Den vedvarende ungarske udfordring

2017-06-30T10:08:19+00:00 Af |Kategorier: Analyse|Tags: , , , , |

Det ungarske parlament vedtog den 11. marts en række kontroversielle forfatningsændringer. Af kritikere regnet som udfordringer af helt basale europæiske værdier som frihed, demokrati og retsprincipper. Hvad betyder denne udfordring for EU’s handlekraft og troværdighed?

18.03.2013 | PROBLEMBARN | Viktor Orbán, Ungarns Premierminister og leder af det nationalkonservative parti Fidesz, er efterhånden en statsmand, man snakker meget om i EU-institutionernes korridorer. Siden Fidesz kom til magten med en overbevisende sejr ved valget i 2010, har partiet i koalition med det mindre kristendemokratiske parti KDNP nydt godt af et to-tredjedels flertal i parlamentet. I praksis giver det koalitionen mere eller mindre frie hænder til at gennemføre reformer efter forgodtbefindende.

Senest opfordrede kommissionens formand José Manuel Barroso i et telefonopkald den 8. marts Orbán til at udsætte den planlagte afstemning om forfatningsændringer. På trods af internationalt samt internt pres fra oppositionen fandt afstemningen sted den 11. marts. Uoverensstemmelserne ligger i direkte forlængelse af en længerevarende konflikt med EU, som blandt andet udartede sig i kritik fra EU kommissionen i 2011, samt i igangsættelsen af traktatbrudsprocedurer i januar 2012, omhandlende nationalbankens, databeskyttelsesmyndighedernes og retsvæsenets uafhængighed.

Afstemningen i Budapest endte med at forfatningsændringerne blev vedtaget med overvældende flertal i det ungarske parlament, hvor 265 stemte for, 11 imod og 33 undlod at stemme. Det socialistiske parti, som er det største i oppositionen, boykottede afstemningen. De vedtagne ændringer er tidligere blevet afvist af den ungarske forfatningsdomstol. Men det har altså ikke afholdt den ungarske regering fra at gennemføre projektet.

Modificeringerne indbefatter blandt andet forringelser af studerendes rettigheder. Fremover vil studerende blive påkrævet at blive en bestemt periode i Ungarn efter endte studier eller betale for deres uddannelse. Hjemløse bliver forvist fra gaderne og valgkampagner vil fremover kun være tilladt gennem de offentlige medier, som er styret af Fidesz sympatisører og medlemmer. Ydermere er ugifte, barnløse og homoseksuelle par udeladt i den officielle definition af familien. Ændringerne omfatter også en forringelse af forfatningsdomstolens magt, samt begrænsninger af den dømmende magts selvstændighed. Dette involverer blandt andet at alle forfatningsdomstolens beslutninger fra før den nye forfatning trådte i kraft i 2012 gøres ugyldige. Det betyder i praksis, at beslutninger og domme før den tid ikke kan danne præcedens i fremtidige retssager.

Begrænsede sanktionsmuligheder
Hvordan kan det være at Ungarn, efter massiv kritik fra de forskellige EU-institutioner og en lang række hovedstæder, til stadighed trækker længere og længere i en autokratisk retning? Det fortsatte skred i Ungarn sætter spørgsmålstegn ved effekten af de tiltag og den kritik som kommissionen, Europaparlamentet og EU-domstolen indtil videre har iværksat. Hverken traktatbrudsprocedurerne, kendelser fra EU-domstolen eller hård kritik fra Europaparlamentet har haft den ønskede effekt.

Kommissionsformand José Manuel Barroso er udmærket klar over problemstillingen. I en tale til Europaparlamentet i september 2012 vedkendte han således at: ”Vi har behov for et mere udviklet sæt instrumenter – ikke kun alternativet mellem

[den] politisk[e] overtalelses ”bløde magt” og den ”nukleare mulighed”, jf. traktatens artikel 7.” Den bløde magt har tydeligvis ikke virket, eftersom man gentagne gange har set Orbán rejse til Bruxelles for at forsikre om, at den ungarske regering nok skal respektere EU lovgivning, for derefter at drage tilbage og fortsætte i samme spor.

Den ’nukleare mulighed’ som Barroso henviser til, muliggør at man i yderste konsekvens kan suspendere et lands stemmerettigheder i Ministerrådet, for overtrædelser af EU’s fundamentale værdier. Dette er dog et kontroversielt skridt at tage, og det forekommer usandsynligt at man ville gøre brug af denne ikke tidligere anvendte mulighed. Dog skal det påpeges at Europaparlamentet i februar 2012 vedtog en resolution, hvori man bad kommissionen om at undersøge sagen og hvorvidt det i sidste ende kunne føre til sanktioner under Artikel 7.

Det nuværende systems impotens er for nylig også blevet påpeget af udenrigsministrene fra henholdsvis Finland, Tyskland, Holland og Danmark. I et brev til kommissionen opfordrer de således til, at der skal skabes en stærkere respekt for EU’s fundamentale værdier. De foreslår ifølge nyhedsmediet Bloomberg, at der skæres i støtten til lande der konsekvent bryder med EU’s demokratiske og menneskeretslige værdier.

EU’s legitimitet på spil
Tiltagene fra både EU og individuelle medlemsstater har som nævnt ikke haft den ønskede effekt, og Orbán har uden at være blevet draget til ansvar ført Ungarn ud på en vej væk fra demokrati og mod autokrati. De nylige hændelser i Ungarn er på dette tidspunkt det måske mest bekymrende eksempel på demokratisk forfald i Central- og Østeuropa. Lignende tendenser kan dog også spores i flere af de andre tidligere kommunistiske lande, der blev optaget som EU medlemmer i henholdsvis 2004 og 2007.

I maj 2012 blev Victor Ponta, som leder af centrum-venstre koalitionen Den Social Liberale Union, valgt som premierminister i Rumænien. Under Ponta’s ledelse har den rumænske regering, som Orbán i Ungarn, forsøgt at undergrave store dele af landets demokratiske fundament, og eksempelvis fyret den rumænske ombudsmand, samt forbudt forfatningsdomstolen at gennemse lovgivning.

Betragtet som enkeltstående tilfælde er eksemplerne fra Ungarn og Rumænien i sig selv bekymrende. Det billede bliver dog endnu mere foruroligende, når man kobler dem med EU’s manglende evne til at stoppe de autokratiske drejninger. Rumænien, og i særdeleshed Ungarn, har gennem deres handlinger vist, at EU ikke i nogen nævneværdig grad tager ansvar eller straffer medlemsstater som afviger fra unionens mest basale principper. Dette sætter alvorlige spørgsmålstegn ved EU’s handlekraft og politiske legitimitet. Hvis EU ikke er i stand til at holde orden inden for egne rækker svækkes omdømmet og den politiske legitimitet – også i forhold til det omgivende samfund.

Viktor Orbán

Den ungarnske premierminister Viktor Orbán konfronterer de politiske gruppeledere i en ophedet debat i Europa-Parlamentet (Foto: European Union 2012 EP/Pietro Naj-Oleari)

I en artikel publiceret i netmagasinet Eurozine har Jan-Werner Müller, som underviser på Princeton Universitetet i USA, funderet over hvorvidt perioden, efter den kuldsejlede forfatningstraktat og bevægelsen væk fra konstitutionalisme kan have betydet, at aktører som Orbán er blevet givet friere tøjler til at tolke begrebet demokrati. Altså spekulerer han i om det stærkere fokus på mangfoldighed og fleksibilitet i perioden siden 2005 kan have haft indvirkning på de autokratiske tendenser man tydeligst har set udfolde sig i Ungarn og Rumænien. I den ungarske kontekst har Orbán da også i flere omgange argumenteret for at de unikke tilstande i Ungarn nødvendiggør de kontroversielle reformer.

Det skal derfor blive spændende at følge hvordan kommissionen reagerer på den seneste udvikling i Ungarn. Vil man være i stand til at ægge Orbán i den rigtige retning, eller vil den autokratiske drejning fortsætte? I sidste ende er EU’s troværdighed på spil, og samtidig kan sagen udvikle sig i en pinlig retning, der udstiller unionens handlingslammelse og mangel på legitimitet. Selv inden for egne grænser.

Foto i artiklens top: jemufo