Særligt i Slovenien og Kroatien, men også i Bosnien og Serbien, er de socialistiske bevægelser igen begyndt at røre på sig. Hvorfor forsvandt den socialistiske venstrefløj så pludseligt fra det politiske landskab i de eks-jugoslaviske lande, og hvorfor er den nu atter på fremgang?

Baggrund af Frederik Kirst Müntzberg

Efter at have været godt og vel totalt fraværende i det politiske landskab i eks-Jugoslavien de sidste 30 år er socialistiske bevægelser atter begyndt at røre på sig. I Slovenien sikrede det socialistiske parti Levica (Venstre) – tidligere Združena levica (Forenet venstre) – deres første pladser i parlamentet tilbage i 2014, og ved valget i 2018 gik de yderligere frem, så de nu sidder på 9 pladser ud af 90 i den slovenske nationalforsamling. Det samme mønster tegner sig i Kroatien, hvor Radnička fronta (Arbejdernes front) sidste år sikrede sig deres første plads i det kroatiske parlament. Radnička fronta var tidligere en del af den såkaldte Rød-Grønne koalition, som højest overraskende sikrede sig 7 ud af de 151 pladser i det kroatiske parlament ved samme valg, og som i maj 2021 satte sig på magten i hovedstaden Zagreb, hvor de nu har borgmesterposten ved Tomislav Tomasevic.

Da det socialistiske Jugoslavien kort tid efter Josip Broz ”Titos” død brød sammen, og interne stridigheder nationerne imellem udløste Europas foreløbigt sidste borgerkrig, blev de kommunistiske og socialistiske idéer og visioner begravet dybt i den jugoslaviske muld, men nu graves de altså igen frem af nye græsrodsbevægelser og unge politiske aktivister.
Hvorfor forsvandt den socialistiske venstrefløj så pludseligt fra det politiske landskab i de ek-jugoslaviske lande, og hvorfor er den nu atter på fremgang?

Den nuværende politiske situation
Socialismen og kommunismen blev efter borgerkrigen dæmoniseret og angrebet, og i stedet har konservative nationalister, liberale centrumpartier og socialdemokratier kæmpet om pladserne og magten i de ex-jugoslaviske staters parlamenter.

Ifølge Radnička frontas enlige parlamentsmedlem Katarina Peovic har idéen om en demokratisk socialisme simpelthen været bandlyst og tabu i kroatisk politik siden Kroatien løsrev sig fra Jugoslavien. I et interview med det amerikanske socialistiske magasin Jacobin beskriver Peovic hvordan kroatisk politik har været domineret af et ”ekstremt centrum“, hvor det konservative Hrvatska demokratska zajednica (Kroatiens demokratiske union) og det socialdemokratiske Socijaldemokratska partija Hrvatske (Kroatiens socialdemokrati) skiftevis har haft magten, uden at det har resulteret i nævneværdige forskelle i den førte politik. Nationalistiske budskaber, økonomiske nedskæringer, privatiseringer og politiske skandaler har udgjort den politiske dagsorden i store dele af 00’erne og 10’erne i både Slovenien, Kroatien og andre af de ex-jugoslaviske stater. Årsagerne til at situationen ser sådan ud, er en kompleks sammenblanding af det voldelige opbrud af den socialistiske jugoslaviske republik, en ny nationalisme og den hurtige overgang til kapitalistisk markedsøkonomi kombineret med en særlig neoliberal tidsånd.

Sammenbruddet i Jugoslavien og opbyggelsen af nye nationale identiteter
I årene efter den blodige borgerkrig blev eks-jugoslaviske nationer født og genfødt, og arven fra krigen er dybt indlejret i de nye nationalstaters forståelse og identitet. På samme måde som skudhuller og krigsrelikvier stadigt er synlige overalt i det ex-jugoslaviske landskab, er krigen også allestedsnærværende i det politiske landskab. Landenes nationale identiteter spejles således i krigen og de interne konflikter med naboerne, som giver ammunition til de myter og fortællinger, som de nye nationale identiteter er bygget op omkring. Her bruges den tidligere jugoslaviske republik og nabolandene som spejle, som man kan holde sin egen nationale identitet op imod, for at illustrere hvad man i hvert fald ikke er, og ikke bryder sig om. De nye eks-jugoslaviske staters nationale identitet er rodfæstet i en ny etno-nationalisme, som er vendt mod naboerne og det socialistiske og multikulturelle Jugoslavien.

Denne stærke nationalisme som er blevet central for de eks-jugoslaviske stater, står i skarp kontrast til det multietniske, multireligiøse og transnationale Jugoslavien. Der er altså sket en tilbagevenden til det nationale, hvilket blandt andet ses på ødelæggelsen af jugoslaviske monumenter og rejsningen af nye monumenter, der hylder de enkelte landes præ-jugoslaviske historie. Staterne har på denne måde forsøgt at sikre sig, at den nationale hukommelse i de respektive lande bliver formet i et nyt nationalistisk blik, og det er et konkret eksempel på den nationalistiske identitetsopbygning, som man har gennemgået efter krigen.

Ofte bruges en stærk revisionistisk historiefortælling til at opbygge de nye selvstændige nationale identiteter og udviske historierne om Jugoslavien. I Kroatien bliver Jugoslavien således ofte blot omtalt som ”den tidligere stat”, og det etablerede politiske system gør brug af en ret så kreativ tilgang til historien for at få den til at passe med de nye nationale fortællinger, som man gerne vil fremhæve og bruge til at forme den nationale hukommelse. Etablerede politikere fra de dominerende partier er derfor ikke blege for at skose den jugoslaviske republik og dens socialistiske fortid, hvis ikke dens historie altså fuldstændig skrives ud af historiebøgerne.

Den slovenske premierminister Janez Jansa omtaler da også i et nyligt interview med den spanske avis El Correo Josip Broz ”Titos” partisaner, som efter anden verdenskrig satte sig på magten i Jugoslavien, som grusomme og lægger i samme interview stor vægt på at omtale fortiden i Jugoslavien som totalitær og undertrykkende. Det samme har den tidligere kroatiske præsident Kolinda Grabar-Kitarovic også gjort, da hun for kort tid siden udtalte, at hun som ung pige drømte sig langt væk fra det undertrykkende liv bag Jerntæppet, på trods af at Jugoslavien lå uden for den kommunistiske side af Jerntæppet.

Lysten til at adskille sig fra sin jugoslaviske fortid skyldes utvivlsomt ønsket om at opbygge selvstændige nationale identiteter, men i de værste tilfælde har det forfaldet til en reaktionær nationalisme og været brugt som et redskab for figurer som Janez Jansa og Serbiens præsident Aleksandar Vucic til at skabe semi-autoritære statsapparater.

Drømmen om at være moderne
Der har altså ikke været plads til socialistiske idéer eller tankegange i de nye stater, da de har været anset som værende i modstrid og måske endda farlige over for de nye nationale identitetsopbygninger. Vigtigt at fremhæve er også, hvordan markedskapitalismen har været en central figur i formningen af disse nye nationale identiteter. Dette er dels et resultat af 90’ernes ”end of history”-narrativ – historien om den liberale kapitalistiske verdensordens endelige sejr ved Sovjet-kommunismens kollaps – og dels et resultat af ønsket om at blive ”moderne” europæiske nationalstater og komme med i EU. En hurtig omlægning til markedskapitalisme blev naturligt nok anset for at være den eneste farbare vej frem for de nye eks-jugoslaviske nationalstater, og alternativerne til markedskapitalismen var stort set ikke eksisterende i årtierne efter krigen. Tidsånden efter Jugoslaviens sammenbrud har givetvis været med til at intensivere ønsket om at gennemføre neoliberale markedsreformer, og været med til at præge det negative blik på det socialistiske Jugoslavien.

Håbet tilbage i slut 90’erne var at blive en integreret del af Vesteuropa, at få EU-medlemskab og blive vestlige liberale demokratier med kapitalistiske markedsøkonomier. Man åbnede sine økonomier op for omverden, privatiserede produktionssektorerne og deregulerede løbende arbejdsmarkederne og de finansielle markeder for at tiltrække udenlandske private investeringer. Optimismen og den entydige tro på den neoliberale reformering af staterne varede ved indtil den globale finanskrise i 2008 og den efterfølgende langstrakte euro-krise, som gik hårdt udover alle landene i middelhavsregionen. Herefter ramte økonomiske nedskæringer og høj arbejdsløshed.

Nye strømninger på Balkan
For første gang begyndte antikapitalistiske og socialistiske bevægelser så småt at røre på sig. Det har særligt været blandt de studerende, at disse nye aktivistiske græsrodsbevægelser har slået rødder og er vokset til. I Kroatien begyndte bevægelserne at tage form under studenterprotester i 2009, hvor først universitet i Zagreb og senere universiteter i hele landet blev besat. Det var et direkte oprør mod de stigende priser på uddannelse, og bliver anset som værende genfødslen af Kroatiens venstrefløj. I Slovenien har det også været de studerende, der har ført an i udviklingen, men her har man kunne læne sig op ad en stærkere venstreorienteret intellektuel tradition med navne som Slavoj Zizek og Alenka Zupancic og initiativer som tidsskriftet Mladina og Punks University.

Det har særligt været igennem sidstnævnte initiativer, men også igennem reelle protester at den slovenske venstrefløj har haft deres formative politiske øjeblikke. I 2012 og 2013 var det således massive protester mod Janez Jansas økonomiske nedskæringer og hans involveringer i korruptionsskandaler, der var medvirkende til at han mistede premierministerposten, som han dog senere genvandt. Sådanne bevægelser har sidenhen spredt sig til både Bosnien & Hercegovina, hvor arbejdere i 2014 besatte fabrikker i protest over manglende lønninger, og Serbien hvor man i 2020 fik sit første socialistiske parti, Partija Radikalne Levice.

Disse nye venstrefløjsbevægelser deler de samme karaktertræk på tværs af landegrænserne. Det er primært unge og studerende, som udgør bevægelserne, og enten er de født efter krigens afslutning eller også var de helt små under krigen. Derfor har de også et andet syn på borgerkrigen og Jugoslaviens sammenbrud. Krigen og konflikterne med naboerne er bestemt lige så dybt indlejret i de eks-jugoslaviske venstrefløjsbevægelser som i de traditionelle partier, men det kommer til udtryk ved et transnationalt og pro-jugoslavisk udsyn. Således samarbejder de forskellige bevægelser på tværs af landegrænser, og de inspireres og motiveres af hinandens små sejre. Mange af deres idéer såsom demokratisk medejerskab af produktionen, en udbygget offentlig sektor og massive investeringer i offentlig infrastruktur er direkte inspireret af det socialistiske Jugoslavien, og det er man ikke bange for at fremhæve.

De er også inspireret af andre europæiske venstrefløjsbevægelser såsom Syriza, Podemos, Barcelona En Comu og Die Linke, og deler også karaktertræk med disse venstrefløjsbevægelser, som er vokset frem, særligt i Sydeuropa, i løbet af de sidste 10 år. Ligesom disse bevægelser eksperimenterer de med direkte demokrati, og de er yderst kritiske over for de neoliberale økonomiske reformer, som er blevet gennemført i EU samt de ex-jugoslaviske lande. Derfor besidder de også en vis portion skepsis over for EU og deres økonomiske politik, som har haft afgørende betydning for de markedsreformer, der er blevet gennemført i ex-Jugoslavien efter krigens afslutning.

Disse nye bevægelser muliggør en alternativ fortælling om borgerkrigen og Jugoslavien, stiller spørgsmålstegn og udfordrer de nationalistiske forestillinger om Jugoslaviens opbrud. De forsøger at transcendere de nationalistiske stridigheder og i stedet søge forsoning og forbrødring – ikke kun på Balkan, men også til resten af Europa. Det er således også et forsøg på at skabe nye alternative visioner for vores europæiske samfund, og disse anstrengelser deles af nye venstrefløjsbevægelser overalt i Europa. Vi vil nok til stadighed se disse bevægelser vokse i styrke – især i storbyerne, hvor de unge studerende bor – i takt med at skepsissen mod det etablerede politiske systems evne til at løse økonomiske problemer og klimaudfordringer stiger.

Frederik Kirst Müntzberg har en kandidatgrad i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School med speciale i virksomhedens idéhistorie. Han skriver om og interesserer sig for politiske og sociale bevægelser i Europa.

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/

Referencer

Engel, M. (2018): ’Croatia: the fragile heart of the Balkans’. The New Statesman. www.newstatesman.com/world/europe/2018/02/croatia-fragile-heart-balkans

Left East (2014):´”The left is rising again in Croatia”. An interview with Demian Voksi´. Left East.
www.lefteast.org/left-rising-in-croatia-interview-demian-voksi

Stubbs, P. (2021): ‘Will Zagreb be Ours? The prospects for a left-green alternative in Croatia’s capital and beyond’. Left East.
www.lefteast.org/will-zagreb-be-ours-prospects-for-a-left-green-alternative-in-croatias-capital-and-beyond

Unkovski-Korica, V. (2020): ‘Elections in Croatia see the emergence of the first left pole since the country’s independence from Yugoslavia’. Left East.
www.lefteast.org/elections-in-croatia-see-the-emeergence-the-first-left-pole-since-the-countrys-independence-from-yugoslavia

Stiks, I. & Stojakovic, K. (2021): ’The re-birth of the left in the post-socialist Balkans’. ROAR Magazine.
www.roarmag.org/essays/new-balkan-left

Kirn, G. (2020): ‘Thirty years of Slovenia Independence: Janez Jansa, From National Hero to Slovenian Trump, From Public to Private Investments’. Left East.
www.lefteast.org/thirty-years-of-slovenia-independence-janez-jansa-from-national-hero-to-slovenian-trump-from-public-to-private-investments

Souvlis, G. (2020): ‘We spoke to Croatia’s First Anti-Capitalist MP in Three Decades’. Jacobin Magazine.
www.jacobinmag.com/2020/07/croatia-katarina-peovic-workers-front

Dérens, J-A. & Geslin, L. (2021): ’The Balkans rediscover socialism’. Le Monde Diplomatique.
https://agenceglobal.com/2021/07/15/jean-arnault-derens-and-laurent-geslin-the-balkans-rediscover-socialism/

Kirn, G. (2014): ‘Transnationalism in Reverse: From Yugoslav to Post-Yugoslav Memorial Sites’. In Transnational Memory, De Gruyter: Berlin, 313-338.

‘Interview of Prime Minister Janez Jansa for Spanish El Correo’. Gov.si.
https://www.gov.si/en/news/2021-05-09-interview-of-prime-minister-janez-jansa-for-spanish-el-correo/