En tysk identitet reflekteret i folkeeventyrene

2019-11-17T15:25:41+00:00 søndag, 17. november, 2019|

Porcelæn fra Dresden, den tyske pølse og Karl den Stores krone. Alle er de dele af den tyske nationale erindring, som forfatteren Neil MacGregor  beskriver i ”Tyskland – erindringer om en nation”. Magasinet Europa bringer her et uddrag af kapitlet ”Snehvide mod Napoleon”, hvor MacGregor forklarer om den tyske nationalidentitet afspejlet i Brødrene Grimms eventyr.

Uddrag af bog af Neil MacGregor

Rapunzel var det dejligste barn under solen. Da hun var tolv år gammel, lukkede heksen hende inde i et tårn, der lå ude i skoven.

Da Rødhætte kom ind i skoven mødte hun ulven, men hun var slet ikke bange, for hun anede ikke, hvor slem den var.

I nærheden af en stor skov boede der en fattig brændehugger med sin kone og sine to børn. Drengen hed Hans, og pigen hed Grete.

En morgen kaldte dronningen på en af jægerne og sagde; “Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine øjne. Tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel og bring mig hendes lever og lunge.”

De fleste af os kender disse historier. Ordene har børnerimenes lyriske klang: “Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned”, “Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?” Rapunzel, Snehvide, Hans og Grete – skikkelserne fra Brødrene Grimms eventyr er en del af vores barndom. Vi kan huske det, der sker med dem – begivenhederne og deres oplevelser – og vi gyser.

Men de har allesammen en ting til fælles: Handlingen foregår i skovene, som er store og mørke. Det er der, personernes sande karakter kommer for dagen og der, hvor ondskaben overvindes. Historierne fortæller om forskellige eventyrfigurers skæbner, men handler også om Tysklands skæbne. Grimms eventyr afspejler den nationale politik og tyskernes frygt og forhåbninger med hensyn til deres skæbne. Og en af Tysklands store traditioner eller myter går ud på, at dets oprindelse og skæbne – ligesom Hans og Gretes – blev formet i skoven.

Teutoburger Wald, Teutoburgerskoven, omkring 100 kilometer nordøst for Köln, er arketypisk tysk. Der er fyrretræer, bøge og ege. Den er enorm – grøn og tæt, skræmmende og mørk, med hyggelige bjælkehytter og urovækkende vilde dyr. Hvis man farer vild, kan det være, at man aldrig bliver fundet igen. Det er et sted med en enorm national betydning, for i år 9 e.Kr. var Teutoburgerskoven det sted, hvor germanerne vandt en stor sejr over Rom, sådan som det makabert blev beskrevet af den latinske historiker Tacitus. En stor romersk hær havde invaderet landet, med henblik på at erobre og kolonisere Germanien øst for Rhinen. Krigeren Hermann, som ledte et forbund af germanske stammer, udslettede romerne. Skoven forblev på germanske hænder, Rhinen blev ved med at være Romerrigets grænse, og resten af Germanien undgik at blive erobret. Her, i Teutoburgerskoven, fortæller den patriotiske legende, at en nation blev født ud af modstanden mod den romerske aggression og besættelse.

Springer vi frem til det tidlige 1800-tal, ser vi, at både litteraturen og malerkunsten forsøger at skabe en følelse af tyskhed som reaktion mod fremmed aggression, i begge tilfælde ofte kædet sammen med skoven. I 1800-tallets første årti var aggressorerne ikke romerne, men deres galliske efterkommere, franskmændene. Og denne gang havde franskmændene ikke bare angrebet tyskerne – de havde besejret dem, afskaffet Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation og besat deres hjemland, fra Rhinen til den russiske grænse.

En bog, der stadig findes i næsten hvert eneste tyske hjem er Kinder- und Hausmärchen (Børne- og huseventyr), som de blev fortalt af Jacob og Wilhelm Grimm. Brødrene Grimm samlede disse folkeeventyr gennem hele deres liv, og de lavede mange udgaver af bogen. Den første udkom i 1812, netop som den militære modstand mod Napoleon var ved at samle styrke. Men Brødrene Grimm var ikke blot interesserede i folkeeventyrene som børneeventyr: Deres virkelige besættelse var den ene ting, som alle tyskere deler – deres sprog.

Ord lå i deres DNA. De var pionerer i studiet af sproget og dets oprindelse. Jacob Grimm formulerede det, der blev kendt som Grimms lov, den første regel om lydforandringer, der blev opdaget inden for lingvistikken, og som sporede konsonantforskydningerne mellem sprogene – hvorfor engelsktalende siger fish og father, tyskerne Fisch, Vater, mens romerne sagde pisces, pater. Det var en ny måde at anskue sproget på. Men Brødrene Grimm fordybede sig især i det tyske sprogs historie. Frembringelsen af en tysk ordbog, deres Deutsches Wörterbuch, kom til at dominere deres liv.

Professor Steffen Martus fra Berlins Humboldtuniversitet har skrevet meget om Brødrene Grimm og fortæller, at de så en tæt forbindelse mellem, hvordan det tyske sprog virkede, og hvordan det tyske samfund bedst fungerede:

”Det interessante ved Grimm-brødrenes forskning inden for såvel sprog- som litteraturhistorien er, at de forsøgte at finde ud af, hvad det var, man kunne beskrive som ‘tysk’, men altid inden for en international sammenhæng. Hvis vi for eksempel ser på deres arbejde med tysk grammatik, er det interessant, hvor meget tid Jacob Grimm tilbragte med at nå frem til en forståelse af, at et sprog opererer i overensstemmelse med sine egne indre love, at disse love ikke skabes af ydre kræfter, og at et sprog er en autonom, levende organisme.

Dette koncept havde politisk betydning: Brødrene Grimm sagde, at ligesom et sprog har sin egen indre form og logik, så har samfund og fællesskaber det også. Det er ikke muligt at pålægge love udefra med succes. Politisk historie, socialhistorie og sproghistorie kan i den forstand byttes ud med hinanden. Forandringer i det tyske samfund vil derfor udelukkende være effektive, hvis de kommer indefra, i overensstemmelse med den tyske måde at gøre tingene på, men ikke, hvis de påføres udefra.”

Brødrene Grimms eventyr udgjorde med andre ord en del af en tysk politisk og social renæssance, de var et bevis på, at tyskerne i deres sprog og deres folkeeventyr havde en identitet, som ingen fremmed angrebsmagt kunne viske bort.

(…) 

Det ensomme træ, af Caspar David Friedrich, 1822

Hans og Grete, Snehvide og de andre eventyr, der blev indsamlet af brødrene Grimm, er ikke kun hårrejsende fortællinger. Deres ord, fraser og syntaks udgør i sig selv den levende fortælling om den tyske sjæl.

Skoven er en lige så mægtig styrke i periodens malerkunst som i litteraturen, som vi kan se det i et værk af den store romantiske maler Caspar David Friedrich, Der einsame Baum, eller Det ensomme træ, malet i 1822. I mellemgrunden, på en smuk grøn slette, ses en landsby. I baggrunden en bjergkæde. Og i forgrunden, som dominerer kompositionen, står en enlig eg, hvis øverste del er forslået og beskadiget, mens de nederste grene står med grønne blade og giver ly til hyrden og hans flok.

Will Vaughan har studeret dette maleris betydning for den tyske nationalbevidsthed. Det bringer os tilbage til Brødrene Grimm og til skoven:

”Egen befinder sig ved roden i en billedverden, der knytter sig til tyskerne som et folk, der havde overlevet alle mulige trængsler. Egetræet var en del af det primitive landskab. Det havde altid været der, og tyskerne følte, at det var en del af dem, at det definerede dem på en bestemt måde. Da Hermann besejrede romerne i Teutoburgerskoven, var det næsten, som om skoven var på tyskernes side – de havde lagt sig i baghold for romerne og skjulte sig bag træerne. Det er slående, at frihedskæmperne under befrielseskrigene mod Napoleon også brugte skoven, og der findes et vidunderligt billede af G. F. Kersting, en af Friedrichs venner, der kaldes Vagtposterne, der viser tre af dem, som læner sig mod nogle egetræer, mens de venter på, at franskmændene skal komme.  Enhver på det tidspunkt ville have følt en national identitet med egetræet. I Napoleonstiden havde Friedrich malet egetræet i andre typer af billeder, hvor en gruppe af egetræer omgiver grave af den gamle germanske type – en slags heroisk monument. Det, der er interessant ved dette maleri, er, at egetræet nu står for sig selv, så det udtrykker en langt højere grad af ensomhed end tidligere. Måske udtrykte kunstneren en personlig følelse her – han er den ensomme gamle eg – eller må- ske appellerede han til folk, som delte hans radikale sympatier og håbede på, at egen ville blive stående.”

(…)

I Friedrichs malerier er træerne storslåede, i Grimms eventyr er skoven truende. De redigerer begge det tyske landskab med deres egne formål for øje. Men som Steffen Martus fortæller, gør de mere end det: De opfinder det tyske landskab:

‘De tyske skove, som vi kender i dag – store skove med fyrretræer samt de andre typiske bredbladede træer – de var i lige så høj grad som eventyrene romantikkens opfindelse. Vore dages tyske skove opstod for det meste som et resultat af genplantninger i 1800-tallet, og dette roman- tiske skovlandskab blev til en baggrund for litteraturen, for eventyrene og deslige. Brødrene Grimm bruger skoven som en slags tveægget sværd. I deres eventyr er det, der sker i skoven, ofte ganske forfærdeligt og grusomt, og det er meningen, at det skal skræmme børnene, så de ved slutningen af eventyret kan beroliges og trøstes af deres mors stemme.”

Det var en særlig form for social manipulation med stærke politiske overtoner. I eventyrene stod godt og ondt over for hinanden – børnene mod den onde heks eller den onde stedmor, der fore- giver at være god. Men i slutningen af historien venter altid die bürgerliche Mutti, den borgerlige tyske mor, med sine trøstende ord. Solide tyske dyder, der kodes ind i sproget, i fortællingerne, og til sidst i menneskene. Steffen Martus siger, at der var et stærkt, og i de senere udgaver stigende, moraliserende element til stede i Grimms eventyr, som blev drevet af den voksende middelklasse i Tyskland:

‘Disse eventyr blev ikke kun skrevet ned med henblik på at skabe god litteratur med et stærkt poetisk element, de er tillige moralske fortællinger. De blev redigeret og genredigeret, for at de skulle tilpasses læsernes smag, og det var læsere, der kendte til den romantiske litteratur, og som ønskede at opdrage deres børn i en bürgerliche Kleinfamilie, en borgerlig kernefamilie. Det førte til visse ændringer i historierne gennem tiden. I de tidlige udgaver var de onde kvinder ofte mødre, som i tilfældet med Snehvide, for eksempel, men de senere udgaver gjorde dem til stedmødre:

Man kunne ikke have, at en rigtig mor var ond i en ordentlig borgerlig familie. Tag en anden berømt historie – Rapunzel. I den første udgave af eventyrene finder den onde fe ud af, at Rapunzel måtte have haft besøg af mænd. Hvordan finder hun ud af det? Rapunzels tøj bliver for stramt – hun er gravid. I de senere udgaver sletter Wilhelm Grimm hele denne passage fra fortællingen og får Rapunzel til at modsige sig selv over for feen, hvilket får hende til at indse, at der må have været mænd på besøg. Rapunzel er blevet afseksualiseret og gjort respektabel. Her er tale om victorianske værdier, hvilket er en af grundene til, at fortællingerne også appellerede til briterne.”

Friedrich og Brødrene Grimm genetablerede en identitet for de tysktalende folk, som var blevet forskubbet, da Napoleon havde tilintetgjort det gamle Tysk-romerske Rige og de politiske strukturer, der havde været baseret på det. De leverede et svar på spørgsmålet: Hvem er vi nu? Malerne, historikerne og forfatterne begyndte at betragte Hermann som en grundlæggende, national skikkelse. I 1808 skrev Heinrich von Kleist Die Hermannsschlacht, et skuespil om det store slag i Teutoburgerskoven, hvor romerne blev slået. Det er et ret elendigt stykke, for det meste tung antinapoleonisk propaganda, som stort set ikke er blevet opført, omend Friedrich blev stærkt bevæget af det. Men Hermann, den romantiske helt, der blev genopvakt fra Tacitus’ værk, har aldrig sluppet sit tag i den tyske fantasi.

(…)

Både Friedrich og brødrene Grimm havde komplicerede historier i det 20. århundrede. Disney bragte fortællingerne – først og fremmest Snehvide – ud til et globalt publikum, som brødrene aldrig ville have kunnet forestillet sig. Men de havde også tilhængere, der var mindre velkomne. Af åbenlyse årsager, der havde at gøre med ønsket om at intensivere den nationale identitetsfølelse, elskede nazisterne også brødrene Grimm. De anbefalede, at hvert eneste hjem i Tyskland skulle have et eksemplar af Børne- og huseventyr stående. Som en konsekvens blev fortællingerne for en senere generation plettet, ikke blot af denne officielle anbefaling, men af en bekymring for, om volden og grusomhederne i eventyrerne måske kunne være et gennemgående træk ved nationalkarakteren, og et, som ikke altid blev opvejet af de traditionelle tyske dyder. Det lader dog til at være gået over. Kinder-und Hausmärchen er igen landets populæreste bog efter Bibelen, fortæller Steffen Martus:

”Efter 1945 var der længe tradition for, at man undgik Brødrene Grimm. Deres fortællinger var for grusomme efter nazitidens rædsler. Men nu foregår der en tilbagevenden til det ældre tyske familiebegreb fra før nazisterne, og det er en interessant udvikling. Det er virkelig interessant, at vi nu i for eksempel Berlin ser en ny, ung middelklasse (vi kalder dem for Prenzlauer Bergsettet – succesfulde yuppies), som er begyndt at læse Grimms eventyr højt for deres børn, næsten som om de ønsker at bevare og beskytte det gamle borgerlige familieideal.”

Caspar David Friedrich led også under beundringen fra nazisterne og andre, der hyldede ham som en rigtig tysk nationalkunstner. Men, som Will Vaughan forklarer, har han nu fået en betydning, som ligger meget fjernt fra skinger nationalisme:

“Det er meget interessant at se, at Friedrich siden 1960’erne er blevet taget op igen af tyskere med nogle meget anderledes synspunkter. Friedrich betragtes næsten som en proto-økokriger, der forsvarer naturen på landet.”

Tyskernes tilknytning til skoven er der stadig, lige så gammel som bjergene, eller i det mindste lige så gammel som egetræerne, og den er et vigtigt træk i nationalkarakteren. Friedrich og Brødrene Grimm ville have glædet sig. Skoven dækker nu en tredjedel af landet og er fredet – De Grønne er som politisk parti blevet stærkere etableret end noget andet sted i Europa. Den nye nations fremtid vil, ligesom dens fortid, til dels komme til at blive levet i skoven.

Ovenstående tekst er et uddrag af Neil MacGregors bog ”Tyskland – erindringer om en nation”, der udkom 8. november 2019 på Gads Forlag.

Billede i artiklens top: /John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: