Den danske folkeafstemning i 1972 var blandt de første om EF, men langt fra den sidste. Hvad har vi så lært af 40 år med afstemninger i og om Europa? At ”folket” måske slet ikke er så dumt endda, er et af buddene.

Baggrund af Rasmus Leander Nielsen

3.10.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Den danske afstemning i 1972 var en del af den første bølge af afstemninger om EF. Ingen af de seks oprindelige medlemsstater havde rådført sig med sine befolkninger, da EF blev etableret i 1950’erne, men siden 1972 har der været afholdt over 50 afstemninger om europæisk samarbejde. På trods af, at folkeafstemninger om EF/EU er lidt af et modefænomen, der kommer og går, tyder meget dog på, at de er kommet for at blive. Derfor er det også på sin plads at stille spørgsmålstegn ved politikernes – ofte strategiske – motiver for at afholde dem, og omvendt revurdere myten om det ignorante – eller ligefrem dumme – ”folk”. En myte, der især er blevet anfægtet af en række Aarhus-forskere, og dette er formentlig ikke bare endnu en ”Aarhus-historie”.

Folkeafstemninger om EF/EU
Den første afstemning i EF blev afholdt den 23. april 1972 i Frankrig, hvor udvidelsen med en række lande, heriblandt Danmark, var det formelle omdrejningspunkt. Den franske præsident Georges Pompidou havde dog udskrevet afstemningen for at øge sin egen popularitet – i øvrigt i stil med sin forgænger, Charles de Gaulle. De Gaulle, der havde vetoet udvidelsen i 1963 og 1967, anvendte flere gange samme strategi, men måtte træde tilbage i 1969, da han tabte en folkeafstemning, som han havde gjort til en afstemning om sit eget embede. Paradoksalt nok, var det således en ’tabt’ folkeafstemning i Frankrig, der banede vejen for blandt andre et dansk EF-medlemskab, og for 1972-afstemningen.

1970’ernes øvrige ansøgerlande stemte om EF-medlemskabet før den danske afstemning i 1972, bortset fra Storbritannien, der først stemte i 1975 efter en genforhandling af medlemskabsbetingelserne. Siden da er medlemskabsafstemninger kommet i bølger. Ingen af de tre sydeuropæiske lande, der blev medlemmer i 1980’erne, lagde afgørelsen ud til folket, hvorimod alle tre nye medlemslande i 1995 havde spurgt sine befolkninger til råds. Norge stemte her for anden gang. Og igen blev det et ”nei”. Den tredje udvidelse i 2004 medførte hele ni afstemninger i de central- og østeuropæiske lande, samt på Malta. Kun Cypern stemte ikke blandt de nye medlemmer. Heller ikke Bulgarien og Rumænien stemte, som de seneste nye medlemslande i 2007.

Medlemskabsafstemninger er, sammen med forskellige traktater, det emne, der over tid har affødt flest afstemninger i og om EF/EU. Derudover kommer der forbeholdsafstemninger i Danmark og Sverige, et såkaldt folkeinitiativ i Italien, ”ø-afstemninger” på Grønland og Åland, samt en række afstemninger om blandt andet frihandelsorganisationen EFTA i Schweiz og Liechtenstein. Hvis disse medregnes, har der været over 50 afstemninger på bare 40 år, hvilket gør europæisk samarbejde til det emne, der har affødt flest nationale folkeafstemninger på verdensplan.

Hvad har vi lært?
På mange måder er folkeafstemninger lidt af et modefænomen, der kommer og går. I 1970’erne var der en række afstemninger, men det tal faldt igen i 1980’erne. I 1990’erne og specielt i første halvdel af 2000’erne steg tallet markant. Dette kulminerede med den førnævnte østudvidelse, og med Forfatningstraktaten for små ti år siden, som hele ti medlemsstater oprindeligt havde tænkt sig skulle til afstemning. De fleste afstemninger blev dog aflyst efter ”nej’erne” i Frankrig og Holland, og siden miseren om netop Forfatningstraktaten er stemningen i Bruxelles og omegn – og nok vigtigst af alt i Berlin – at folkets røst skal undgås så vidt muligt, ligesom det sås i forbindelse med Lissabon-traktaten og senest Finanspagten.

Vi ved dog, at folkeafstemninger om EU er kommet for at blive. Irland bliver troligt ved med at stemme, og de danske forbehold skal før eller siden til afstemning. Det nylige tyske ønske om endnu en EU-traktat kan meget vel medføre en ny bølge af afstemninger – dog nok ikke hvis det står til Tyskland. Et eventuelt tyrkisk medlemskab af EU vil sandsynligvis medføre afstemninger i Frankrig, Østrig og andre medlemslande, hvilket typemæssigt vil sige en tilbagevenden til den første EF-afstemning, nemlig den franske i 1972 i forbindelse med den første udvidelse af medlemslande. En britisk – og måske endda en dansk – afstemning om at melde sig ud af EU er også en mulighed. Indtil videre har det kun været Grønland, der har benyttet sig af denne type afstemning, nemlig i 1982 efter at være kommet ind i EF nytårsdag 1973 sammen med Danmark.

Vi ved også, at folkeafstemninger sjældent afholdes ”bare” for at høre, hvad vælgerne måtte mene om dette og hint. Som blandt andet Mads Qvortrup beskriver i dette tema i Magasinet Europa, var den danske afstemning i 1972 i høj grad strategisk motiveret. Dette er ikke unikt. Lignende eksempler kan observeres i blandt andet Norge, Storbritannien og Sverige, hvor det ligeledes primært var de store arbejderpartier, der var splittede, og hvor man forsøgte at begrænse et valgnederlag. Ud af de mange planlagte afstemninger om Forfatningstraktaten var det dybest set kun i Luxembourg, at årsagen til afstemningen reelt var et ønske om at høre befolkningens mening – indtil Premierminister Jean-Claude Juncker i slutfasen gjorde afstemningen til et spørgsmål om sin egen person.

I Frankrig har tre præsidenter forsøgt at bruge en folkeafstemning om EF/EU til personlig vinding – ud over Pompidou også Francois Mitterrand og Jacques Chirac – men i alle tre tilfælde skabte det flere problemer, end det løste. Det norske Arbeiderparti er nok det bedste eksempel på, at folkeafstemningskortet ikke altid virker – de ”tabte” folkeafstemningen i 1972, blev splittet og tabte det efterfølgende valg. Måske har politikerne lært af historien, når der ikke på det seneste er set sådanne ”gustne overlæg” – som Venstres Per Federspiel kaldte Jens Otto Krags strategiske træk i foråret 1971. 

Overskrifter i Berlingske Tidende, henholdsvis 11. september 1972 (top) og 6. september 1972 (bund).

Måske er vælgerne slet ikke så dumme?
Vi ved nu også mere om, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør. Det høres ofte i forbindelse med folkeafstemninger i og om EU, at de handler om alt muligt andet end det, der rent faktisk bliver spurgt om – eksempelvis polske blikkenslagere under den franske kampagne i 2005. Eller at de degraderes til en popularitetskonkurrence om den siddende regering, hvor vælgerne kan vise deres utilfredshed, uden at det har de helt store omkostninger. Sidstnævnte kendes i folkeafstemningslitteraturen som andenrangsvalgs-tesen, inspireret af analyser af de første valg til Europaparlamentet fra 1979 og frem.

En række forskere – primært fra Aarhus Universitet – har imidlertid anfægtet denne tese og stædigt argumenteret for, at vælgerne rent faktisk stemmer ud fra deres holdninger til EF/EU, eller forholder sig til den traktat, der er forelagt dem. Det kunne umiddelbart lyde som en ”Aarhus-historie”, taget i betragtning af, at de fleste kommentatorer og udenrigskorrespondenter køber en afart af andenrangs-tesen. Men en række solide studier har påvist, at ”Aarhus-tesen” (også kaldet issue voting-tesen) faktisk har større forklaringskraft end andenrangs-tesen.

Ikke entydigt. Ikke altid, at Aarhus-tesen ”vinder”. Men med hensyn til EU er den typiske vælger måske slet ikke så ignorant endda, og måske er det reelle problem ved brugen af folkeafstemninger, at politikerne bruger dem af årsager, der ligger milevidt fra den klassiske idé om direkte demokrati. Såsom for at holde sammen på partier, der er splittet i forhold til Europa-politikken, og for at undgå at tabe almindelige valg. Som det var tilfældet i Danmark for godt 40 år siden.

 

Rasmus Leander Nielsen er redaktør på dette tema om 1972-afstemningen og blandt andet forfatter til afhandlingen ”The Logic of EU-Referendums” (2009).