En rejse internt i EU er forskellig, afhængigt af om man holder sig inden for Schengen-landene eller ej. Skal man med fly fra Danmark via Tyskland og til ikke-Schengen-landet Bulgarien, møder man paskontrol og oplever både effektivitet og det modsatte. Simon Kratholm Ankjærgaard rapporterer.

Reportage af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: GRÆNSER FOR DET GRÆNSELØSE EU? | ”Computer? Electronics?”. Den hårdt pumpede bulgarske sikkerhedsvagt ved rullebåndet peger på den rygsæk, jeg skal have med ombord på flyet på vej tilbage til Danmark.

”I have nothing but electronics,” mumler jeg. Rygsækken er fuld elektronik. Udover min bærbare computer, så er der alt mit optageudstyr. Min rejse til Sofia har været en arbejdsrejse – på jagt efter lyd til en historisk podcast, der skal udkomme i efteråret.

Turen til Bulgariens hovedstad er startet fire dage tidligere. Det er en intern rejse i EU. Fra Danmark skal jeg rejse til et andet Schengen-land, Tyskland, og derfra videre til Bulgarien, som er ét blandt fire EU-lande, der ikke er med i Schengen.

Jeg skal med fly fra København, og derfor skal jeg ikke bare tidligt op om morgenen, men stort set midt om natten. Klokken 03.44 triller taxaen ind foran min ejendom på Teglholmen. Under et kvarter senere står jeg midt i lufthavnen, der tidspunktet til trods allerede har den særlige lufthavnsbuzz med rejseselskaber på træk, den klikkende lyd af rullekufferter og den næsten uhørlige stemme i højttaleren.

Sikkerhedskontrollen i København tilgås via to lange køer, der slanger sig mod den samme indgang fra hver sin side. Grønne lys markerer de sikkerhedsstationer, man som passager kan gå til. Alt foregår effektivt og forholdsvis hurtigt. Enkelte sikkerhedsfolk har overskud til smil, andre ikke. Jeg overhører en faglig snak om utilfredshed med dagens vagtplaner, men kan ikke mærke utilfredsheden i personalets håndtering. Jeg bliver ikke bedt om at tømme hele min rygsæk, der er spækket med elektronik. Jeg kan nøjes med at tage den bærbare ud – resten vil blive undersøgt i scanneren.

Kort efter står jeg midt i det duftmekka, som lufthavnens gigantiske taxfree-shop er. Jeg har altid elsket det øjeblik, sikkerhedskontrollen er overstået og jeg har god tid til take-off – og det har jeg denne morgen.

Jeg viser ikke pas i København. Jeg får styr på gaten og bevæger mig ud i den lange arm, der vil føre mig til A25. Jeg kan ikke mindes at have været her før og følger troligt skiltene – helt ned ad en trappe til det, der mest af alt ligner et kælderområde under et moderne kursuscenter. Her støder jeg til de mange, der denne morgen også skal til München, hvor jeg – med et alt for kort tidsvindue, synes jeg – skal forbindes med mit fly længere sydøst på mod Balkan-halvøen. Dette er det næste af mine yndlingsøjeblikke. At være ved gaten i god tid og lade roen falde på mig.

Transit München og ankomst Sofia
I München kommer jeg til at vise pas for første gang, da jeg skal med et fly, som skal ud af Schengen-området. Den tyske lufthavn emmer af effektivitet og styr på tingene, overblikket er nemt at skabe, menneskelarven bevæger sig gennem gange og indslusningsarealer til en række skilte, der skiller de biometriske får fra de andre.

Mit pas er biometrisk. Jeg er et biometrisk får. Nederst på forsiden af mit rødbedefarvede pas er et lille symbol, der fortæller mig, at jeg kan lægge mit opslåede pas i en maskine og så vil et par skydedøre gå op og jeg vil stå foran en skærm, der helt automatisk og lydløst justerer sig selv i højden, så der kan blive taget et billede af mig. Jeg tager min hat af og ser udtryksløst ind i skærmen. Der går et par sekunder. Så går et nyt sæt skydedøre op.

Biometriske Simon er blevet godkendt og jeg går videre ind i den afgangshal, hvorfra flyet til Sofia går. Og undrer mig over, at jeg er blevet sluppet ind. Billedet i mit pas er næsten ti år gammelt. En ung, smalansigtet mand uden skæg kiggede ind i kameraet dengang. En ti år ældre, fuldskægget, gråhåret mand kigger ind i biometrikken i dag. Alligevel gik dørene op. Hvordan ved den maskine, at de to forskellige ansigter tilhører den samme mand?

Den samme biometriske øvelse gentager sig i Sofia. Jeg er landet i en af de største af lufthavnens terminaler. Alt går gnidningsfrit. Skiltene i lufthavnen står heldigvis både med latinske bogstaver og kyrilliske bogstaver, og jeg følger dem og medpassagerer gennem lufthavnen og ind gennem endnu en biomtrisk sluse, der igen lader 2023-Simon igennem trods 2013-Simons glatbarberede ansigt i passet. Og – mirakel! – i bagageudleveringen kommer min kuffert ud som nummer tre. En taxatur senere er jeg installeret på mit hotel i det centrale Sofia og har pakket alt ud. Intet har lidt overlast.

Bulgarien må vente på Schengen
Set fra den bulgarske regerings synspunkt, burde landet for længst være blevet optaget i Schengen, ligesom Kroatien blev det i starten af dette år. Men EU-landenes indenrigsministre er ikke enige om at lukke Bulgarien ind i den zone, hvori EU-borgere kan bevæge sig frit uden at skulle tænke på hverken pas eller grænsekontrol.

På grund af modstand fra Østrig og til dels Holland har der nemlig hidtil ikke været enighed om at imødekomme hverken Bulgariens eller Rumæniens ønske om at komme med, og beslutningen om at optage nye lande i Schengen-zonen kræver nemlig opbakning fra samtlige medlemslande.Det er ellers ikke, fordi Bulgarien – og Rumænien – mangler opbakning fra EU-kommissionen. EU’s kommissær for indenrigsanliggender, svenske Ylva Johansson, har givet udtryk, at de to lande efter hendes mening ”opfylder alle krav”, og at det derfor i hendes øjne var en ”skuffelsens dag”, da man i 2022 besluttede, at kun Kroatien kunne komme med i første omgang.”De har ventet længe. Borgerne i Bulgarien og Rumænien fortjener fuldt ud at være at være en del af Schengen-området,” sagde Ylva Johansson dengang.Østrigs modstand mod de to østeuropæiske landes ansøgninger bunder i en frygt for ny tilstrømning af uregistrerede migranter. Efter Kroatiens optagelse består Schengen af 27 lande, hvoraf 23 af disse er EU-medlemslande. De fire ikke-EU-lande er Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein. I EU er det nu kun Bulgarien, Rumænien, Irland og Cypern, der ikke er medlem af Schengen.
Den direkte vej retur
Da jeg fredag aften vender tilbage til lufthavnen i Sofia, skal jeg flyve direkte til København, og her jeg spændt på, hvordan det fungerer med en direkte rejse fra et ikke-Schengen-land og til Schengen-landet Danmark.

Denne gang er jeg i en noget mindre terminal. Det er som om – og her beklager jeg til det generelt venlige, gæstfrie bulgarske folk, som jeg havde mødt i løbet af ugen – denne del af lufthavnen ikke har forladt den kommunistiske fortid. Terminalen er slidt og det samme virker personalet. Alt går langsomt – eller går i stå. Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse, da jeg efter en times ventetid endelig kommer frem til check-in skranken og ser min kuffert glide bagud og ind i terminalens kaotiske indre. Kommunikationen var rodet mellem mig og den tilknappede mand bag glasskærmen. Det var som om han ikke forstod, hvad jeg sagde, da jeg – med et nervøst smil, men dødsens alvorlig – håbede at kufferten ville komme helskindet til København.

Fra check-in skranken stiller jeg mig bagest i en lang kø, der snegler sig frem mod sikkerhedskontrollen. Kun to kontroller er åbne og det går ekstremt langsomt. Eller; sådan føles det. Måske fordi jeg er på vej hjem og bare vil … hjem. Det er her, den hårdt pumpede sikkerhedsvagt, skaldet og helt i sort, peger på min udspilede rygsæk og spørger om der er elektronik i den. Og her, jeg mumler, at der stort set ikke er andet end elektronik i den. Alt skal ud, meddeler han kort. Alt, spørger jeg? Alt, svarer han – og så er der ikke mere dialog tilbage. Alt bliver lagt i fire forskellige plastikbakker, der ruller gennem gummiguirlanderne. På den anden side venter jeg spændt – forventer at jeg bliver hevet til side. Bakkerne ruller ud, ingen anmærkninger, ingen ordrer om at følge med. Lettet spænder jeg mit bælte på igen og samler al elektronikken i rygsækken – inden jeg vender mig om og buser direkte ind i ryggen på en medpassager, der er sidste mand i en meget lang kø til paskontrollen.

Den er ikke biometrisk. Den er ekstremt håndholdt – og kun to paskontroller er åbne. Jeg kan se at nogle passagerer bliver vinket igennem. Andre bliver bedt om at blive stående, mens deres pas og deres ansigter granskes. Jeg er træt og vil bare hjem. Da det endelig bliver min tur – og jeg forbereder mig på at overbevise den kvindelige betjent om at den hvidskæggede mand foran hende er den samme som den skægløse mand på det sort-hvide billede – bliver jeg bare verfet igennem og ind i en meget lille terminal.

“Velkommen hjem, Simon”
Det forsinkede fly glider hen over landingsbanen næsten en time senere end planlagt. Endelig på dansk jord – og tilbage i en moderne lufthavn. Vi taxier hen til en gate meget, meget langt ude – flyet kommer jo fra et ikke-Schengen-land – og turen mod paskontrol og bagageudlevering er lang og kringlet.

Pludselig åbner rummet sig over mig og jeg ser en paskontrol med genkendelige danske politiuniformer. Her er ingen biometrik. Det bare mig og en lille kø og en meget venlig politimand, der også godtager, at ham med skægget er den rigtige – og blødt siger; ”Velkommen hjem, Simon”. Jeg takker og går med en nervøs fornemmelse ned til bagageudleveringen, hvor jeg en time senere sidder og kigger på det nu tomme bagagebånd, der ruller i loop.

Min kuffert er et eller andet sted mellem Sofia og København. Måske stadig i Sofia? Den er i hvert fald ikke i København.

Læs hele temaet “Grænser for det grænseløse EU?”

Billede i artiklens top: Jenny Andersson/News Øresund/Flickr/

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.