Kontinentets højrenationale hovedfigurer mødes til et “europæisk mod-topmøde”. Den massive mediebevågenhed afspejler et fantastisk stykke PR-arbejde, der giver et praj om bevægelsens potentiale, mener den tyske politolog Timo Lochocki.

21.01.2017 | HØJRENATIONALT TOPMØDE | “EU-hadernes hovedforsamling”, “nej-sigernes topmøde” eller “nationalisternes internationale”.

Der gik ikke lang tid fra, at invitationen til kongressen “Frihed for Europa” var blevet sendt ud, til den tyske presse havde opfundet en længere række øgenavne til den europæiske højrefløjs første fælles møde. I dag løber det så af stablen: Ledende politikere fra franske Front National, tyske AfD, hollandske PVV, østrigske FPÖ og italienske Lega Nord mødes i den tyske by Koblenz, hvor floden Mosel flyder ud i Rhinen.

Europæisk valgkamp
Ideen til kongressen stammer fra Marcus Pretzell, der er delstatsleder i tyske Alternative für Deutschland (AfD) og medlem af Europaparlamentets stærkt EU-kritiske ENF-fraktion – som noget forholdsvist nyt danner han i øvrigt par med lederen af AfD, Frauke Petry.

Ved siden af AfD-parrets tilstedeværelse vil kongressens ca. 1.000 tilhørere komme til at opleve europæiske højrefløjspolitikere som Marine Le Pen (Front National), Geert Wilders (Partij voor de Vrijheid), Harald Vilimsky (Freiheitliche Partei Österreichs) og Matteo Salvini (Lega Nord). Alle figurer på den stærkt nationalistiske, islam- og indvandringskritiske højrefløj.

På Twitter har Frauke Petry betegnet kongressen som en “europæisk valgkampsoptakt” her i begyndelsen af 2017, der vil byde på parlamentsvalg i både Holland og Tyskland samt præsidentvalg i Frankrig. Ad samme kanal har Geert Wilders samstemmende og med en transatlantisk hilsen proklameret: “WeWillMakeOurCountriesGreatAgain”.

Mediestorm
Da alle partierne er repræsenteret i Europa-Parlamentets ENF-fraktion, er der intet usædvanligt i, at de snakker sammen. Desto større var overraskelsen for politologen Timo Lochocki fra German Marshall Fund, da han på baggrund af sit specialområde inden for højreorienterede strømninger i Europa skulle give sit syn på kongressen foran den internationale presse i Berlin.

“Bare det, at vi alle sammen sidder her, viser, hvor snu de her partier er,” indledte han med et grin ud mod de cirka 35 journalister fra alverdens medier.

“Mødets formål er kun at skabe medieopmærksomhed. Det ser ud til at fungere meget godt. Højrepopulister har stærkt brug for denne opmærksomhed, da de så godt som aldrig sidder med regeringsansvar. Desuden har de altid brug for noget, som de er i mod. De er afhængige af fejl og fiaskoer ved de moderate partier – i det her tilfælde for eksempel i den franske økonomi, den hollandske integrationspolitik eller den tyske asylpolitik.”

Mødet er målet i sig selv
Til selve mødet er der i programmet kun afsat tid til officielle taler. Dermed ser det ud til at blive småt med samtaler på tværs af partier og landegrænser. Det er i Timo Lochockis øjne ganske konsekvent.

“99,9 procent af deres valgsucces afhænger af de nationale valgkampsemner. Studier har påvist, at der stort set ikke er en “afsmitning” mellem landene. De franske vælgere træffer deres beslutninger uafhængigt af, hvad der sker i for eksempel Tyskland eller Østrig – med mindre disse begivenheder tvinger franske regeringspolitikere til at reagere direkte på dem.”

Derfor er et indholdsmæssigt samarbejde mellem eksempelvis AfD og Front National med politologens ord også komplet ligegyldigt for deres vælgere. Mødet er altså målet i sig selv, og medieopmærksomheden er ifølge Lochocki fuldstændig gratis, så længe de undgår mere konkret indhold.

“Partierne forenes alle i den aktuelle vinderformel for højrepopulistiske strømninger: vi er for nationen og mod eliten. Hvordan det så ser ud i praksis, er afhængigt af den nationale kontekst,” mener Timo Lochocki.

“I Frankrig vil man eksempelvis beskytte arbejderen og velfærdsstaten, mens de højrenationale i Holland og Tyskland angriber de klassiske konservative partier for deres socialdemokratisering. Et andet eksempel er LGBT-rettigheder, der er et vigtigt komponent i Geert Wilders anti-islamisme, mens det for det mere konservative AfD er helt ude af billedet.”

Pressefrihed for nogle
I politologens øjne er mediestrategien gennemtænkt. Det gælder også arrangørernes udmelding om, at de licensfinansierede tyske public-service-kanaler, avisen Handelsblatt, magasinet Compact samt to navngivne journalister fra SPIEGEL og Frankfurter Allgemeiner Zeitung er forment adgang til mødet.

Dette forbud mod visse repræsentanter fra “løgnepressen” fik chefredaktørerne fra ARD til at tale om “et massivt indgreb” i friheden til at dække denne gruppe, der har “stor betydning for den politiske kurs”. Det tyske journalistforbunds formand bemærkede syrligt, at det ved en kongres med en fraktion fra Europa-Parlamentet ikke just handler om en kaffeslabberas hjemme i stuen – partier, der bidrager til den politiske viljesdannelse, kan ikke bare udelukke journalister eller udvælge dem efter forgodtbefindende.

Denne debat skabte i sig selv en ny bølge af medieopmærksomhed om det forestående møde. At det ikke just var pæn presse, rører næppe de typiske og potentielle AfD-vælgere, mener Timo Lochocki.

“AfD-vælgeren tænker formentligt: Måske er det demokratiteoretisk ikke helt rent trav, men jeg tror alligevel ikke på de her folk (de udelukkede journalister, red.), det er jo dem, der er en trussel mod demokratiet. Det forbliver en abstrakt debat, som ikke berører vælgeren,” siger han og understreger, at han ser AfD-vælgerne en legitim del af det tyske vælgerlandskab, der ikke forsvinder af, at man peger fingre ad dem. Tværtimod tyder den nuværende mediesucces på, at de i hvert fald ikke må undervurderes.

“Partierne har en potpourri af strategiske værktøjer, det kan man ikke bebrejde dem. De har forstået det politiske og mediemæssige spil – og spiller deres kort med optimalt udbytte. Det er partistrategi, og her gælder det om at få så mange stemmer som muligt.”

Selv denne uges højreradikale “smutter” fra en af topfigurerne i tyske AfD – Björn Höcke, der i en rabiat tale blandt andet kaldte Holocaust-mindesmærket i Berlin for “en skændsel” – ligger på linje med strategien. Det viser sig i Timo Lochockis øjne bl.a. i et leaket papir om AfD’s mediestrategi i valgkampen, hvor der kræves “spredte, velovervejede provokationer”, som medierne bider sig fast i.

Størst tysk gevinst
At EU-kritikernes stormøde holdes netop i Tyskland, er næppe tilfældigt. Hvor højrenationale triumfer i andre europæiske lande nok er symbolsk kærkomne for eksempel Front National og Geert Wilders PVV, er det unge tyske protestparti AfD det parti, der har mest brug for opmærksomheden.

“I Frankrig er der over en langt længere periode vokset en skuffelse over de store folkepartier,” mener Timo Lochocki.

“Også de andre højrepopulistiske partier har en længere historie og mere satte programmer end AfD, som dermed har mest nytte af opmærksomheden. For størstedelen af AfD’s vælgere gælder, at de ikke aktivt vælger AfD, de vælger mod de andre partier.”

Intet indhold – ingen konsekvenser?
I sidste ende forbliver det afgørende for partierne, at de holder sig fra klare, indholdsmæssige udsagn, så de ikke pirker til hinandens nationale tabuer, mener Timo Lochocki.

“Det kunne godt give bagslag, hvis det for eksempel kommer til at stå klart, at AfD’s og Front Nationals euro-politik er direkte modstridende. Så det er stadig en platform for nationale temaer. Jeg vil gætte på, at de vil sige, at de arbejder med det samme mål: at kyle de selvfodrende eliter ud, at repræsentere folkets interesser og tackle de problemer, som er opstået sådan og sådan og sådan,” siger Timo Lochocki og markerer med hånden på bordet.

“Her har partierne jo ret i, at der er uløste problemer nok i Europa: Europolitikken, migrationspolitikken, udenrigspolitikken virker ikke. Politikerne her kan altså bare opliste de problemer, som de etablerede partier ikke har løst. Her er problemerne, og her er vores plan: Ud med eliterne og ind med nationalstaten på de afgørende politiske områder,” siger politologen.

“Lukkede grænser er deres trylleformel. Hvordan det vil forløbe, vil fremtiden vise. Det er jo ikke testet i praksis. Det kan selvfølgelig se anderledes ud om fem år, når Brexit er gennemført og man kan vurdere, hvor Trumps politik fører hen.”

Timo Lochocki er ph.d. i komparativ politik ved Hunboldt Universitet og ekspert i højrepopulistiske bevægelser ved tænketanken The German Marshall Fund of the United States. (Foto: Mathias Irminger Sonne)

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist, bosat i Berlin.

Billede i artiklens top: Michael Probst/AP/Polfoto