I Danmark har debat om forbud mod tørklæder typisk haft et kvinderettigheds- og ligestillingsperspektiv. Men en påvirkning fra både EU og andre EU-lande, i hvert fald med andre argumentationer, har fundet sted i løbet af de 50 år, Danmark har været medlem af EU.

Baggrund

TEMA: EU, DANMARK OG LIGESTILLINGEN | Det skal være forbudt at bære hovedtørklæde i danske skoler. Sådan lød en opsigtsvækkende anbefaling for nylig fra Kommissionen for den glemte kvindekamp, som regeringen nedsatte tidligere på året. Kommissionen har til formål at undersøge, hvordan man undgår social kontrol af piger og kvinder i indvandrermiljøer.

Kommissionens endelige rapport er først klar næste år, men allerede i august kom den med en række anbefalinger til regeringen om, hvordan man kan forbedre børnelivet for minoritetsetniske piger.

Anbefalingen, der førte til en kortvarig opblussen af debatten om piger, kvinder og muslimske tørklæder, er opsigtsvækkende, når man tænker på, at Danmark hidtil har haft en liberal tilgang til regulering af tørklæder, som på nogle områder ligner de multikulturelle britiske og hollandske modeller. Det kan bidrage til at forklare, hvorfor især nogle højrefløjspartiers forsøg på at få vedtaget forbud mod at bære tørklæder i skoler og offentlige institutioner hidtil er blevet afvist af de øvrige politiske partier i Danmark.

Ikke desto mindre ser vi en påvirkning fra både EU som sådan og fra andre EU-lande på dette punkt, hvilket den seneste debat er et eksempel på. Således er Frankrig blevet nævnt i den seneste debat.

Et forbud a la det, Kommissionen for den glemte kvindekamp har foreslået, indførte man i Frankrig i 2004. Her forbød man både lærere og elever at have religiøse symboler på skolen.

At følge i Frankrigs fodspor har hidtil ikke været aktuelt, fordi man sideløbende lægger stor vægt på religiøs frihed i Danmark, og det er med til at forklare, at reguleringen af det muslimske tørklæde ved lov først kom på den politiske dagsorden i Danmark i foråret 2008, og at det danske forbud mod religiøse symboler kun omfattede forbud mod, at juridiske dommere bærer tørklæde i retssalene.

De muslimske tørklæder repræsenterer en speciel udfordring for de danske principper og idealer om lighed og ligestilling og den liberale holdning til personlig selvbestemmelse.

Ligestillingsargumenter
Men det, der på det seneste har været en fællesnævner i både tørklæde- og burkadebat har været, at både højrefløjen og venstrefløjen anvender feminisme og ligestillingsargumenter til fordel for en restriktiv politik over for religiøse og etniske mindretal og som begrundelse for en kritisk holdning over for muslimske tørklæder. På det seneste er ligestilling i debatterne også blevet gjort synonymt med danskhed og integration.

Over for dette står, at de pluralistiske demokratiske principper og liberale værdier også kan anvendes som et forsvar for et rummeligt demokrati, som anerkender mindretals kulturelle og religiøse forskellighed. Og på grund af dette – og på trods af den ret stramme tilgang til indvandring i Danmark – har vi altså kun haft begrænsede stramninger i forhold til regulering af brug af tørklæder.

I Holland og Østrig har der også været en debat om tørklæder, uden at der er indført forbud. Men debatterne i de to andre EU-lande  har i højere grad handlet om religionen som sådan end om eksempelvis kampen mod social kontrol i skolerne, som er et af de seneste argumenter i Danmark.

Alligevel er der en fællesnævner og en påvirkning landene imellem. I  alle de tre lande kan debatten karakteriseres som en form for symbolpolitik, men der er forskelle på argumenterne.

I Østrig og Holland har religiøse kræfter uden for parlamentet og også kristne partier, som ikke har interesse i at begrænse religionens rolle i det offentlige liv, en stor rolle i kampen imod et forbud. I Danmark har religiøse kræfter derimod ingen rolle spillet. Her har den hidtidige modstand mod at indføre et forbud været begrundet i en tro på individuelle frihedsrettigheder.

Anderledes i det private
Men en ting er lovgivning om piger og kvinders brug af tørklæder i det offentlige rum. Noget andet er på private arbejdspladser, og her har EU-domstolen været en rettesnor og sat en standard for alle unionens medlemslande, herunder Danmark.

En afgørelse fra EU-domstolen har således i en principiel dom slået fast, at det er i orden, når europæiske virksomheder forbyder muslimske kvinder at gå med tørklæde og fyrer dem, hvis de ikke retter ind.

Afgørelsen blev truffet ud fra to sager fra henholdsvis Frankrig og Belgien. Den belgiske sag tog udgangspunkt i sikkerhedsfirmaet G4S, der fyrede en muslimsk receptionist. Efter tre års ansættelse havde hun fortalt, at hun fremadrettet ville bære hovedtørklæde på job. Receptionisten blev fyret med henvisning til virksomhedens regler, der forbød ansatte ”at bære synlige tegn på deres politiske, filosofiske eller religiøse overbevisning eller at udføre ritualer i henhold dertil.”

Netop arbejdspladsens brede forbud gjorde, at der ifølge EU-Domstolen ikke var tale om direkte forskelsbehandling på grund af religion.

Afgørelsen flugter med en dom fra den danske Højesteret fra 2005. Dengang afgjorde retten, at Føtex var i sin gode ret til at forbyde ansatte at bære religiøse tørklæder i arbejdstiden.

Billede i artiklens top: Flickr/News Øresund/Johan Wesmann/

Læs hele temaet “EU, Danmark og ligestillingen”