Hamas-angrebet og Israels beslutning om at fordrive en million indbyggere i Gaza kan føre til den største menneskelige tragedie siden Anden Verdenskrig – og til en diplomatisk løsning, der bryder med den vestlige orden.
Kommentar af Hugo Gaarden
De personlige tragedier i Israel og Gaza under den femte Gaza-krig er hjerteskærende, og de kommende dage kan ende med den største menneskelige tragedie siden Anden Verdenskrig. Der er kun ét lyspunkt: At de største tragedier kan føre til fred, som mellem Israel og Egypten efter Israels truende udslettelse under Yom Kippur-krigen i 1973.
Foreløbig er der en moralsk kamp mellem israelerne og palæstinenserne om at præsentere de mest grufulde beretninger på verdens tv-stationer. Hvem er mest onde: Dem der skærer halsen over for israelske småbørn, eller dem, der gør 300.000 og snart en millioner palæstinensere hjemløse?
Midt i tragedien tegner der sig et billede, der er lige så omstridt: Vestens diplomati har fået et nederlag i Gaza, og dermed har Vesten et medansvar for krigen. I 75 år – siden staten Israels grundlæggelse – har USA og Europa nægtet at sikre, at palæstinenserne får deres egen stat på lige fod med jøderne.
I disse dage bakker regeringschef efter regeringschef op bag Israel og siger, at Israel har ret til at forsvare sig, og Hamas bliver næsten per definition kaldt terrorister. Men ingen siger, at palæstinenserne skal have deres egen selvstændige stat, som verdenssamfundet har efterspurgt siden Seksdages-krigen for 56 år siden – i 1967.
Der har været endeløse og resultatløse forhandlinger om en to- statsløsning, og det har selvfølgelig ført til jævnlige oprør og terror fra palæstinensernes side, og det er kulmineret med Hamas-angrebet i Israel. Det har ramt israelerne i folkesjælen, fordi angrebet foregik på jødisk jord. Jøder blev dræbt i deres egne hjem, som når jøder i årtier har dræbt palæstinensere i deres egne hjem – i Gaza og på Vestbredden. På den mest brutale måde har Hamas gjort jøderne og verden opmærksom på, at palæstinensernes hjemløshed skal slutte.
Hamas vil have ødelagt den jødiske stat og vil have en fælles stat med palæstinensisk flertal. Derfor er det forståeligt, når den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Hamas skal udryddes. Det sker næppe. Men krigen kan blive særdeles brutal, hvis Israel insisterer på, at en million beboere i det nordlige Gaza skal tvinges til at tage sydpå øjeblikkeligt, fordi den israelske hær vil finkæmme den nordlige del for Hamas-krigere. Hvis palæstinenserne ikke vil flytte sig, kan Gaza ende som en slagtebænk, hvor civile kan blive ofret.
Den Arabiske Liga har sagt, at en fordrivelse vil være en forbrydelse, og USA har advaret Israel mod at forårsage ødelæggelser for civile. Men at smadre tusinder af boligblokke og hele infrastrukturen vil også blive betragtet som en forbrydelse hos mange i Vesten og i den arabiske verden.
Det bliver ekstremt svært for Israel at fjerne Hamas som kernen i Gaza. Netanyahu og alle i Israels ledelse har totalt fejlvurderet Hamas. I det seneste år har Hamas bevidst ført telefonsamtaler, som blev aflyttet af Israel, og hvor Hamas fortalte, at kampen med Israel er slut, og at Gaza skal genopbygges. Det var en vildledning, som Netanyahu hoppede på. Han troede, har kunne lave en del-og-hersk politik over for palæstinenserne. Han overså, at Hamas kørte en avanceret og durkdreven kurs.
Heller ikke USA’s efterretningsvæsen vidste, hvad der skete i Gaza, og det har fået især den arabiske verden til at erkende, at der skal findes en løsning for palæstinenserne – uden at USA bliver kernen. Der er næppe nogen, der tror på, at USA kan bidrage med en forhandlingsproces, når man ser det skuespil, der har været i Camp David og i andre fora. De israelske ledere, som har trykket den tidligere PLO-leder, Yasser Arafat, i hånden, har altid kræve, at en palæstinensisk stat skal være demilitariseret – altså magtesløs. Så let vil det ikke blive under nye forhandlinger.
Israels politik over for palæstinenserne er brudt sammen, og det samme er det amerikanske diplomati. Alle har ignoreret kernen for palæstinenserne: De vil selvsagt have en ægte stat med ægte selvstændighed.
USA og Europa har dybest set ignoreret palæstinenserne. Stort set ingen i Vesten har villet anerkender en palæstinensisk stat – énsidigt og på forhånd. For det ville Israel ikke acceptere. I så fald ville Europa kunne tiltvinge sig adgang til et frit Palæstina, som da USA lavede en luftbro til Berlin i 1948-49. Så kunne europæiske lande også nu tiltvinge sig adgang til Gaza med nødforsyninger under Israels blokade. Men vi ville så have en militær konflikt mellem Israel og Europa.
Det bliver ekstrem svært at finde en diplomatisk løsning. Måske kommer der kun en løsning, hvis Iran allerede har en atombombe og stiller et ultimativt krav til Israel om at etablere en palæstinensisk stat. Men det er snarere sandsynligt, at flere arabiske lande med Egypten i spidsen arbejder for en løsning, eventuelt med Kina som mægler, efter at Kina har etableret gode forbindelser med både Saudi-Arabien og Iran og samtidig har skabt forsoning mellem dem.
Sker dét, har Vestens diplomati i efterkrigstiden fået et knæk – ikke bare i Mellemøsten, men globalt. Så flytter magten sig dramatisk.
Det hele skyldes, at de vestlige lande i årtier har nægtet at tage et folkeslag alvorligt. Det hævner sig nu. USA ville heller ikke anerkende Sovjetunionens sårbarhed efter Murens fald og tilbagetrækningen fra Østeuropa. Det er en medårsag til krigen i Ukraine. De hvide og sorte i Sydafrika forstod derimod at forhandle sig frem til apartheids afskaffelse – uden borgerkrig – og hvor de sorte fik den politiske magt.
BRICS-landegruppen med de største lande i Syden er netop blevet udvidet med bl.a. Egypten, Saudi-Arabien, Iran og De forenede arabiske Emirater. Det var Kina, der stod bag den udvidelse. Nu kan netop disse lande blive afgørende – sammen med Kina – for at sikre, at palæstinenserne får deres egen stat. Genopbygningen bliver kostbar. Men det vil måske også føre til, at Kina bygger en storhavn og et dynamisk center á la Singapore – for enden af en kinesisk og indisk silkevej gennem den arabiske verden til Europa.
At det umulige kan blive muligt belyses på imponerende vis i filmen Golda.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Marc Dossmann/© European Union – Source: EP