Emmanuel Macrons måske umulige mission

2018-11-07T10:41:27+00:00 onsdag, 7. november, 2018|

Der er stor forskel på, hvordan franske og udenlandske medier udlægger den franske præsident Emmanuel Macrons politik og planer. I udlandet nyder han stadig godt af en slags europæisk “Obama-effekt”, men på hjemmefronten bliver han i øjeblikket konfronteret med store kriser. Man kan derfor ikke tage det for givet, at han får succes med at skabe en ny kurs i EU-samarbejdet i kølvandet på valget til Europa-Parlamentet i maj 2019.

Analyse af Amélie Reichmuth

Emmanuel Macron er uden tvivl et ægte vidunderbarn: En ung mand med store visioner, både for sit land og Europa, som i maj 2017 blev Frankrigs yngste leder siden Napoleon. Selvom hans præsidentperiode startede med store fanfarer, er Macron siden sidste sommer blevet konfronteret med sine første store kriser, først og fremmest i hjemlandet.

Det hele startede i juli, midt i sommerferien og jubelfesten efter VM-sejren: Pressen afslørede, at præsidentens livvagt, Alexandre Benalla, havde brugt en politiuniform og politiets våben til at slå demonstranter. Denne ulovlighed var bare toppen af isbjerget, for pressen fortsatte undersøgelserne og fandt frem til, at manden blandt andet havde haft langt flere beføjelser end normalt for nogen i hans stilling (f.eks. et adgangskort til parlamentet). Dette blev kun forstærket af det faktum, at Benalla ikke blev fyret med det samme, men først efter at sagen var blevet for stor til at kunne løses anderledes.

Det virker nu, som om den franske præsident, som ellers havde fået længere snor i forhold til at begå fejl i starten af sin embedstid end sine forgængere, er faldet over sine egne ben på Elysée-palæets gulvtæppe.

For det første bliver han mere og mere upopulær i befolkningen på grund af sine Marie-Antoinette-agtige kommentarer, som for en måned siden, da han sagde til en ung jobsøgende som klagede over at ikke kun finde arbejde: “Der findes mange jobs, De skal bare gå ud at se efter. […] hvis jeg bare går hen over gaden, jeg finder Dem et job!”.

For det andet har den unge Macron lige mistet sin politiske gudfar, den tidligere indenrigsminister Gérard Collomb, som er trådt tilbage og er vendt tilbage til Lyon, hvor han har været borgmester i årevis. Dette har tvunget den franske præsident til at foretage en regeringsrokade, hvilket har vist sig at være mere kompliceret end først antaget, dels fordi en vis del af de mulige kandidater pænt takkede nej, og dels fordi man gerne ville forhindre nye fejl i udvælgelsen ved systematisk at undersøge kandidaternes profil.

Vidunderbarns-paradoks
Emmanuel Macron står i øjeblikket midt i et slags vidunderbarns-paradoks: Han er et typisk produkt af det franske skolesystem, som forguder små genier fra eliteuniversiteterne, og han har helt sikkert fået at vide i årevis at han er “klogest i landet her”, men uden at nogen har sagt “Manu, du er en meget kvik dreng, men du skal altså lige tage dig sammen, fordi du knuser de andre!”. Selv hans nærmeste rådgiver tør åbenbart ikke at sige sandheden til ham, og det er ingen hemmelighed længere, at kun Brigitte Macron, førstedamen selv, tager bladet fra munden.

I denne pressede kontekst i hjemlandet nyder Emmanuel Macron endnu mere den internationale rolle, som den franske forfatning giver ham: Han elsker at tage på statsbesøg i udlandet for at repræsentere Frankrig som en slags “republikansk monark” og for at promovere sin pro-europæiske dagsorden på tværs af kontinentet, sådan som det var tilfældet i Danmark i slutning af august.

Mange iagttagere synes at tage det for givet, at Macrons ambtioner om at sætte en ny kurs for EU-samarbejdet efter valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 vil blive ført ud i livet, men det er faktisk en næsten umulig opgave, hvis man tager alle faktorer i betragtning, både på nationalt og europæisk niveau.

Det er således ikke kun hjemme i Frankrig, at Emmanuel Macron er udfordret. Han og hans parti, La République En Marche!, har godt nok på papiret store planer om sammen med den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, ALDE, at danne en ny gruppering i parlamentet. Formålet er at bryde den magtfulde koalition mellem konservative og socialdemokrater. Men man skal være opmærksom på, at dette valg finde sted kun to måneder efter, at Brexit konkret træder i kraft, hvilket bestemt vil blive en stærk emotionel periode – især tingene kører op, og det bliver en “hard Brexit”. Man kan forvente, at dette vil forstærke den tydelige polarisering, der allerede findes på europæisk niveau med føderalisterne som Macron på den ene side, og tilhængerne af nationalstaten på begge sider af det politiske spektrum på den anden side. Det er dog for tidligt at sige, om det vil være til Macrons fordel eller ej. Under alle omstændigheder skal man huske på, at selv om La République En Marche! og ALDE-gruppen vil føre en kampagne baseret på den samme pro-europæisk dagsorden, skal de stadigvæk først lige overbevise borgerne og vinde valget for at kunne ændre kursen i EU.

I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved, at valgprocedurerne har ændret sig i Frankrig, hvor en “proportional valgmetode” med en listeopstilling vil blive brugt denne gang: Hvert parti vil præsentere en liste med forskellige kandidater, og alle partier med mere end fem procent af stemmerne vil få tildelt en proportional andel af sæderne. Selvom dette system sikkert ikke lyder særligt originalt for danske læsere, er det langt mere usædvanligt i Frankrig.

Man må gå ud fra, at denne metode vil rent matematisk forstærke ekstremerne på begge sider af det politiske spektrum: For det første interesserer franskmændene sig ikke særlig meget for politik, og endnu mindre for EU-politik, hvilket betyder, at valgdeltagelsen med stor sandsynlighed vil blive lav. Ud fra analyser af tidligere valgresultater ved man, at euroskeptiske partier er dygtigere til at mobilisere deres vælgere.

Der er en risiko for, at valget til Europa-Parlamentet i Frankrig vil få karakter af at være en folkeafstemning for eller imod præsidenten og hans politik, først og fremmest om hans politik på nationalt niveau. Ifølge den senste meningsmåling fra den 04. November, ligger Marine Le Pens Rassemblement National foran Emmanuel Macrons La République en Marche, med henholdsvis 21 procent (+4 procent i løbet af to måneder) og 19 procent (-1 procent i løbet af to måneder).

For Emmanuel Macron bliver det en næsten umulig mission både at levere de resultater, han lovede franskmændene i valgkampen – især når det gælder økonomien og arbejdsløsheden – og samtidig føre kampagne på europæisk niveau for at kunne vinde valget til Europa-Parlamentet og gøre sine visioner for EU til virkelighed.

Kontinent i krise
Kigger man på situationen i hele Europa i 2018, er der ikke mange grunde til at være optimistisk. Politisk virker kløften imellem eliterne og folket større end nogensinde før, både på nationalt og på europæisk niveau. Veletablerede partier mangler visioner og skal konkurrere med nye politiske kræfter, som mest baserer sig på populisme og som har succes med det – i hvert fald på kort sigt.

Økonomisk ser billedet ikke meget bedre ud. EU har endnu ikke helt overstået krisen fra 2008, og arbejdsløsheden er stadig et stort problem i Sydeuropa, især blandt de unge. Den offentlige gæld er også fortsat meget høj i de sydlige lande. På den storspolitiske scene er EU fortsat en politisk dværg, og både kulturelt og socialt står EU også over for store udfordringer. De sidste årtiers indvandring tvinger os som europæere til at gentænke vores definition af identitet og borgerskab på et kontinent, hvor den jødisk-kristne kultur historisk set har haft en stor betydning, både kulturelt og politisk. I løbet af de sidste år har EU også været konfronteret med flygtningekrisen og truslerne imod retsstaten i Østeuropa. Disse to udfordringer placerer unionen i en eksistentiel krise, fordi EUs grundværdier (menneskerettigheder, liberalisme, osv.) bliver tilsidesat.

Det største spørgsmål, som disse faktorer fører til, er spørgsmålet om, hvilken rolle staten skal spille i det 21. århundrede, både på nationalt og europæisk niveau. Arbejdsdelingen imellem medlemsstaterne og EU er stadigvæk uklart især på vigtige områder som blandt andet forsvars- og udenrigspolitik, mens EU’s institutioner er fanget mellem medlemsstater, som prøver at forsvare den sidste del af deres resterende suverænitet og teknokrater, som mangler politisk vision og mod til at reformere unionen. EU bliver altså konfronteret med dybe interne kriser samt globale udfordringer (klimaændringer, automatiseringer osv.) som sætter unionens eksistens i fare.

Valget til Europa-Parlamentet i 2019 vil derfor nødvendivis have én stor, underliggende dagsorden: Ønsker europæerne et uddybet samarbejde, som gradvist bevæger sig i retning af en mere føderal institution, sådan som Emmanuel Macron ønsker? Ønsker man i stedet et EU med forskellige hastigheder og forskellige grader af integration? Eller ønsker man et mere begrænset samarbejde, hvor staterne forhandler direkte med hinanden indenfor bestemte områder?

Resultatet vil være afgørende for Macrons mission.

Amélie Reichmuth er nyuddannet kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Alastair Grant/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon