At samle verden – ikke at dele den

2020-12-20T08:18:04+00:00 søndag, 20. december, 2020|

Ved indgangen til det nye år står Europa over for sin hidtil største udfordring: At samle verden og eller at opdele den á la en ny kold krig. Skal en ny verdensorden bygge på Trumps bestræbelser eller på læren af Europas tragedier og EU’s oprettelse?

Analyse  af Hugo Gaarden

I de seneste måneder har den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, været på salgsturné i Europa, Mellemøsten og Asien for at ”sælge” en anti-kinesisk alliance, som rummer kimen til en ny kold krig. Men han har fået et ringe udbytte.

Europa har ikke givet et rungende ja til Pompeo, der går præsident Donald Trumps ærinde, for europæerne har fået nok af kold krig og deling. De sydøst- og østasiatiske lande vil ikke vælge mellem USA og Kina. I Mellemøsten har Pompeo til gengæld haft succes med at samle en række arabiske stater i en alliance for Israel og imod Iran.

At skabe konfrontation i stedet for at søge samspil går stik imod dét, en af Pompeos forgængere, sværvægteren Henry Kissinger, stod for, nemlig at skabe balance mellem stridende parter – og det bundede i hans studier af Europas udvikling. Han har i de seneste år talt for sam-eksistens med Kina og har advaret mod en konfrontation, der kan ende i en katastrofe.

Vesten førte en inddæmningspolitik (containment) over for Sovjetunionen for at forebygge en ekspansion. Det var en reaktion på den europæiske deling, som Sovjetunionen stod bag, og som ikke var skabt af de vestlige lande. Den udviklede sig til afspænding (detente), der blev praktiseret i en kombination af den knyttede næve og åbne hånd, ikke bare over for Sovjetunionen. Det var en politik, som europæerne til fulde stod bag, ikke mindst Tyskland. Den bidrog til Jerntæppets fald og Europas heling.

Kissinger, der er jøde, født i Tyskland, var ikke blot præget af Hitlers jødeforfølgelse, men også af den tænkning, som Hans Morgenthau formulerede i realpolitikken – om at undgå folkeforførelse og om at få landene til at føre en mere nøgtern politik, der afbalancerer magtforholdene i stedet for at gå på ”korstog.”

Hitler fik magt ved et demokratisk valg, men tog bagefter den totale magt, støttet af en begejstret folkestemning. Der er påfaldende paralleller til både Trump og Boris Johnson, fordi begge med løgne og forførelser fik magten, og fordi Trump med sin afvisning af valgresultater og af Højesteret viste autoritære tendenser, bakket op af næsten halvdelen af de amerikanske vælgere. Nu kommer der så et retsligt efterspil: Vil amerikanerne sikre sig, at en præsident ikke kan stille sig over loven?

Det er en kolossal udfordring for demokratierne. Kan resten af verden tro på demokratiet? Joe Biden har vist, at demokratiet trods alt overlevede, men det mest bemærkelsesværdige er, at netop det samarbejdende Europa er ved at få fornyet kraft efter mange års populisme og handlingslammelse. EU har skabt finanspolitisk nytænkning under coronakrisen og kan blive foregangsland i den grønne økonomi, digitaliseringen og regulering af teknologi-selskaber.

Samtidig vægrer EU sig ved at kalde Kina for en trussel, men betegner Kina som en ”systemisk rival” og en ”økonomisk konkurrent,” og det er en kendsgerning, når man ser, hvor stærk Kina og en række high-tech selskaber er blevet. Alle får kamp til stregen over for et ambitiøst og magtfuldt Kina, men Europa vil næppe deltage i et geopolitisk opgør med Kina for at bremse dets vækst og spænde ben for dets selskaber. Men strategien er dog ikke afklaret.

Der vil altid være konkrete konflikter, f.eks. omkring Huawei, som der er med amerikanske internetselskaber, og med handelsstridigheder som i Brexit-forhandlingerne. Kina har et stærkt statsligt engagement i erhvervslivet. Det har Europa og USA i mindre omfang, men omvendt  bruger USA en statslig sanktionspolitik i et så stort omfang, at det skaber modvilje i Europa og fremmer ideen om en europæisk selvstændighed.

Det er problematisk at betragte Kina som en trussel, bare fordi der er en fundamental anden samfundsmodel. Fremtidens økonomiske tyngde vil ligge i Kina og Asien. I corona-året strømmer vestlig kapital til Kina, og Hongkong har i år haft flere børsintroduktioner end New York. Klima-truslen kan ikke løses uden Kina, og EU har en interesse i at skabe globale spilleregler sammen med Kina.

Det virker ude af trit med virkeligheden at sige, at Europa må vælge side mellem Kina eller USA. Europa har interesser til hver side, og det er formentlig de fleste europæere, der ønsker en ægte multilateral verden. Det er ikke længere våben på slagmarken, der tæller, men økonomi, teknologi og diplomati. På det felt kan Europa lige så godt som USA være en udfarende, global mægler og aktør.

En nylig meningsmåling viser, at amerikanerne er delte 50-50 i spørgsmålet om at søge samarbejde med Kina eller at bekæmpe Kinas vækst. Et flertal af europæerne vil ikke bekæmpe Kina. Hvorfor siger europæerne så ikke klart fra over for en ny kold krig? Er det fordi, europæerne ikke tror på sig selv?

Problemet illustrereres af coronakrisen. Den har udviklet sig til en politisk og økonomisk katastrofe i Europa og USA, fordi landene ikke har villet håndtere krisen lige så effektivt som Kina og det demokratiske Østasien. 75 pct. af tyskerne har råbt på meget barske nedlukninger og indgreb. Først nu kommer de. Over 300.000 er døde i USA og endnu flere i Europa. I Kina og Østasien, herunder Australien, er under 10.000 døde.

En britisk forfatter og højtstående officer i Mellemøsten i flere årtier i midten af forrige århundrede, Sir John Bagot Glubb, har analyseret de store imperiers stigning og fald siden assyrerne og konstaterer, at de varede ca. 250 år i snit, og at deres fald havde næsten enslydende træk:  overflod, dekadence og mangel på vilje til at skabe store resultater.

Er det, hvad vi ser med Vestens selvdestruktive håndtering af coronakrisen, mens Østasien er i fuld fart fremad? Eller ser vi så småt en genrejsning i Europa med EU-fonden og en rimelig effektiv kamp mod populismen? Er Joe Bidens valgsejr udtryk for, at de ikke-hvide og de yngre vælgere ryster ”de afhængte, sure hvide mænd” af sig?

Meget tyder på, at det er muligt at skabe interne fornyelser i ”imperier.”

Europa har en enestående chance for at blive en global aktør, der kan bruge sin erfaring med et intenst samarbejde mellem gamle fjender.

Men Europa må vælge mellem at deltage i en koldkrigs konfrontation med en ny to-deling af verden eller at være spydspids i en multilateral verden med en magtbalance mellem nye og gamle magter.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons