Et dobbeltdrab på to turister langt oppe i bjergene i det nordlige Sverige, fletter fire tilfældige menneskers liv og skæbner sammen. Men der skal gå 18 år, før sandheden begynder at komme op til overfladen.

Baggrund af Anna West Larsen

SVT sluttede året af med et brag af en komedie ’Langt om længe!’, og starter 2023 lige så stærkt ud med en stjernespækket krimidramaserie, der, lig med det danske vintervejr, trækker lange, mørke skygger efter sig.

Serien ’Hændelser ved vand’ er baseret på Kerstin Ekmans internationale bestseller af samme navn fra 1993 og foran kameraet står en række stærke navne fra den svenske og danske film- og tv-branche. Rolf Lassgård, Pernilla August, Asta Kamma August og Magnus Krepper leverer endnu engang en pragtpræstation.

Frygt og hemmeligheder
Krimidramaet fører os tilbage til en mild midsommeraften i begyndelsen af 70’erne, hvor den lyse nat kun er få timer lang. Her ankommer Annie med hendes seksårige datter Mia til det nordlige Sverige nær den lille by Svartvattnet. Da Annies kæreste Dan mod forventning ikke henter dem ved bussen, begiver de sig alene ud i skoven for at finde Stjärnberg-kollektivet, hvor de som familie skal starte et nyt liv midt i naturen.

Annie og hendes datter Mia bliver budt velkommen til kollektivet af den karismatiske Petrus (Magnus Krepper). Foto: © SVT/Hændelser ved vand

På vej dertil – blandt moser og myg – finder Annie og hendes datter to blodige lig i et telt ved elvbredden. Da politiet forsøger at efterforske sagen, er lokalbefolkningen tavse.

Da en mand, der forlod landsbyen den skæbnesvangre midsommernat, vender tilbage 18 år senere, sætter det gang i en kæde af begivenheder, der kaster lys over dobbeltmordet mange år tidligere. Der ligger stadig er mørk skygge over den lille landsby, og det viser sig, at flere af de lokale ikke taler helt sandt. Hvad skete der egentlig den midsommernat i det lille isolerede samfund?

En satsning
Kriminalromanen ’Hændelser ved vand’ blev Kerstin Ekmans internationale gennembrud. Hun blev belønnet for sit værk med Augustprisen i 1993, den svenske Deckarakademins pris i 1993 og Nordisk Råds pris i 1994. Nu er den gribende fortælling blevet til en stjernespækket tv-serie.

Pernilla August spiller rollen som den ældre udgave af Annie. Foto: © SVT/Hændelser ved vand

“At tage en ikonisk historie som ’Hændelser ved vand’ indebærer altid en stor risiko” fortæller SVT’s dramachef, Anna Cronemann, i en pressemeddelelse. Men med de mange dygtige kræfter involveret i seriens produktion, var hun aldrig i tvivl om, at serien ville blive noget helt særligt. Og nu kan seerne snart se med, og bedømme selv.

Se med på SVT1
Det første afsnit af den seksdelte serie blev vist søndag den 15. januar kl. 21.00 på SVT1. Anden del vises søndag den 22. januar kl. 21.00 og så fremdeles.

Du kan holde dig opdateret om de næste afsnit af serien i tv-guiden her. Alle afsnit bliver vist med danske undertekster.

Husk at flere tv-distributører tilbyder onlinestreaming eller catch up-tjenester, så du kan se serien, når det passer dig.

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på nabolandskanalerne.dk den 5. januar 2023

Billede i artiklens top: Asta Kamma August, datter af Pernilla August og Bille August, har rollen som den unge Annie. Foto: © SVT/Hændelser ved vand