Den kæmpemæssige region, hvor samerne bor, kaldes Sapmi. Denne uofficielle kulturregion begynder i Finland meget nordligt, mens den i nabolandene Sverige og Norge strækker sig langt længere sydpå. En stor del af den russiske Kola-halvø er også en del af Sapmi. Ikke overraskende er der store interne forskelle på den samiske befolkning i de fire lande. 

Baggrund af Anders Engberg

23.02.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | Engang fløj jeg til Rovaniemi i det nordlige Finland. Det var et par uger før midsommer, og derfor var alting lyst, også udenfor hotelværelset da klokken nærmede sig midnat. Nærmeste nabo var en parkeringsplads i første sals højde, bag den nogle moderne bygninger og bagest solens stråler, der oplyste himmelrummet. Selve solen kunne jeg ikke se, bygningerne var i vejen, men den så ikke ud til at ville forsvinde i nat.

Jeg prøvede at få lidt ro i kroppen efter en lang dags rejse. På værelset hang tykke gardiner, der lukkede stort set alt lyset ude. Et lille afbræk i det evige lys, der ventede mig i de næste syv døgn. Jeg anstrengte mig for at slappe af, og omsider faldt jeg i søvn i de uvante omgivelser.

Samisk kulturområde i fire lande
Rovaniemi er en finsk by. Samerne bor længere nordpå i Finland. Den kæmpemæssige region, hvor samerne bor sammen med andre folkeslag, som udgør den store majoritet af områdets indbyggere, kaldes Sapmi. Denne uofficielle kulturregion begynder i Finland meget nordligt, mens den i nabolandene Sverige og Norge strækker sig langt længere sydpå. En stor del af den russiske Kola-halvø er også en del af Sapmi, det samiske kulturområde.

I Rovaniemi er museet Arktikum, som introducerer den besøgende til livet heroppe i det subarktiske område. Det ligger på en lav skrænt ned mod en sø lige nord for centrum. Det er en aflang bygning, hvor en gennemgående hall er det altdominerende lokale. Dets tag er af glas og for enden er en glasvæg, som vender ud mod søen. Et betagende rum, der på en måde løfter beskueren mod luften og mod vandet. I et tilstødende rum så jeg en film om samernes liv. Et moderne naturfolk, fik jeg umiddelbart indtryk af.

Samerne holder rensdyr, er den umiddelbare forestilling hos mange, og det er rigtigt, men i dag er kun et lille mindretal beskæftiget med rensdyrhold. Alligevel fylder denne livsform meget hos samerne, fordi den bringer dem tæt på deres elskede natur, og fordi den har afstedkommet mange konflikter omkring landrettigheder med de øvrige indbyggere.

Samerne boede heroppe da andre mennesker kom hertil for mange hundrede år siden. Nordmænd kom tidligst langs kysten, senere kom svenskere, finner og russere hertil. Samerne blev trængt og deres kultur blev undertrykt. F.eks. blev samerne tvangskristnet i Nordnorge i 1700-tallet og i det nordlige Sverige blev deres kultur forbudt i 1600-tallet da landet ekspanderede og havde sin storhedstid. I alle fire lande blev de frataget en masse land, og der er stadig konflikter om retten til land.

Affolkning og store interne forskelle
På en femte sal i Rovaniemi mødte jeg Esko Lotvonen, en finsk embedsmand, der ledte Nordkalotrådet, hvis areal til en vis grad dækker det samme område som Sapmi. Russisk territorium er dog ikke med. Den lidt forsagte mand fortalte, at samerne binder det kæmpe område sammen.  Udfordringerne er også fælles. Affolkning er en af dem, de unge søger sydpå, hvor der er arbejde og uddannelsesmuligheder. En bæredygtig udnyttelse af de store naturressourcer er en anden fælles problemstilling.

En sen aften mødte jeg Pekka Aikio, datidig formand for det finske sameting. Han var en lille, tæt mand med en vest i de samiske farver, mest blå, men også gul og rød. Den samiske stamme er lille af vækst og samtidig ganske sej sammenlignet med de nordiske frænder, der omgiver dem. Pekka Aikio levede helt op til denne karakteristik af hans folk. Han var træt efter en lang dags møder, men fandt dog kræfter til at svare på mine mange spørgsmål.

Aikio påpegede, at der er store forskelle mellem samerne. Det er ikke så underligt, når man betænker, at de lever meget adskilt fra hinanden. Der er f.eks. store forskelle i livsvilkårene langs norskekysten og inde i landet blandt fjeld og skov. Også sprogligt er forskellene markante, fortalte han.

Og det har han ret i. Der findes fire større samesprog og nogle mindre, der er tæt på at uddø. Det største sprog er nordsamisk, der især tales i Norge. De samiske sprog tilhører den uraliske sproggruppe og er dermed beslægtet med bl.a. finsk og estisk. I Norge, Sverige og Finland har de samiske sprog status af officielle minoritetssprog, mens samisk ikke har officiel status i Rusland.

Jeg spurgte om samernes forhold til EU, og han svarede, at modstanden mod EU var stærk heroppe. Han havde også selv været modstander, men var nu tilhænger. Unionen beskytter bedre end nationalstaterne samernes kultur og levevis. Helt konkrete direktiver fra Bruxelles har bedre end den nationale lovgivning sikret de samiske rensdyrsholds overlevelsesmuligheder. Med EU i ryggen kan vi stå fast på vores rettigheder, fastslog Pekka Aikio, og så både tilfreds og træt ud.

De samiske institutioner
Mange kilometer gennem lettere kuperet land med skove og søer, en gang imellem nogle huse og endnu sjældnere en by. Jeg kørte nordpå gennem øde egne og kom til Inari, en lille by ved sydkanten af en stor sø, ca 100 km lang og på sit bredeste sted ca. 40 km. Søen rummer ca. 3000 små og store øer. En af de største huser et gammelt samisk offersted og en gravplads. I det hele taget står søen centralt i de finske samers liv og historie, og det er derfor ganske naturligt, at den lille flække i søens sydvestlige hjørne er hjemsted for de vigtigste samiske institutioner i Finland.

Deriblandt SIIDA, et nyanlagt samisk museum. Inde i museumshallen så jeg bl.a. en snescooter udstillet, og den er vist meget repræsentativ for samernes nuværende liv. Farven var rød, den ses tydeligt i næsten al slags vejr. Udenfor kunne man gå igennem en lille skov med lysninger. Her var et lille frilandsmuseum med eksempler på samiske boliger i gamle dage. Der var en enkelt kolte, et rundt telt, der gik op i en spids og grangiveligt lignede en nordamerikansk tipi. Kolten var ikke af lærred, men af træstammer.

I Inari lå også det finske sameting, en samling rum i en længe af den samiske højskole. Da jeg kiggede forbi var der møde i et af tingets udvalg. Otte mennesker sad i et større rum omkring et hesteskoformet bord. To af kvinderne var klædt i de traditionelle samedragter, hvor farven rød lagde bunden for en række mønstre i gult, blåt og andre klare farver.

Der findes sameting i Norge, Sverige og Finland. I Norge har tinget flest kompetencer, i Finland færrest. Siden 2002 har der eksisteret et fælles parlamentsråd, hvor repræsentanter fra de tre ting mødes og drøfter fælles anliggender. De samiske mindretal i de tre nordiske lande er fuldt anerkendt officielt, spørgsmålet er i hvor høj grad samerne føler en reel indflydelse på egne livsvilkår.

Mit hotel havde en fin placering ved en bred, vild elv, der løb ud i søen. Her fik jeg for første gang smagt rensdyrkød, hvilket kan anbefales. Mørkt mørt kød med en mild smag af vildt. Dertil kartoffelmos og syltetøj lavet på skovens bær. Endelig en pilsner med det lokalt klingende navn Lappi Kulta. Og udsigt til elven i den milde aftensol.

Vil ikke begræde udviskede landegrænser
Flere hundrede kilometer længere nordpå krydsede jeg dagen efter den norsk-finske grænse på en stor slette. Grænserne heroppe er ikke så vigtige, hørte jeg flere gange. Især ikke for samerne. Jeg nåede det norske fjordlandskab med blådybe fjorde og højere fjelde end nede i Finland. Her ligger Kirkenes, en norsk by tæt ved grænsen til Rusland. Byen har et lille russisk mindretal, så derfor er gadeskiltene både på norsk og russisk.

Her mødte jeg Jan Eirik Johnsen, dengang nummer to på Barents-regionens sekretariat. Det er en tværnational samarbejdsorganisation, der drives af især norske midler. Norge har råd til det, og en interesse i at det nordvestligste Rusland udvikles. Johnsen pointerede områdets store potentiale, især kystområderne ville blive beriget. Barentshavet rummer store energiressourcer, og de ville blive udnyttet, understregede Johnsen.

De nationale grænser var på mange måder en hæmsko for de store energiselskaber, der gjorde deres indmarch i regionen, ligesom de var og fortsat er for de omvandrende samer. Hverken samer eller energiselskaber vil vist begræde mere udviskede landegrænser i det vidtstrakte og betagende smukke Sapmi.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk. 

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/NTB/Heiko Junge/

Læs de øvrige artikler i vores tema “Europæiske kuturregioner” her.

Fakta om Sapmi

Areal: Ca. 400.000 km2

Befolkningstal: Ca. 2.000.000, heraf ca. 100.000 samer.

Flag: Den venstre tredjedel af flaget er rødt, størstedelen af det øvrige areal er blåt. Det er de to dominerende samiske farver, som også dominerer samernes traditionelle klædedragt. Imellem disse to farver ses to smalle vertikale striber, en grøn og en gul. En cirkel har sin midte halvvejs nede ad striberne. Den venstre halvdel af cirklen er blå oveni det røde, mens den højre halvcirkel er rød oveni det blå. De to halvcirkler symboliserer solen og månen, som har en central placering i samisk mytologi. Samerne har taget dette ret nye flag til sig, og det ses mange steder, både i officielle og uofficielle sammenhænge.