Dukanovic og de serbiske præster

2020-08-29T09:16:07+00:00 lørdag, 29. august, 2020|

Montenegros præsident, Milo Dukanovic, forsøger op til søndagens valg at fremstille sig selv som landsfaderen, der forsvarer Montenegros historie og velbefindende fra de serbiske nationalister og præster. 

Analyse af Emil Bjørn Hilton Saggau

Montenegro går til valg i morgen den 30. august. Et valg, der grundlæggende kommer til at handle om, hvorvidt montenegrinerne fortsat vil støtte op om det regerende parti, der har siddet på magten de-facto siden 1996.

Valgkampen har været besynderlig i år, og det skyldes ikke alene corona-pandemien, som har lukket store dele af landet ned. Den besynderlige stemning skyldes i ligeså høj grad, at det nuværende regeringsparti har udpeget de serbiske præster i landet som deres hovedmodstander i valgkampen. Præster der slet ikke stille op til valg, men som for regeringspartiet kropsliggør alt det modsatte af, hvad de hævder at stå for.

Præsterne er Serbiens forlængede arm, russisk-sindede konservative, som gerne ser landet regeret som en præstestat, hævdede præsidenten i en noget opsigtsvækkende valgkamps tale i maj. Præsidenten, Milo Dukanovic, stod omhyllet af det montenegrinske røde flag og slog fast, at hans regering vil en anden vej. Montenegro er trådt ind i NATO og på vej mod EU. Præsidenten har selv overlevet, ifølge ham selv og hans støtter, et russisk-serbisk nationalistisk attentat, der skulle forpurre Montenegros NATO medlemskab. En stemme på præsidentens parti er en europæisk stemme – en stemme på dem er ”tydeligt en stemme for Montenegro”, som partiets slogan lyder.

Den serbiske stemme
Det er ikke en tilfældighed, at de serbiske præster i Montenegro er udpeget som regeringens primære modstandere. Den serbiske metropolit for Montenegro leder en stærk kirkeinstitution i landet med kontrol over landet historiske klostre og kirker. De fleste meningsmålinger peger på, at kirkens leder, metropolit Amfilohije, støttes af mere end 50 pct. af befolkningen.

Metropolitten er ikke bleg for at sige regeringen imod, hvilket han ofte gør. Hans kirke anses for at være det kulturelle og politiske center for de af de montenegrinske borgere, der anser sig selv for serbere. Et stort mindretal, der gerne havde set at Montenegro og Serbien var forblevet i union tilbage i 2006.

Den serbiske kirke i Montenegro og den nuværende regering har flere gange været på kollisionskurs, især på spørgsmålet om retten til landets historiske arv. I slutningen af 2019 gennemførte regeringen en stærk omdiskuteret religionslov, der åbner for muligheden af, at regeringen kan beslaglægge historiske kirker og klostre. Loven blev mødt af bred folkelig protest – og demonstration på demonstration hen over januar og februar 2020.

Protesterne stilnede lidt af under nedlukningen, men præster og biskopper trodsede gang på gang regeringens forbud mod forsamlinger. I en storstilet protestmarch midt under nedlukningen greb politiet ind mod kirken. Flere højt rangerende præster og biskopper blev fængslet i det, kirken anser som endnu et politisk angreb. Det kommende valg anses af kirkens mænd som den bedste mulighed for at presse regeringen til at stoppe den nye lov og undgå beslaglægning af deres klostre og kirker.

Partierne, der repræsenterer den serbiske minoritet og støtter op om kirken, har samlet sig i en alliance, der i sidste meningsmåling står til godt 25 pct. af stemmerne mod det regeringsbærende partis 34 pct.  Lykkes det alliancen at få et godt valg, så kan de true regeringens tidligere dominans over montenegrinsk politik. Det er måske derfor ikke helt forkert, når præsidenten udpeger præsterne som hans største modstander. Meningsmålingerne viser, at støtten til kirken er større end støtten til regeringen, hvorfor kirkens øgede politiske involvering kan ende med at afgøre søndagens valg.

Populismens ansigt
Regeringspartiet DSP har håndteret udfordringer mere uoverkommelige end serbiske præster. Partiet har ledt landet gennem de voldsomme krige i Jugoslavien og frem til selvstændighed i 2006.

Partiet er nærmest synonym med dets leder, Milo Dukanovic. Han er Europas nuværende længst regerende demokratiske valgte leder og kom første gang til magten i 1991. Det er ikke for sjov, at politiske iagttagere kalder de sidste tredive år i montenegrinsk politik for Dukanovic-årene. Han er montenegrinsk politiks centrum – uagtet om han er præsident eller premierminister. Han er på mange måde arketypen på en populistisk politiker og har formået at bruge folkestemningen til sin fordel gang på gang. I flere år regerede han på en alliance med bl.a. minoritetspartier, hvor deres støtte blev købt med særlove til det albanske og bosniakiske mindretal.

Dukanovic optræder ofte offentligt med det montenegrinske flag som baggrund, så han kan iscenesætte sig som landsfaderen. En rolle han naturligt havde under krige og i løsrivelsen fra Serbien i 00’erne, hvor andre montenegrinske nationalistpartier bakkede ham op og så bort fra hans tætte personlige forbindelse til bl.a. Serbiens Milosovic, der havde bragt ham til magten.

De andre nationalis partier har i den seneste valgperiode forladt denne alliance. En række interne splittelser ødelagde den stærke alliance i montenegrinsk politisk mellem DSP, minoritetspartierne og de små nationalistpartier. I dette valg er de små nationalistpartier, som socialdemokratiet, en sten i præsidentens sko, der kan koste afgørende stemmer. Det er de montenegrinske nationaliststemmer, der afgør, om regeringspartiet kan komme op på over 40 pct. af stemmerne og dermed havde ideelle muligheder for at danne regering igen.

Præsidentens verbale kamp med de serbiske præster handler om de montenegrinske nationaliststemmer. Dukanovic forsøger pny at fremstille sig selv som landsfaderen, der forsvarer Montenegros historie og velbefindende fra de serbiske nationalister og præster.  En rolle han ofte tager på sig op til et valg og som attentatforsøget ved sidste valg underbyggede. Det er dog ofte mere i tom tale end i reelle politiske programmer, at præsidenten er nationalist, ifølge de små nationalist partier. Religionsloven fra 2019, der er et fundamentalt angreb på den serbiske kirke, skal ses i dette lys. Loven handler først og fremmest om at give præsidenten og hans regering et perfekt redskab i kampen mod de serbiske præster. En kamp, der kan understrege præsidenten og regeringens ægte montenegrinske sindelag.

Tungen på vægtskålen
Religionsloven og den øgede nationalistiske retorik er et led i mobiliseringen af montenegrinske og serbiske nationalister på begge sider af de to store politiske alliancer i montenegrinsk politik.

Denne mobilisering er ikke nødvendigvis den afgørende faktor i valget. Meningsmålingerne peger på, at det igen er minoritetspartier eller en borgerlig alliance i midten af montenegrinsk politik, som kan få lov at være kongemager. Regeringspartiet eller den serbiske alliance vil aldrig kunne regere alene.

Historisk set har Dukanovic formået at samle disse vælgere i midten og i minoritetspartierne i en fælles alliance, hvis formål har været øget europæisk integration. Dette håber regeringspartiet at kunne gentage. Præsidenten skal fremstå europæisk og anti-russisk. Omvendt har den serbiske alliance meget lidt held med at overbevise det primært muslimske bosniske og albanske mindretal om, at deres politik på sigt vil gavne dem. De har historien imod sig.

De serbiske orienterede partier har derfor sat deres lid til, at de måske kan få en ny regering i hus via en broget alliance med de små montenegrinske nationalist partier og den borgerlige alliance. Denne strategi har ved de sidste valg ikke båret frugt. Nogle observatører har peget på, at det skyldes lidt fusk og præsidentens næse for at betale den rette pris til de rette partiledere på det rette tidspunkt.

Dukanovic er kompromissets eller bestikkelsens mester  – alt efter hvem man spørger. Søndagens valg vil vise, om han på ny har ramt folkestemningen og igen kan lede en regering. I 2021 kan han fejre tredive års jubilæum for sin første udnævnelse som premierminister.

Emil Hilton Saggau er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Han studerer primært de ortodokse kirker og arbejder i sin afhandling med religion og politik i Montenegro.

Billede i artiklens top: Flickr/NATO