Delstatsvalg i Sachsen og Thüringen kan blive en skillevej i tysk politik. Et mere fragmenteret politisk landskab og pres på de etablerede partier i spørgsmål om migration og støtten til Ukraine kan få betydning helt ind i det europæiske samarbejde.   

Analyse
Af Anna Wentzer, junioranalytiker ved Tænketanken EUROPA
og Mads Jedzini, analytiker ved Tænketanken EUROPA

Tyskland står over for et politisk Zeitenwende, når to østtyske delstater, Sachsen og Thüringen, går til valg på søndag den1. september. Valgene kan ikke bare komme til at forskyde magtforholdene i Østtyskland og sætte rammen for valgkampen til den tyske Forbundsdag i 2025. De kan også få konsekvenser for Tysklands migrations- og Ukraine-politik – og dermed for hele Europa.

Den nuværende tyske regering i Berlin består af det socialdemokratiske SPD, de Grønne og det liberale FDP. Partierne står til at få en eftertrykkelig vælgerlussing ved delstatsvalgene, og flere af dem kan sågar risikere at ryge ud af delstatsparlamenterne. Til gengæld står det yderligtgående højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) og det nye venstrekonservative parti Bündnis Sahra Wagenknecht (navngivet efter partileder Sara Wagenknecht, billedet i artiklens top) begge til at storme frem. Bündnis Sahra Wagenknecht er venstreorienteret på økonomiske spørgsmål, men højreorienterede på værdipolitikken.

Et sådant nederlag kan de tyske regeringspartier ikke sidde overhørig, og derfor vil partierne få travlt med at finde deres ben igen, inden der skal være forbundsvalg i 2025. Delstatsvalgene bliver altså det startskud, der indleder forbundsvalgkampen.

Yderfløjspartierne svære at komme udenom
Meningsmålingerne peger på, at det bliver stort set umuligt at komme udenom de to yderfløjspartier. På højrefløjen har Alternative für Deutschland udsigt til at blive det største parti med 30 procent af stemmerne i begge delstater. Det er i sig selv historisk, for det vil være første gang siden 2. verdenskrig, at et parti til højre for det kristendemokratiske CDU bliver det største parti ved et tysk valg. På venstrefløjen dræner Bündnis Sahra Wagenknecht så mange stemmer fra de andre venstrefløjspartier, at flertalsforholdene bliver uden historisk sidestykke i tysk politik. Kort sagt bliver det umuligt at drible udenom de to partier i de kommende forhandlinger om, hvem der skal regere i delstaterne – enten som regeringspartner eller som støtteparti til en mindretalsregering.

Vanskeligt politisk landskab
Det stiller et mere grundlæggende spørgsmål, som har kastet skygger over tysk politik de seneste år: Hvordan skal Tyskland regeres i fremtiden? Netop delstaten Thüringen har været et skoleeksempel på hvor vanskelig en parlamentarisk situation, det fragmenterede politiske landskab skaber. Fordi det kristendemokratiske CDU og det liberale FDP ikke ville lægge stemmer til den venstrefløjsregering, der havde regeret Thüringen hidtil, gik partierne sammen om at udpege FDP-politikeren Thomas Kemmerich som ministerpræsident for en mindretalsregering – med stemmer fra Alternative für Deutschland. Det udløste en politisk krise på landsplan, hvor CDU i andre delstatsregeringer truede med at forlade deres koalitioner med FDP, og kansler Merkel endte med at udtale offentligt, at accepten af Alternative für Deutschland som støtteparti var ”(…) utilgiveligt, og det skal trækkes tilbage”. Presset blev så stort, at den nyvalgte ministerpræsident i Thüringen måtte gå af efter få dage, og så stod venstrefløjen igen i spidsen for regeringen.

Der er stadig ingen af de andre partier, der taler for regeringsdannelse med Alternative für Deutschland eller om Alternative für Deutschland som støtteparti. Det betyder, at Bündnis Sahra Wagenknecht efter alt at dømme bliver tungen på vægtskålen. Men det gør ikke situationen lettere. Den mest sandsynlige koalitionspartner bliver nemlig det konservative CDU, hvis økonomiske politik ligger milevidt fra det nye venstrefløjsparti. Samtidig vil Bündnis Sahra Wagenknecht efter alt at dømme sælge sin støtte dyrt: Partistifter Sahra Wagenknecht har allerede nu stillet en række ultimative krav for regeringsdeltagelse, og det vil gøre koalitionsdannelsen endnu mere besværlig.

Tvivl om Tysklands Ukraine-politik
En koalition mellem det kristendemokratiske CDU og Bündnis Sahra Wagenknecht ville dog ikke kun blive et indenrigspolitisk eksperiment. For hvis der er et emne, der præger valgkampene i Østtyskland, så er den tyske regerings udenrigspolitik og særligt den varslede opstilling af amerikansk missilforsvar i Tyskland og våbenleverancerne til Ukraine. Både Bündnis Sahra Wagenknecht og Alternative für Deutschland slår sig op på en retorik om fredsforhandlinger og nedrustning, og det giver genklang blandt vælgerne i en sådan grad, at CDU’s ministerpræsident i Sachsen, Michael Kretschmer, har talt for at skære i våbenleverancerne til Ukraine og arbejde for en diplomatisk løsning. Det står i kontrast til CDU’s linje på forbundsplan, som er meget udtalt i sin støtte til Ukraine. En potentielt kommende CDU-regering i Sachsen vil altså kunne skabe interne konflikter i partiet og dermed så tvivl om partiets linje i forhold til krigen i Ukraine. CDU-formand Friedrich Merz ser ud til at blive Tysklands næste kansler, og derfor kan konflikten skabe usikkerhed om ikke bare CDU’s men Tysklands linje over for Ukraine.

AfD i opposition kan blokere
Selv hvis de andre partier sluger en kamel eller to og sammen går udenom Alternative für Deutschland, og altså inkluderer Bündnis Sahra Wagenknecht i regering eller som støtteparti, kan Alternative für Deutschland’s popularitet skabe en anden udfordring. Partiet kan nemlig udgøre en blokerende minoritet i begge delstater, hvis det får en tredjedel af sæderne i parlamentet. I så fald kan delstaten ikke udskrive valg, ændre sin forfatning eller udpege centrale poster i forvaltningen og det politiske system, herunder delstatspræsidenten, uden at have opbakning fra Alternative für Deutschland. Lykkes det altså for partiet at få en tredjedel af pladserne, og det er et sandsynligt udfald, kan partiet få en taktisk magt gennem et blokerende mindretal og i realiteten bremse det politiske arbejde. Det vil skabe usikkerhed og uforudsigelighed i de østtyske delstater, og det kan påvirke hele regeringsarbejdet og suge politisk energi ud af Tyskland på et kritisk tidspunkt.

Bevægelse i tysk migrationspolitik
Samtidig tyder noget på, at den tyske migrationspolitik allerede er ved at flytte sig i retning af de positioner, som Alternative für Deutschland repræsenterer. Alternative für Deutschland har siden flygtningekrisen i 2015 rettet en skarp kritik af den tyske regerings migrationspolitik, som partiet har udpeget som årsagen til ”statens forfald”.[2] Det har i høj grad været partiets trækplaster, og selvom tysk politik længe har vægret sig, lader det nu til, at flere af de etablerede partier skifter kurs. Den socialdemokratiske kansler Scholz udtalte på forsiden af magasinet SPIEGEL, at det var tid til at ”udvise i stor stil”, og det islamistiske terrorangreb i Solingen den 23. august har været en ny impuls i debatten. Det har fået blandt andre CDU til at tale for permanent grænsekontrol og for at muliggøre udvisninger til Syrien og Afghanistan – en position, som også Alternative für Deutschland gennem længere tid har forfægtet. Dette kursskifte kan komme til at påvirke EU direkte, fordi det er uklart, om permanent grænsekontrol vil være foreneligt med Schengensamarbejdet og Dublin-aftalen. Kursskiftet åbner dermed også den europæiske migrationsdebat på ny.

En skillevej

På den måde er delstatsvalgene i Østtyskland en afgørende skillevej for den tyske regering. De tre partier i den tyske regering kommer efter alt at dømme til at lide et stort nederlag, hvilket cementerer, at regeringen ingen fremtid har. Derfor vil partierne skulle konsolidere sig, og dermed er valgkampen til forbundsvalget i 2025 skudt i gang. Det fragmenterede politiske landskab vil skabe tvivl om, hvordan Tyskland skal regeres i fremtiden, og de nye flertalsforhold vil så tvivl om både den tyske linje over for Ukraine og den tyske migrationspolitik. Delstatsvalgene påvirker altså ikke bare Østtyskland – de påvirker hele Europa.

Anna Wentzer og Mads Jedzini er henholdsvis junioranalytiker og analytiker ved Tænketanken EUROPA.

Billede i artiklens top: © European Union 2006 – EP