De katolske og protestantiske tilhørsforhold – samt modsætninger – afspejles endnu i gaderne i Nordirland, der er en del af Storbritannien.  EU har postet mange penge i regionen, hvor freden trods alt har hersket siden Langfredagsaftalen fra 1998. Særligt infrastrukturen og erhvervsudviklingen i området har fået et løft. Mareridsscenariet for alle nordirere er en lukket grænse til Irland som følge af Brexit. 

Baggrund af Anders Engberg

11.03.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | Spejlæg, bacon, små pølser og stegte tomater. Dertil skiver af blødt brød, kærnemælk samt små kartoffelkager. Det var morgenmadens bestanddele på det gæstehus i Belfast, hvor jeg boede da jeg for en del år siden besøgte Nordirland. Der var lagt en mere end solid bund til dagens aktiviteter med det meget britiske morgenmåltid.

Belfast ligger smukt i bunden af en bred fjord og spredt ud over en bred dal. Den er omgivet af lave højdedrag. Især det vestlige, Cave Hill, kan ses mange steder i byen. Den har en særlig profil. Klippekanterne på dens top ligner en sovende kæmpe med en lille hage, smal mund, lille næse og en ganske betydelig pandebrask.

Denne lighed med en mands ansigtsprofil i liggende stilling inspirerede efter sigende skribenten Jonathan Swift til i 1700-tallet at skrive den kendte bog ”Gullivers rejse” om en mand, der besøger miniputternes land. I hvert tilfælde boede Swift her, da han skrev beretningen. Jeg tjekkede historien med klipperyggen i syne for enden af en sidegade som en silhuet i den milde forårsdis. Den var god nok.

Løsrevne, men undertrykte
Belfast er hovedbyen i Nordirland. Provinsen opstod i forbindelse med Irlands løsrivelse fra England og Storbritannien efter århundreder, hvor herrerne var fra den store ø mod øst. Hele Irland skulle samlet løsrive sig, mente mange irere, men mod nord var protestanter med loyalitet over for London i flertal, og det resulterede i øens deling i 1921.

I de følgende mange årtier oplevede det katolsk-irske mindretal i de seks nordlige grevskaber, der vedblev med at være under britisk styre, en stor undertrykkelse fra protestanternes side, og de oplevede, at myndighederne reelt støttede denne undertrykkelse.

I slutningen af 1960’erne begyndte perioden med det man lokalt kalder ”the Troubles”.  Katolikkerne gjorde oprør mod undertrykkelsen og militante politiske organisationer opstod på begge sider. De bekrigede hinanden, og Storbritannien svarede igen med et stort militært opbud i provinsen.

En fortsat delt by
I Vestbelfast ligger de gamle arbejderkvarterer, det overvejende katolske Falls Road og det overvejende protestantiske Shankill Road. Her ses tilhørsforholdet tydeligt. Det irske flags trikolore i grønt, hvidt og orange i Falls Road og det blå-hvid-røde Union Jack i Shankill Road. Imellem de to kvarterer etablerede briterne, da det gik hedt til i 1970’erne, en mur med store porte med henblik på at skille parterne.

Jeg kørte igennem de to porte, der stod åbne, og så, at ca. 25 meter – dengang som nu – var ingenmandsland imellem de to bydele. En delt og usikker by. Murene er der stadig i dele af Belfast, men det er intentionen, at de skal være helt væk i 2023.

Markedsdag
Der var markedsdag i Ballyclare 30 km nordvest for Belfast. Hovedattraktionen var hestemarkedet, der blev holdt i den afspærrede hovedgade. På et tidspunkt kastede en hest en mand af sig, da han forsøgte at sætte sig på den.  Den gik i panik og busede ind i en lille flok mænd. Ingen kom alvorligt til skade, men episoden lagde en midlertidig dæmper på en ellers glad og afslappet stemning.

Man var ikke i tvivl om, at dette var protestantisk kerneland. Britiske og engelske flag vajede over folkemængden. T-shirts med bastante budskaber blev solgt. En af dem opremsede ti grunde til, at det var godt at være protestant.

En af dem lød: ”Vi har kun én Fader, og vi ved, hvem han er.”

Der var noget med farverne. Man klædte sig i lilla, både skjorter og bluser. Andre populære tøjfarver var mørkeblå og mørkegrøn. Alle farver, der stod godt til det keltiske udseende med lys hud og rødbrunt hår. Flotte farver, men de ville ikke passe nær så godt til skandinaver eller italienere. Her passede det hele sammen. En grøn ø med orange, hvide, mørkegrønne, lilla, røde, mørkeblå og rødbrune nuancer.

En anden dag var jeg i Armagh mod syd og tæt ved grænsen til Republikken Irland. Her var Sankt Patrick biskop i begyndelsen af 400-tallet. Han kristnede efter sigende irerne og er deres skytshelgen.

På en af byens høje grundlagde han en kirke. En efterfølger fra 1000-årene er den nutidige kirke på stedet, og ved indgangen var en lang liste over biskopper med Sankt Patrick som den første. Kirken er den anglikanske kirkes hovedsæde i hele Irland. På en anden af byens høje stod den katolske kirkes hovedkirke på den irske ø. Derved er Armagh det ubestridte åndeligt-religiøse centrum for hele øen. Katolikker og protestanter deles om dette symbol, men dog fra hvert sit gudshus, som meget passende har et godt kig til hinanden fra hver sin høj.

Den europæiske ambivalens
I Belfast talte jeg med Esmond Birnie, der dengang var nordirsk parlamentsmedlem for Ulster Unionist Party. Et parti for protestanter og folk, der var særdeles tro over for Storbritannien. Han var noget skeptisk over for EU. Mentalt var Bruxelles og Europa langt borte. Washington forekom ham tættere på. Der havde dog været store fordele ved medlemsskabet, indrømmede han. Særligt efter Langfredagsaftalen, hvor EU havde postet mange penge i den lille provins. Især infrastruktur og erhvervsudvikling havde nydt godt af de europæiske penge.

Langfredagsaftalen blev underskrevet Langfredag i 1998 af de stridende nordirske parter. I aftalen blev det slået fast, at Nordirland er en del af Storbritannien så længe et flertal i befolkningen ønsker det. Samtidig blev provinsens særlige og tætte forbindelse til Republikken Irland understreget.

Siden har der stort set været fred i Nordirland, og det har medført øget velstand i et fattigt hjørne af det britiske rige.

”Wife and dog missing – reward for dog” stod der på en streamer i bagruden af bilen, der lå foran mig et stykke af vejen mod Derry. Eller Londonderry. Derry er en lettere anglificering af det gamle keltiske navn for bebyggelsen, mens Londonderry er kolonisternes navn; de protestanter, der kom hertil i 1600-tallet fra England og Skotland.

Londonderry blev en vigtig bastion i forbindelse med erobringen af det nye land. I byen gik jeg til en fæstningsmur på den protestantiske side af Londonderry, hvorfra jeg havde udsigt til den katolske bydel Bogside, der lå i en dalbund med irske flag og pro-irske slagord på nogle af murene. Det var i Bogside, at en fredelig demonstration i 1972 udviklede sig til begivenheden, der kendes verden over som ”Bloody Sunday”. 13 demonstrationsdeltagere omkom denne råkolde søndag i slutningen af januar 1972. Dræbt af britiske soldater.

Hadet og modsætningerne nåede nye højder.

Derry er en af de mest delte byer i Nordirland. Flertallet er katolikker. Professor Paul Arthur fra det stedlige universitet voksede op i byen i et katolsk kvarter. Han oplevede de urolige år på nærmeste hold, og beskrev dem som mørke og uden håb, da jeg mødte ham på universitetet.

Han mente, at en regional identitet måtte være vejen frem for Nordirland. På den måde ville nordirerne komme fri af den evige diskussion om, hvorvidt de var briter eller irere. For de var begge dele og samtidig europæere. Måske kom den dag, hvor nordirerne skiftede hovedstæder.

Ud gik London og Dublin. Ind på scenen og i bevidstheden trådte Belfast og Bruxelles.

En usikker fremtid
Tankevækkende udtalelser set i lyset af Brexit i 2016. Godt 55 procent af nordirerne stemte for at blive i EU. Især mange katolikker stemte for.

I knap 20 år har Nordirland modtaget ca. 74 millioner pund fra EU hvert år. Bliver de erstattet af midler fra London? Nordirland er et stort problem for den britiske regering, der ydermere kun har flertal i parlamentet med det protestantiske nordirske parti DUP. Skal Nordirland være noget særligt i Storbritannien? Eller Republikken Irland have særstatus i EU, som nogen taler om?

En af forudsætningerne for Langfredags-aftalen var en åben grænse mellem Nordirland og Republikken Irland. Tusinder passerer hver dag den stort set usynlige grænse. Lokalt er det en uudholdelig tanke, hvis grænsen bliver lukket. Vil det betyde en opblussen af urolighederne? Det ønsker ingen. Alt andet end en åben grænse er vist ikke en politisk mulighed, men kan en ydre grænse i EU være pivåben?

 

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Brian Lawless/

Læs de øvrige artikler i vores tema “Europæiske kuturregioner” her.

Fakta om Nordirland:

Areal: 14.130 km2

Befolkningstal: 1.876.696 (2017)

Sprog: Tre officielle sprog; engelsk, gælisk og ulsterskotsk. Stort set alle taler engelsk i dagligdagen.

Flag: Det officielle flag er det britiske Union Jack. Ulster Banner (herunder) er et protestantisk flag, der med sit røde kors på hvid bund viser samhørigheden med England og Storbritannien. Der overvejes et neutralt regionalt flag.

Foto: pixabay.com