Tyrkiet går til valg søndag den 14. maj 2023. Efter tyve år ved magten kan Recep Tayyip Erdoğan for første gang ikke vide sig sikker på genvalg. I Tyrkiets kulturelle hovedstad, Istanbul, er forventningen, at der ikke kun er ét, men to jordskælv på vej: Et valg-politisk og et tektonisk. Samtidigt blæser de religiøse vinde kraftigere end tidligere. Anders Stubkjær, lektor i engelsk og samfundsfag, besøger et land forstyrret af voldsomme rystelser.
Reportage af Anders Stubkjær
Præsident Erdoğans vej til magten opstår i ruinerne af det jordskælv, der rammer Tyrkiet i 1999. Erdoğan formår at skabe en fortælling om sig selv; om en demokratisk muslim, der modsat de tidligere sekulære ledere, står klar til at rydde op og sikre landets fremtidige udvikling. Denne fortælling er ved at køre af sporet. En demokratisk afslutning på Erdoğans tid ved magten kunne blive et politisk jordskælv.
Under Erdoğans regeringstid er der blevet skruet ned for demokratiet, og ytringsfriheden har fået et skud for boven. Store dele af pressen kontrolleres af Erdoğan, og det er f.eks. blevet ulovligt at fornærme præsidenten. Jeg er i Istanbul på studietur med en gymnasieklasse og oplever forandringerne.
Vi besøger en skole i udkanten af Istanbul. Eleverne bliver vist rundt af tyrkiske elever, hvor lærerne ikke er med. Vores elever fortæller mig bagefter med målløshed i stemmen, at de på et tidspunkt spurgte lidt ind til de tyrkiske elevers holdninger til valget og Erdoğan. Der var åbenbart blevet stille i rummet – helt stille. Til sidst bryder en tyrkisk elev stilheden og siger, at det er et ”hot” spørgsmål. Og så var dét emne lukket. Vinder Erdoğan genvalg, er der ingen grund til at tro, at den anti-demokratiske tendens vil blive bremset.
Politisk kodesprog
Jeg deltager selv i en samtale med medarbejderne på skolen. Jeg forsøger at lirke en indstilling ud af dem om tilstanden af det samfund, som de trods alt bedriver skole i, og det kommende valg. Kontrasten, til hvordan der bliver diskuteret politik i Danmark, er enorm. Det bliver tydeligt, at der også her er ting, der ikke kan siges direkte: Jeg bliver svaret i venlige, men yderst generelle vendinger. Ingen nævner den nuværende præsident ved navn. Havde jeg forsøgt at tage medarbejderen til indtægt for en Erdoğan-kritisk holdning, ville medarbejderen kunne benægte og sige, at jeg havde misforstået, og at vi kun talte om skole.
Under rundvisningen stopper vi til gengæld op under det gigantiske portræt af Tyrkiets grundlægger og første præsident, Kemal Atatürk, der pryder skolens foyer. Atatürk bliver fremhævet i direkte og rosende vendinger som den helt centrale figur i tyrkisk politik. Det er som om, vi taler et kodesprog, hvor budskabet er afstandtagen til både Erdoğan og hans religiøse retning.
Alle venter på et jordskælv i Istanbul
Siden slutningen af 2010’erne har der været en forventning om, at et omfattende jordskælv vil ramme Istanbul. Som bekendt er det ikke sket endnu, men risikoen ser ud til at være stor. Efter de grusomme skælv i den sydlige del af landet, og den mildt sagt mangelfulde håndtering af dem, er frygten blevet mere udtalt. Samtalen med de lokale skolekolleger falder omsider på et mindre kontroversielt hverdagsemne: Elevers adgang til mobiltelefoner i skoletiden. Jeg får at vide, at før jordskælvet skulle eleverne aflevere deres mobiler om morgenen. De fik dem så igen ved skoledagens ophør. Efter jordskælvet har skolen af forældrene følt sig tvunget til at lade eleverne beholde deres mobiler, så forældrene, som lederen sagde, “kunne finde dem, når Istanbul-skælvet kommer”. De voldsomme ødelæggelser i den sydlige del af landet bliver pludseligt meget nærværende. Kommer jordskælvet med samme styrke, er der næppe nogen, der når at finde nogen…
Frem med Islam
Alle, der kommer til Istanbul, bør besøge Hagia Sofia, der nærmest er hjertet i Istanbul. Vi går rundt på det blå plystæppe under bygningens enorme hvælvinger. Bygningen har igennem tiden levet et liv som markør for hvilke veje de politiske og religiøse vinde blæser i det, der i dag er Tyrkiet.
Hagia Sofia begyndte tilværelsen som kirke i år 537. I 1453 blev den lavet om til moské, og i 1935 blev den til et museum for at understrege Det Nye Tyrkiets sekulære identitet. I 2020 blev Hagia Sofia under Erdoğan så igen lavet om til moské. I dag er der nu trukket lagner hen over de kristne mosaikker for at skjule dem, og på den måde understrege bygningens nye identitet som moské. Adgangen til galleriet på første sal er også blevet lukket. Det var her, at man tidligere kunne opleve nogle af de storslåede mosaikker, der stod som beviser for den kristne periode. Det var også her, at der var et storslået udsyn over byen og Bosporus-stræde.
Snakken går på, at hvis Erdoğan vinder valget, så vil islam højst sandsynligt komme til at spille en endnu tydeligere rolle i tyrkisk politik og samfund. Det er svært at forestille sig andet, end at Erdoğans stigende afvisning af vestligt orienterede demokratiske grundidéer vil blive intensiveret. Samtidig vil han i endnu højere grad samle magten over landet i egne hænder. Selv om Erdoğan skulle tabe, så vil den islamisering, der har fundet sted i de senere år, næppe forsvinde.
De ældres støtte og ungdommens skepsis
Det seneste årti har budt på en kolossal udvikling i både Istanbul og resten af Tyrkiet. Økonomien blev forbedret og uddannelsesniveauet højnet. Et byggeboom har skabt en tydelig ny skyline for Istanbul og talrige infrastrukturelle forbedringer. Det er denne udvikling, som den ældre generation, har oplevet. Det er en faktor, der kan forklare deres støtte til Erdoğan.
Ungdommen er mere skeptisk på grund af Erdoğans strategi med at køre den frie presse mere og mere i sænk og begrænse mulighederne for bl.a. LGBTQ-befolkningen. Men der er flere problemer: Korruptionen er høj, hvilket man også oplever som tilrejsende. Ødelæggelserne i det sydlige Tyrkiet har med ubehagelig voldsomhed sat en tyk streg under regeringens manglende evne til at undgå byggesjusk og den udtalte korruption.
Erdoğans vælgerbase ligger i mindre grad i byerne og i større grad i landdistrikterne. Der har været nogen diskussion i medierne, om Erdoğan vil prøve at lave en ”Trump-løsning”. Det vil sige forsøge at holde fast på magten trods af et valgnederlag. Umiddelbart ser forventningen ud til at være, at det ikke kommer til at ske. En faktor, der kan bidrage til forklaringen er, at modstanden i de større byer forventes at blive for kraftig.
En anden løsning?
Kemal Kılıçdaroğlu er præsidentkandidaten, der kæmper mod Erdoğan om nøglen til præsidentpaladset i Ankara. Spørgsmålet er, om han kan vinde over den garvede Erdoğan. Det er også om den samling af partier, der støtter ham, faktisk kan finde sammen om at bliver enige om andet end at de er trætte af Erdoğan. Kılıçdaroğlus udenrigspolitiske rådgiver udtaler eksempelvis til politico.eu, at en tilbagevenden til demokratisering og en forbedring af relationerne til EU, vil være prioriteter. Om EU så er klar til at genoptage forbindelsen, er en anden snak.
Erdoğan har foruden de indenrigspolitiske sejre også formået at cementere et image som den islamiske verdens mand i international politik og Tyrkiet som et geopolitisk hotspot. Krigen i Ukraine bliver nærværende, når man ser coastere, der sløvt hiver sig selv gennem Bosporus-strædet med kurs mod Sortehavet – måske med en vigtig last til en havn i Ukraine og en aftale, som Erdogan har været med til at forhandle. På samme måde er det også her i Tyrkiet, at der i forhold til Sveriges NATO-ansøgning behændigt bliver spillet med de politiske muskler.
Nu bliver det spændende at se, hvorvidt tyrkerne ønsker, at Erdoğans fortælling skal fortsætte, eller om kursen igen skal lægges om for et af Europas mest fascinerende lande.
Anders Stubkjær er lektor i engelsk og samfundsfag ved Sønderborg Statsskole. http://andersstubkjaer.com
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt den 13. maj 2023 i Magasinet rØST.
Billede i artiklens top: /Flickr/