Ukraine kommer under pres for at få en snarlig fred

USA og Europa leverer slet ikke de våbenmængder, Ukraine har brug for, og den forestående forårsoffensiv vil næppe føre til et gennembrud. Ukraine presses til en tabsgivende fredsaftale, men med vestlige sikkerhedsgarantier.

Kommentar af Hugo Gaarden

Det lugter af svig. Ukraine får slet ikke de våben og våbenmængder fra Vesten, som landet efterspørger. Det bliver ekstrem svært eller snarere umuligt at tvinge russerne helt ud af Ukraine under den forestående forårsoffensiv. Ukraine presses politisk og militært – og presset handler om at få en snarlig afslutning på krigen – og det bliver ikke på ukrainernes betingelser.

Det ser ud til at blive den barske kendsgerning. New York Times skriver i en analyse af krigen, at hvis offensiven i maj ikke fører til en klar sejr, vil den vestlige opbakning blive svækket, og Ukraine kommer under et voksende pres for at indgå i forhandlinger om at slutte krigen eller fryse den fast. Analysen bygger på officielle, amerikanske vurderinger.

Enkelte militærfolk tror, der er mulighed for et ukrainsk gennembrud, men den overvejende holdning blandt de militære ledere i USA og Europa er, at der ikke er udsigt til en markant ændring af krigen. Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, sagde i sidste uge, at han ikke forudser et russisk kollaps. Amerikanske embedsmænd siger, at de finder det usandsynligt, at offensiven vil føre til et dramatisk skifte til Ukraines fordel.

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at Ukraine og Vesten bevidst underspiller behovet for flere moderne våben for at vildlede russerne, og at ukrainerne stormer gennem de russiske forsvarslinjer og tager russerne bagfra. Men de seneste, talrige lækager af mails fra Pentagon giver snarere det modsatte billede: At Ukraine står svagere end formodet.

Ukraine fik kun et beskedent resultat ud af det seneste møde blandt de allierede – i Ramstein i Tyskland. Der kom ikke noget løfte om at dække efterslæbet af våben og ammunition fuldt ud. Ukraine ventes at løbe tør for ammunition i løbet af maj, hvor offensiven ventes at blive indledt! Nok leverer USA og Europa mere raket-forsvar, f.eks. Patriot-missilsystemer, men slet ikke tilstrækkeligt, og der kom ikke tilsagn om at levere avancerede fly eller etablere en no-fly zone. Hvis Ukraine ikke kan sikre luftrummet, bliver det svært at trænge russerne væk fra f.eks. den sydlige del af landet, dvs. landbroen til Krim.

Omvendt har russerne samlet store flystyrker tæt ved grænsen og begynder at bruge glidende bomber, der lydløst glider langt gennem luften mod deres mål. Desuden har russerne under de mange måneders ”stillestående” krig bygget forsvarsværker og lagt miner ved den 950 km lange grænse, og Krim er blevet ét stort bunkeranlæg. Et gennembrud bliver ekstrem svært for ukrainerne, selv med Leopard 2 kampvogne.

Amerikanske efterretningsofficerer har kritiseret ukrainerne for at bruge kræfterne og ammunitionen i den månedlange kamp om Bakhmut, og der har advaret om, at præsident Vladimir Putin satser på en langvarig udholdenhedskrig, mens Ukraine smadres militært, menneskeligt og finansielt.

Ukraine har hele tiden sagt, at russerne skal helt ud af landet, også ud af Krim, men det er et mål, som hverken USA eller Europa opstiller. Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, sagde i søndags, at målet er en ukrainsk sejr, men han nægtede at svare på, om det betød, at de oprindelige grænser skal genetableres, og om Krim skal tilbage til Ukraine.

En af topcheferne i Pentagon, Celestre A. Wallander, sagde for nylig i et interview, at Putin næppe vil opgive sit mål, nemlig at ”underkue Ukraine politisk, som har været hans mål i næsten et årti.” Hun ramte kernen i krigen. Dét, som de fleste i USA og Europa har ignoreret: At Putins mål ikke har været at erobre hele Ukraine, men at tage vitale dele og at tvinge Ukraine til at indordne sig efter Rusland. Dét kan blive resultatet ved en fred, hvor Putin fastholder Donbas-området og Krim.

Putin har hele tiden kritiseret NATOs udvidelse og USAs internationale ”herredømme”, og det er netop illustreret i FNs sikkerhedsråd, hvor udenrigsminister Sergej Lavrov kritiserede Vesten for at gøre verden farligere end under Den kolde Krig. Det var et venteligt angreb fra den russiske aggressor, men det vil gavne Putin på hjemmefronten og kan måske vinde sympati i de stater, som vil være neutrale mellem stormagterne. Det politisk kløgtige er, at det kan danne belæg for en russisk accept af en forhandlingsløsning. Putin kan hævde, at han fik, hvad han var ude efter, især hvis Rusland bliver en del af en ny sikkerhedsorden.

Flere og flere eksperter begynder nu at tale om behovet for, at Vesten diskuterer en fredsløsning og en sikkerhedsorden, der kan skabe garantier for Ukraine – med eller uden NATO. En sikkerhedsorden kan blive toppunktet på NATOs topmøde i Vilnius i Litauen i juni. Hvis Ukraine ikke da har foretaget et gennembrud på slagmarken, kan fokus blive lagt på en afslutning af krigen og på en ny sikkerhedsorden – for alternativet er en årelang, fastfrossen konflikt, som hindrer en snarlig genopbygning af Ukraine. Men en forhandlingsproces kan blive langvarig og omfattende. Måske bliver Kina, Indien og Tyrkiet involveret. Det kan føre til en helt anden sikkerhedsorden, end USA og Europa forestiller sig.

NATO-topmødet vil også handle om en ny strategi, der lægger vægt på at modstå et angreb fra den første dag – og ikke – som hidtil – på at garantere alliancens opbakning efter et angreb. Det er samtidig en pinlig understregning af, hvor fatalt den vestlige langsommelige og forsigtige reaktion var på Putins invasion, især fra tysk og fransk side. Havde de handlet, som NATO vil i fremtiden, havde de måske hindret Putins terrorkrig. Putin fik et helt år til at forskanse sig inde på ukrainsk jord. Ukrainerne tvinges efter alt at dømme til at opgive en del af deres land. Måske kan Vesten undgå en dolkestødslegende ved at lave sikkerhedsgarantier, ved at få Ukraine med i EU og ved at betale for genopbygningen.

En løsning skal være bedre, end da USA i 1994 tvang Ukraine til at afstå sine atomvåben til Rusland, og da Vesten undlod at reagere på Putins overtagelse af Krim i 2014.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.