Der er ingen, som realistisk har troet på virkeliggørelsen af en gruppe højreekstreme tyske rigsborgernes plan om et statskup og reetablering af det Tyske Rige. Alligevel presser spørgsmålet sig på: Kunne en magtovertagelse i stil med Hitlers i 1933 gentage sig? Bør vi være bekymrede for det tyske demokrati?

Analyse af Mads Jedzini

De begivenheder, der på det seneste har udspillet sig i Tyskland, virker absurde. En gruppe højreekstreme planlægger et statskup for at bringe det Tyske Rige tilbage. De højreekstreme hævder blandt andet, at forbundsrepublikken Tyskland ikke eksisterer i virkeligheden, fordi Tyskland stadig er et kejserrige og at dette kejserrige juridisk stadig befinder sig i krigstilstand. En anden nonsenspåstand er, at Tyskland juridisk set er at betragte som en privat virksomhed og derfor uden suveræne rettigheder. Gruppen anføres af en prins, et tidligere højreradikalt parlamentsmedlem og en tidligere specialsoldat. Hvis man gik forbi sin forlægger med det plot, ville man få at vide, at det vist er lige urealistisk nok.

Men det er ikke desto mindre det, der er sket. 3000 politifolk har ransaget over 100 private hjem, herunder prins Heinrich XIII (som – jo, den er god nok – rent faktisk er adelig) og foretaget 25 anholdelser. Den højreekstreme gruppe, de såkaldte ”Reichsbürger” (rigsborgere), findes i virkeligheden og tror på de abstruse påstande, der er skildret ovenfor.

Der er ingen, overhovedet ingen, som realistisk har troet på virkeliggørelsen af rigsborgernes mål. Alligevel presser spørgsmålet sig på: Kunne en magtovertagelse i stil med Hitlers i 1933 gentage sig? Bør vi være bekymrede for det tyske demokrati?

Det korte svar: Nej. Det uddybende svar er: Nej, for det tyske demokrati er i dag langt stærkere, end det var i 1933 – og demokratiet er i dag mindst lige så parat til at forsvare sig, som rigsborgerne er parat til at angribe det.

Det militante demokrati
Det tyske demokrati har nemlig siden forbundsrepublikkens grundlæggelse i 1949 udviklet sig til det, der kaldes for et streitbare eller wehrhafte Demokratie, eller på engelsk, militant democracy – altså et stridbart hhv. militant demokrati. Det er et begreb, der i danske ører kan klinge en kende aggressivt, og det gav da også genlyd, da forhenværende justitsminister Søren Pind i sin grundlovstale i 2016 bekendtgjorde, at vi altså er ”militante demokrater”. Det militante demokrati har dog intet at gøre med militær kapacitet. Det betyder ganske enkelt, at demokratiet er udstyret med en række værnemidler, som det kan bruge til at forsvare sig selv over for folk, der vil skade det. Et eksempel på et sådant værnemiddel er eksempelvis forbud mod antidemokratiske partier eller foreninger.

Begrebet ”militant democracy” kan føres tilbage til politologen Karl Loewenstein, der i 1937 analyserede de mange højreekstremistiske partier i Europa, herunder i Tyskland og Danmark, og nåede frem til den konklusion, at demokratiet måtte ”militarisere sig”, altså: at det måtte udvikle en række retlige midler til at forsvare sig mod antidemokratiske tendenser. Det stod således i kontrast til den hidtil herskende såkaldte retspositivisme, der betonede rettens forrang: Ingen principper kan stå over loven.

Dette militante princip spillede en vigtig rolle ved etableringen af det tyske demokrati efter Stunde Null i 1945, hvor Tyskland var blevet slået politisk, økonomisk og socialt tilbage til square one. Man blev enige om, at man måtte værne om forfatningen og beskytte denne mod angreb – det var for risikabelt bare at lade retten bestemme, for retten kan jo essentielt set ”tage fejl”, hvilket man havde set i sin reneste og afskyeligste form under nazismen.

Man fastskrev altså en række forfatningsretlige mekanismer i den første forfatning fra 1949, der skulle sikre dennes beståen: For det første udstyredes forfatningen med en række artikler, der muliggør et forbud af partier og foreninger – dette viste sig eksempelvis virksomt ved forbuddet i 1951 af det såkaldte ”Socialistiske Rigsparti”, en følgeorganisation til NSDAP og ved forbuddet af det kommunistiske parti KPD i 1956 (en beslutning, der dog stadig i dag diskuteres med stor heftighed blandt historikere). For det andet etableredes forfatningen som en ”værdibunden forfatningen”, dvs. en forfatning, der ikke kun er bestemt af ret, men også af nogle almengyldige principper. Dette manifesteres på den ene side i den såkaldte ”evighedsklausul” (§ 79), hvor det bekendtgøres, at en række punkter i den tyske grundlov aldrig med lovlige midler kan ophæves, herunder bl.a. Tysklands føderalistiske princip samt artikel 1 og artikel 20 i forfatningen, der beskytter menneskets værdighed, magtens tredeling, lighed for loven o.lign.

På den anden side findes denne værdibundenhed også i statens mulighed for at indskrænke grundlæggende rettigheder og den personlige frihed, hvis man forsøger at øve vold mod eller afskaffe den såkaldte ”freiheitlich-demokratische Grundordnung”, som er netop disse almengyldige principper. Hertil kommer, at Tyskland har en række institutioner, der kun eksisterer for at beskytte forfatningen, herunder forfatningsdomstolen (Bundesverfassungsgericht) og det såkaldte Bundesamt für Verfassungsschutz, en efterretningstjeneste, der tager sig af indenrigsanliggender og særligt antikonstitutionelle bevægelser.

Demokratiet bider fra sig
Man kan strides længe om rigtigheden eller omfanget af disse mekanismer – og det militante demokrati i Tyskland er langt fra færdigudviklet eller færdigdiskuteret. Hvorfor kunne fx et politisk betydningsløst KPD forbydes i 1956, når det nynazistiske NPD i 2017 ikke kunne – netop på grund af dets politiske betydningsløshed? Var det såkaldte ”Radikalenerlass” fra 1972, der medførte et de facto Berufsverbot (arbejdsforbud) for folk med tilknytning til venstreorienterede grupperinger, et nødvendigt indgreb i beskyttelsen af demokratiet, eller overskred demokratiet sine egne grænser? Det er spørgsmål, som beskæftiger både forskningen, politikken, intelligentsiaen og offentligheden. Men faktum er, at netop fordi det tyske demokrati har været hårdt prøvet og har haft en længere inkubationsfase, har det også lært at slå fra sig.

Således har Tyskland fx allerede i 2003 kunnet forbyde Hizb ut-Tahrir, hvilket de danske myndigheder endnu i dag ikke har kunnet på trods af klart ytrede ønsker. Og allerede den 19. marts 2020 udstedte den daværende indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU), et første forbud mod en gruppering af rigsborgere, en forening med en racistisk-antisemitisk ideologi ved navn ”Forenede Tyske Folk og Stammer”. Samtidig har det konservative CDU i kølvandet på politirazziaen mod rigsborgerne plæderet for, at det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD) sættes under mere omfattende overvågning af Verfassungsschutz.

Ifølge CDU-politikeren Alexander Throm viser razziaerne, at ”der omkring AfD befinder sig en ideologisk sump af rigsborgere og statsfjender. Denne sump skal tørlægges ved brug af det militante demokratis retsstatslige midler, og hertil hører også overvågning gennem Verfassungsschutz.” En af de arresterede rigsborgere er den tidligere AfD-politiker Birgit Malsack-Winkemann, som var udset til posten som justitsminister i det tyske rige, som rigsborgerne håbede at kunne installere. Man ønsker således at afdække, hvor tætte båndene mellem AfD og rigsborgerbevægelsen er.

Det er langtfra heller første gang, at AfD er taget med fingrene i kagedåsen af højreekstreme ideologier: Dele af AfD er allerede under overvågning, flere af partiets delstatsfraktioner er klassificeret som højreekstreme, mens den såkaldte ”Flügel”, en indflydelsesrig undergruppering, er blevet forbudt og opløst.

Det tyske demokrati er stærkt
Disse eksempler viser, at det tyske demokrati er stærkt og veludrustet til at modstå angreb fra (højre-)ekstremister. Tysklands demokratiske fundament er på grund af disse retlige mekanismer ikke truet, og man behøver altså ikke være bekymret for, at man pludselig en morgen vågner op til et nyt tysk kejserrige syd for Kruså.

Men disse eksempler – og særligt den seneste razzia mod de voldsparate rigsborgere – viser også, at højreekstremisme stadig er en reel trussel i Tyskland. Og den nuværende indenrigsminister, Nancy Faeser (SPD), betegnede allerede i februar 2022 højreekstremismen som den største trussel mod demokratiet i Tyskland.

Derfor har Faeser også lanceret en målrettet aktionsplan mod højreekstremister, der blandt andet skal komme disses finansiering til livs og skærpe våbenlovgivningen. Faeser har i den forbindelse udtalt: ”Retsstaten skal være militant. Vi skal gøre vores yderste for at udtørre grobunden for ekstremistisk vold.” Lad os håbe, at hun lykkes med det.

Mads Jedzini læser europastudier ved Sorbonne Université i Paris.

Billedet i artiklens top: Montecruz Foto / CC-SA/