Den svenske undtagelse i Europas corona-krise

2020-04-01T06:32:30+00:00 onsdag, 1. april, 2020|

I lidt mere end to uger har Danmark, samt de fleste andre europæiske lande, været lukket ned. Situationen kunne ikke være mere anderledes i Sverige, hvor livet fortsætter som normalt, næsten helt ubegrænset – og uden, at man kan fornemme umiddelbare ændringer ved den svenske strategi. Tiden må vise, om det er et risikabelt spil eller en genistreg.

Analyse af Amélie Reichmuth

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Hvis man læser svenske nyheder i disse dage, så findes der umiddelbart ingen forskel på Sverige og resten af Europa: Corona-krisen er en uendelig inspirationskilde for journalister, og medierne er fyldte med de seneste opdateringer omkring viruset.

Kigger man nærmere på de svenske tilstande i øjeblikket, så ser realiteten imidlertid meget anderledes ud: De fleste offentlige institutioner forbliver åbne, virksomhederne bliver ikke bedt om at få deres medarbejdere til at arbejde hjemmefra, og der findes næsten ingen restriktioner for at tvinge folk til at blive hjemme.

Sverige nægter altså at sætte sig selv i karantæne og stoler på hver enkelt borgers individuelle ansvar for at beskytte hele befolkningen, ikke mindst sårbare grupper som de ældre eller de kroniske syge. Rådene fra sundhedsmyndighederne har indtil videre ikke ændret sig: Vask hænder regelmæssigt, nys i din arm, bliv hjemme hvis du er syg, begræns kontakter og undgå at gå ud, hvis du er ældre end 70 år. En sund fornuft, som dog virker lidt overdrevet nem og utilstrækkelig, når man sammenligner med udviklingen på resten af kontinentet.

Resultatet af denne strategi kan i hvert fald tydeligt ses, når man bevæger sig rundt i Stockholm, som er en af de to store epidemicentrer i landet. Butikkerne og caféerne er stadigvæk åbne og godt besøgte. Social distancering er et fremmedord, og man skal virkelig være påpasselig for at kunne holde sikkerhedsafstand. Stemningen forbliver let og virker slet ikke ændret. Man nyder bare foråret uden bekymring.

Mit dobbeltliv i Sverige lige nu
Jeg står selv i en underlig situation. Min kæreste og jeg valgte for to uger siden sammen at sætte os selv i præventiv karantæne. Jeg underviser nu hjemmefra, da den franske skole, hvor jeg arbejder er en af de få skoler i Stockholm som valgte at lukke. Ikke uden kritik fra svenske forældre, som syntes at vi overdriver.

På grund af vores udenlandske baggrund, er vi i nær kontakt med familie og venner i Danmark, Tyskland og Frankrig, og vi følger selvfølgelig nyhederne i hele Europa. Så vi har skullet gentænke hele vores måde at gøre tingene på. Vi ønsker at gøre alting i vores magt for at hjælpe, men vi er også bevidste om, at vi bliver nødt til at tænke selv her i Sverige og ikke kan forvente alting fra staten.

Vi prøver for eksempel at være på forkant ved at sørge for, at vi altid har mad nok til to uger. Vi tror nemlig stadigvæk på, at man vil tage restriktive beslutninger på et tidspunkt for at tvinge folk til at blive hjemme, hvilket sandsynligvis vil skabe stor panik og vild hamstring i supermarkederne og Systembolaget over hele landet. Vi har stoppet enhver form for social liv og fysisk kontakt med vores venner. Vi har aldrig før været så opmærksomme på hygiejne, som vi er i disse dage, og vi er dygtige til at desinficere hver eneste ting, vi rører.

Efter to uger i selvvalgt isolering, så fungerer hverdagen overraskende godt. Det kræver dog enorm meget selvkontrol, fokus og disciplin, som kun bliver forværret af vores omgivelser. Det gør nemlig rigtigt ondt at se, hvor hårdt vi tager os sammen for at få det til at virke, mens børnehaveklasserne hygger sig ude på legepladsen hver dag, og mens ældre mennesker hoster og alligevel tager ud og køber ind, eller når terrasserne på restauranterne og caféerne er stadigvæk fyldte med unge, ubekymrede mennesker.

I det bedste fald, så føler man sig mere hysterisk end gennemsnittet. I værste fald ender man næsten med at tro på konspirationsteorier, fordi man føler, at man er en del af det største sociale eksperiment nogensinde foretaget på svensk jord, uden at man blev bedt om, om man havde lyst til at medvirke.

Selvfølgelig har mange svenskere, dog ikke det overvældende flertal, nu forstået, hvor alvorlig situation er og har besluttet sig for at blive hjemme så meget som muligt. Det mest bekymrende er de mennesker, som decideret ignorer advarslerne, for det lader til, at de slet ikke kan forestille sig at ændre deres livsvaner.

Min kæreste og jeg forbliver dog optimistiske og håber stadigvæk på, at vi tager fejl med vores overforsigtighed. Vi er hverken epidemiologer eller politikere, og det kan sagtens være, at vi overser noget i vores analyse. Tiden vil vise, om den svenske strategi var den rigtige. Lige nu, så ser det bare endnu en gang ud som et sort-hvidt billede, en enten-eller situation, som kan ende rigtig godt hvis det her er en genistreg, eller helt galt, hvis det er bare en ukalkuleret risiko.

Sverige alene i Europa
Dette skyldes ikke kun det faktum, at ingen stor og konkret beslutning endnu er blevet taget for at begrænse social kontakt og hermed smittefaren, men kommer også fra beslutningsprocessen og kommunikationen omkring denne krisehåndtering. Det ville egentlig være fascinerende, hvis ikke det var så tragisk, at blive ved med at sammenligne hvordan Sverige og Danmark håndterer corona-epidemien, for de respektive strategier, landene følger, kunne ikke være mere forskellige.

For det første, så har sundhedsmyndighederne i Sverige ikke kun indflydelse på beslutningsprocessen – de har det overordnede beslutningsansvar. Den svenske forvaltning er nemlig delt i to, med ministerierne på den ene side, og myndighederne på den anden. Formålet er at forhindre korruption og sikre lighed i måden, man udøver forvaltning på. Begge parter er altså uafhængige af hinanden, og en minister kan ikke overtage kontrollen over en myndighed. Det betyder i praksis, at eksperterne beslutter, og politikerne følger. Ikke omvendt.

Dette påvirker ikke kun indholdet at beslutningerne, men også kommunikationen omkring dem: Hvor statsepidemiologen Anders Tegnell holder en pressekonference hver dag for at opdatere om de seneste corona-udviklinger i Sverige, så har statsministeren Stefan Löfven og hans regering holdt langt færre krisemøder og taler.

Det betyder også, at diskursen er langt mindre politiseret og hermed langt mindre emotionel end i resten af Europa. Man lytter til videnskabsmændene, man fokuserer på fakta og statistik, men debatten omkring velfærdsstatens tilstand og politikens rolle i denne udvikling finder ikke sted endnu. Tværtimod spiller det økonomiske spørgsmål en væsentlig større rolle, inklusiv i eksperternes tankegang, som vurderer, at det at sætte et helt land i karantæne hverken er effektivt fra et sundhedsfagligt perspektiv eller holdbart rent økonomisk i det lange løb.

Det samme får man også at vide fra politikerne: Hvor de fleste statsledere i Europa først og fremmest har opfordret deres befolkning til at blive hjemme og tydeligt garanteret, at det handler om at støtte sundhedsvæsenet og redde så mange liv som muligt, så har Stefan Löfven bare gentaget de generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, men også arbejdet på at støtte økonomien igennem denne krise og personligt tilskyndet svenskerne til at støtte små butikker og lokale virksomheder.

Verden igennem svenske briller
Informerer man sig kun igennem svenske medier, så får man altså et sort-hvidt billede, en enten-eller situation, hvor Sverige skal vælge. Enten kan man tage drastiske beslutninger for at begrænse den fri bevægelse, hvilket ville betyde at ofre sin økonomi og skabe endnu flere problemer. Eller man kan stole på borgernes evne til at følge anbefalingerne for at stoppe smittefaren og hermed holde restriktionerne til det nødvendigste for at støtte økonomien.

Mere andre ord: Kontrol er godt, tillid er bedre.

Denne tillid og optimisme fra staten i forhold til borgerne går ikke kun den ene vej. Det virker også, som om de fleste svenskere stoler på myndighedernes og regeringens vurdering af krisen –  ikke kun med hensyn til beslutningerne i sig selv og kommunikationen omkring dem, men også med hensyn til sundhedsvæsenets evne til klare udfordringen. For mange virker de italienske tilstande fuldstændig urealistiske, og slet ikke som noget, der kunne ske i Sverige. Ikke kun fordi man stoler på velfærdsstaten, men også fordi man stoler på sine medborgere.

Selvfølgelig findes der også skeptikere: For nogle dage siden sendte eksempelvis over 2.000 læger, videnskabsmænd og professorer et åbent brev til regeringen, hvor de opfordrer til at indføre strengere restriktioner for at undgå “en katastrofe”.

De fleste kritiske stemmer finder man dog blandt udlandssvenskere eller indvandrere i Sverige, det vil sige, alle, som ikke kun kigger på verden igennem svenske briller, men har en lidt bredere forståelse af situationen, og tør tage bladet fra munden. For mange af disse mennesker er den psykologiske belastning enorm i disse dage, da man har fornemmelsen, at man lever i et parallelt univers, hvor alting går godt, mens resten af verden lever i undtagelsestilstand. Man kan også mødes med sønderlemmende kritik, hvis man tør drage den svenske strategi i tvivl.

Kort sagt: Man oplever konsensusdemokrati, jantelov og social kontrol i fuldt flor.

For Sverige i tiden
Jo mere tid der går, jo mere står Sverige isoleret i Europa. De fleste udenlandske observatører, ikke mindst i Danmark, kigger på den svenske model med en blanding af fascination og skepsis, og de fleste antager ikke, at denne strategi vil kunne fungere i det lange løb.

Om ikke andet, så leverer Sverige et mod-eksempel til de eksisterende strategier. Vi har efterhånden, indtil videre, kun set én model til at håndtere krisen: En stat, som indfører drastiske regler for at støtte sundhedsvæsenet og bruger sit voldsmonopol til at omsætte dem igennem systematisk kontrol. Oven i købet i Europa, kontinentet som ellers plejer at prale med sine liberale og humanistiske værdier.

Den risikable indsats, Sverige leverer i disse dage, står for netop det modsatte: At give magten tilbage til borgerne og antage, at deres tillid til videnskaben og politikerne, samt deres forpligtelse over for fællesskabet, vil være stærk nok til at disciplinere dem, uden at man behøver at tvinge dem.

Samtidig står det også klart, at Sveriges nationale interesser, først og fremmest de økonomiske, står i forgrunden. Man venter således forgæves på en gestus af solidaritet i retning af Sydeuropa, især når man husker, hvordan Italien og Frankrig hjalp Sverige for snart to år siden, da massive brande ødelagte de svenske skove.

Uanset hvad, så står den svenske regering lige nu i en win-win situation: På den ene side overlader den hele det politiske ansvar til sundhedsmyndighederne og kan ikke blive kritiseret for at tage upopulære beslutninger; på den anden side, så vil man teknisk set ikke kunne klage over de økonomiske konsekvenser efter krisen, da alle restriktioner hviler på egne initiativer og er ikke fremtvunget af staten.

Den svenske velfærdsstat bliver så konfronteret med et uløseligt paradoks: Institutionerne fungerer stadigvæk og forbliver parate til at fungere som et sikkerhedsnet, men prøver med alle midler at undgå at skulle bære dette ansvar for alle i samfundet. Dette har selvfølgelig pragmatiske årsager, da sundhedsvæsenet allerede er presset og ikke kan klare mere, men også fordi den økonomiske fornuft dikterer grundlinjen. Til slut bliver dette tunge ansvar overført til hver enkelt borger, som står alene med sin egen samvittighed.

Hvor man i Danmark står sammen lige nu, på trods at man bliver tvunget til at være hver for sig, så står man først og fremmest hver for sig i Sverige, uden at der findes et klart og tydeligt “sammen” for at løfte hinanden op. En løs samling af “jeg” er åbenbart ikke nok til at skabe et “vi”.

Et vendepunkt for vores samfundsmodel
Det er dog for tidligt til at kunne sige, om “den statsstyrede” eller “den individuelle model” vil vinde denne kamp om, hvordan denne type kriser bedst håndteres. Det som allerede står klart er, at Corona-krisen i virkeligheden ikke kun er en humanitær krise, men også en kulturkamp.

For første gang bliver vi alle konfronterede med vores kollektive sårbarhed og bliver på en smertefuld måde endnu engang konfronterede med det kernespørgsmål, vi har stillet os selv i årevis: Hvilket samfund ønsker vi at leve i, herhjemme, men også på europæisk niveau?

Så Covid-19 markerer slutningen på en æra, hvor de fleste af os tog vores samfundsmodel for givet. Mens vi alle bliver konfronterede med symptomerne på denne afslutning, helt tæt på, så giver karantænen os alle tid og plads til at reflektere over grundproblemerne.

Vi står foran enorme udfordringer, politisk, økonomisk, og ikke mindst socialt, men vi har ikke så mange muligheder at vælge imellem for at finde løsninger: Fortsætte med et utilfredsstillende system, som ikke kan klare det 21. århundredets kriser? Eller reparere og ombygge det for at tilpasse det til de nye realiteter.

Det ville dog være en fejl at antage, at visse lande er immune mod disse kriser og kan blive ved med at forsvare deres samfundsmodeller, uden at acceptere, at de er en del af en globaliseret verden, hvor udfordringerne per se berører alle lande, og hvor internationalt samarbejde bliver en nødvendighed.

I denne krise står Sverige mere og mere isoleret og ender ufrivilligt med at stå med individualisme som hovedsøjlen i sin strategi.

En pudsig base for et land som ellers plejer at kalde sig selv “den humanitære stormagt”.

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/TT/Reuters/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: