Borgmester Boris Johnson: Vejen ned fra Elfenbenstårnet

2017-06-30T10:08:01+00:00 Af |Portræt|

Londons borgmester, Boris Johnson, er bramfri som få andre politikere. Magasinet Europa tegner et portræt af den mulige arvtager efter Cameron.

13.4.2015 | VALG I STORBRITANNIEN | Hvis David Cameron genvinder regeringsmagten 7. maj, så genopstiller han ikke til valget i 2020. Det har han i hvert fald lovet i den igangværende valgkamp. I kulissen spøger Londons borgmester, Boris Johnson, som en mulig arvtager.

Han er Storbritanniens mest populære politiker og en mester i ironi og selviscenesættelse. Men hans folkelighed er dog ikke uden risiko.

IS-tilhængere er “pornobesatte wankers”
Tilbage i starten af februar var Boris Johnson på officielt besøg hos kurdiske Peshmerga-krigere i den nordlige del af Irak. I den forbindelse viste Boris Johnson sig fra sin velkendte bramfri side, da han beskrev IS-tilhængere som ’pornobesatte wankers’ (onanister, red.).

Johnson kunne fortælle, at den britiske efterretningstjeneste MI5 løbende laver psykologiske profiler af de britiske statsborgere, som rejser til Irak og Syrien, og at disse ’wannabe-jihadister’ ser uforholdsmæssigt meget porno:

“Hvis du ser på den psykologiske profil af selvmordsbombere, så ser de typisk porno. De er bogstaveligt talt nogle ’wankers’,” sagde Boris Johnson og fortsatte:

“De bliver afvist af kvinder. Så de går til en anden form for åndelig nydelse, som selvfølgelig ikke er rigtig nydelse.”

Er den udlægning en anelse banal? Tja. Der findes nok også andre, mere betydningsfulde karaktertræk. Men i kraft af sin humoristiske banalitet blev budskabet spredt som en steppebrand i Storbritannien, og den efterfølgende fredag havde det populære underholdningsprogram The Last Leg dedikeret et helt indslag til at finde på nye, stærkt fornedrende navne til IS.

Humoren hiver effektivt jihadisterne ned fra deres selvbestaltede piedestal og har fået mange briter til at tænke: måske er latterliggørelsen i virkeligheden det stærkeste våben i kampen mod radikalisering.

Johnson har da også for vane at vende dårlige jokes og selvlatterliggørelse til noget positivt. Eksempelvis ved de Olympiske Lege i London i 2012, hvor Johnson sad fast i en kabelledning, svajende fra side til side og flagrede lystigt med to Union Jacks-flag. Eller da han provokerende jokede om amerikaneres overvægt live hos den populære tv-vært David Letterman.

Men spørgsmålet er, hvor den joviale latterliggørelse slutter, og den kyniske selviscenesættelsen starter?

Elitær og folkelig
På trods af samme overklassebaggrund som David Cameron kunne kontrasten i fremtræden mellem Boris Johnson og den polerede premierminister nærmest ikke være større. Skandaler har altid fulgt i kølvandet på Boris’ politiske bedrifter. Utroskab, trusler og utroværdighed.

Alligevel formår han at bruge sine fejl til at personificere vælgernes ufuldkommenhed og dermed komme i øjenhøjde med selvsamme gruppe. Dette er en yderst overraskende egenskab for en mand, der har gået på de prestigefulde skoler Eton og Oxford, taler flydende latin og sågar er en fjern slægtning af Kong George den 2.

50-årige Boris Johnson har været borgmester i London siden 2008 og var inden da medlem af det britiske parlament og skyggeminister i den daværende konservative opposition. Politisk er han et sammensurium. På den ene side er han økonomisk liberal, rundet af Londons liberale finansverden og en uforsonlig forsvarer for den frie markedsøkonomi.

På den anden side er han en anelse mere EU-skeptisk end David Cameron, men samtidig mere positivt indstillet over for indvandring end størstedelen af det konservative partis bagland. Men mon ikke det ændrer sig, når Boris ikke længere er på valg som borgmester i London?

Kursen mod Downing Street
Indtil videre genopstiller Boris Johnson til parlamentet i den sikre konservative valgkreds, Uxbridge & South Ruislip, i den vestlige del af London. Her fra kan han arbejde sig mod Downing Street 10 af to forskellige veje.

Skulle David Cameron blive genvalgt, vil Johnson have god tid til at opbygge alliancer i løbet af den femårige valgperiode og positionere sig som arvtageren af, hvad der stadig anses som det naturlige regeringsparti af mange briter.

Skulle de konservative derimod tabe regeringsmagten 7. maj er spillet om arvefølgen mere åbent. I så fald vil han skulle kæmpe mod nuværende justitsminister Theresa May og finansminister George Osborne. Begge er habile politikere af den klassiske konservative skole, men ikke ligefrem folkeforførere. En meningsmåling fra sidste år viste, at 32 pct. af vælgerne foretrækker Boris som Camerons efterfølger. Mens 16 pct. foretrækker May og kun 9 pct. Osborne.

En ny politikertype
Boris Johnson er en del af en lille skare af populærpolitiske personligheder, der også inkluderer UKIP-leder Nigel Farage, som ligesom Johnson er en mester i korte, humoristiske bemærkninger samt komikeren og internetfænomenet Russell Brand, der dog har taget den modsatte vej – fra komik til politik – og for nyligt udgivet et radikalt venstreorienteret manifest kaldet Revolution.

Twitters CEO, Dick Costolo, har sagt, at den perfekte joke – ikke det bedste argument – leveres på 140 tegn. Og netop derfor trives typer som Farage, Boris og Brand i den nye digitale tidsalder. Deres humoristiske præcision passer perfekt til nutidens medier. Her kan de skære igennem politisk korrekt fnidder og bevæge sig ned fra det politiske elfenbenstårn, hvor Cameron, oppositionsleder Ed Miliband og resten af det britiske etablissement sidder godt fast.

Og ja. Den er god nok. Boris’ jihadist-kommentar øverst i denne artikel er præcis 140 tegn. Humoren har givet ham en folkelig appel uden sidestykke. Om den kan omsættes til politisk kapital, når museumsåbninger bliver erstattet med ministeransvar, er endnu uvist. Svaret findes på den anden side af parlamentsvalget 7. maj.

Andreas Bach Mortensen læser på London School of Economics og arbejder i House of Commons for et parlamentsmedlem. Han er fast skribent på Magasinet Europa frem til det britiske valg i maj 

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Number 10