Den 7. – 11. april kan du i København, Aarhus og Odense opleve Tyske Filmdage. Foruden filmvisninger lægger flere af instruktørerne også et besøg forbi festivalen. Vi præsenterer årets program. 

Af Caroline Wittendorf Kamper, NabolandsKanalerne

Tiden er endnu engang inde til et af årets højdepunkter, nemlig Tyske Filmdage. Igen i år kan vi præsentere et nøje udvalgt program med nogle af de bedste filmperler fra vores tyske naboer. Der vil både være ældre lige så vel som spritnye, og ikke mindst prisvindende, produktioner at finde på plakaten.

Foruden filmvisninger lægger flere af instruktørerne også et besøg forbi festivalen. Christian Petzold er med til at åbne festen, når hans ‘Rød Himmel’, som netop har vundet ham en pris ved filmfestival Berlinalen, vises d. 7. april i Grand Teatret. Derudover stiller Timm Kröger, instruktøren bag ‘Die Theorie von Allem’ op til en Q&A til visningen af hans film d. 8. april, også i Grand Teatret.

Vi glæder os til at byde velkommen til masser af spænding og humor, når tysk kvalitet kommer i højsædet til Tyske Filmdage 2024.

Program

 

Karaktererne Bruno Winter og Robert Lander i ‘Undervejs’. ©Wim Wenders/Filmverlag der Autoren

‘Undervejs’ – et venskab rejser sig ud af et selvmordsforsøg

I Wim Wenders ‘Undervejs’ fra 1976 er Bruno “King of the Road” Winter på en tur langs grænsen til det tidligere Østtyskland for at reparere defekte filmprojektorer i biograferne rundt omkring.

Undervejs på turen bliver Bruno tilfældigvis vidne til den ulykkelige Robert Landers mislykkede selvmordsforsøg. Dette skal vise sig at blive begyndelsen på et venskab mellem de to mænd. Bruno tager Robert med på sin tur, og sammen rejser de gennem det tyske landskab, som fører dem fra Lüneburger Heide til Bayerischer Wald.

Filmen, som i øvrigt er lavet uden et fast manuskript og stort set improviseret, vandt en pris under Cannes Filmfestival i 1976.

Grand Teatret: d. 7. april kl. 15.30

Øst for Paradis: d. 7. april kl. 15.30

Café Biografen: d. 7. april kl. 15.30

 

Christian Petzold med sin Sølvbjørn, prisen han vandt for ‘Rød Himmel’ ved filmfestival Berlinalen. ©Berlinale/Alexander Janetzko

‘Rød Himmel’ – en skovbrand sætter ild til et kærlighedsforhold

Den tyske instruktør Christian Petzold er tilbage med det karakterdrevne drama ‘Rød Himmel’ fra 2023, som sikrede ham en pris ved Berlinalen.

Forfatteren Leon og den kunststuderende Felix ankommer til et sommerhus langt ude på den tyske Østersøkyst, hvor de begge planlægger at arbejde i fred og ro. Men turen viser sig at blive ufattelig kompleks. For imens en skovbrand rykker tættere og tættere på, ferierer de to mænd tilfældigvis i huset på samme tid som den smukke, mystiske Nadja og hendes kæreste Devid. Og mens varmen fra skovbranden stiger, stiger temperaturen også indbyrdes blandt de fire unge mennesker, hvilket både fører til kærlighed, begær, vrede og jalousi.

Grand Teatret: d. 7. april kl. 19.00 og d. 8. april kl. 17.00

Øst for Paradis: d. 7. april kl. 19.00

Café Biografen: d. 7. april kl. 19.00

 

Karaktererne Johannes Leinert og Karin i ‘Die Theorie von Allem’. ©Timm Kröger/Neue Visionen

‘Die Theorie von Allem’ – en ung studerendes deroute

Året er 1962, og den unge fysikstuderende Johannes Leinert deltager i en videnskabelig kongres på et hotel i de schweiziske alper. Turen virker lovende, og Johannes drages af den mystiske hotelpianist Karin. Men da en række personer begynder at forsvinde sporløst, forvandler turen sig hurtigt til et mareridt. Nogle af de forsvundne dukker op igen, mens andre forbliver væk. Er det uheld eller mord? Da Johannes langsomt mister grebet om virkeligheden, støder han både på mærkelige landsbybørn, skyggefulde nazisammensvorne og en underlig tåge fra et af de store bjerge.

I Timm Krögers stilrene sort-hvid-thriller fra 2023 hænger en uhyggelig spænding konstant i luften, og langsomt bliver man trukket ind i det snehvide landskab, hvor faren lurer lige om hjørnet.

Grand Teatret: d. 8. april kl. 19.30

Øst for Paradis: d. 8. april kl. 19.00

Café Biografen: d. 8. april kl. 18.30

 

Agnes Karrasch i ‘She Chef’. ©Melanie Liebheit & Gereon Wetzel

‘She Chef’ – et portræt af topgastronomiens køkkener

Som den første kvinde nogensinde har Agnes Karrasch netop vundet ungdomsverdensmesterskabet for kokke. Efter endt uddannelse på Østrigs mest udsøgte restaurant, Steirereck, begiver den 25-årige kvinde sig ud på en spændende rejse, som fører hende til nogle af verdens førende restauranter. Her skal hun lære af de bedste kokke, hvor størstedelen af dem er mænd.

Vi følger den ambitiøse Agnes på hendes vej til at blive topkok i en tid, hvor kvinder ikke længere vil nøjes med at være nr. 2. Den dokumentariske portrætfilm fra 2022 diskuterer harmonien mellem arbejds- og privatliv og de tårnhøje fremtidsdrømme, branchens elite har. Men ikke mindst byder ‘She Chef’ på smukke, fascinerende scener fra gastronomi i allerhøjeste klasse.

Grand Teatret: d. 9. april kl. 16.40

Øst for Paradis: d. 9. april kl. 16.40

Café Biografen: d. 9. april kl. 16.15

 

Den Oscarnominerede Sandra Hüller spiller rollen som Irma, kejserinde Sisis hofdame i ‘Sisi & ich’. ©Frauke Finsterwalder/Walker Worm Film

‘Sisi & ich’ – kokain og boblebade med kejserinden af Østrig-Ungarn

Frauke Finsterwalders film fra 2023 fortæller historien om en af de mest spændende kvinder af sin tid, nemlig den excentriske kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn – bedre kendt som Sisi. I slutningen af det 19. århundrede bor hun på den græske ø Korfu, og her bliver grevinden Irma sendt ned og udpeges som Sisis hofdame. Deres første møde er ikke lovende. Men snart vandrer de lange ture, deler boblebade og har grineflip på en rus af kokainekstrakt. Langsomt udvikler de et afhængighedsforhold til hinanden, og de vil opleve ting, som kommer til at binde dem sammen for altid. Den Oscarnominerede Sandra Hüller kendt for ‘Frit fald’ (2023) og ‘The Zone of Interest’ (2023) spiller rollen som Irma Sztáray.

Grand Teatret: d. 9. april kl. 18.30

Øst for Paradis: d. 9. april kl. 18.30

Café Biografen: d. 9. april kl. 18.30

 

Den luxemburgsk-tyske skuespiller Vicky Krieps i rollen som Ingeborg Bachmann. ©Margarethe von Trotta/Amour Fou Vienna

‘Ingeborg Bachmann – Reise in die Wüste’ – kærlighed og brud mellem to forfattere

Hun er østriger, digter, dristig og kompetent. Han er schweizer, dramatiker, også dristig, men mere almindelig. I sommeren 1958 møder forfatterne Ingeborg Bachmann og Max Frisch hinanden og forelsker sig. I de følgende fire år, hvor de skiftevis bor i Rom og Zürich, stiger Ingeborg Bachmanns litterære stjernestatus. Frisch misunder berømmelsen, og langsomt driver de fra hinanden. Da Bachmann bliver inviteret til Egypten af en ven, indser hun, hvor meget hun lider i forholdet med Frisch, og rejsen skal vise sig at blive et endegyldigt vendepunkt.

Filmens instruktør Margarethe Von Tetta væver tiderne før og efter kærlighedskatastrofen sammen. ‘Ingeborg Bachmann – Reise in die Wüste’ fra 2023 er i øvrigt endnu en i rækken af instruktørens film om store, intellektuelle kvinder.

Grand Teatret: d. 10. april kl. 18.30

Øst for Paradis: d. 10 april kl. 19.30

Café Biografen: d. 10. april kl. 18.30

 

Paula Beer som Stella i ‘Stella. Et liv’. ©Killian Riedhoff/Letterbox Filmproduktion

‘Stella. Et liv’ – en jødisk kvinde tvunget til den største synd af alle

18-årige Stella bor i Berlin. Hendes største ønske er at få en karriere som jazzsangerinde, men som datter af jødiske forældre er det en drøm, der har ringe chancer for at gå i opfyldelse. Hendes liv kommer ud i absolut kaos, da hende og hendes familie må gå under jorden under Anden Verdenskrigs uroligheder i 1943. Gestapo kommer snart på sporet af dem, og for at undgå at blive deporteret til dødslejren i Auschwitz tvinges Stella til at opspore og udpege sine jødiske trosfæller.

‘Stella. Et liv’ fra 2023 er instrueret af Kilian Riedhof og bygger på virkelige hændelser om Stella Goldschlag, der, ved tvang, i 1945 havde overgivet et utal af jøder til Gestapo. Hun overlevede krigen, men tog sit eget liv i 1994.

Grand Teatret: d. 11. april kl. 19.00

Øst for Paradis: d. 11. april kl. 19.00

Café Biografen: d. 11. april kl. 18.30

 

Find hele programmet og information om de tre biografer på hjemmesiden tyskefilmdage.dk

God fornøjelse – Gutes Vergnügen!

 

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på nabolandskanalerne.dk den 26. marts 2024

Billede i artiklens top: ©Killian Riedhoff/Letterbox Filmproduktion