservativ koalition bestående af det konservative parti Partido Popular og det højreekstreme parti Vox. Efter stemmerne var optalt, stod det dog klart, at det ville være så godt som umuligt for de konservative at sikre sig flertal. Partierne på højrefløjen opnåede kun 171 mandater, hvilket ikke er nok i det spanske parlament, hvor man skal kunne tælle til 176. Lederen af Partido Popular, Alberto Nunez Feijóo, blev udpeget som kongelig undersøger umiddelbart efter valget, da hans parti fik flest stemmer, og dermed blev det største i parlamentet, men muligheden for at sikre et konservativt flertal var dødsdømt fra starten af.

Efter Feijóos fejlslagne forsøg på at danne regering blev det så Pedro Sanchez tur til at forsøge at finde et flertal. Efter hårde forhandlinger fik Sanchez sit parlamentariske grundlag på plads, og i mandags kunne han så præsentere en ny spansk regering. Regeringen består af socialistpartiet PSOE og den nye venstrefløjsplatform Sumar, og får derudover støtte fra en række uafhængighedssøgende og regionale partier; det catalanske venstrefløjsparti Esquerra Republicana, det catalanske centrum-højreparti Junts per Catalunya, det baskiske venstrefløjsparti EH Bildu, det baskiske centrum-højreparti PNV og det galiciske centrum-venstreparti BNG. Det er en regering, som spænder utrolig bredt, og efter spanske forhold, hvor koalitionsregeringer ikke er normen, er det en uhørt sammensat regering. Det er noget af et stykke politisk og diplomatisk håndværk, som Sanchez har begået, og det er med lige dele snilde og mod, at han har sikret sig endnu fire år ved magten.

Det var således en yderst dristig manøvre, som Sanchez foretog sig, da han tilbage i maj måned udskrev parlamentsvalg. Valget blev udskrevet på baggrund af de katastrofale lokalvalg, som den spanske venstrefløj præsterede kort forinden. En lang række venstrefløjsbastioner faldt til højrefløjen, og i flere lokalregeringer indgik Partido Popular og Vox for første gang aftaler om at danne regering sammen. En konservativ bølge skyllede ind over Spanien, og mange forventede at den ville rulle videre ind over det spanske landskab ved parlamentsvalget, men venstrefløjen med Sanchez i spidsen formåede altså at slå den tilbage, og politikere fra de store gamle socialistpartier rundt om i Europa vil måske kigge mod Spanien for at finde inspiration til, hvordan man mobiliserer vælgere på venstrefløjen i kampen mod konservative og nationalistiske strømninger.

Den catalanske indflydelse
Via en stærk slutspurt lykkedes det Pedro Sanchez og Yolanda Diaz fra Sumar at mobilisere venstrefløjsvælgerne, særligt i Catalonien, og opnå et bedre valgresultat, end meningsmålingerne havde forudsagt, de ville få. Specielt de catalanske vælgere var fuldstændigt afgørende for, at venstrefløjen igen kan danne regering i Spanien. Socialistpartiets catalanske filial opnåede, et yderst godt valgresultat, og står nu igen stærkt i regionen. De sidste fire år er Pedro Sanchez og den tidligere regering, lykkedes med at forbedre det anstrengte forhold mellem Madrid og Barcelona, og det har sandsynligvis været medvirkende til socialisternes flotte valg i Catalonien.

Af samme årsag fik de catalanske uafhængighedspartier ikke noget strålende valg, og Junts per Catalunya, hvis leder Carles Puigdemont lever i eksil i Belgien, gik mange mandater tilbage. Ikke desto mindre er Pedro Sanchez stadig dybt afhængig af de to catalanske uafhængighedspartier, som støtter hans regering, da det med 179 mandater er et yderst skrøbeligt flertal, som regeringen bygger på.

PSOE måtte igennem hårde forhandlinger med de catalanske uafhængighedspartier for at lande en aftale med dem om at støtte en ny socialistisk regering. Aftalen er yderst kontroversiel, da en af betingelserne for den er et løfte om politisk amnesti for forbrydelser begået i forbindelse med den ulovlige catalanske uafhængighedsafstemning i 2017. Flere toppolitikere fra både Junts og Esquerra blev straffet og fængslet i forbindelse med uafhængighedsafstemningen, og politisk amnesti har været et kardinalpunkt i deres forhandlinger med PSOE.

Sagen om politisk amnesti og regeringens samarbejde med de catalanske uafhængighedspartier samt det baskiske parti EH Bildu, som har medlemmer, som har haft forbindelse til den politiske gren af ETA, har fået højrefløjen på gaderne. Tusindvis af konservative har mobiliseret sig, og de har de sidste mange uger været rundt på stræder og pladser for at udtrykke deres utilfredshed. For et par uger siden kom det endda til voldelige sammenstød mellem demonstranter fra den alleryderste højrefløj og politiet, og situationen har været yderst anspændt i ugerne op til præsentationen af regeringen.

Partido Popular og resten af højrefløjen har annonceret permanent mobilisering af partisoldaterne, og man vil blive ved med at gå på gaden for at demonstrere mod Sanchez regering. Derudover vil højrefløjen også forsøge at mobilisere støtter i det juridiske system, som kan forhindre implementeringen af loven om amnesti. Der bliver spillet på samtlige tangenter, og sagen om amnesti kan endda blive noget, der kommer til at have indflydelse på valget til Europa-Parlamentet næste år.

Det splittede Spanien
Valget har som en fremkaldervæske åbenbaret den splittelse, der er mellem det konservative og det progressive Spanien. Ifølge højrefløjen er Pedro Sanchez og hans regeringspartnere landsforrædere, som er i gang med at undergrave Spanien og dets institutioner, og de konservative røster giver udtryk for, at Spanien og de spanske værdier er under angreb. Polariseringen mellem det traditionelle og konservative Spanien og det progressive Spanien har været et centralt tema under valgkampen og i perioden efter valget.

Sanchez har de senere år i tiltagende grad slået sig op på at være en progressiv politiker, som vil repræsentere diversiteten og mangfoldigheden i Spanien. Under hans indsættelsestale langede han hårdt ud efter Vox og Partido Populars lederskab i de lokalregeringer, hvor de er kommet til magten, og efterfølgende har censureret film, børnebøger og teaterstykker som handler om transkønnethed, feminisme, homoseksualitet eller kritik af diktaturet, og han nævnte, at det netop er sådanne tiltag, som har fået spanierne til at stemme imod højrefløjen ved parlamentsvalget.

Hvor højrefløjen mener, at den nye spanske regering består af terrorister og landsskadelige elementer, har Sanchez givet udtryk for, at den repræsenterer hele Spanien og al den forskellighed, som Spanien reelt består af. Mangfoldighed, pluralisme, forskellighed og diversitet forstås bredt af den nye regering. Det er både i forhold til de forskellige kulturer og sprog som leves og snakkes i Spanien (for første gang er det nu tilladt at snakke catalansk, galicisk og baskisk i det spanske parlament). Og det er også i forhold til ligestilling og kvinde- og minoritets-rettigheder, som allerede blev sat på dagsordenen i sidste regeringsperiode, og fortsat vil være vigtigt for den nye regering, symboliseret ved at størstedelen af ministrene er kvinder.

Det ser umiddelbart ud til at ligestilling- og mangfoldighedsdagsordenen på flere forskellige områder, bliver regeringens centrale mærkesag og fælles projekt, og det bliver netop vigtigt at have et fælles projekt til at holde sammen på en regering, som består af så forskellige partier. Det bliver interessant at se, om de kan finde fælles fodslag på andre områder såsom den arbejdsmarkedsreform, som Sumar meget gerne vil gennemføre. Der kan hurtigt opstå sprækker i fundamentet, hvis de catalanske partier ikke får, hvad de vil have, og dertil skal lægges, at regeringens største støtte Sumar stadig kæmper med internt fnidder mellem den nuværende regeringstop, og de medlemmer som var med til at lede partiet, dengang det hed Podemos. Det kræver stort lederskab af Sanchez og hans, indtil nu, trofaste støtte Yolanda Diaz, hvis de skal lykkes med deres projekt, og det kræver sandsynligvis også en reformering af Spaniens politiske institutioner. Med andre ord kommer de i den grad på arbejde, og de vil undervejs møde stor modstand fra de konservative kræfter, som hævder at forsvare den spanske nation.

Frederik Kirst Müntzberg har en kandidatgrad i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School med speciale i virksomhedens idéhistorie. Han skriver om og interesserer sig for politiske og sociale bevægelser i Europa.