Skåne har længe været en fuldt integreret del af det svenske rige. Men mange skåninger er orienterede mod København. Det skånske sprog er en af den sydsvenske provins’ særheder sammenlignet med det øvrige land.

Baggrund af Anders Engberg

31.01.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | Da jeg engang rejste i Skåne, kom jeg til en by, der kalder sig ”den danskeste by i Sverige”. Kristianstad er den eneste svenske by, der er opkaldt efter en dansk konge.

Christian d. 4. grundlagde byen som et værn mod svenskerne nordfra. Her i byen kaldes han for nemheds skyld C4. Med firtallet indeni et stort C kunne jeg se symbolet alle vegne. På kommunens biler, på flag i gågaden og som mønstret i et stort blomsterbed foran Trefoldighedskirken, den pragtfulde renæssancekirke Christian lod opføre i sin nye by.

På skilte ved byens indfaldsveje blev man budt velkommen til Skånes hovedstad. Men Kristianstad er langt fra den største by i landskabet. Og desuden ligger den lidt afsides i det nordøstlige Skåne, og ikke i den vestlige del, hvor langt de fleste skåninger bor. Kristianstad huser dog Region Skånes parlamentariske forsamling, og det var givetvis begrundelsen for den flotte betegnelse. Regionens forvaltning ligger spredt ud over provinsen, men regionsrådet mødes i Kristianstad som en balance imellem lokale særinteresser.

I det nye årtusinde har en række svenske len fået status af region med flere beføjelser. Region Skåne er en af regionerne, og dækker et område, der oprindelig var opdelt i to len, Malmøhus og Kristianstad. I 2011 blev regionsordningen gjort permanent efter en længere forsøgsperiode. Det regionale niveau i Skåne beskæftiger sig primært med sundhedsvæsenet, men har også kompetencer indenfor erhvervsudvikling, kollektiv trafik, kultur og interregionalt samarbejde, bl.a. med regioner i Danmark.

Det danske tab og forsvenskningen
Den uden sammenligning største katastrofe i det danske riges historie var, da man mistede Skåne, Halland og Blekinge til den svenske ærkefjende i 1658. For størstedelens vedkommende var det jo dansk kerneland, om end man bestemt ikke kan sige, at det ”tilhørte” Danmark. Det var Danmark i lige så høj grad som Jylland, Fyn og Sjælland, og Skåne var den rigeste landsdel.

Den dag i dag er det lille land Danmark skævt på grund af dette enorme tab. Hovedstaden København ligger på rigets kant. Bornholm vedblev dog med at være dansk.

København mistede sit østlige opland, en mur blev i overført betydning rejst ned gennem Øresund. Den tog lang tid at bygge, men den blev til sidst så stor og effektiv, at københavnerne i dag dårligt kender til landet på den anden side af det smalle Øresund.

Den svenske statsmagt brugte hele paletten i forsøget på at forsvenske de nye landsdele. Historien blev skrevet om så den passede i rigets kram, hvilket er en helt almindelig foreteelse i mange lande. I Skånes tilfælde var den bare ekstrem. Der skulle jo også meget til for at tilsløre sandheden. Et gammelt skånsk udsagn lyder: ””Løgn er også en form for videnskab”, sagde Fanden. Han studerede historie ved universitetet i Lund.” Præsterne forkyndte kun på svensk, hvilket var vanskeligt at forstå for bønderne i de første mange generationer. Og modstandsfolk blev spiddet og udsat for andre grusomheder i god overensstemmelse med den tids krigsførelse.

Forsvenskningen var en meget langvarig proces. Da radiomasten ved Höör midt i Skåne blev sat op i 1930’erne udtalte en datidig svensk mediemand: ”Nu erobrer vi Skåne for anden gang”. Skåne har længe været en fuldt integreret del af det svenske rige; med sine særheder, javist, men ikke desto mindre fuldt integreret.

Sproget
Ikke langt fra Kristianstad ligger en kulle, dvs. en høj bakke, der rejser sig over det omgivende agerland. Jeg kørte derop og passerede den lille landsby, Kjuge, der har givet navn til kullen.

Kjuge er et navn, som indbyder til at lægge vægt på den skånske sprogtone, der er meget dreven. Lidt i retning af sjællandsk, som det stadig kan høres tilstrækkeligt langt fra København. Kjyyyuge er vel den omtrentlige udtale af navnet hos de lokale.

De skånske stednavne er et kapitel for sig og bl.a. et studium i omnationaliseringens sejre og trængsler. De fleste navne er blevet forsvensket i større eller mindre grad, f.eks. den nordøstskånske stationsby Osby, som hed Ousby. En udbredt endelse på danske landsbynavne er –strup, som ret konsekvent er blevet til –torp, f.eks. Åstrup/Åstorp, og endelsen –rup er i mange tilfælde blevet til –arp, f.eks. Gennerup/Genarp. Den almindelige endelse –sted er blevet til stad, hvilket kan forekomme en smule pudsigt når f.eks. en lille flække midt i det sydskånske bondeland bærer navnet Högestad. De svenske autoriteter har ikke været helt konsekvente, især meget små bebyggelser har beholdt de danske navne, f.eks. Bonderup øst for Lund.

Det skånske sprog er en af den sydsvenske provins’ særheder sammenlignet med det øvrige land. Sprogtonen er anderledes, og til tider svær at forstå for både uppsvenskere og danskere, men langt de fleste ord er svenske. Der er dog undtagelser, der røber Skånes mellemposition. F.eks. hedder ”kage” ”kaga” på skånsk og ”kaka” på svensk. ”Grine” hedder ”grina” på skånsk og ”skratta” på svensk.

Landskabet
En køretur fra Kristianstad mod sydvest til Lund og Malmø er en rejse fra et landskab præget af høje bakker med grundfjeld tittende frem og masser af skov, til et åbent marklandskab. Det er de to sider af Skåne; det relativt tyndtbefolkede skovland og det tæt befolkede agerland.

Man skal køre 10-15 kilometer i marklandet, og så befinder man sig ved landsbyen Dalby. Den hvidkalkede kirke er usædvanlig stor for sådan en landsby, og Dalby har da også haft rigsomfattende betydning engang. Kirken er en af det gamle Danmarks ældste, og den dannede ramme om et bispedømme for Østskåne, Blekinge og Bornholm, der blev grundlagt i 1060. Få år senere blev det dog lagt ind under Lund.

Nogle hundrede meter vest for landsbyen, ved en lille skov, havde jeg en flot udsigt over Söderslätt, det skånske kornkammer, som står som symbol på landsdelens herligheder for en skovsvensker. Jeg kunne fornemme Malmø i et fjernt sydvestligt hjørne af horisonten, men Lund kunne jeg ikke få øje på. Byen var gemt bag bakken og skoven.

Den skånske orientering
Ved Lunds gamle domkirke mødte jeg en daværende skånsk politiker af borgerlig observans, Rolf Tufvesson. Han mente, at Skåne i kraft af sin anderledes historie, sin stærke økonomi og nærheden til kontinentet, kunne være et forbillede for den svenske udvikling. Muligvis kunne en løsning, hvor der findes forskellige former og grader af regionalt selvstyre rundt om i landet, være den rette for Sverige. Det er i øvrigt den model, der hersker i landet i dag.

EU var for Tufvesson en naturlig alliancepartner for skåningerne i deres forsøg på i højere grad at blive herrer i eget hus. Tufvesson gik endda så vidt, at han mente, at Sverige, da landet tilsluttede sig EU i 1994, også dermed sagde ja til regionernes Europa. Det er ganske vist et perspektiv, som hverken dengang eller nu huede de svenske nationale politikere. For Tufvesson var EU et fredsprojekt, og en forudsætning for fred i Europa var svagere nationalstater og stærkere regioner.

Vilmer Andersen er dansker og har i mange år siddet i regionsrådet for venstrefløjspartiet Vänsterpartiet. Jeg mødte ham på toppen af et højt hus med udsigt over Stortorget i Malmø. I Norden har venstrefløjen i høj grad forsvaret nationalstaten, bl.a. af fordelingsmæssige grunde. Vidtrækkende regionale kompetencer kan føre til en skæv social og økonomisk udvikling i et land, påpegede Vilmersen. Han gik derfor ikke ind for ”regionernes Europa”.

Henric Borgström mødte jeg også i Malmø. Han var dengang journalist ved Radio Malmö, og stockholmer. Han følte sig lidt på udebane i Skåne. ”De refererer nogle gange til deres danske fortid,” sagde han om skåningerne, og det skinnede tydeligt igennem, at han slet ikke kunne identificere sig med sådanne referencer. Han var så svensk, som man kunne blive, og derfor var der en smule misfornøjelse og undren i hans konstatering af, at skåningerne vendte sig stadig mere mod København. Hvor der før var 16 telefonsamtaler til Stockholm fra Malmø for hver én til København er tallet i dag nok snarere 8 til 1, konstaterede han.

At skåningerne ser dem selv i en sydskandinavisk sammenhæng kunne bl.a. ses da den svenske statsminister Stefan Löfven fornylig opfordrede til national opbakning til at styrke lufthavnen Arlanda nord for Stockholm. Det ville gavne hele Sverige, mente han. Men i Skåne protesterede man. Skåningernes lufthavn er Kastrup, og det er derfor ikke i deres interesse at styrke Arlanda på ikke mindst Kastrups bekostning. Modsætningerne mellem Stockholm og Skåne er af gammel dato.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Johan Nilsson/

Læs de øvrige artikler i vores tema “Europæiske kuturregioner” her.

Fakta om Skåne:

Areal: 10.939 km2

Befolkningstal: 1.322.193 (2016)

Flag: Et gult kors på en rød bund. Man skulle tro, at farverne var en hentydning til landsdelens svensk-danske baggrund – det gule kors fra det svenske og den røde bund fra det danske flag – men det er ikke tilfældet. De rødgule farver hentyder til ærkebiskoppen i Lunds farver, og så er vi tilbage i 1100-tallet, noget før det danske flags og længe før det svenske flags opståen.

Foto: commons.wikipedia.org