Bjerget i byen

2020-07-10T14:10:58+00:00 tirsdag, 23. juni, 2020|

Barcelonas bybjerg Montjuïc ligger sønden om bydelen Poble Sec, der tager stadig mere farve af nabokvarteret Raval bag Ramblaen. ”Jødebjerget” indgik oprindeligt i forsvaret af byen – og i kontrollen med den. I moderne tid har Montjuïc været scenarie for henrettelser af anarkister og andre statsomstyrtere. I dag er stedet et fritidsbjerg, der byder på storslåede udsigter, sport og kunst.

Reportage af Sara Høyrup

Første gang jeg var på Barcelonas bybjerg Montjuïc, gik jeg til fods på randen af et hedeslag op ad bjergsiden sammen med min ven hjemmefra. Vi var utvivlsomt iført tykke Lewis og sort bomuld fra top til tå, som det hørte sig til i datidens BZ-miljø, før det pæne Danmark gjorde farven til sin.

Jeg var på vej til Marokko i januar 1990 sammen med English-Peter, som han blev kaldt. Vi tog den på tomlen, komplet med 200 km i timen-lift med røde sportsbiler kørt af narkohandlere, da først vi var nået til Sydspanien. Forinden gjorde vi holdt i Barcelona og boede nogle dage hos en spansk veninde af English-Peter.

Catalonien har mange stejle bjergskråninger. Denne klippegrænse over for rugbybanen er dækket til med net, for at ingen skal få klippestumper i hovedet. – Foto: Sara Høyrup.

María var videokunstner og klagede sin nød over, at der allerede dengang kun var kunststøtte at få til catalansksprogede produktioner i den tosprogede region. De urimeligt mange duer oven over taglejligheden drev hendes britiske kæreste til vanvid, og nede i gadens dyb lokkede sigøjnere forjættende toner ud af deres harmonikaer.

Vejen op ad bjerget
English-Peter, som altid vidste bedst, mente at vide, at der lå besatte huse på vej op ad bjerget, som vi gerne ville besøge. Og det gjorde der også – men det var det forkerte bjerg. Husene lå øverst i bydelen Gràcia på vej op mod Tibidao, der indgår i bjergkæden Collserola, som afgrænser byen mod velhaverforstaden Sant Cugat.

“Den spanske landsby”, der på catalansk hedder El poble espanyol, er Cataloniens svar på Den Gamle By i Aarhus. – Foto: Sara Høyrup.

Nu tager jeg tit og ofte samme vej op på Montjuïc på scooter i mere sommeregnet beklædning mellem palmer og lammeskyer. På vej opad ligger industrihavnens storslåede godsområde med tårnkranerne og Mærsk-containerne ude til venstre. Kører man neden for bjerget mellem lufthavnen og indre by ad Ronda Litoral, ligger den store katolske kirkegård op langs den stejle skråning med en pompøsitet, der hver gang kommer bag på en kulturprotestant som mig.

Omme på den anden side af bjerget lå der førhen en sigøjnerlejr, hvor meget af byens narkohandel fandt sted. Folk, der er kørt med lokalbussen, fortæller, at den var smækfuld med narkomaner på vej efter et fiks.

Tennisklubben. Damerne spiller kort, herrerne spiller domino. – Foto: Sara Høyrup.

Da lejren blev ryddet, rykkede junken ind i min bydel Raval, hvor heroinspøgelser nu går aggressiv tiggergang ved frokostrestauranternes borde. Hele opgange og gader forfalder tilbage til firserforhold, når narkosalget tager over; og der går rygter om cracklejligheder i værste amerikanske stil.

Engang imellem bliver de alle sammen sendt ud til det forarmede højhusbyggeri La Mina mod nord, som så må trækkes med dem for en tid, indtil det igen er Raval, der er scene for det begrædelige show. Catalansk presse fortæller, at man kan få sig et skud for sølle to euro. Femten kroner.

Jødebjerget
Montjuïc betyder jødebjerget. Det er en reference til en jødisk begravelsesplads fra gammel tid – dengang kristne levede fredeligt side om side med jøder og maurere på den iberiske halvø. Freden herskede dog kun fjernt fra fronten, hvor kampene bølgede i 800 år.

Udsigt fra det ene bjerg (Montjuïc) til det næste (bjergkæden Collserola mod vest). – Foto: Sara Høyrup.

I det ottende århundrede indtog muslimske maurere den iberiske halvø sydfra og etablerede riget al-Andalus. Datidens magt og vælde påkaldes af nutidens islamistiske terrorister som et fatamorgana, som de rasende underhunde gerne vil gøre virkeligt på ny.

Jeg har hørt det foragtfulde udtryk borokao brugt af gadearabere i betydningen laser og pjalter om spanierne. Det må næsten være en rest fra forne tider, dengang rigdommen, magten og æren var fordelt omvendt af i dag mellem kristne og muslimer i Spanien.

Springvandet for foden af bjerget på Plaça Espanya er både turistattraktion, samlingssted for politiske protester og pynt dør om dør med de store messehaller. – Foto: Sara Høyrup.

I nyere tid er det spanierne, der foragtfuldt kalder de mestendels ludfattige og ofte purunge indvandrere fra Marokko for moros med omtrent samme sprogvalør som det danske ”perkere”: upræcist, bredt og farvet af tonen og konteksten, hvori det udsiges.

Begrebet maurere dækkede egentlig over den oprindelige marokkanske befolkning berberne, mens araberne var rykket ind fra Mellemøsten til al-Maghreb, ”Vesten”, som Marokko hedder på arabisk: den yderste vestkant af de arabiske områder. I praksis voksede de to folkegrupper sammen og blev omtalt under ét.

Det katolske kongepar
I 800 år var store dele af Spanien på muslimske hænder, og den kristne generobring indgik i korstogene.  ”Det katolske kongepar” fordrev los moros det sidste stykke ud af halvøen.

Tennis i dybet. – Foto: Sara Høyrup.

Hvor katolsk kong Fernando II nu også var, såede den anerkendte litterat Jordi Gracia tvivl om, da han sidst i halvfemserne citerede fra den kongelige dagbog. Her stod en længselsfuld formulering i konjunktiv, der klart viste, at kongen var gudeløs: Quien pudiera creer: Hvem der blot kunne tro …

Litteratens afsløring forlod vist aldrig klasseværelset på Universitat de Barcelona, og Fernando II & Isabel I repræsenterer den dag i dag genkristningen af Spanien.

Maurerne røg ud, og ud med dem røg også jøderne. Den, der ville blive, måtte afsværge sin tro og tvinge svinekød i sig som et tegn på konvertittens underkastelse efter magtskiftet. Og lige meget hjalp det: Skældsordet marrano bærer vidnesbyrd om, at svinetesten ikke rakte til indoptagelse af de angerfulde vantro i de kristne samfund:

”(fra andalusisk arabisk ’muharrám’) 1. Svin. 2. Meget beskidt. 3. Skruppelløs og foragtelig person. 4. Jødisk konvertit [til kristendommen], som stadig praktiserede sin religion i det skjulte. 5. Forbandet eller udstødt person” (María Moliners autoritative spansk-spanske ordbog)

De sefardiske jøder stammer fra denne uddrivelse fra den iberiske halvø.

Forsvar og kontrol
Øverst på bjerget ligger en fæstning som kronen på værket. Montjuïc indgik sammen med citadellet på den anden side af den gamle by i forsvaret for byen – og i kontrollen med den. Heroppefra udsprang magt, og her eksekverede magten sine skånselsløse domme.

Den spanske diktator Francisco Franco lod Lluís Companys, fordums regionschef for Catalonien,  henrette på Montjuïc. Under den Spanske Republik, som hæren nedkæmpede under den Spanske Borgerkrig, havde Companys erklæret regionen for uafhængig for en kort stund.

Fæstningen. – Foto: Sara Høyrup.

Fæstningen knejser fortsat med sit tunge historiske ansvar, mens turister fra nær og fjern tager fotos. Heroppe var det også, at anarkister blev henrettet af Francos håndlangere. Anarkisterne var en af de progressive grupperinger, der skabte og forsvarede det vilde demokratieksperiment, som den sekulære Spanske Republik var.

Grupperingerne sloges også mod hinanden, og Sovjetunionen lagde sig i på kommunisternes side, mens resten af Europa lod Nazi-Tyskland øve sig på Anden Verdenskrig i Spanien. Pablo Picassos skræmmende maleri Guérnica afbilder den tyske sønderbombning af en baskisk by, alt imens Europa så den anden vej.

Indgangen til El poble espanyol. – Foto: Sara Høyrup.

Lørdag den 2. marts 1974 blev den sidste anarkist henrettet på Montjuïc. Salvador Puig i Antich var ligesom så mange andre republikanere flygtet nordpå, hvor Frankrig satte dem i koncentrationslejre. Han vendte senere tilbage for at kæmpe mod diktaturet og blev pågrebet et halvt år før sin død. Regimet brugte ham til at statuere et eksempel og gjorde ham til et af franquismens sidste ofre.

Fritidsbjerget
I dag er Montjuïc blevet til ”en lækkerbisken af et bjerg”, som det fx forlyder på http://www.barcelona.dk/montjuic, så man kan blive helt bange for, at turisterne vil komme og spise det og kun lade smuler tilbage.

Og det er i sandhed et slaraffenland af sportsanlæg og parker, kunstmuseer og vildveje. Barcelonas overgangsrite til den totale turistificering var Olympiaden i 1992, og siden har der været åbent om sommeren for at boltre sig i det olympiske svømmebassin. Det ligger lidt længere oppe ad vejen end det overdådige Hotel Miramar, som skulle have været klar til OL, men blev forsinket to årtier.

På den store plads med de mange blomsterbede foran hotellet ligger påstigningen til den store svævebane, der bringer folk uden højdeskræk direkte ned til stranden efter et mellemstop ved havnen. Skråt over for de udendørs olympiske vande på bjerget forbindes den lille svævebane, som svæver op til fæstningen, med det terrængående lille tog, der kører op ad den stejle skrænt nede fra hovedgaden Avinguda Paral·lel, som huser byens gamle teaterkvarter.

Atleternes og æsteternes bjerg
På bjergets østlige side ligger en enorm kaktuspark, som strækker sig hele vejen ned ad bjerget med et overflødighedshorn af kaktusser og sukkulenter i former, man ikke troede mulige, nogle så store som træer og flere med farverige blomster. Overalt på bjerget ligger der løvrige parker og sågar et lille skovområde, hvor motorcykelentusiaster sætter hinanden stævne.

Drenge og piger træner rugby sammen. – Foto: Sara Høyrup.

Hist og pist ligger der små udendørscaféer med dårlig kaffe, letmetalstole og uovertrufne udsigter; og enkelte dyre restauranter, et par skoler og spredte huse bliver det også til. Byens mange sportstrænere uddannes i en søjlebygning placeret ved siden af det helårs svømmeanlæg Picornell, og fodboldklubben F.C. Barcelona afholder feriecamps for børn i samme anlæg sommer og påske. Man må gerne være med uden at bo fast i byen.

I området La Foixarda ligger en tennisklub, hvor gæsterne på terrassen ryger mere end noget andet sted, jeg har set. Her spiller de gamle damer kort, mens de gamle mænd spiller domino. Det er en yndet beskæftigelse i regionens mange sociale klubber, hvor det er underordnet, hvad det officielle samlingspunkt er. Nede for enden af den samme gade ligger rugbybanerne, og andetsteds på bjerget ligger en skydeklub.

Kunst og arkitektur
Foran tennisklubben Pompeia ligger El Poble Espanyol, som er Cataloniens svar på den Gamle By i Århus. For foden af bjerget ud mod Plaça Espanya ligger Mies van der Rohes fantastiske pavillon, gæstet af arkitekter og æsteter fra videnom.

Ad vejene vilde er mulighederne for ture uendelige. – Foto: Sara Høyrup.

Over for den ligger det altid interessante udstillingssted Caixaforum med sin ”bankkunst”, som førnævnte turistoversigt kalder det: Cataloniens kulturrigdom er i vidt mål finansieret af mæcener op igennem tiden og nu også af regionens mægtigste bank, som i 2018 flyttede sit hovedsæde væk grundet den politiske usikkerhed.

Længere oppe ligger Museo Nacional d’Art de Catalunya (billedet i artiklens top) med sine malerier, og rundt i ring kører røde dobbeltdækkere fulde af turister, som ad den vej får set lidt af det hele i den ganske by. Mellem de to svømmeanlæg ligger Miró-museet med kunst, der engang var avantgarde og sikkert stadig kan åbne et barnesind.

For foden af bjerget ud mod Plaça Espanya, hvor lufthavnsbussen gør holdt, ligger det berømte springvand, som ved aftentide på særlige dage oplyses af farvede projektører. Det er altsammen ved at åbne op igen, nu hvor grænserne mellem Danmark og Spanien fra og med 21. juni 2020 er blevet helt åbne. Det er måske ikke fornuftigt at rejse på tværs af Europa, før der er fundet en vaccine. Men man må gerne. Og man bliver taget godt imod i det Barcelona, hvis økonomi er helt afhængig af turismen. Også selv om overturismen samtidig er byens svøbe.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: