Polske mediers frihed er truet, efter at en lov har givet regeringen mere indflydelse på de statsfinansierede medier. Nu bliver journalister anklaget for at lyve, og tv-seerne deler sig op og følger de kanaler, der anlægger den vinkel, de i forvejen er enige i. Meget mere end bare mediernes frihed er i fare, mener journalisten Konstanty Gebert.
Interview af Emil Staulund Larsen
01.06.2017 | POLEN | Næsten hver eneste væg i lejligheden er dækket af bøger fra top til bund. Konstanty Gebert sidder med sin kat – dronningen af huset – og taler om sin passion for det klassiske trykte medie. Konstanty Gebert har været i journalistbranchen i lang tid og var tilmed en undergrundsjournalist under det kommunistiske regime.
“Jeg havde virkelig aldrig forventet at være journalist i et frit land,” fortæller han smilende – som en bedstefar, der fortæller historier til sine børnebørn.
Men dette er ikke bare historier fra gamle dage. Konstanty Geberts historie udgør også en advarsel, da friheden for polske medier igen kan være i fare. En kontroversiel medielov trådte i kraft i januar 2016, hvilket gjorde det muligt for det regerende Lov- og Retfærdighedsparti (PiS) at udpege og afskedige lederne af offentlige medier og derved i høj grad have indflydelse på mediernes dagsorden. Som et resultat af dette er Polen faldet fra nr. 18 til nr. 47 på World Press Freedom Index på blot ét år.
“Under kommunismen forsøgte regeringerne at påvirke statsstationer med mere eller mindre succes. Men PiS har efter deres magtovertagelse opnået forbløffende resultater,” siger Konstanty Gebert.
Mere end 140 journalister er blevet fyret eller har sagt op. Alle er i fare for at miste deres job, fortæller Konstanty Gebert. Men det er ikke alle, der er bekymrede for situationen.
“Den store journalistiske organisation støtter entusiastisk den nye regering og dermed dens aktiviteter. Den meget mindre journalistforening repræsenterer journalister, som i dag er imod regeringen. Disse to organisationer kan ikke blive enige om noget. Det er yderst beklageligt og fører til en endnu dybere polarisering,” siger Konstanty Gebert om opsplitningen af den polske journaliststand.
Delte meninger
Denne splittelse blandt journalister afspejler også resten af befolkningen, hvor nogle er meget begejstrede for Lov- og Retfærdighedspartiet, mens andre sammenligner det med tiden før Murens fald.
Ifølge Konstanty Gebert har de mange fyringer af journalister ført til en manglende etik i medierne.
“De mennesker, der erstatter de fyrede, er med få undtagelser unge og ikke særligt veluddannede journalister, men som har en stærk følelse af mission. Missionen er at præsentere den vision, som det regerende parti har for landet og for verden,” siger Konstanty Gebert.
Et eksempel på, hvordan medierne har hjulpet PiS, sås, da en offentlig finansieret tv-station meddelte, at Ryszard Petru, leder af det fjerde største parti i Polen, var blevet anholdt for at være russisk spion. Kun i slutningen af programmet blev seerne oplyst om, at det hele blot var for at vise, hvordan falske nyheder kan genereres, fortæller Konstanty Gebert med en skeptisk grimasse.
“At sige at disse journalister ikke respekterer reglerne om journalistisk objektivitet og professionalisme, er som at sige, at elefanter ikke er gode mus. Jeg ved ikke, om disse journalister overhovedet ville genkende journalistisk professionalisme, hvis de så den,” kritiserer han.
Demokrati har brug for informerede borgere
Udover de mange bøger i lejligheden fanger en særlig samling små modeljagerfly fra Første Verdenskrig øjet. De udgør en anden af den 64-årige Geberts fascinationer. Og ligesom flyene er symbol på en kamp, har Konstanty Gebert selv været vant til at kæmpe for en sag. Han tilbragte selv otte år i den journalistiske undergrund under det kommunistiske regime, og han påskønner den frihed, man efterfølgende opnåede. Efter kommunismens fald blev han blandt krigs-korrespondent for flere forskellige polske medier. Siden har han også været chefredaktør for magasinet Midrasz.
“Friheden er værdifuld. Jeg tror ikke, det er noget, du bare kan smide ud. At opnå den var resultatet af en samlet præstation fra tusindvis af menneskers side. Journalister, trykkerier, distributører, læsere,” fortæller han.
Men med Lov og Retfærdighedspartiets indflydelse, er medierne ved at miste deres troværdighed. En halv million seere er holdt op med at følge de statsfinansierede tv-stationer til fordel for andre medier. Den tendens efterlader landet i en opdelt tilstand. Løgne og mistillid gør ondt på det polske demokrati og dets fremtid, mener Konstanty Gebert.
“En borger, der siger ‘jeg tror på det, fordi jeg fandt det hos medie A, og jeg stoler på alt, som medie A siger, men jeg stoler aldrig på noget, medie B siger’, er ikke en informeret borger. Det er en partisan borger,” siger Konstanty Gebert:
“Demokrati har brug for informerede borgere.”
Emil Staulund Larsen er studerende i europæisk journalistik på programmet Europe in the World i Utrecht og Aarhus.
Foto i artiklens top: Francisca Velasco.