Økonomisk er Europa hægtet af USA og Kina

Europa har behov for en voldsom erhvervspolitisk satsning for at skabe et énheds-marked for finans og teknologi, så EU kan komme på niveau med Kina og USA. Tyskland er igen Europas syge mand

Analyse af Hugo Gaarden

”Et kontinent bliver hægtet af,” skriver det seriøse tyske ugemagasin Der Spiegel. Men det er for mild en overskrift, for Europa er allerede hægtet af.

På alle væsentlige områder løber Kina og USA foran Europa. Vækstraterne er markant højere, mens Tyskland igen er blevet Europas syge mand med en vækst kun er lidt over nul procent og med dalende skatteindtægter. Ifølge rådgivningsfirmaet McKinsey investerer de største amerikanske selskaber 60 pct. mere end de største europæiske. De bruger dobbelt så meget på forskning og udvikling. Hvis Europa ikke kommer op af starthullerne, undergraves europæernes levestandard.

USA har formået at skabe en solid vækst efter coronaen, godt hjulpet af præsident Joe Bidens hjælpepakke til klimaet og chipproduktionen. Kina er i gang med en gennemgribende ny industripolitik, mens der er blevet sat en stopper for det spekulationsprægede byggeri, og nu er Kina ved at sætte sig på den grønne udvikling verden over med el-biler, solpaneler og vindmøller. El-biler af samme kvalitet som de europæiske koster det halve, og solpaneler er faldet med 75 pct. i pris over de seneste år på grund af en ti-dobling af produktionen.

Europa har ikke formået at lave en stabil og langsigtet politik som i Kina, heller ikke klimaområdet, selv om EU- kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lancerede en europæisk Green Deal med massive investeringer. Der ses blot ikke megen konkret virkning, og nu forsøger hun at trække i land i klima-politikken for at blive genvalgt som EU-formand. EU har ikke udviklet Det indre Marked på alle økonomiske områder. Der er f.eks. ikke vedtaget en fælles energipolitik med fælles el-net i hele Europa. Strømmen er dobbelt så dyr som i USA. Frankrig spænder ben for import af spansk el.

Dermed svækkes den grønne omstilling, netop hvor der er mest brug for den efter stoppet af russisk gas- og olie. Tyskland importerer flydende gas, LNG, fra USA, og prisen i Tyskland er dobbelt så høj som i USA. Europæerne betaler langt mere for energi end amerikanerne og kineserne. Det svækker konkurrenceevnen.

Et større problem er, at der ikke er et fælles kapitalmarked. I USA er der fem gange så meget venturekapital til virksomheder som i Europa, og der er ti gange så mange kapitalfonde til rådighed for erhvervslivet. Der er ikke opbygget et stærkt finanscenter, og megen aktivitet er flyttet tilbage til London.

Det svækker udviklingen af store, globale selskaber. De syv største amerikanske teknologiselskaber er 20 gange større end de tilsvarende europæiske, målt i markedsværdi, og de har ti gange så høj omsætning.

På netop det højteknologisk område har de amerikanske selskaber i flere år domineret på det internetbaserede områder. Men i de seneste par år er kineserne stormet frem. Det kinesiske selskab Xiaomi, der er kendt for at lave mobiltelefoner, har netop lanceret en af de mest avancerede og anerkendte el-biler, Modell SU7. De kinesiske el-biler vil stadig være er billigere end de amerikanske selv efter USA’s nye toldsats på 100 pct. Kina sælger markant flere el-biler i Tyskland, end de tyske producenter gør. EU-kommissionen vil begrænse den kinesiske eksport af el-biler og solpaneler, men de vil stadig være billigere end de europæiske, og Kina overvejer at svare igen over for kemi-industrien, især den tyske. De tyske bilfabrikker ønsker ikke gengældelser. De vil konkurrere på markedsvilkår, selv om Kina massivt støtter den grønne produktion. Det er ikke en direkte støtte til det enkelte produkt, men støtten sikrer industrien billig kapital og generel støtte.

Så må man spørge: Hvorfor brugte EU ikke perioden med nulrenter til at skabe enorme kapitalfonde til erhvervslivet, til billigt boligbyggeri, så unge familier kan leve anstændigt, og til massiv støtte til grøn energi i boliger? I stedet for blev f.eks. den tvungne omstilling i Tyskland af borgernes varmeanlæg til et politisk problem.

Kina, derimod, lancerede allerede i 2015 en ambitiøs erhvervspolitik ”Made in China 2025”, der bl.a. medførte, at Kina er blevet verdens største bilproducent. Da der blev ”overproduktion” af benzinbiler, slog virksomhederne lynhurtigt over i el-bilproduktion og blev verdens dominerende producent af batterier.

Denne strategiske kursændringer har været klart meldt ud, men de europæiske politikere og bilindustrien snorksov, og nu brokker alle sig. Denne gang kommer kineserne ikke med billigt skrammel, men med avancerede produkter, som europæerne og amerikanerne ikke kan gøre bedre. Det er derfor, at EU og USA forsøger at genoplive begrebet industripolitik, efter at Kina nu sidder på en tredjedel af verdens industriproduktion.

Tænketanken Bruegel har beregnet, at Europa må investere 120 milliarder euro årligt for at hamle op med Kina og USA, dobbelt så meget som i dag. Det beløb kan EU-landene ikke hive op af lommen, og de vil ikke låne sig til investeringer, da det bryder med EU´s Maastricht-regler.

Samtidig konstaterer avisen Financial Times, at europæerne må arbejde flere timer og være mere effektive, f.eks. ved flere heltidsjobs og færre deltids-jobs. Den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde for nylig, at Europa svæver i en ”dødelig fare” – ikke bare sikkerhedspolitisk, men også økonomisk. Han kan meget vel få ret, hvis den udvikling, der er beskrevet her, og som har været gældende i flere år, bider sig fast. Der mangler dynamik, nytænkning og vedholdenhed, som det amerikanske erhvervsliv har vist, som den kinesiske ledelse og virksomhederne har vist.

Kineserne forstår at skabe grøn omstilling i en fart og til en lav pris for borgerne. Europa bør droppe amerikansk inspirerede nationalistiske handelsbegrænsninger med argumenter som ”overproduktion” eller sikkerhedsrisiko. Europæerne overtager i forvejen ”overproduktion” af software fra Silicon Valley i USA og af luksusbiler fra Tyskland. Når USA og EU råber op om en sikkerhedsrisiko ved de kinesiske grønne produkter, såer det rønnebærrene, der er sure.

Der er noget, der fungerer i Europa. Tvivler vi, kan vi skele til Novo Nordisk og Mærsk. Det er altså hele den europæiske maskine, der skal genstartes. EU skal genstartes.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.