Den tyvagtige landsfader

2020-07-26T17:18:20+00:00 fredag, 17. juli, 2020|

Jordi Pujol i Soley sad på magten længere end mangen en diktator. 1980–2003 herskede han uudfordret over Catalonien. Med sin nationsopbygning banede den erklærede nationalist vejen for løsrivelsesprocessen. Imens fyldte han lommerne til bristepunktet. Dette er fjerde afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. 

SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE  – AFSNIT 4

Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup

Den 9. juni i år fyldte Jordi Pujol i Soley 90 år og blev halvvejs hyldet. Den aldrende herre har mistet sin titel af molt honorable: den højtærede. Den titel fortabte den tidligere regionschef, da han i 2014 krøb til korset og erkendte, at der var noget med nogle penge, der ikke var blevet oplyst til skattevæsnet. Siden har sagen mod Pujol-klanen rullet.

I løbet af bankmanden Pujols 23 år i front for Catalonien var han sammen med hustru og sønner indblandet i så godt som al den korruption, som siden er kommet for dagens lys i regionen. Spaniens nordøstlige selvstyreområde var ét med sin store leder. Personlighedskulten fungerede som dække for tricktyveriet.

Nationens helt
Under general Francos diktatur sad den unge Pujol fængslet i et par år for sine catalanistiske aktiviteter. Det rakte til at gøre ham til en helt i den helt særlige catalanske historieskrivning, hvor tredivernes spanske borgerkrig stod mellem Catalonien og (resten af) Spanien, og diktatoren udelukkende var ude på at træde det catalanske særkende under fode.

I dén historie hører man ikke noget om det catalanske borgerskabs kollaboration med diktatoren. Samme borgerskab, som Pujol var rundet af. Samme miljø, som allerede under senfranquismen holdt halvhemmelige arrangementer på catalansk, der gjorde det ud for oprørsånd og en viderebæring af den evige nation, sådan som Juan Marsé beskriver det i romanen Den tosprogede elsker.

I Catalonien er den fremherskende nationalisme catalansk. Set ovenfra eller fra centralt hold er det en udkantsnationalisme; men ikke desto mindre en nationalisme med alt, hvad sig hør og bør af offerfortælling og udgrænsning.

Som lille blev Jordi sat i den lokale tyske skole, som på den tid var præget af nazismens herredømme i Det tredje Rige. Senere tillagde han sig højrekatolske manerer: endnu et fællestræk med den spanske diktators reaktionære verdensforståelse. De mange børn kunne koblet med verdenssynet godt tyde på bånd til det ultrakatolske Opus Dei, som vi senere skal høre om i serien om De Antimoderne.

Patriarkens parti
Sammen med sin udkårne, Marta Ferrusola, som vi skal høre om i skurkeseriens tiende portræt, grundlagde Pujol en familie og et parti. Børnene var mange og bar alle typiske catalanske navne. De to førstefødte fik forældrenes egne. Partiet blev døbt Convergència Democràtica de Catalunya, der betyder “Cataloniens fælles demokratiske stræben”.

Snarere end at ville samle el pais (“landet”, som er nationalisternes betegnelse for regionen), ville man overtage det. Convergència opstod som en konkurrent til alle tiders løsrivelsesparti, Esquerra Republicana Catalana. ERC kalder sig venstrefløj, men er mindst lige så reaktionært som Convergència. Helt op til i dag ligger de to i evig kappestrid om magten og æren, og senest har de byttet politisk indhold med hinanden, ligesom Demokrater og Republikanere engang for mange herrens år siden gjorde det i USA.

Da den korruption, som alle kendte til, blev officielt anerkendt i 2012, skiftede magtpartiet navn i et forsøg på at løbe hurtigere end de bekræftede rygter. Nu hed det Partit Demòcrata Europeu Català: PDeCAT. Partiets mange mænd i mørkeblå jakkesæt kunne stadig iagttages sidste forår hos Universitat Pompeu Fabras masterafdeling, hvor dekanen er fremtrædende partimedlem og gerne låner fællessalen ud til partimøder. Det er til gengæld helt umuligt at forestille sig, at fx de spansknationale liberale i Ciudadanos (som PDeCAT indtil sidste år delte gruppe med i EU-parlamentet) kunne sætte sine ben på noget catalansk universitet uden at blive stenet.

Sammen og hver for sig
I november 2017 overgik de fleste aktiviteter ellers til Junts per Catalunya: “Sammen for Catalonien”. Navnet kan minde om den svenske film Tilsammans, som skildrede den yderste venstrefløjs kollektiveksperimenter i halvfjerdserne.  Den association er helt forkert. Her er tale om et borgerligt parti, og reelt trækker navnet veksler på engangsvalgsamarbejdet med konkurrenterne i ERC. Det havde navnet Junts pel Sí: “sammen for et ja” (til løsrivelse).

Det var i 2015, hvor man gik til valg på, at “får vi flertal, så tager vi det som carte blanche til at løsrive Catalonien”. Den nationaltsindede valgkoalition mellem de to konkurrenter om catalanernes hjerter og hjerner fik ikke noget stemmeflertal. De havde altså ikke engang halvdelen af catalanerne i ryggen, da de gik planken ud til verdens forbløffelse.

Til gengæld fik de takket være et valgsystem, som favoriserer landområderne, flertal i regionsparlamentet. Og så kørte de løs. Helt ud til afgrundens rand i oktober 2017, hvor ikke så få besindige mennesker frygtede, at den falske folkeafstemning og de tvetydige løsrivelseserklæringer ville kaste Spanien ud i borgerkrig. Den yderste højrefløj hos unionismen raslede med sablerne og er stadig helt oppe i det røde felt.

Fredag den 27.10.17 fastholdt Carles Puigdemont løsrivelseserkæringen fra 10.10.17. Mandagen efter forlod han Catalonien uden at sige det til sine kampfæller hos konkurrenten ERC. De blev siddende på regionsregeringens kontorer og kom i fængsel for oprør mod staten. Der sidder de endnu.

Frem til julevalget samme år skiftede mange trofaste ERC-vælgere hest. Det gjaldt eksempelvis Jordi Rovira, chefredaktør på de catalanske journalisters fagblad. Og det skifte viste egentlig større trofasthed hos vælgerne end hos partierne, for nu blev indholdet byttet om.

Hver især tømte de to store nationalistpartier sig for ideologisk indhold, fyldte sig med nyt og byttede plads. Nu foregik løsrivelseskampen hos de borgerlige exconvergents, mens venstrerepublikanerne med de mange ledere i fængsel blev spage og trak i land. Nu hastede det pludselig ikke mere, end det jawede med at blive fri for alt spansk. (Og efter pandemiens rasen er det pludselig alle alt om at gøre at tiltrække turisme fra resten af Spanien.)

Leder udpeger leder
Fjorten dage senere var det nye navn på Pujols gamle parti klar. Gæt hvad slagordet nu var? Junts pel President: “sammen for præsidenten”. Kampen var blevet reduceret til et personspørgsmål. Og nu var det Puigdemont, der var regionschef og partiformand. (På spansk og catalansk bruges udtrykket “præsident” om alle, som står i spidsen for noget, om så det er en fodboldklub eller den lokale lejerforening.)

Manden, der havde udråbt et frit Catalonien blot for straks at flygte over grænsen skjult i en bils bagagerum. Manden, der i egen optik fører en skyggeregering fra en kæmpekasse i Waterloo. Den catalanistiske sans for teatralsk defaitisme svigter aldrig. Nationaldagen fejres således på den dato, hvor Catalonien i det herrens år 1714 mistede den uafhængighed, som regionen reelt aldrig har haft.

I nogen tid blev Puigdemont tilbedt i en grad, så catalanske nationalister tog på pilgrimsrejse til Belgien. Nu er han nærmest irrelevant, skønt man aldrig kan udelukke et comeback. Ligesom også expresidente Artur Mas brygger på en genkomst. Han måtte i sin tid lide den forsmædelse, at det pyttelille, venstreekstreme parti CUP tvang ham til at gå af.

Mas’ løsrivelsesaktiviteter indbragte ham en inhabilitering som politiker frem til februar i år. Der var tale om den i udlandet ukendte “folkeafstemning” i 2014. Nationalisterne kører nemlig efter devisen, at vi bliver ved, indtil vi får vores vilje. Ho tornarem af fer: “Vi gør det igen.”

Mas blev i sin tid håndplukket af Pujol til at tage over. Mas håndplukkede siden Puigdemont. Og Puigdemont håndplukkede Quim Torra, som under pandemien gik i “statistisk oprør” og nægtede at udlevere data om døde og smittede til den spanske centralstat.

Onde tunger taler om en tydelig afvikling af intelligens undervejs: “Hvad bliver det næste?” spørger den catalanske satirejournalist Ramón de España retorisk. “En østers som presidente?” I det hele taget er den politiske kritik i regionen så træt af at påpege de samme problemer igen og igen, at den griber til latterliggørelse i et forsøg på overhovedet at have en effekt. Princippet forklarer Albert Soler Bufí fra lokalavisen Diari de Girona: “Magthaverne er jo ligeglade ellers.”

Pujols skarpe intellekt kan ingen benægte, skønt han ikke helt sjældent faldt i søvn midt i embedsgerningen. Han savlede gerne lidt imens.

Religiøse figurer
Hvor Puigdemont en tid lang fungerede som frelserfigur, og konkurrenten Oriol Junqueres ovre i ERC fremstår som en munk i sin (fængsels)celle, var Pujol snarere Vorherre selv. Des tungere var hans fald fra tinderne.

Og så alligevel ikke. Alle vidste det jo godt. Konen solgte sine planter til alle, der ikke gad have dem, men gerne ville tækkes magten. Sønnerne gik ind i politik og erhvervsliv og tog for sig af varerne. I folkedybet går historier om deres ekstreme rigmandsboliger i det spansktalende Mexico, skønt det kun er familiens bankkonti hos skisportsstedet og skattelyet Andorra, der er officielt erkendt.

Pujols afløser som regionschef, socialdemokraten Pasqual Maragall, fik vældigt på hattepulden for at linde på tavshedspagten: Allerede i 2005 nævnte Maragall det unævnelige: den velkendte hemmelighed, som først blev offentligt kendt syv år senere.

Med sin herostratisk berømte sætning om “3 %” italesatte han korruptionen. Det er kendt stof, at tallet reelt var meget større. Bestikkelsen ved hver tildeling af et stort byggeprojekt lå snarere på 10 %, fortæller ingeniøren Jesús fra Barcelonas Eixample-kvarter til Magasinet Europa.

Men katten var ude af sækken. Tiden talte ned til den officielle afsløring af, at landsfaderen var en tyv, hans slægt en kriminel organisation og hans parti finansieret med kontrakommissioner og andre elementer fra korruptionsskuffen.

Intet frafald
På en eller anden måde har afsløringerne om den smækkorrupte landsfader intet som helst indtryk gjort. Catalanske nationalister stemmer videre på hans parti under evigt skiftende navne. Senest har Puigdemont forsøgt sig med det uborgerlige Crida Nacional per la República: “National indkaldelse for republikken” (og ja, crida har klare militære associationer).

Presset af korruptionsskandalerne fandt pænhedens Convergència på et nyt trick til at distrahere det godtroende publikum: De borgerlige nationalister skiftede skjorte og blev lige så radikale som de BZ-lignende typer i CUP. Det solgte billetter som aldrig før. Senest satte de i fælled Barcelona i brand sidste efterår. Asfalten er stadig brudt af de mange bål i vejkrydsene.

Jordi Pujol i Soley banede vejen med den nationsopbygning, som er forudsætningen for enhver fungerende stat. Nationalisterne i Catalonien drømmer om deres helt egen stat. Der vil de kunne gøre, hvad de vil, uden tredeling af magten og snærende bånd fra det spanske retsvæsen. Retsstaten har vist sig at være om sig, når den endelig kommer i gang. Pujols arvtagere siger selv, at en catalansk republik vil ligne det danske kongerige. Eller måske skattelyet Singapore. Det er lidt uklart. Og Pujol selv siger ingen verdens ting, siden forklædningen som eksemplarisk catalaner faldt fra hinanden.

Serie: De pæne skurke

Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.

Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den fjerde artikel i serien, og den handler om en nationalist, der ranede sin nation.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Sergio Perez/