CDU’s midte er blevet styrket

2021-01-26T12:27:31+00:00 tirsdag, 26. januar, 2021|

CDU’s nye formand, Armin Laschet, vil være garant for, at Angela Merkels midtsøgende kurs vil fortsætte. Netop ved at være et kristendemokratisk parti og et folkeparti har CDU, der gør en dyd af at være ”die Mitte”, lykkedes med at være Europas mest betydningsfulde politiske parti og Tysklands førende siden Forbundsrepublikken blev til i 1949.

Kommentar af Niels Arbøl

Europas mest indflydelsesrige politiske parti, det kristendemokratiske CDU, har fået ny formand i skikkelse af den 59-årige katolske jurist Armin Laschet. Han blev valgt på partiets digitale kongres lørdag den 16. januar, ganske vist ikke med et overvældende flertal.

Han vil være garant for, at Angela Merkels midtsøgende kurs vil fortsætte. Og med sikkert et ekstra tilskud af grøn politik, som ikke mindst de unge kræver, og en større dynamik i at drive den Europæiske Union fremad, som Merkel de senere år har haft for lidt af.

Men Merkels arvefølger er han. Han stod bag hende i det bevægede år 2015, hvor hundrede tusinder af flygtninge søgte asyl i Tyskland og blev mødt med hendes ”wir schaffen das”. Han har endda skrevet bogen ”Zuwanderung als Chance”. Samtidig er han dog som andre politikere klar over, at flygtningeproblemet må løses ved Europas grænser.

Også i kanslerens restriktive Corona-politik har han indordnet sig med held og ført den frem i sin egen delstat Nordrhein-Westphalen, hvor han er ministerpræsident, og hvis han på et tidspunkt lod den svække, har han erkendt sin fejl.

Fremfor alt vil han gerne samle det tyske samfund og ikke mindst sit parti, der hævdes at være et af de sidste rigtige folkepartier i Europa. D.v.s. ikke bundet til særlige sociologiske grupper eller interesser i samfundet. Men centreret om det kristne menneskesyn.

Der er ganske vist en stærk erhvervslobby i partiet med den liberale-økonomiske politik på dagsordenen, ligesom der er kritikere af Merkels indvandrervenlige kurs. Det var netop disse grupper, der led et nederlag på kongressen med Laschets nærmeste rival, forretningsmanden Friedrich Merz, der har talt for en mere konservativ, patriotisk holdning for at vinde vælgere tilbage fra Alternative für Deutschland (AfD).

Men der er en endnu større gruppe i CDU, der hører til arbejdere og funktionærer, og den helt dominerende skare, der med Laschet mener, at ”vores kendetegn ikke er det konservative”, men at ”det kristne menneskebillede må stå over alt” (Magasinet Cicero 24.2.18). I stedet for at konkurrere med AfD skal CDU vinde vælgere fra midten, mener han. Han har erkendt, at på den yderste højrefløj er CDU ikke sagen, og at valget her står mellem AfD og sofaen.

Hvis man med konservativ blot mener, at forandringer i samfundet ikke skal indføres hurtigere, end at de er til at bære – som sundhedsministeren Jens Spahn har formuleret det – så kan CDU ganske vist godt kaldes dette – ligesom så mange andre. Bevares, hvilke politikere er i dag revolutionære? Og heldigvis for det, kunne man sige.

Men det er forkert, når visse danske journalister og kommentatorer slet og ret kalder CDU for Tysklands konservative parti. Det har kun få ligheder med konservative i f.eks. Danmark.

Hvilke danske konservative har talt om at åbne mere op for flygtninge? Om at give mere politisk styrke til den Europæiske Union? Det konservative Folkeparti har ingen stærk basis i arbejderkredse. Det betoner heller ikke, at markedsøkonomien skal være social (”Soziale Marktwirtschaft”) eller principielt modsætter sig kapitalismen, som CDU gør. Det kan ikke siges at tilhøre midten af det politiske spektrum, hvis man med midte forstår et parti, der som de tyske kristendemokrater har været i regering med både socialdemokrater og liberale og afvist samarbejde med det yderste højre. Og hvilke konservative herhjemme har stemt imod legalisering af ægteskab for homoseksuelle, som både Laschet og Merkel?

I Danmark har vi ikke et sådant parti, måske bortset fra de spæde forsøg, der gøres inden for Kristendemokraterne. Men det er nok lidt vovet at sammenligne det med CDU, alene ud fra forskellen i størrelse, betydning og partiernes historie.

Begge partier er dog medlemmer af Europæiske Folkeparti – det største overnationale politiske parti i EU og den største gruppe i Europa-Parlamentet, og som har leveret de mest fremstående EU-politikere til dato, eksempelvis kommissionsformanden. Denne gruppe omfatter både kristendemokrater og beslægtede centrum-højre partier. I europæisk sammenhæng er det således omvendt – her bliver danske Konservative ofte identificeret som kristendemokrater, med rette eller, nok snarere, urette.

Journalister forfalder ofte til generaliseringer. Blot at kalde CDU for et borgerligt eller konservativt parti underkender virkeligheden og den indsigt, som mange i dag har om Tyskland. En af de faktorer, som ofte overses er, at 75 procent af den Europæiske Unions indbyggere er katolikker, hvilket også kan forklare en del af forskellene i det partipolitiske mønster.

De typisk borgerlige i Tyskland, svarende til Konservative eller Venstre herhjemme, er især repræsenteret af henholdsvis de national-konservative i AfD og de økonomisk-liberale i FDP.

Netop ved at være et kristendemokratisk parti og et folkeparti har CDU, der gør en dyd af at være ”die Mitte”, lykkedes med at være Europas mest betydningsfulde politiske parti og Tysklands førende siden Forbundsrepublikken blev til i 1949. Det skal Armin Laschet nu se, om han kan fortsætte, hvad enten han bliver kansler eller ej.

Niels Arbøl, f. 1951, lektor, cand.scient. et art. i biologi og religion. Siden 1987 har han undervist i gymnasium og på HF (VUC, Aalborg). Han er forfatter til en række bøger inden for biologi, samfundsvidenskab og religion, hvoraf flere er blevet oversat til andre sprog, ligesom han har skrevet talrige artikler inden for samme emner. Han har deltaget i flere TV- og radioudsendelser.

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons