En ung kvinde på gamle mænds fort

2017-06-30T10:08:20+00:00 Af |Portræt|

Som 25-årig blev hun valgt som det yngste medlem af Europa-Parlamentet nogensinde. Hun er tidligere formand for SF’s Ungdom og ser sig selv som idealist, selvom jobbeskrivelsen kræver et snit af pragmatisme. Emilie Turunen matcher kort sagt ikke den typiske personkarakteristik af en europaparlamentariker.

24.02.2013 | MØNSTERBRYDER | EU er stadig et gammeltmandshus, men det kommer ifølge den nu 28-årige politiker til at ændre sig. I fremtiden vil Berlaymont-bygningen i Bruxelles ikke være et retrætested, hvor karrieren lakker mod enden, men derimod et sted, hvor unge politikere søger hen for at opfylde visionære drømme og ambitiøse mål på Europas vegne.

En mulighed Emilie Turunen øjnede, da hun for knap fire år siden blev spurgt, om hun ikke havde lyst til at opstille som kandidat til Europa-parlamentet. På det tidspunkt var hun formand for SF’s Ungdom, hvor det europæiske projekt blev heftigt debatteret. Hun var dog ikke altid på linje med de andre unge SF’ere. Hendes ”ungdomsfæller” var imod Lissabon-traktaten, men Emilie Turunen var for. Den unge venstrefløjspolitiker befandt sig i efterdønningerne af det store SF-slag i 90’erne om, hvad venstrefløjen egentlig skulle mene om EU. I SFU’s ungdomslokaler på Blegdamsvej var der skepticisme over for unionen og holdningerne var defensive.

Til kamp mod finanssektoren
I dag er europaparlamentarikeren trukket i offensiven. Hun ønsker en finansskat, der beskatter transaktioner. Der skal sættes ind over for finansspekulanter, som foretager højfrekvenshandler. Kritikerne har kaldt det for et hævntogt mod banksektoren, men for Emilie Turunen har en regulering af den finansielle sektor været øverst på dagsordenen, siden hun blev valgt til parlamentet. I løbet af hendes tid i Europa-Parlamentet har hun fundet ud af, at hvis der skal styr på finanssektoren, er EU stedet. Nationalstaten er for lille, men i Bruxelles er der progressivitet nok til at udføre reformer, der gør en forskel.

Gang på gang oplever den unge EU-politiker, at de nationale regeringer spænder ben for politiske tiltag, der ville gøre en mærkbar forskel for det internationale samfund. Problemet er klart. Ørerne slås ikke op ved alle møder. Uvidenheden bliver styrepind, modet udebliver og de nationale politikere fejer nænsomt forslagene ind under gulvtæppet. Emilie Turunen ønsker ikke at affyre en svada mod Christiansborgs-politikerne, men nærer et indestængt håb om, at politikere, som ser positivt på det europæiske projekt, bringer emnet mere på dagsordenen i den offentlige debat. Derfor var hun glad for, at hu senest fik mulighed for i Deadline at diskutere finansskatten. For her er hendes chance for at være modvægt. Men det kan være svært at formidle EU-stoffet uden, at danskerne zapper videre. Hun frygter, at danskerne for tit kommer til at forbinde det europæiske projekt med sydeuropæiske lande i kæmpe gældskrise, østeuropæisk arbejde til lav løn og fine politikere, der føler sig som del af en Bruxelles-elite. Journalisterne, danske politikere og parlamentarikerne har et fælles ansvar for også at fortælle danskerne de gode historier, mener hun. Fortællingerne findes i Emilie Turunens familie og omgangskreds. Faren har haft mulighed for at rejse frit til Tyskland og arbejde som ventilationsmontør og hendes veninde har haft chance for at uddanne sig og få et større indblik i andre kulturer igennem et Erasmus-ophold.

Udfordringernes holdeplads
Kæreste i København og arbejde i Bruxelles, et helt nyt liv fyldt med økonomiske modeller og et utal af grafer og langt væk fra hjertepartiets indenrigspolitiske diskussioner. Det er ingredienserne i Emilie Turunens dagligdag. Arbejdet i Europa-Parlamentet har været udfordrende både fagligt og menneskeligt, men hun har bestemt ikke fortrudt, at hun i sin tid valgte at opstille som kandidat. Tværtimod. Livet som europaparlamentariker har været som en uddannelse. Økonomer er blevet spurgt til råds, tunge bøger er blevet gennemlæst og artikler nærstuderet. For den unge SF’er føler ikke blot et ansvar over for vælgerne, der stemte på hende i 2009, men også fra sig selv. Hun har knivskarpe holdninger at forsvare, men bevæger sig samtidig i en sfære, hvor man nemt kan ende som slagtekvæg, hvis man ikke er i stand til at rette ind. Det er et spring fra ungdomspolitikkens tremeter vippe til voksenpolitikkens overflade. Karrieren er gået i ekspresfart, men hun er opmærksom på, at politik ikke skal blive en junkfood-kultur, hvor det gælder om at være hurtigst på Twitter og Facebook. Danskerne fortjener kvalitet og en velinformeret debat.

Og det vækker undren hos Emilie Turunen, at diskussionen om EU’s budgetramme kun gik op i, at statsministeren havde skaffet en rabat til Danmark. Hvorfor ikke diskutere, hvad unionens penge skal gå til? Hendes eget politiske liv symboliseres igennem det blå flag med de gule stjerner. Hun er gået fra skeptiske holdninger i SF Ungdom til at være ”Europe by Heart”. Europa er for hende en motor, der giver os chancen for vækst og beskæftigelse. Europa er for hende et redskab til at få styr på en meget løbsk finanskapitalisme, som hærger rundt.

Foto: www.sf.dk