Armensk jubel over, at protestlederen er blevet premierminister

2018-05-09T12:56:31+00:00 onsdag, 9. maj, 2018|

Den nye regeringsleder Nikol Pashinyan står over for store udfordringer og forventninger i det isolerede land i Kaukasus

Baggrund af Jens Malling

Den foreløbige kulmination på flere ugers politisk tumult i Armenien indtraf i går, da landets parlament valgte ny premierminister. Den nye mand på posten er 42-årige protestleder Nikol Pashinyan.

Efter at have fået nyheden samledes omkring 100.000 armeniere ifølge online-mediet CivilNet på Jerevans centrale plads for at fejre sejren. Pashinyan sikrede sig udnævnelsen, efter at hans bevægelse for demokrati sidst i april formåede at afsætte tidligere præsident Serzh Sargsyan. Denne havde været præsident i mere end et årti, men da hans periode udløb, indsatte han sig selv som premierminister og fiflede med forfatningen, så denne post fik flere beføjelser og blev til en post, hvor der ikke var nogen begrænsning i antallet af embedsperioder.

Det var først og fremmest udsigten til, at den upopulære Sargsyan kunne beholde magten på ubestemt tid, der fik armenierne til at gå på gaden de senste uger. Men protesterne har dybereliggende årsager. De bunder i utilfredshed med den autoritære styreform, den store sociale ulighed og den grasserende korruption.

Modstanden mod den klike af stenrige forretningsmænd, der regerer Armenien har ulmet i årevis. Den udbredte holdning blandt almindelige armeniere er, at denne lille elite fortrinsvis beskæftiger sig med politik for at mele egen kage og skabe fordele for sine nærmeste. Utilfredsheden eksploderer med jævne mellemrum i demonstrationer som dem, der tvang Sargsyan til at træde tilbage den 23 april. Så sent som i sommeren 2015 skyllede en anden protestbølge gennem Armenien under navnet Electric Yerevan. Dengang var store stigninger i prisen på elektricitet den udløsende faktor.

Hilsen fra Putin
Rusland har to militærbaser i Armenien og et tæt forhold til landets elite. Senest i Ukraine har Rusland vist, at det ikke skrider tilbage fra at bekrige og besætte dele af et andet land, hvis politiske forandringer ikke passer magthaverne i Kreml. Derfor skæver mange nu nervøst mod den store nabo i nord. Vladimir Putin – som blev taget i ed til sin fjerde periode som præsident dagen inden – skyndte sig at lykønske Pashinyan i et telegram, der kan tolkes som delvis accept, delvis advarsel:

”Jeg håber dit arbejde som regeringsleder vil betyde en styrkelse af venskabet og alliancen mellem vores nationer,” skrev Putin og uddybede ifølge Washington Post, at det bør ske inden for de eksisterende sikkerheds- og handelsaftaler Armenien har indgået med Rusland.

Fattigdom, forurening og arbejdsløshed
Nikol Pashinyan har en fortid som journalist og redaktør. Han møder store udfordringer og forventninger fra sine landsmænd. Omkring 900.000 mennesker som er født i Armenien – et land med tre millioner indbyggere – bor i udlandet, ifølge FN.

Nikol Pashinyan – Foto: /RitzauScanpix/AP/Thanassis Stavrakis/

Mere end ti procent af befolkningen forlod Armenien mellem 2008 og 2018 – årene, hvor Sargsyan var præsident. Af dem der blev lever 12 procent i dyb fattigdom – for mindre end 20 kroner om dagen. Officielt er 16 procent uden arbejde, men det reelle tal er sandsynligvis langt højere.

Dertil kommer de økologiske katastrofer. Mange armeniere er dybt bekymrede over de oligark-ejede mineselskaber, som er ansvarlige for alvorlige miljøødelæggelser i det bjergrige og naturskønne land. Kredsen af oligarker har givet udenlandske ingeniørfirmaer og kapitalfonde nærmest uhindret adgang til at profitere på Armeniens naturressourcer. Et af de værste eksempler er forureningen omkring den kontroversielle Teghut-mine, som danske FLSmidth har opført og danske pensionsopsparere i årevis har tjent millioner på.

Konflikten med Aserbajdsjan
Den uforudsigelige politiske situation i Armenien har potentiale til at påvirke den skrøbelige magtbalance i Kaukasus-regionen. Siden krigen mod Aserbajdsjan om området Nagorno-Karabakh, som Armenien vand herredømmet over i begyndelsen af 1990’erne, har forholdet til nabolandet været ekstremt anspændt.

Kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan brød ud igen i 2016 og kostede omkring 350 mennesker livet. Pashinyan forventes ikke at give Aserbajdsjan nogle indrømmelser angående Nagorno-Karabakh. Ifølge ekspert i regionen Thomas de Waal holder Pashinyan sig til den offentlige konsensus, idet han indtager en uforsonlig holdning til det omstridte territorium.

Håb i den postsovjetiske verden
Den udbredte sociale utilfredshed og mistillid til korrupte ledere kendetegner ikke kun Armenien. I andre tidligere sovjetrepublikker som Ukraine, Moldova, Kirgisistan samt Armeniens naboland Georgien har indbyggerne også prøvet at trænge oligark-politikere fra magten de seneste år.

Skuffelsen over at Sovjetunionens opløsning ikke førte til den grad af frihed, demokrati og højnelse af levestandarden som mange håbede på udgør et konstant usikkerhedsmoment for de herskende eliter.

I ingen af landende har protestbevægelserne dog formået at skabe rammerne for en holdbar progressiv politik, der kan indfri befolkningernes forhåbninger. Protesterne har tendens til højst at opnå kosmetiske ændringer. Derefter løber de i reglen ud i sandet og efterlader oligarkvældet intakt. Det mest aktuelle eksempel er Ukraine, hvor den geopolitiske rivalisering mellem Rusland og Vesten satte en stopper for ukraineres bestræbelser på at gøre op med deres oligarker – noget som Majdan-bevægelsen ellers var i færd med i vinteren 2013-14.

Hvis Vesten og Rusland også i Armenien prioriterer deres egne interesser højere end den lokale befolknings velfærd, kan det betyde at armenierne – ligesom ukrainerne – i første omgang må opgive håbet om demokrati, fremgang samt grundlæggende og progressive politiske forandringer.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa.

Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Thanassis Stavrakis/