Et spørgsmål om retfærdighed

Inés Arrimadas er med sine 31 år det yngste medlem i det liberale, antinationalistiske parti Ciutadans i Catalonien. Hun har siddet i parlamentet siden valget i november 2012. På den korte tid har hun modtaget adskillige trusler og hadebeskeder på Facebook og Twitter på grund af sin modstand mod catalansk selvstændighed – et spørgsmål, der splitter befolkningen i to dele. 

27.03.2013 | ANTINATIONALISME | Ved mødet med Inés Arrimadas er det svært at forstå, hvordan partiet Ciutadans er blevet lagt for had og isoleres af mange catalanske nationalistiske partier. På trods af et lidt gebrokkent engelsk er hun veltalende og velovervejet, og hendes passion for det politiske arbejde skinner tydeligt igennem. Hendes fremtoning er sød og feminin, men samtidig seriøs; hun er klædt i stiletter, stramme sorte jeans, en grå blazer og sølvsmykker. Hun sidder ivrigt gestikulerende og argumenterer meget overbevisende for retfærdighed for alle. Det er svært at forestille sig, at mange anser hende som en fjende, der er ude på at gøre nogen ondt – som det er tilfældet blandt nogle nationalister.

Løsrivelse er ikke svaret
Partiet Ciutadans blev dannet af intellektuelle i 2005 som modsvar til den dominerende catalanske natonalisme og den korruption, der hersker i både den spanske og catalanske regering. Navnet betyder borger, og partiet går meget op i, at samfundet skal være retfærdigt for alle borgere. Partiet er modstander af enhver form for nationalisme, og er derfor i lodret opposition til det aktuelle selvstændighedskrav i Catalonien.

”Catalanske mennesker er også spanske mennesker. Vi finder ikke noget problem i at være del af det samme land. Vi har mange ting til fælles; kultur, problemer og de gode ting. Vi behøver ikke bryde det eller lave en opdeling,” fortæller hun.

Ciutadans er med andre ord det parti, der forsøger at tilgodese en del af de 50 pct. af befolkningen, der ifølge meningsmålinger ikke ønsker et selvstændigt Catalonien. I Inés Arrimadas’ øjne er det ikke retfærdigt, at de skal tvinges til at skifte nationalitet, når det er Spanien, de er kommet til eller er vokset op i.

Spørgsmålet om selvstændighed har hersket i Catalonien i århundreder, men under finanskrisen, og det seneste catalanske valg, er debatten blusset yderligere op, og mange nationalister ser med stor optimisme på muligheden for endelig at løsrive sig fra Spanien. På tværs af fløje og ideologier er flere catalanske partier blevet enige om kravet om catalansk selvstændighed. Den catalanske præsident Artur Más fra CiU har annonceret en folkeafstemning om spørgsmålet i 2014. Ciutadans er et af de eneste partier, der kæmper imod sammen med  det konservative PP – Partido Popular, der sidder ved magten i Spanien.

Politisk magtkamp om sproget
Den økonomiske omfordeling, og retten til at udskrive egne skatter, er det helt centrale spørgsmål, der har fået selvstændighedsbevægelsen til at boome som følge af den økonomiske krise. Diskussionen om sproget er en af de kulturelle og identitetsmæssige spørgsmål, der bruges til at underbygge kravet. Under det diktatoriske Franco-styre i Spanien, der varede til hans død i 1975, blev det catalanske sprog undertrykt: Catalansk var forbudt i regeringsinstitutioner og ved officielle begivenheder, og undervisningssproget i skolen var spansk. Det sidder stadig dybt i en stor del af befolkningen.

Vi blev nægtet at tale vores eget sprog, lyder det fra mange catalanere. Siden har catalansk fået oprejsning – og det har ifølge Inés Arrimadas ført til en undertrykkelse af det spanske sprog, som 55 pct. af befolkningen i Catalonien har som modersmål – det gælder både indvandrere og folk, der er vokset op i landet. Arrimadas mener ikke, at undertrykkelsen er synlig på gadeplan, men i institutioner, medier og skoler tilsidesættes det spanske sprog til fordel for det catalanske. De to sprog er begge officielle. Men lokalregeringen har valgt aktivt at promovere catalansk gennem undervisningssystemet.

Set med Inés Arrimadas’ øjne er der mange problemer, der stammer fra den nationalistiske dominans i Cataloniens regering. Hun mener, at de unge i skolerne bliver indoktrineret til at mene, at Catalonien burde være selvstændigt. Og medierne er på ingen måde neutrale eller retfærdige ifølge hende:

”Den vigtigste avis i Catalonien – det private medie La Vanguardia modtager 9,5 millioner euro om året fra regeringen – det er ikke upartisk. TV-stationerne er utrolige; der er mange mennesker, der har sendt dem juridiske krav, fordi de ikke er upartiske. På grund af regeringens indflydelse reflekterer medierne ikke de forskellige meninger i den catalanske befolkning og de negative konsekvenser af uafhængighed,” siger hun.

Ciutadans tredobler mandater
Inés Arrimadas havde aldrig forestillet sig, at hun skulle blive politiker. Hun har studeret jura og administration og kommer oprindeligt fra Andalusien, men har de sidste 3½ år været bosat i Barcelona. Hun havde længe været skuffet og frustreret over politikerne, og hun tog derfor til et politisk arrangement for partiet Ciutadans, som hun kendte lidt til, og ifølge hende har mere common sense end nogen af de andre partier. Hun blev medlem af ungdomspartiet, og stillede så op til Cataloniens parlamentsvalg i 2012, og blev valgt ind. Ved valget fik Ciutadans stor fremgang og tredoblede sit mandattal fra 3 til 9 mandater. En af Ciutadans vigtigste sager lige nu er kampen mod de catalanske nationalister:

”Et selvstændigt Catalonien vil føre utroligt mange negative konsekvenser med sig. Men de politikere og borgere, der ønsker en selvstændig nation fokuserer overhovedet ikke på dem. For dem er det et spørgsmål om national identitetsfølelse mere end noget andet. De hader Spanien og alt, hvad der er spansk,” forklarer Inés Arrimadas.

Hun finder det utroligt, at folk i det 21. århundrede ønsker at splitte et land fra hinanden, og mener ikke, at det kan føre noget godt med sig. Hun nævner eksempler på andre lande, der er blevet splittet op, hvor det har haft meget negative konsekvenser for dets indbyggere både økonomisk og socialt. Hun påpeger, at hvis Catalonien bliver selvstændigt, meldes det automatisk ud af EU, og at der allerede nu ses virksomheder, der forlader Catalonien på grund af den usikre situation.
”Prøv at forestille jer, hvis folk her skulle passere en told bare for at besøge deres familie. Det er sindssygt”, siger hun.

Trusler og hadebeskeder
At gå mod strømmen i den brændende selvstændighedskamp, der dominerer Catalonien lige nu, har sin pris. Inés Arrimadas modtager jævnligt trusler og hadebeskeder både på Facebook og Twitter fra folk, der ser hende som en plage og truer hende til frivilligt at forlade landet – ellers vil de tvinge hende til at forlade landet.
”Det er en meget farlig situation, fordi hadet vokser sig større og større. Nogle mennesker mener, at hvis du ikke tænker som dem, fortjener du ikke at være her,” siger hun.

Som et af partiets nyeste medlemmer er Arrimadas ikke rigtigt i skudlinjen endnu; folk genkender hende ikke på gaden, så den personlige kritik af hende er endnu ikke nået til ekstremer. Men det samme kan man ikke sige om Ciutadans’ partiformand Albert Rivera, der har modtaget seriøse dødstrusler i sit hjem. Men Inés Arrimadas er fuldt indstillet på at måtte finde sig i, at den hårde tone og modviljen til hende og hendes parti følger med livet som politiker.

Efter kun to en halv måned i det catalanske parlament mener hun, at det at gå ind i politik har ændret hendes liv fuldstændigt – både negativt og positivt. Selv om hadet til hende og hendes parti gør det svært, modtager hun også ros og komplimenter fra de folk, der mener, at hun taler deres sag, og takker hende for hendes arbejde. Det er for Inés Arrimadas ikke i sig selv vigtigt at opnå personlig popularitet som politiker eller at blive del af et stort parti – det vigtigste for hende er at forbedre det politiske system.

”Jeg er her for at ændre ting. Vi er det eneste parti uden korruptionssager. Hvis vi ikke er her, bliver de store politiske partier ved med at føre deres politik. Vi må lægge pres på dem for at ændre lovgivningen i takt med, at vi får flere stemmer. Det er et spørgsmål om retfærdighed. Jeg er nødt til at gøre det”, siger hun.