Dansk for begyndere: 80 års fødselsdagen og hyggeroyalismen

2020-04-17T07:54:09+00:00 torsdag, 16. april, 2020|

Efter mange års studier af de danske tilstande kan selv en hårdnakket republikaner af fransk-tysk baggrund som mig følge med i logikken, der er kernen i den danske “hyggeroyalisme”. Og komme til den konklusion, at dette system lige præcis er det, der passer danskerne bedst.

Kommentar af Amélie Reichmuth

“Hvor meget er du villig til at fornærme med din artikel? I Danmark må man være meget påpasselig når man udtaler sig om Kongehuset. På visse måder er det ligesom at tale om religion i Frankrig.”

Jeg bliver stærkt forbløffet over denne venlige advarsel fra min danske kæreste, da jeg fortæller ham om min nye artikel i anledning af Dronning Margrethes 80 års fødselsdag.

Jeg har nemlig beskæftiget mig med dansk kultur siden 2014, da jeg tog mit Erasmus-ophold i Aarhus, og ved udmærket godt, at Kongehuset er en vigtig institution for de fleste danskere. Jeg ville dog alligevel aldrig havde troet, at man skulle overveje sin måde at skrive om monarkiet på og være bange for at krænke majestæten i år 2020 – i kongeriget, hvor ytringsfrihed bliver præsenteret som en del af den nationale identitet og kulturarv.

Efter fem års intensive studier af danskheden er jeg nået frem til det mest passende begreb for at beskrive danskernes forhold til monarkiet: Hyggeroyalismen.

Her kommer definitionen:

Hyggeroyalisme: Substantiv, fælleskøn. Bøjning: -n.

Det at påstå, at man ikke er royalist – på en måde som man selv synes er sjov og uproblematisk. Samtidig med, at man forsvarer Kongehuset og ikke vil afskaffe monarkiet pga. af de økonomiske og udenrigspolitiske fordele for Danmark – selvom man godt kan se problemerne med denne institution i dag.

Findes der et bedre udtryk for at forklare dette fascinerende paradoks omkring Kongehuset i Danmark? Det tror jeg i hvert fald ikke.

Der findes nemlig stadigvæk mange monarkier over hele kloden den dag idag, men Danmark er et af de mest egalitære samfund i verden, hvor man samtidigt accepterer, at de kongelige har privilegier i forhold til resten af samfundet. Jeg vil påstå, at de fleste danskere ikke kunne forestille sig noget andet end hyggeroyalisme i Danmark, fordi de lever med fornemmelsen af, at den danske udgave af monarkiet er grundlæggende bedre end f.eks den britiske.

Frankrig: Et folk og deres konge
Hvordan kan noget så udansk som at acceptere medfødte privilegier i virkeligheden være en af de søjler hvorpå danskheden hviler? Min refleksion omkring dette spørgsmål kommer både fra min baggrund som franskmand og mine erfaringer med danskerne.

Jeg er nemlig selv født og vokset op i Frankrig – en republik, som inspirerede andre nationer ved at afskaffe det absolutte monarki med vold og blod i 1789.

Det er en klassisk misforståelse at tro, at formålet med den franske revolution var at afskaffe monarkiets privilegier. Formålet var i virkeligheden at udbrede dem til hele folket i gennem idealet “Frihed, lighed, broderskab”.

Det betyder altså, at franskmændene på en vis måde er undertrykte monarkister, der blot har flyttet deres fokus. Det bedste eksempel på dette er forholdet til præsidenten, som stadigvæk i dag bliver kaldt “den republikanske monark”: Franskmændene forventer en stærk leder, som styrer landet med pomp og pragt, en magtfuld person som kan leve op til deres storhedsvanvid. Den franske præsident bor i et palads – den danske dronning må trods alt nøjes med en borg.

Det franske kompromis repræsenterer altså det kontinuerlige forsøg på at integrere de positive aspekter af monarkiet ind i republikken for at få det bedste ud af de to systemer og styrke nationen. Om det er lykkedes at omsætte denne del af den sociale kontrakt, når man kigger på udviklingen af Frankrig i løbet af de sidste 30 år, er diskutabelt.

Det, som står klart, er, at de fleste franskmænd kun anerkender republikken, og de kritiserer monarkiet og dets tilhængere. Jeg er selv ingen undtagelse, selvom jeg må indrømme, at jeg altid har været fascineret af monarkiet som institution – ikke mindst som statskundskabsstuderende.

For eksempel var et af de første blade, jeg begyndte at læse for at forbedre mit danske, faktisk Billed-bladet. Det er dog én ting at interessere sig for Kongehuset som studieobjekt. Det er noget andet at acceptere monarkiet som en fornuftig regeringsform. Med andre ord: Jeg tolererer monarkiet, men jeg godkender det ikke som et gyldigt system – konstitutionelt, eller ej.

Hyggeroyalismen i Danmark: Den gyldne middelvej
Om ikke andet så har de sidste år og det intensive arbejde med dansk kultur nuanceret min analyse, og det er netop det, som har fået mig til at gå nærmere ind i konceptet omkring hyggeroyalismen.

Set igennem mine franske briller er danskernes forhold til monarkiet nemlig dybt fascinerende, og det har kun været naturligt for mig at undersøge sagen nærmere. Jeg læst alt, jeg kunne finde omkring emnet, og når jeg har talt med danskere, så har jeg stillet dem alle sammen kernespørgsmålet: Hvad synes du om Kongehuset?

Jeg har stort set aldrig mødt folk, som var deciderede republikanere og ville decideret af med monarkiet. Tværtimod, selv dem som var kritiske, var relativ milde, og jeg fik fornemmelsen af, at det aldrig nogensinde ville kunne komme til franske tilstande i Danmark. Omvendt kan jeg heller ikke sige, at jeg har mødt mennesker, som var ægte fans af Kongehuset – sådan dybt inderligt.

De fleste mennesker, jeg talte med, havde i virkeligheden en relativt pragmatisk holdning: De kunne godt se, at Kongehuset er en gammeldags institution, men samtidig så de mange fordele for Danmark, ikke mindst økonomiske og udenrigspolitiske, som var betydningsfulde nok til ikke helt at afskaffe monarkiet.

Så langt så godt. Jeg kan godt forstå, at monarkiet er tiltrækkende, når man som land er nødt til at kompensere for sin manglende størrelse – når man nu ikke som os andre har Eiffeltårne og atomvåben.

Det, som i virkeligheden var endnu mere overraskende for mig, var at se var måden, hvorpå Kongehuset blev forsvaret. Jeg prøvede selvfølgelig at udfordre mine samtalepartnere ved at pointere paradokserne i den danske holdning til monarkiet.

For det første er der ironien i at leve i et kongerige, hvor Janteloven står side om side med Grundloven, hvor almindelige mennesker ikke skal tro at de er noget, mens Dronningen står over pøblen.

For det andet er der selvmodsigelsen i at acceptere en regent, der lever i fornem stil, som bliver finansieret af høje skatter, mens resten af samfundet stort set kun består af en hårdt arbejdende middelklasse, som må nøjes med rækkehuse, IKEA-møbler og franske biler.

For det tredje er der inkonsekvensen i at ville bevare en gammeldags institution, et arkaiskt arvesmykke med stærk sentimental værdi, men som man aldrig har på, fordi man følger trenden og vil være på forkant med udviklingen.

Efter mange samtaler måtte jeg bare erkende, at det var fuldstændig umuligt at overbevise danskerne om nødvendigheden til at afskaffe monarkiet. Mine store drømme om en dansk republik blev bare ødelagt, og jeg måtte forblive en ensom sansculotte.

En acceptabel form for royalisme?
Efter noget noget tid i Danmark, og jo mere jeg beskæftigede mig med danskernes forhold til monarkiet, desto mere gik det op for mig, at man burde egentlig bruge udtrykket “hyggeroyalisme” for at beskrive dette pæredanske fænomen-  at promovere monarkiet, selvom man kritiserer det.

En hyggeroyalist vil nemlig aldrig se sig selv som en “rigtig” royalist, og vil typisk bruge sætninger som “jeg er ikke rigtig royalist, men…”. Han eller hun vil altså aldrig se paradokset i at sige, at man ikke er royalist, samtidig med at man rent faktisk forsvarer Kongehuset med alt dét, det indebærer, og hermed gør det acceptabelt.

Vi oplevede et meget konkret og tydeligt eksempel på hyggeroyalisme i løbet af de sidste dage, efter Dronningen i et fødselsdagsinterview udtrykte tvivl om at klimaændringerne er direkte menneskeskabte. Selvom de fleste reaktioner kritiserede indholdet af denne udtalelse, så var der næsten ingen plads til en grundlæggende kritik af Kongehuset som institution, eller for at finde republikanske stemmer.

Dette skyldes ikke kun måden, hvorpå debatten omkring monarkiet bliver skabt formet af medierne. Min vurdering er, at mange danskere, hvis ikke de fleste, bare er hyggeroyalister, som er vant til Dronning Margrethes skarpe citater, og som vælger at adskille majestæten som 80-årig privat person, og hendes royale funktion.

Det bedste for Danmark?
Spørgsmålet er måske i virkeligheden ikke, om monarkiet helt skal afskaffes, men om der overhovedet findes bedre alternativer for Danmark. Efter mange års studier af de danske tilstande kan selv en hårdnakket republikaner som mig følge med i logikken, der er kernen i hyggeroyalisme, og komme til den konklusion, at dette system lige præcis er det, der passer danskerne bedst.

For det første repræsenterer konstitutionelt monarki måske netop det bedste ud af fra to systemer, monarkiet og republikken: Man nyder som borger i Danmark alle sine rettigheder, men til gengæld så kan man også drømme lidt større og glæde sig over monarkiets glans. Det er bare svært for demokratiet at konkurrere med denne glamour: Bare sammenlign politikernes popularitet i forhold til den kærlighed, Dronningen og de kongelige nyder, og hvordan der bliver lyttet, når den ene eller den anden træder frem på skærmen. Så bliver det klart, at man kan godt være folkekær, uden at være folkelig.

For det andet må man anerkende, at Kongehuset som institution igennem årene har lært at genopfinde sig selv for at forblive tidsrelevant men også forankret i det danske samfund. Der findes utallige eksempler på det, men et af de meste sigende for mig er, at kronprinsparrets børn benytter offentlige institutioner og lever et næsten helt almindeligt liv – så almindeligt som man nu kan leve som kongelig. Her kan man se, at Danmark har det kongehus i verden, som er mest nede på jorden –  men samtidigt lever op til danskernes forventninger og behov for farve og fantasi.

Men den største fordel ved at have et monarki i et “miniaturwunderland” som Danmark er, at det lykkedes både at samle hele nation herhjemme, men også at profilere landet på den internationale scene.

Selvom troen generelt spiller en mindre og mindre en rolle i samfundet, så er Kongehuset det tætteste på en fællesreligion, danskerne har: Monarkiet skaber stabilitet over tid igennem traditioner og ritualer, ikke mindst i krisetider som nu. Det hviler på stærke identifikationsfigurer og formidlingen af værdier, alle kan blive enig om, hvilket skaber både en fællesfortid og fællesfremtid.

På den anden side er det klart, at Kongehuset er en af de bedste institutioner til at repræsentere Danmark og promovere landets interesser i udlandet. Det er umiddelbart ikke muligt at finde en præcis beregning af, hvad Kongehuset koster i forhold til, hvor meget Danmark rent faktisk tjener på det. Man kan kun antage, at denne handel ville være en gevinst for landet – rent økonomisk, men også på mere værdimæssige måder, både med hensyn til national samhørighed og billedet af Danmark i omverdenenen. To ting, der er uvurderlige.

Efter alle disse år må jeg bare indrømme, at jeg ikke kan komme på en bedre måde at beskrive danskernes forhold til monarkiet end “hyggeroyalisme”. Den franske sansculotte i mig har nok lært at berolige sine republik-drømme og har fuldstændigt droppet sin idé om at halshugge alle kongelige.

Tværtimod lader det til, at jeg er selv lidt blevet en hyggeroyalist, for findes der noget mere hyggeroyalistisk end at skrive en artikel i anledning af Dronningens 80 års fødselsdag, selvom man påstår at være republikaner?

Med denne erkendelse er jeg nødt til at afslutte denne artikel med et helhjertet tillykke med fødselsdagen til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Niels Christian Vilmann/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: