Robert Heffler, spillet knivskarpt af Jürgen Vogel, er tilbage i en ny sæson med mordgåder langs Spree-flodens breder.

Baggrund af Astrid Bugge, NabolandsKanalerne

Den intense krimiserie med kommissær Robert Heffler, spillet knivskarpt af Jürgen Vogel, er tilbage i en ny sæson. Denne gang med hans uundværlige makker Mavi Neumann, der spilles bemærkelsesværdigt af Aybi Era. Sammen skal de løse komplekse mordgåder langs Spreeflodens breder.

Kriminalsagerne står i kø, og ofte tvinges de garvede efterforskere til at benytte ganske utraditionelle metoder for at komme til bunds i sagerne om Berlins kriminelle underverden.

Realistisk skildring af Berlin
Tyskland gør sig igen og igen bemærket med et hav af krimiserier. Alligevel formår ‘På den anden side af Spree’ at skille ud i mængden. Det er krimiserien, der formår at fange publikum med sit spændende plot, sine dygtige skuespillere og sine realistiske skildringer af Berlin og byens mystiske underverden.

I det pulserende og brogede Berlin følger vi den dedikerede kommissær Robert Heffler, der sammen med Mavi Neumann sætter alt ind i jagten efter retfærdighed.

Deres færden rundt i byens særegne kvarterer giver seeren en fornemmelse af selv at være til stede i metropolen og ikke mindst i begivenhedernes rasen.

Mangfoldige krimigåder
Plotudviklingen og seriens intrigeniveau er også afgørende for den succes ‘På den anden side af Spree’ nyder. Serien kaster lys over mangfoldige former for forbrydelser, heriblandt mord, kidnapning og narkohandel.

Kommissær Robert Heffler (Jürgen Vogel) og Mavi Neumann (Aybi Era) i den nye sæson.- Foto: © ZDF / På den anden side af Spree

Hver episode præsenterer seeren for en ny krimigåde, som Heffler og hans makker skal løse. På den måde holdes spændingen på højeste niveau samtidigt med, at nye seere altid kan stige med ombord.

I den nye sæsons første afsnit bliver den unge praktikant Annabella efter en skifteholdsvagt skubbet ud foran en lastbil i høj fart og dør omgående. Det første altoverskyggende spørgsmål, som Robert og Mavi må finde svar på, er derfor, hvem der dog ville den unge kvinde til livs.

Mordofferet arbejdede på et hospital, så her starter Mavi undersøgelsen, mens Robert forhører sig hos offerets kæreste, Tobias, og bofællen, Zoe. Da der dukker trusselsbreve op på hendes værelse, tyder meget på, at nogen først og fremmest ville skræmme hende.

Samtidig finder Mavi ud af, at nogen har opsagt offerets forskellige abonnementer og skrevet en nekrolog om hende i avisen. Hvem er det, der var så målrettet ude efter den unge praktikant, så vedkommende endte med at slå hende ihjel?

Den nye sæson havde premiere fredag d. 13. oktober kl. 20.15 på ZDF og sendes i 6 afsnit de følgende fredage på samme tid og sted.

Når alle afsnit har været sendt på flow tv, kan hele serien streames hos flere tv-distributører. Læs mere om streaming

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på nabolandskanalerne.dk den 11. oktober 2023.

Billede i artiklens top: Jürgen Vogel som Robert Heffler i den nye sæson af ‘På den anden side af Spree’. © ZDF / På den anden side af Spree