Det fransk-britiske forhold kan bringe EU i knæ

2017-06-30T10:08:01+00:00 Af |Baggrund, tema-goodbye-eu|

David Cameron spillede højt spil, da han lovede en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab. Cameron skal dog ikke forvente, at franskmændene giver ham gode kort på hånden, så han kan opnå den genforhandlede EU-aftale, der skal danne baggrund for afstemningen. Dette politiske spil kan blive fatalt for det EU, vi kender i dag.

26.4.2015 | BREXIT:TEMA | Modtagelsen var kold, da det kom franskmændene for øre, at David Cameron havde lovet den britiske befolkning en afstemning om EU-medlemskabet, efter en genforhandling af selve forholdet til EU.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, satte ord på den franske forargelse i et radiointerview i januar 2013:

”Europa á la carte er ikke en mulighed. Jeg vil tage et eksempel, som vores britiske venner kan forstå. Lad os forestille os, at Europa er en fodboldklub, og du melder dig ind. Når du så er inde, kan du ikke sige: ’lad os spille Rugby i stedet.’”

Fabius udmelding er en blandt flere, der viser, at den franske regering ser Camerons lovede afstemning som et usympatisk forsøg på at presse EU i en retning, der stemmer overens med briternes partikulære ønsker. Franskmændene mener, at Cameron har sat hele EU’s fremtid på spil for at få en personlig og indenrigspolitisk sejr.

Den franske præsident, François Hollande, har meldt mere eller mindre klart ud, at man fra fransk side ikke er interesseret i at hjælpe Cameron i hans indenrigspolitiske spil. Hvis denne linje fortsætter, kan Frankrig meget vel spænde ben for Camerons ønske om en genforhandlet traktat, hvilket ville give Cameron et mildest talt dårligt udgangspunkt frem mod den skæbnesvangre ”in/out”-afstemning.

At Cameron ikke skal forvente en hjælpende hånd, satte Fabius ligeledes ord på i føromtalte radiointerview, hvor han inviterede britiske forretningsmænd til at krydse den Engelske Kanal efter et eventuelt Brexit: ”hvis Storbritannien vil forlade Europa, vil vi rulle den røde løber ud for jer.”

Et ekko fra fortiden
Dette magtspil kan ses som en del af en gammel fransk-britisk rivalisering, der ligger dybt begravet i de franske og britiske nationale identiteters fundament. Særligt den franske og britiske regerings skarpe retoriske udvekslinger efterlader associationer til en tid, hvor kampene mellem de to parter blev udkæmpet på slagmarker frem for på bonede gulve i Bruxelles.

”Vores kæreste fjender.” Sådan beskrev den franske forfatter og journalist José-Alain Fralon franskmændenes og briternes forhold til hinanden. Citatet opsummerer fint de to folks komplicerede had-kærligheds forhold. I snart tusinde år har de ført krig med og imod hinanden – mest imod.

Det sidste slag imellem de to nationer blev udkæmpet i 1815 ved en lille belgisk landsby, hvis navn – Waterloo – vækker langt større genklang, end hvad byens størrelse berettiger. I dag er slagmarken for de to staters politiske magtkampe rykket ca. 10 km mod nord til Bruxelles, men allerede inden Storbritannien indtrådte i det Europæiske Fællesskab (EF), dannede Bruxelles ramme om fransk-britiske sammenstød. Franskmændene havde derfor også mildest talt visse betænkeligheder ved at invitere briterne indenfor i varmen.

De Gaulles ”non
Storbritannien søgte om medlemskab i EF i 1961 og 1967. Begge gange lød svaret ”non” fra den franske præsident Charles de Gaulle. De Gaulle havde en vision om et europæisk samarbejde, hvor Frankrig ville være omdrejningspunktet. Et britisk medlemskab ville i strid med dette ønske medføre en betydelig forskydning af magtbalancen i retning mod Storbritannien og væk fra Frankrig.

Derudover så de Gaulle også et britisk medlemskab som en uønsket kilde til amerikansk indflydelse i Europa, grundet de tætte relationer mellem Storbritannien og USA. De Gaulles udenrigspolitiske vision for Frankrig var uafhængighed, suverænitet og storhed – grandeur. Amerikansk indflydelse stemte ikke overens med en sådan fremtid, og de Gaulle ville derfor holde briterne for porten, så denne amerikansk trojansk hest ikke blev lukket ind i EF.

Kort sagt passede Storbritannien ikke ind i de Gaulles vision for Frankrig og Europa.

Bienvenue en EF!
Først i 1973, efter de Gaulle var blevet afløst af Georges Pompideou som præsident, blev Storbritannien optaget i EF. Stemningen var vendt i Paris. Frankrig så nu tungtvejende økonomiske og politiske fordele i et britisk medlemskab i EF.

Dette skyldtes særligt, at Vesttyskland op gennem 60’erne havde vokset sig stærkere, mere selvbevidst og derfor mere magtfuld. Økonomisk set var 60’ernes opsving ved at ebbe ud, og Vesttyskland var nu så økonomisk stærk, at Frankrig ikke længere var den økonomisk overlegne af de to.

Storbritanniens store marked kunne puste ny vind i sejlene på den franske økonomi og bidrage betydeligt til EF’s budget. I franskmændenes rationelle regnestykke var der pludselig flere argumenter for, at Storbritannien skulle indlemmes i fællesskabet, end argumenter imod.

Storbritannien og Frankrig i EU – et godt samarbejde
Over fire årtier er gået siden da, men Frankrig og Storbritannien har stadig groft sagt to forskellige idéer om, hvad det europæiske samarbejde skal indeholde.

Briterne har længe haft en idé om, at unionen skal være et liberalt projekt, der skal fremme handel til gavn for Europas befolkning, forretningsdrivende og nationer ved hjælp af markedsliberalisering.

Frankrigs plan for EU har været af mere politisk karakter, med et ønske om at lave fælles regulering af det Indre Marked på europæisk plan, men ikke nødvendigvis ved hjælp af markedsliberalisering. Man har snarere ønsket at beskytte de sårbare markeder og industrier fra globaliseringens negative påvirkninger.

Trods et til tider meget anstrengt forhold imellem de to lande, og på trods af deres forskellige overordnede idéer om EU’s formål, deler Frankrig og Storbritannien dog også flere politiske mål. Særligt har de fundet fælles fodfæste, når det gælder deres roller som globale aktører. De ønsker begge at spille en betydelig rolle i verden som handels- og militær magt.

Selvom begge nationer er medlem af FN’s permanente sikkerhedsråd og har et moderne og veludrustet militær, har de ikke den tyngde økonomisk og militært, som de havde, da de begge var store kolonimagter. Kun igennem NATO og EU kan de for alvor projektere deres økonomiske og militære magt. Og EU’s økonomiske magt er uundværlig, hvis man vil høres i konkurrencen med USA og Kina.

Derudover er Frankrig og Storbritannien enige om, at nationalstaterne fortsat skal spille en central rolle i EU. Hvilket de delvist også ønsker for at sikre, at deres nationale interesser ikke bliver overtrumfet af de mindre medlemsstaters forsøg på at begrænse de stærke medlemsstaters magt.

Et lose-lose scenarium
Som det ser ud nu, foretrækker Frankrig at lade Cameron finde sin egen vej ud af det hjørne, han har malet sig op i, frem for at komme ham til undsætning og dermed risikere at give ham en politisk sejr i europæisk og nationalt regi.

På trods af de til tider barske udmeldinger håber Frankrig dog stadig på, at Storbritannien forbliver i EU. Selvom et exit vil efterlade Frankrig med mere magt – relativt set – vil det være i et betydeligt svækket EU, hvor Frankrig tilmed vil miste en stærk allieret på flere punkter.

Med mindre det fransk-britiske forhold bløder op inden en eventuel ’Brexit-afstemning’, risikerer vi at blive vidner til en magtkamp, der kan tvinge EU i knæ. Den vil trods alt ikke blive udkæmpet med våben på de europæiske slagmarker, men den kan stadig ende med at marginalisere Europa på globalt plan.

Tarik Kehli er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Number 10