Ifølge Rina Ronja Kari, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, er unionen blevet en boble. Hun vil have beslutningerne tættere på befolkningen, som hun mener, er stået af.

29.10.2014 | MEP:TEMA | Når Rina Ronja Kari begiver sig fra sin lejlighed i Bruxelles ned mod Europa-Parlamentet, går hun forbi et hjørne, hvor to hjemløse sover. Hun taler ikke fransk, så hun er ikke i stand til at tale med dem. Men de fungerer som en fin påmindelse om, hvem det egentlig er, der bliver påvirket af de beslutninger, EU træffer.

“Hernede snakker vi om de 125 millioner fattige som et tal. Og det virker på mig som om, der er mange, der glemmer at de her 125 millioner fattige er rigtige mennesker af kød og blod, der ikke kan betale deres husleje. Jeg syntes, det er voldsomt, og jeg har svært ved at forstå, hvordan der nogle gange kan blive trukket lidt på skuldrene over det,” forklarer hun og tilføjer:

“Man skal huske, at almindelige mennesker ikke ser ud som menneskerne i den her EU-boble. De lever under nogle helt andre vilkår, end vi gør her.”

Afstanden mellem befolkningen og politikerne skyldes, at det nuværende EU-systemet har en struktur, hvor man prøver at hive så mange beslutninger som muligt ind på EU-hylden, mener Rina Ronja Kari. Hun peger på, at hun selv føler sig isoleret indimellem og savner mere kontakt til den almindelige borger. Og det er netop det, der ifølge hende er problemet:

“Det er ikke så meget et spørgsmål om at tabe nationalstaterne, det er mere et spørgsmål om, at befolkningen er stået af. Problemet er, at befolkningen har så lidt indflydelse på beslutningerne. Du har så lidt mulighed for at råbe højt, når det går galt, og beslutningerne bliver truffet så langt fra dig, at hele den demokratiske debat, som vi bør have om de her ting, stort set er forsvundet,” lyder det skarpt fra politikeren.

Modstand i fremgang
Hun er langt fra alene om sin mistro til EU-systemet. Ved Europa-Parlamentsvalget i maj i år var der en tydelig fremgang blandt de EU-kritiske ydregrupper, mens de EU-glade midtergrupper måtte se indtil flere medlemmer falde fra. Folkebevægelsen mod EU er tilknyttet gruppen GUE/NGL, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre. Gruppen gik ved valget frem fra 35 til 52 medlemmer.

Rina Ronja Kari nåede allerede at få et par måneder i Parlamentet før valget, da hun den 5. februar i år afløste Søren Søndergaard. Og hun kan tydeligt mærke, hvordan Parlamentets midtergrupper er rystede oven på de dårlige valgresultater. Hun mindes dagene før valget, hvor det nærmest virkede utænkeligt, at der var nogen, der kunne finde på at tale imod mere centralisering af magten. I forhold til den gang, hvor hun ofte følte det svært at blive hørt, så anerkender de andre parlamentarikere nu, at der er et alternativ.

“Jeg tror, der er mange af de lidt mere fornuftige politikere inde på midten, der godt kan se, at de bliver nødt til at lytte på nogen af os andre, fordi de tydeligvis ikke selv har fat i vælgerne. Den vælgerlussing de har fået til det her valg, har gjort, at mange af dem er rystede og blevet nødt til at overveje, om de engang imellem tager fejl. Så kan man i det mindste trænge igennem til nogle af dem,” fortæller hun.

Et godt samarbejde på nogle andre præmisser
Det er dog ikke fordi, at der slet ikke er noget positivt at hente ud af EU-samarbejdet, og Rina Ronja Kari syntes da også, det er vigtigt at have et tæt samarbejde i Europa. Hun er blandt andet begejstret for, at vi bruger EU til at skabe tættere relationer og styrke sammenhængskraften landene imellem, specielt når vi understøtter de fattige lande med ressourcer.

Rina Ronja Kari har altså ingen intentioner om, at Danmark skal isoleres fra resten af Europa, men hun mener, at der er en alternativ vej at gå. Eller som hun selv forklarer det:

“Jeg har en forestilling om, at vi kan lave nogle samarbejder på nogle andre præmisser. Samarbejder, hvor man i højre grad tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for befolkningen, og hvor man i højere grad kan sikrer, at beslutningerne bliver taget så tæt på befolkningen som muligt.”

Hun erkender, at der findes områder, hvor EU med fordel har noget at skulle have sagt, og ligeledes problemer som de enkelte lande ikke kan løse alene. Blandt andet mener hun, at klimaspørgsmålet er noget, man åbenlyst ikke kan klare kommunalt eller regionalt, men hvor man er nødt til at løfte byrden på europæisk plan.

Dernæst er der spørgsmålet om menneskerettigheder, som også kræver et internationalt samarbejde. Her nævner hun dog, at vi jo allerede har Europarådet, som med dets 47 medlemslande er større end EU, og som netop fokuserer på menneskerettigheder og på at skabe fred i Europa.

“Her kunne EU have spillet en mere progressiv rolle og prøvet at styrke Europarådet. Desværre er det ikke det, man gør i dag, men det kunne man jo forestille sig, at man kunne have gjort,” påpeger en let drømmende Rina Ronja Kari. Det til trods slutter hun alligevel noget mere positivt:

“Jeg syntes bestemt også, der er gode ting ved EU. Heldigvis. Ellers ville verden være et sørgeligt sted.”

Kaspar Barker Rasmussen er elev på journalistisklinjen på Vallekilde Højskole