Baskerlandets sidste krigere overlevede ikke

2017-06-30T10:08:10+00:00 Af |Baggrund|

Først var ETA folkehelte, der bekæmpede General Franco og hans regime. Så blev de spanske separatister regeringsfjende nummer et og bekæmpet som skadedyr af de spanske myndigheder. En regeringsmission der lader til at være lykkedes. I snart tre år har den tidligere så aggressive terrorgruppe overholdt deres selvproklamerede våbenhvile, og det giver håb om et Spanien uden mord, kidnapninger og attentater.

30.5.2014 | EUROPAHISTORIE | BUUUM! En bil eksploderer i ild og skydes med vanvittig kraft fra jorden. Flyver tyve meter over parkeringspladsen. Hen over en femetagers bygning og lander til sidst på en balkon i andensals højde. I bilen sidder admiral Carrero Blanco, manden der af mange var udpeget til at skulle efterfølge general Fransisco Franco som leder af det spanske rige. Nu dødeligt såret kæmper han i få minutter, før kroppen til sidst giver efter for læsionerne og hjertet går i stå.

Hele denne actionscene udspiller sig ikke i en krimiroman eller på biografens store lærred, men midt i Madrid. Fire dage før juleaften. Årstallet er 1973. Bagmændene er tre personer fra den baskiske separationsbevægelse, ETA, der gennem næsten et halvt år har planlagt attentatet på Spaniens kommende leder. Bevæggrunden for attentatet er, at baskerne føler deres identitet undertrykt under Francos regime.

Franco var fjenden
Allerede 14 år forinden var Euskadi ta Askatasuna, som direkte oversat betyder Frihed for Baskerlandet, blevet dannet og havde startet en bevægelse mod Francos diktatur. En kamp, der blev mødt med glæde af mange spaniere. Ikke kun baskiske nationalister, men også socialister i eksil og almene demokratiforkæmpere hyldede frihedsbevægelsen. En sympati, der nåede sit højdepunkt, umiddelbart efter at admiral Carrero Blanco blev sprængt i luften den decemberaften i Madrid.

To år efter attentatmordet på admiral Carrero dør også general Franco, og Kong Juan Carlos udpeges som nyt overhoved i Spanien. Juan Carlos tog straks fat, og begyndte langsomt, men sikkert, at demokratisere det hærgede land. Baskerlandet fik også tildelt en mængde selvstyre, og derfor mente mange, at ETA’s helte havde fuldført deres mission.

Efter Spaniens nye overhoved havde ladet en demokratibølge skylle over landet og givet baskerne noget nær selvstyre i 1976, ville det give mening, at ETA nu måtte lade sig opløse, da den baskiske stat havde fået muligheden for at sikre sin egen overlevelse gennem selvstyret.

Regeringen bliver fjenden
Langt størstedelen af ETA gik herefter også i opløsning og dannede partiet Euskadiko Ezkerra, som betyder baskisk venstrefløj, mens de samtidig tog imod et tilbud om amnesti fra den nye spanske regering.

En tilbageværende gruppe bestående af omtrent 100 baskere ville det dog anderledes. I stedet for at lade sig opløse, ville de nu forsøge at promovere deres antikapitalistiske politik i Spanien. Kapitalisterne og hovedstadens stadig lidt for store magtdominans skulle bekæmpes. Gerne for enhver pris.

Denne tankegang var dog ikke vellidt blandt den almene spanier. Tidligere havde opfattelsen af ETA været, at det var en oppositionsgruppe til den frygtede leder, Franco, men nu stod man pludselig overfor noget, der mindede om en terrororganisation, der kunne finde på at slå til hvor som helst. ETA var som en tikkende bombe.

Og bomben eksploderede. På en brandvarm junifredag i 1987 i en parkeringskælder til et supermarked, fyldt med turister, midt i Barcelona. Endnu engang var en bilbombe fremgangsmåden. Placeret på første sal i parkeringskælderen eksploderede en Ford Sierra pakket med, benzin, lim og sæbespåner. En cocktail der på splitsekunder forvandlede parkeringskælderen til en 3000 grader varm bageovn fyldt med napalmlignende gelé. Folk blev stegt levende.

En brandmand udtalte efterfølgende til en lokal avis: ”Vi kunne ikke høre skrig om hjælp. Der var bare røg og stilhed.”

Forskellen var dog væsentlig fra tidligere tiders angreb. Denne gang var ofrene ikke en politisk modstander, men sagesløse turister, der blev ramt. 21 døde og 45 blev såret. Til dato det mest dødelige angreb ETA har gennemført.

Målet med angrebet var angiveligt at ramme den kapitalistiske, spanske regering gennem faldende turistindtægter. Reaktionen blev dog en helt anden. Folkestemningen var vendt til vrede og harme mod ETA. 750.000 cataloniere gik på gaden i protest mod terroraktionen. ETA var i unåde, og aktionen er senere blevet kaldt organisationens selvmord.

Samtidigt ønskede man fra ETA’s side ikke at forhandle om en fredsaftale med den spanske regering, selvom mulighederne var til stede under både ministerpræsident Felipe González i 1989, José María Anzar i 1998 og så sent som i 2006, hvor den daværende ministerpræsident, José Luis Zapatero, også tilbød fredsforhandlinger. Forhandlinger der alle strandede.

Begyndelsen til enden for ETA
Under Anzars tid som ministerpræsident blev venstrefløjspartiet Batasuna, der er af stort set alle eksperter blev betragtet som værende ETA’s forlængede politiske arm, gjort illegalt, mens der også er blevet lagt massivt pres militært pres på ETA. De spanske politikere lod efterhånden til at have fået nok af kamikazetaktik.

Det massive pres, der er blevet lagt på terrorgruppen, de seneste år, blev til sidst for meget for ETA, der i 2011 måtte strække gevær. Den 20. oktober 2011 blev det erklæret, at de sidste våben blev smidt i kampen for et uafhængigt Baskerland.

”ETA slutter den væbnede kamp en gang for alle,” lød det i erklæringen.

Våbenhvilen blev dog mødt med en vis skepsis blandt de spanske borgere, da ETA også tidligere har erklæret våbenhvile og indstilling af deres terroraktiviteter i Spanien. Denne gang virker det dog til at være et farvel til en af de allersidste regionale terrorgrupper i Europa. Gruppen kaldte, i modsætning til forrige tiders erklæring om våbenhvile, den seneste fredslutning for: Endegyldig. Det giver begrundet håb om et Spanien uden terror i fremtiden.

Den store avis El País bragte dagen efter nyheden om ETA’s fald en leder under overskriften: “Mareridtet er slut.” Her lød det blandt andet: ”Fra nu af er det vores alles ansvar, at terroristernes farvel er endegyldigt.”

Også daværende ministerpræsident José Luis Zapatero hyldede nyheden: ”Takket være det spanske samfunds retsstat og vilje til at stå fast, oplever vi i dag definitivt og betingelsesløst denne triumf,” proklamerede han.

Her to et halvt år efter våbenhvilens start har ETA ikke rørt på sig siden, og det tyder på spanierne efterhånden kan begynde at tro på et liv uden frygt for at gå på gaden.

”Leve det frie Baskerland, leve den baskiske socialisme,” blev de sidste ord fra de tidligere baskiske frihedskæmpere, inden ETA gik i opløsning. Måske for altid.

Malte Lillelund Nørgaard er journaliststuderende ved Syddansk Universitet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / UKBERRI.NET