Abel Ferraras adopterede hjembys største plads spiller hovedrollen i instruktørens nye film, “Piazza Vittorio”, som giver et billede af livets gang i et råt romersk miljø. Filmen sætter samtidig en række af det italienske samfunds udfordringer i perspektiv.

Baggrund af Christian Weber

23.03.2018| TEMA: CPH:DOX 2018 | Filmskaberen Abel Ferrara voksede op i et udpræget italiensk-amerikansk kvarter i New York-bydelen Bronx i 50’ernes og 60’erne. I 1992 stod han bag kultfilmen ‘Bad Lieutenant’. Da han i 2001 flytter til Rom, vender Ferrera samtidig tilbage til sine italienske immigrantrødder. Det sporer man blandt andet i en af Ferreras seneste dokumentarer om livet i Napolis gader -‘Napoli, Napoli, Napoli’ – og i filmen om den legendariske italienske filmmager og forbilledet Pier Paolo Pasolini, med Willem Dafoe i hovedrollen.

I Rom bor netop Dafoe tæt på Ferrara, hvor han i nogle år har boet i området omkring Piazza Vittorio (som også er filmens titel). Det er byens største plads, hvor skæve eksistenser, immigranter og folk ramt af livets gang kommer forbi og slår sig ned. Hvad kunne være mere naturligt end at gå på opdagelse i netop dette kvarter og komme endnu længere ind i det lokale maskineri, hvor alt virker kaotisk, men hvor man alligevel får tingene gjort?

Alle bliver hørt
Filmen om livet på og omkring Piazza Vittorio kunne have et improviseret backpackerprojekts budget. Flere gange giver Ferrara udtryk for, at han selv er immigrant, når han skal få pladsens tilhørere i tale. Mange af dem er selv immigranter, der står frem og fortæller deres historie, og det giver et ærligt indblik i, hvad der får mennesker til at forlade deres hjemlande, og deres håb for tilværelsen i Italien.

I dette multikulturelle hotspot er der dog også flere beboere, som mener, at pladsen og området er blevet forsømt igennem årene, og at området nu er alt for usikkert, når mørket falder på. Man får altid flere versioner.

Beboerne byder ind med deres holdninger, men sætter dem samtidig i forhold til deres egen historie i Rom og på Piazza Vittorio. Ferrara og hans sparsomme crew har dygtigt fundet mennesker, der har en betydelig livserfaring, enten som følge af alder eller ar, der har sat sig tidligt i et kort men hårdt liv.

Som lokkemad uddeler Ferrara i et klip et par eurosedler for at få nogle minutters tale ud af en afrikansk immigrant. I baggrunden på optagelserne skimter man i ny og næ Ferrara selv eller dele af crewet.

Et område under forandring
Det er store temaer, Ferrara arbejder med i Piazza Vittorio. Det gør han ved at filme livet omkring pladsen: Immigration, integration og byudvikling i en stad, som mange mener er uregerlig, men også , som den er kendt for, evig. Man forbeholder sig retten til på én gang apatisk og rasende at skyde skylden på korruptionsvældet inde på rådhuset

Piazza Vittorio havde engang et marked som omdrejningspunkt, men meget har ændret sig igennem de seneste årtier. En italiensk sælger udtrykker med et glimt i øjet en tilfredshed over, at han er blevet integreret i området. Han har intet problem med ”de fremmede”, som han siger, men der er næsten ikke flere italienere i området.

En italiensk-egyptisk fiskehandler fra samme strøg fortæller, at Piazza Vittorio engang var et eksempel på det ægte Rom, da han kom dertil i 1980’erne. Ændringerne skyldes immigranterne, der medbringer deres egen kultur og mad. Rom er ikke længere Italien, men verden, og folk lever side om side, forklarer han.

”De har overtaget pladsen”
To ældre italienske søskende, der kommer fra Basilicata-regionen midt imellem den italienske støvlehæl og tå, funderer over udviklingen i området. Der er gode og dårlige mennesker blandt de fremmede og immigranterne, lige som iblandt italienerne selv, enes de om. Men der er blevet for mange problemer nu. En anden ældre kvinde ude på selve pladsen husker ligeledes tilbage til dengang, der var en oplyst fontæne, sang og dans på en lokal café. ”Nu er der ingenting! Disse andre mennesker, de har overtaget pladsen, har de”, udbryder hun.

Udviklingen er gået den forkerte vej ifølge de aldrende italienere, der dog alligevel nyder aftensolen på bænkene. Omkring dem er gamle butikker blevet overtaget af afrikanere, sydamerikanere og asiater, men kun få virker til at opleve problemer, når de forskellige lokale handler med hinanden. Det er et kludetæppe af skæbner, med alt, hvad der dertil hører af muligheder og udfordringer i et råt miljø, hvor man efter mørkets frembrud skal tage sine forholdsregler.

Ferrara har bevidst eller ubevidst gjort det samme, for helt mørkt og truende bliver det aldrig i august, den måned hvorigennem dokumentaren er blevet til.

Det bliver aldrig mere ubekvemt og radikalt end en gruppe nyfascistiske yngre aktivister fra Casapound Italia, der har indtaget en lokal statsejet bygning for at afhjælpe problemerne med en stor romersk boligmangel. Ud over at gruppen gør det ud for en rigelig dosis radikalisme, så fjerner den opstandelse aktivitserne skaber samtidig fokus fra livet på pladsen og dens beboere, også selvom de velartikulerede aktivister ikke ligefrem står klar med bat og køller.

På besøg hos Dafoe
I filmens tone og forløb giver det straks bedre mening, når vi følger Abel Ferraras gamle ven, skuespilleren Willem Dafoe, der mødte sin kone i Rom og ved et tilfælde stiftede bekendtskab med Piazza Vittorio. Dafoes rolle i dokumentaren er begrænset, og han er blot én af flere immigrantstemmer, men rammer området godt ind:

”Når jeg bliver røvet, er jeg ikke nogen romantiker. Når jeg tager til Piazza Vittorio og ser nogen skide på fortovet ved siden af to søde gamle damer, der bliver forfærdet og husker tilbage på bedre tider, bliver jeg lidt chokeret,” forklarer Willem Dafoe og udtrykker sin forundring over, at tingene alligevel formår at løbe rundt, og at folk samarbejder.

”Jeg mener, at det har noget at gøre med den basale generøsitet, man finder i ikke kun det her kvarter, men hos italienere generelt,” fortsætter han.

”Italienere har rejst over hele verden. Rejs til et hvilket som helst sted i verden, og du finder en italiener, og hvorfor tog de derhen, fordi de rejste dertil for en mulighed. Så jeg tror, at det ligger dybt i italienere, at de forstår impulsen af at ville tage hen et sted for at forbedre deres liv.”

Lykken kommer ikke nemt
Ikke alle de immigranter, Ferrara møder, er lige begejstrede for at være i Rom. Flere virker skuffede over, hvad de har fået ud af deres rejse, og deres dag lader til at gå med at drive søgende rundt på Piazza Vittorio. Mange kommer langvejs fra, og flere har taget den berygtede tur over Middelhavet.

Én mener, han havde det bedre hjemme i Afghanistan, mens en anden har taget turen fra hjemlandet Burkina Faso, over Elfenbenskysten, Algeriet, Marokko, Tunesien, Libyen og så til Italien. Men ”adesso basta”, som han siger med et smil, nu er det nok, og han venter på at kunne vende hjem. Andre ønsker stadig at blive og søge lykken med deres erhverv i Italien, men uden at papirerne i orden.

I Piazza Vittorio giver Abel Ferrara os et direkte indblik i livets gang omkring Roms største plads, som i parentes bemærket er opkaldt efter det samlede Italiens første konge, Vittorio Emanuele. Dokumentaren er en hyldest til pladsen, men er den en majestæt værdig? Ferrara bor der i hvert fald selv, og han har fået mange lokale i tale, der giver et afrundet billede af tilværelsen omkring pladsen. Der er masser af urban grit, og vi er i mentaliteten et godt stykke længere væk fra Colosseum og Forum Romanum, end vi er i realiteten.

Men dokumentaren er samtidig et vidnesbyrd om et Italien, hvor immigration og integration blev nogle af den netop overståede italienske valgkamps store temaer, blandt andet som følge af den store migrantstrøm mod Italien i de senere år. Det vil være et aktuelt tema i mange år fremover. Om det har været Abel Ferraras mening at give sit besyv med om sagen må stå uskrevet, men filmen er anbefalelsesværdig til alle med interesse i de rå sider af europæiske samfundsforhold.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: Stillbillede fra filmen/CPH:DOX

Se hele vores tema “CPH:DOX 2018” her.