Deja-vu endnu en gang

2020-07-10T14:09:05+00:00 torsdag, 25. juni, 2020|

En af nutidens mest toneangivende samfundsforskere, Ivan Krastev, giver i sin nye bog “Hvornår er det i morgen? – pandemiens paradokser” sit bud på, hvordan pandemien kommer til at ændre fundamentale, demokratiske, økonomiske og politiske dynamikker i EU. Vi bringer et uddrag

Uddrag af bog af Ivan Krastev

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | I det sidste årti har vi utallige gange fået at vide, at verden nu for altid er forandret – ikke alene efter terrorangrebene 9. september 2001, men også efter finanskrisen 2008-9, og i Europa efter flygtningekrisen i 2015.

Påstanden om, at ’verden aldrig bliver den samme igen’, er på sin vis bare en prognose om, at meget snart vil ændre sig, men som vi ved, ændrer tingene sig hele tiden. Påstanden betyder imidlertid også noget mere konkret: Et endeligt for den liberale verdensorden, der rejste sig ved Berlinmurens fald, og har været karakteriseret af en global udbredelse af demokrati og kapitalisme formet af USA og deres europæiske allieredes magt og vilje.

Under alle tidligere kriser har profeter hævdet, at den liberale verdensorden var død. På visse tidspunkter har den måske nok forekommet at ligge på intensivafdelingen, men den har altid udvist en evne til at komme sig – hvorfor skulle det være anderledes denne gang?

Midt i marts 2020 sad jeg, dybt bekymret over pandemiens spredning, sikkert indkvarteret i en vens hus ude på landet i Bulgarien og blev plaget af spørgsmålet om, hvordan COVID-19 ville forandre verden. Jeg så verden efter coronavirussen som en verden, hvor visse tendenser og konflikter, der var til stede før virussens ankomst, ville blive intensiveret.

Jeg betragter i den forstand virussen som en forstærker, ikke en disruption. Jeg mente, at COVID-19 ville markere afslutningen på et disruptivt årti, der havde været kendetegnet ved globaliseringens opløsning, og afgørende forandre det politiske liv, økonomien og vores levevis. Jeg forudså statens genopståen, båret frem af en genoprettet tillid til ekspertise og videnskab. Jeg fornemmede også en fremvoksende nationalisme og en udviskning af grænserne mellem demokrati og big data-totalitarisme. Som mange andre forventede jeg en svækkelse af USA’s globale dominans (selvom jeg ikke nødvendigvis forudså en tilsvarende stigning i Kinas globale indflydelse).

Det var min opfattelse, at coronavirussen ville så tvivl om nogle af de grundlæggende antagelser, som EU blev grundlagt på, hvilket kunne være optakten til en gennemgribende transformation af det europæiske projekt. Hvis det går galt, kan COVID-19 få Den Europæiske Union til at bryde sammen. Men hvor rammende var disse tidlige postulater?

Den store russiske tænker fra 1800-tallet, Alexander Herzen, er berømt for at have sagt, at „historien har ingen libretto,“ og det har jeg altid givet ham ret i. Mens jeg spekulerede over, hvilke mulige ændringer COVID-19 kunne forårsage, blev jeg mindet om en linje fra Stephen Leacocks Nonsense Novels: „Lord Ronald sagde ikke noget. Han stormede ud af stuen, kastede sig op på hesten og galopperede vildt derfra i alle retninger.“

Jeg var af den overbevisning, at verden ville ændre sig, men mente ikke, at ændringernes beskaffenhed var forudbestemt, og det stod mig klart, at vores forudsigelser var endnu mindre pålidelige end de coronavirustests, der var adgang til i pandemiens første dage.

I mine forsøg på at gætte forandringernes kurs blev jeg som mange andre iagttagere optaget af, om det var demokratier eller autoritære styrer, der var bedst til at håndtere pandemien, selvom det stod klart, at det ikke var det politiske regimes beskaffenhed, der var den vigtigste faktor til at forklare henholdsvis vellykket eller mislykket inddæmning af smitten. Som den amerikanske forsker Rachel Kleinfeld skrev: „På trods af politikeres forsøg på at bruge krisehåndtering som reklame for deres foretrukne politiske model er der endnu ikke påvist korrelation mellem effektivitet og styreform.“

Visse autokratier, såsom Singapore, har indledningsvis gjort det godt, mens andre autokratier, såsom Iran, har klaret sig meget ringe. Tilsvarende har visse demokratier, såsom Italien og USA, klaret det mindre godt, hvor andre, heriblandt Sydkorea, Tyskland og Taiwan, har klaret sig forbilledligt.

Ifølge Kleinfelds analyse er de afgørende faktorer for et lands vellykkede inddæmning af COVID-19-pandemien statens erfaring fra tidligere håndtering af lignende kriser samt graden af tillid til samfundets og statens kapacitet. Efter Kleinfelds mening uddrog Taiwan, Sydkorea, Hongkong og Singapore trods deres politiske forskelligartethed den rette lære af SARS-epidemien i 2002-2003 og var hurtige til at udvikle tests, efter coronavirussen begyndte at spredes, i et forsøg på at komme på forkant af virussen.

Alle tre lande havde nødlovgivning, der undtagelsesvis tillod sporing af, hvor smittede personer havde været, og landene lempede på forskellige former for privatlivsbeskyttelse for at kunne udbrede denne viden og advare folk om, at de havde været eksponeret for virussen og burde lade sig teste. Derudover benyttede de sig af tvungne karantæner for at bremse smittespredning.

I alle lande, der effektivt fik bremset COVID-19, finder man høj tillid til samfundets institutioner. Om regeringers sociale kontrol lykkes, afhænger mere af frivillig efterlevelse end af tvungen håndhævelse. Selvom Kina, Singapore og Sydkorea har helt forskellige politiske styreformer, ligger alle tre i verdens top 10, når det drejer sig om offentlighedens tillid til staten. Og kun stater, der har borgernes tillid, kan effektivt opretholde en belastende nedlukning af samfundet.

I modsætning hertil har offentlighedens lave tillid til institutionerne i det centralt styrede Iran og det demokratiske Italien gjort regler om at holde afstand mere problematiske. Politisk polarisering og lav tillid til institutionerne forklarer ifølge Kleinfeld også i hvert fald delvist USA’s besværligheder med at få styr på krisen. En stats formåen – dens evne til at gennemføre vellykkede interventioner på områder fra kommunikation og sundhedsvæsen til karantænehåndhævelse og udstyrsproduktion – er den tredje kritiske faktor, der ifølge Kleinfeld har været afgørende for en vellykket respons på krisen.

Denne formåen er kun løseligt forbundet med et lands BNP eller den politiske styreforms karakter. Det er i højere grad embedsværkets kvalitet, der er afgørende, end budgettets størrelse, selv mere end tildelingen af midler til sundhedsvæsenet.

Kleinfelds forskning påviser, at selvom coronaviruspandemien forstærkede den konkurrerende propaganda mellem demokratiske og centralt styrede systemer, udviskede den globale respons på coronavirussen grænserne mellem de forskellige styreformer. Demokratiske styrer var lige så villige til at krænke borgernes privatliv som de centraliserede styrer. Samtidig stod det klart, at diktatoriske ledere var lige så interesseret i folkets respons som de demokratiske politikere, der frygter næste valg.

Som den britiske politolog David Runciman udtrykker det: „Under en nedlukning afslører demokratier, hvad de har til fælles med andre politiske styreformer: Også her handler politik i sidste ende om magt og orden.“ Med andre ord leverer forandringerne efter COVID-19 ikke en ny – hverken en totalitær eller demokratisk – version af ’historiens afslutning’; hvad de muligvis vil resultere i, er en mindre ideologisk, men mere ustabil verden.

Vær realistisk – kræv det umulige
Der er øjeblikke, hvor alt, vi føler os sikre på, bryder sammen, og vores kollektive opfattelse af, hvad der er muligt, ændrer sig dramatisk. Folk begynder at ignorere nutiden og begynder i stedet at tænke på fremtiden, hvad enten den rummer det, de håber på, eller det, de frygter.

Der skulle en virus til at vende verden på hovedet: I skrivende stund er EU midlertidigt suspenderet, og folk søger ly i den trygge nationalstat. Demokrati er sat på pause, og nødlovgivning er indført i de fleste europæiske lande, parlamentarikerne er sendt hjem, demonstrationer er blevet forbudt, valg er udskudt, og oppositionspartierne har mistet politisk relevans. Det er også en verden, hvor kapitalisme er midlertidigt suspenderet, mens  arbejdsløsheden stiger med rekordfart, og verdensøkonomien gennemlever en krise, der er langt mere ødelæggende end finanskrisen i 2008-9.

Faktisk er statslige ’indgreb’ i de økonomiske markeder større end på noget andet tidspunkt siden 1989, og midlertidige nationaliseringer er blevet den nye normal.

I dag er intet utænkeligt, fordi vi er under belejring af noget, der før blev betragtet som utænkeligt. Vi kan pludselig forestille os, at USA indfører sundhedssikring for alle, at Kina overtager USA’s position som verdens betydeligste magt, at Ruslands præsident Vladimir Putin mister magten, eller at EU enten bryder sammen eller bliver til ’Europas Forenede Stater’.

Med flyene parkeret på jorden og stillestående produktionslinjer hos alle de store forurenende selskaber kan miljøaktivister pludselig tro på, at deres drømme om en verden med lav CO2-udledning kan blive til virkelighed. Med lukkede grænser mellem EU’s medlemslande begynder højreorienterede populister at tro på, at de måske aldrig bliver genåbnet. Som den canadisk-amerikanske filmskaber og aktivist Astra Taylor har formuleret det, „… har responsen på coronaviruspandemien afsløret en simpel sandhed: At utallige politiske tiltag, som vores folkevalgte repræsentanter længe har påstået var umulige og uladsiggørlige, hele tiden har været særdeles mulige og fint kunnet lade sig gøre … Nu ved vi, at de ’regler’, vi levede under, var unødvendige … Aldrig før har der været en lignende mulighed for ikke bare at trykke på pauseknappen og midlertidigt lindre smerten, men for at ændre reglerne permanent.“

Det er en mulighed, men det er også en alvorlig risiko. Det er ikke længere nogen hemmelighed, at „mennesket er styret af … sin utilstrækkelige fantasi“. Hvor coronakrisen har sluppet folkets fantasi løs, har den paradoksalt nok lammet eliternes politiske fantasi. Staterne har følt sig tvunget til at gennemføre en række exceptionelle politiske tiltag, men de leder stadig ud fra antagelsen om, at verden vil vende tilbage til det, den var, når krisen er ovre.

Ovenstående tekst er et uddrag af Ivan Krastevs bog – “Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser”, 109 sider 199,95 kr. Bogen udkom den 19. juni 2020 på Informations Forlag.

Ivan Krastev er født i Bulgarien i 1965. Han er leder af Center for Liberale Strategier i Sofia og tilknyttet Institut for Humanvidenskaber i Wien. Han er forfatter til adskillige bøger, herunder In Mistrust We Trust fra 2013 og Democracy Disrupted fra 2014. Som offentlig intellektuel skriver Krastev kommentarer, essays og analyser i internationale aviser og magasiner. På dansk er hans bog Efter Europa (2017) senest udkommet.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Charles Platiau/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: