Fire internationale møder demonstrerer, at der er ved at samle sig en global modstand mod Donald Trump, inden han indsættes. G20 og BRICS træder i karakter, mens EU tøver, når det drejer sig om at sikre Ukraine efter krigens afslutning.
Analyse af Hugo Gaarden
Efter nogle få års tilløb begynder to globale organisationer at træde i karakter over for Vesten, og det sker i særdeleshed over for Donald Trump, inden han om to måneder tiltræder som præsident for anden gang.
Det interessante er, at mens europæerne bogstavelig talt frygter en ny præsident Trump, der blæser på internationalt samarbejde, og som viser autoritære tendenser, så er landene uden for Vesten begyndt at optræde med selvsikkerhed og magt. De er mere selvbevidste end de europæiske lande, der endnu ikke har turdet sætte sig i førersædet omkring afslutningen på krigen i Ukraine.
Resten af verden afviser generelt sanktioner som et legitimt våben mod andre lande. De vil have industrilandene til at hjælpe udviklingslandene med at klare klimakrisen, og de vil have reformer af FN og de eksisterende officielle organisationer. Men i mangel på reformer, forsøger de at gøre deres egne grupper til stærke aktører. De vil have en multipolar verden med flere magtcentre og vil ikke acceptere en amerikansk-domineret verden eller en kold krig mellem USA og Kina.
De to vigtige grupper er G20 for de 20 største lande i både Vesten og resten af verden, og BRICS, som primært omfatter lande i dét, man i dag kalder Syden, dog med Rusland som en undtagelse. G20, som altså også omfatter USA og EU, står for tre fjerdedele af verdenshandelen, mens BRICS omfatter Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika og fremover nogle arabiske olielande. Grupperne omfatter dermed fremtidens vigtigste økonomiske centre uden for Vesten.
Det netop afholdte G20-topmøde i Rio de Janeiro i Brasilien havde også USA’s præsident Joe Biden og Kinas præsident, Xi Jinping, som deltagere. De to kom lige fra et topmøde i Lima i Peru for handelsorganisationen Apec for landene i Stillehavsregionen.
Alle Apec-lande frygter, at Trump vil lægge told på al import og dermed også ramme de lande, som er en gennemgangslejrfor kinesiske produkter, der skal afsættes i USA. Men de véd også, at USA’s handelskrig mod Kina vil samme dem selv. Kina frygter ikke en handelskrig. Kinas andel af den globale eksport er vokset fra 12 til 17 pct. siden Trumps første tid.
Kinas økonomiske muskler er langt større end USA’s. Kinas regering har netop godkendt en redningsplan på 1400 milliarder dollar til de økonomisk ramte lokalregeringer. Så stort et beløb kan hverken USA eller EU hive op af lommen.
G20-topmødet understregede, at landene uden for Vesten ikke vil følge Vesten f.eks. over for Putins krig i Ukraine. De vil ikke lave sanktioner mod Rusland, og det er en holdning, som også verdens største demokrati, Indien, har. Men de har ét problem: Trump ventes at spænde ben for en global aftale om at lægge en skat på store globale selskaber, som skulle give knap 200 milliarder dollar om året til udviklingsformål, primært i Syden. På samme måde ventes Trump at gå imod finansieringsbestræbelserne på FNs klimatopmøde i Baku i Azarbaijan. Men presset fra Syden mod Trump vil vokse.
At landene uden for Vesten indtager en helt anden linje på centrale områder blev demonstreret på et BRICS-topmøde i oktober i Kazan i Rusland med præsident Vladimir Putin som deltager. Der var ingen kritik af hans krigsførelse, tværtimod viste mødet, at Putin var ved at komme ud af sin isolation. BRICS-landene betragter Vesten som hyklerisk, når Vesten laver sanktioner mod Rusland, men ikke mod Israel på grund af krigen i Gaza.
BRICS vil dog ikke være en anti-vestlig gruppe, for medlemmerne vil handle og samarbejde med alle. De vil bare ikke låses fast i en bås, fordi det er i USA’s interesse. Det er en oplagt mulighed for EU, men EU har været særdeles passiv over for Asien, Afrika og Sydamerika i forhold til f.eks. Kina.
De personer, som Trump har udpeget til ministerposter og andre topposter viser, at han blæser på alle internationale bestræbelser. Som lederen af sikkerhedskonferencen i München, Christoph Heusgen, udtrykker det: ”Den kendte verdensorden er under pres. Vi har fået en autoritær leder i USA.”
Så klart udtrykker de europæiske regeringsledere sig ikke, og heller ikke over for Trumps forsøg på at afslutte krigen i Ukraine. Der er frygt for, at det vil ske på Putins præmisser, først og fremmest ved at Rusland kan beholde det erobrede område i Ukraine. Frygten i Europa er, at en Trump-initieret våbenhvile kan føre til, at Ukraine ikke kan blive medlem afNATO eller få sikkerhedsgarantier, og at landet ikke får en permanent fred.
Kansler Olaf Scholz har netop telefoneret med Putin for at drøfte en forhandlingsløsning med en russisk troppetilbagetrækning. Det sker for at få en europæisk plads ved forhandlingsbordet. Men Scholz har ikke gjort noget for at styrke Ukraines eller Europas forhandlingsposition. Det har Biden gjort ved at give Ukraine lov til at bruge langtrækkende ATACMS-raketter mod militære mål i Rusland. Scholz vil ikke levere nogle tilsvarende tyske Taurus-raketter.
Scholz er bange for eskalation, og han forsøger at fremstå som en fredsforhandler under den tyske valgkamp. Men han betragter det åbenbart ikke som eskalation, at Putin har ”lånt” 12.000 nordkoreanske elitesoldater for at generobre et ekstremt lille område på 20 gange 30 km i Kursk-provinsen.
Tyskland og alle EU-lande har under hele krigen været bange for at give Putin et effektivt modspil. Sker det heller ikke under de kommende forhandlinger ved at udvikle troværdige modeller for Ukraines og Europas fremtid, går det ikke bare ud over Ukraines selvstændighed. Det skader også den europæiske sikkerhed, og Ukraine betaler en meget høj pris, og det kan udvikle sig til en fundamental mistillid over USA og Europa.
Det er derfor forståeligt, at nogle ukrainske eksperter og politikere i denne tid overvejer, om Ukraine skal udvikle sit eget atomvåben. Ukraine var en atommagt indtil 1994, da USA, Rusland og Ukraine underskrev en aftale – med en vis tysk og fransk opbakning – hvorved Ukraine afstod sine atomvåben til Rusland til gengæld for garantier om grænsernes urørlighed.
Aftalen var intet værd, viste Putin i 2022. Hvad vil europæerne nu, hvor Trump lurer i horisonten? Den italienske ministerpræsident, Giorgia Meloni (billedet i artiklens top), udtrykte situationen for nylig: ”Spørg ikke, hvad USA kan gøre for dig, men spørg hvad Europa kan gøre for sig selv.”
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Daina le Lardic/ © European Union 2022 – Source : EP/