Sorberne er også blevet kaldt lusatiere og vendere. Det første, fordi de bor i en region ved navn Lusatien, som dækker grænseområdet omkring floden Neisse med Tyskland vest for floden og Polen øst for. Det andet er en middelalderlig betegnelse for de slaviske folk, der beboede landområderne syd for Østersøen
Bagrund af Anders Engberg
TEMA: EUROPAS UKENDTE FOLK | Tyskland har få etniske mindretal uden en indvandrerbaggrund. Det danske mindretal i Sydslesvig og friserne langs Nordsøkysten er de mest kendte eksempler på små befolkningsgrupper, der ikke i udgangspunktet taler en form for tysk. Og så er der sorberne. De cirka 50.000 mennesker lever i et område kaldet Lusatien, der er beliggende i det sydøstlige hjørne af landet tæt på nabolandet Polen. De taler et vestslavisk sprog, der er tæt beslægtet med polsk og tjekkisk.
Sorberne er også blevet kaldt lusatiere og vendere; førstnævnte fordi de bor i en region ved navn Lusatien, som dækker grænseområdet omkring floden Neisse med Tyskland vest for floden og Polen øst for, og sidstnævnte er en middelalderlig betegnelse for de slaviske folk, der beboede landområderne syd for Østersøen.
Sorberne kom til området i 500-tallet og nogle hundrede år senere var det et stridsmål mellem polske og tyske herskere. I høj- og senmiddelalderen skete en stor indvandring af tysktalende, og i de følgende mange århundreder blev områdets befolkning germaniseret. Der var dog sorbiske manifestationer, bl.a. blev den første bog på sorbisk udgivet i 1574. I 1688 blev Biblen oversat til sorbisk.
Sorbiske hymner og sangfestivel
I 1800-tallet kom den store opdagelse af de europæiske folk blandt europæerne. Utallige nationale bevægelser opstod. De havde til formål at styrke de enkelte folks kultur og sprog, og som regel også kæmpe for folkets politiske selvstændighed, så dets urgamle bestemmelse og storhed endelig kunne komme til udfoldelse. Disse stærke strømninger havde også en sorbisk version. Digteren Handrij Zejler var blandt de vigtigste fortalere for sorbisk identitet. Han skrev bl.a. den sorbiske nationalhymne. En sorbisk sangfestival blev skabt i 1845, og i 1904 blev et sorbisk kulturhus åbnet i en de sorbiske hovedbyer Bodysin/Bautzen. I 1912 stiftedes Domowina-instituttet, en paraplyorganisation for sorbiske kulturelle organisationer.
I mellemkrigstiden var forfatteren Jan Skala en af fortalerne for den sorbiske kultur. Han døde som soldat for Det tredje Rige i januar 1945 i det nuværende sydlige Polen, dræbt af en sovjetisk soldat. Han kæmpede for nazi-regimet, som havde undertrykt sorbisk kultur. Nazisterne betragtede sorberne som en del af den tyske stamme, der talte et slavisk sprog. Men i det stærkt nationalistiske Tyskland var der ikke plads til andre sprog end det overlegne folks sprog, det tyske. Derfor undertrykkelsen af alt sorbisk.
Serberne delt mellem to lande
Ved krigens afslutning i 1945 skete store omvæltninger i denne del af Europa. Den nye grænse mellem Tyskland og Polen gik tværs ned gennem Lusatien, og delte således sorberne mellem to lande. Samtidig bosatte en hel del tyskere sig i den vestlige del. De var fordrevet fra øst. Øst for Neisse-floden, i det polske Lusatien, blev alle tysktalende og mange sorbere fordrevet. De tilbageblevne sorbere blev udsat for en voldsom ”forpolskning”. I det kommunistiske Polen fandtes kun polakker. Derfor er den sorbiske kultur i Polen i dag stort set ikke-eksisterende.
I DDR var man officielt positiv overfor den sorbiske minoritetskultur så længe den var en del af den socialistiske bevægelse. Dette var mange sorbere imidlertid imod. De brød sig ikke om sekulariseringen af samfundet, hvilket medførte at deres kristne trosudøvelse ikke var velset. De var heller ikke glade for kollektiviseringen af landbruget.
Ved østblokkens sammenbrud i 1990 kæmpede nogle sorbere for at de skulle være politisk synlige i forbundsrepublikken. Man ønskede en autonom administrativ enhed, men dette ville man ikke gå med til fra centralt hold. Ydermere blev den tyske del af Lusatien delt mellem to delstater, Brandenburg i nord og Sachsen i syd. Man har fået kulturelle rettigheder, det er alt.
Anerkendt sprog
Disse rettigheder omhandler bl.a. det sorbiske sprog, der er officielt anerkendt som et minoritetssprog i Tyskland. Man anslår, at cirka 40.000 mennesker taler det i Brandenburg og cirka 10.000 i Sachsen. Dette lille vestslaviske sprog har sine særkender. De fleste sprog har singularis som entalsform og pluralis som flertalsformen. Men sorbisk er, foruden slovensk, det eneste slaviske sprog, der har en særlig betegnelse for to, dualis. F.eks. betyder ”ruka” en hånd, ”ruce” betyder to hænder og ”ruki” er ordet for flere hænder end to.
Fra gammel tid har sorberne levet i to forskellige områder. Øvre Lusatien ligger længst mod syd. Her er befolkningen fortrinsvis katolsk. Mod nord, i Nedre Lusatien, hvor de fleste sorbere bor, er de fleste protestanter, og der er også forskelle i traditioner og de traditionelle klædedragter. Imellem områderne er en bakkerig skovegn, som har adskilt de to grupper. Adskillelsen har også givet sig sproglige udtryk, så de to dialekter af sorbisk er ret forskellige.
Det sorbiske flag blev skabt i 1842. Det har tre tværstriber, øverst blå, i midten rød og nederst hvid. De tre farver udgør de panslaviske farver, og derfor indgår de i en stor del af de slaviske landes flag, f.eks. Rusland, Tjekkiet og Serbien.
Parader og danse
Blandt de særlige sorbiske kulturtraditioner kan nævnes zapust, som er en forårsfest. Man fejrer forårets komme, hvor såningen skal begynde, med en uges festligheder. Man optræder i de traditionelle dragter og har parader og danse. Denne festligholdelse er dog ikke så udbredt som tidligere.
Det sorbiske hjørne af det store tyske land har, som andre udkantsområder, en udfordring med affolkning. De unge drager bort for at uddanne sig og få et arbejde. Men der er stadig en sorbisk avis, Serbske Nowiny, og en radiostation, Serbski Rozhlos. En gang om måneden viser regional-tv en udsendelse på sorbisk.
Radiostationen befinder sig i Budysin/Bautzen, som er hovedbyen i Øvre Lusatien. Her udgør sorberne 5- 10 procent af befolkningen, men alligevel påberåber byen sig værdigheden som sorbernes hovedstad. Chosebuz/Cottbus er Øvre Lusatiens hovedby. Her har cirka halvdelen af indbyggerne sorbisk baggrund, og her påberåber man sig også værdigheden som hovedstad for en af Europas mindre kendte etniske minoriteter.
Ingen af byerne har naturligvis officiel status da området ikke udgør en politisk enhed. Det er tværtimod delt mellem delstaterne Brandenburg og Sachsen ligesom det fra gammel tid har været delt af naturens barrierer, det bakkede og skovklædte område omkring byerne Wojerecy/Hoeyerswerda og Slepo/Schleife. De sorbiske dråber forsvinder måske helt i det store tyske hav. De gamle generationer dør ud, og de unge generationer tager i stadig mindre grad over. Hvorfor bevare en meget lille kultur, som kun er uhensigtsmæssig i nationalstaternes Europa?
Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/ AP/Sebastian Kahnert/
Læs hele temaet “Europas ukendte folk”
Vi ønsker hverken at være annonce- eller abonnementsbaserede. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
