Festivaldirektør: Udnyt verdens fascination af Norden!

2017-06-30T10:07:58+00:00 Af |Interview|

Der er et stort uudnyttet samarbejdspotentiale mellem de nordiske lande, mener direktøren bag Greenland Eyes festivalen, Ivalo Frank. Hun påpeger dog, at vi bliver nødt til at diskutere vores fortid, hvis potentialet skal indfries.

28.8.2015 | GREENLAND EYES | Med festivalen Greenland Eyes fik grønlænderne i år 2012 for første gang nogensinde selv lov til at fortælle verden deres historie, og hvad det vil sige at være grønlænder.

Greenland Eyes er verdens største festival om grønlandsk kunst og politik, og idémanden bag er filminstruktøren Ivalo Frank. Hun er født i Grønland af danske forældre og på hendes omfattende publikationsliste finder man flere film, der skildrer de grønlandske samfundsforhold – på godt og ondt.

Magasinet Europa har mødt festivalens direktør til en snak om den modtagelse, festivalen fik på sin tur igennem Norden, og de erfaringer hun har taget med sig videre.

Foranderlig festival på farten
Magasinet Europa: Hvad var formålet med Greenland Eyes festivalen?

Ivalo Frank: Processen har forandret sig lidt over tid også afhængigt af, hvilke kontekster og hvilke lande, vi var i. Vi startede i Tyskland i 2012, hvor min egen film ECHOES havde premiere på Humboldt Universitetet i Berlin. Der var et overraskende stort publikum, og en utrolig stor interesse for Grønland og for, hvad der sker i Grønland både politisk, kulturelt og socialt.

Det var også på det tidspunkt, at man begyndte at snakke om oliefund og mineraler og skal Kina ind eller ej. Grønland begyndte at komme mere i søgelyset hos de internationale medier. Men det var stadig ikke grønlænderne selv, som kom til orde og fik lov til at fremstille deres land.

Så sammen med Lill-Ann Körber, daværende lektor på Humboldt Universitetet, startede jeg Greenland Eyes festivalen. Målet i 2012 var at give Grønland et menneskeligt ansigt i Tyskland, og det må man sige lykkedes. Vi fik støtte nok til, at vi kunne få mere end 20 grønlandske kunstnere ned til Berlin, så de kunne præsentere deres egne film.

Det var egentlig meningen, at festivalen bare skulle have fundet sted den ene gang, men på grund af den store interesse, besluttede jeg mig for at køre festivalen videre og fik i den forbindelse Nicholas Alan ind.

I 2014 ville vi gerne prøve at diskutere den nordiske kolonihistorie og skabe lidt debat i et venligt forum. Så fra august til december 2014 rejste festivalen rundt til Nuuk, København, Færøerne, Island, Sverige, Finland og Norge. Det handlede om at rykke op i nogle tabuer her i Norden, som jeg havde opfattet eksisterede, og som jeg syntes var vigtige at få snakket om.

Og endelig i maj 2015 blev vi inviteret til The Smithsonian Institution’s National Museum of Natural History i Washington, hvor festivalen bevægede sig ind i en mere storpolitisk, arktisk kontekst.

Så jeg synes egentlig, at festivalen forandrer sig alt efter, hvor den er henne, og det synes jeg er vigtigt. Det er forskellige problematikker, som gør sig gældende afhængig af konteksten.

Verden vil have Norden – også periferien
ME: Hvad har overrasket dig mest på jeres tur gennem Norden?

IF: I Skandinavien oplevede jeg en ekstremt stor lyst til at arbejde på tværs af landene, og jeg var måske ret overrasket over, at der ikke er flere samarbejder. I Norden samarbejder vi forholdsvist meget, men jeg følte, at der var meget mere at komme efter, og at der var en lyst til det fra samtlige steder, vi besøgte. Der var en lyst til at komme tættere på hinanden og bevæge sig fremad i samlet flok.

I sommer holdt jeg bl.a. oplæg på et ekspertmøde arrangeret af Nordisk Film og TV hvor over 50 personer fra det politiske- og kulturelle liv, diskuterede, hvordan man kan brande Norden som en samlet enhed.

Det betyder ikke, at man ikke kan bevare sin kulturelle identitet individuelt. Men der var en stor lyst til også at søge ud i periferien. Danmark, Norge og Sverige er meget populære, men den fascination, der er i verden af Norden, skal man udnytte bedre. Der er kæmpe områder i Norden, som hverken bliver set eller hørt.

Nu er Grønland kommet ind i varmen, men Færøerne, de har nogle fantastiske filmlokationer. Det er det smukkeste sted i verden!

Der kom jeg til at tænke på, at man godt kunne bruge Norden mere end det er tilfældet. Men for at kunne gøre det, er man også nødt til at acceptere, at der er nogle sår i fortiden, og at man har en respekt for det. Derfor brugte jeg ordet ”venligt” før – kultur er en venlig måde at diskutere nogle svære ting på, såsom forholdet mellem Grønland og Danmark. Det er lettere at servere diskussioner for folk og at undgå forsvarsmekanismer, når debatten pakkes ind i litteratur eller performancekunst.

Det er vigtigt i forhold til Grønland og Danmark, at vi kommer videre og dropper den dårlige samvittighed, som jeg i hvert fald føler, at en masse danskere går rundt med. Min opfattelser er dog, at den proces går fremad, og at der er en større respekt for hinanden.

Færøsk-grønlandske film på verdensscenen?
ME: Nu nævner du selv Færøerne. Udover at være en del af Rigsfællesskabet, så har Grønland og Færøerne ikke så meget til fælles. Hvad var jeres oplevelse deroppe?

IF: Det var sjovt at være i Færøerne, for deroppe er der også en kæmpe selvstændighedsdebat i gang, hvor omkring halvdelen af befolkningen gerne vil have selvstændighed. Jeg har ikke noget forhold til, om Færøerne skal være selvstændigt eller ej, det kender jeg slet ikke den færøske politik godt nok til. Men på den måde kan man sige, at der blev skabt nogle særlige bånd, da festivalen var deroppe.

Vi holdt nogle filmmøder i Nordens Hus, hvor færøske og grønlandske filmfolk snakkede om mulige samarbejder. For det handler festivalen nemlig også om: at få belyst, hvordan man kan bruge hinanden som små lande, og lande, hvor der stadig ikke er filminstitutter eller decideret film-funding.

Man yder støtte til film fra forskelligt hold, men man har ikke en institution à la Det Danske Filminstitut, som tilbyder konsulentordning og støtte til filmskaberne. Så derfor er det vigtigt, at man møder hinanden, taler med hinanden og udveksler erfaringer. Og det kom filmskaberne til gennem festivalen.

De her samarbejder er vigtige, for man kan ikke lave internationale spillefilm med de beløb, der er til rådighed på nuværende tidspunkt. Man må satse mere på co-produktioner. Det er også vigtigt i forhold til, hvis filmene skal kunne gøre sig uden for konteksten af en grønlandsk filmfestival og i en mere international kontekst.

Der er et par enkelte grønlandske film, inklusiv Nuummioq og Sumé – Lyden af en revolution, som klarer sig i udlandet, men ellers er det begrænset, hvor mange der klarer sig uden for den dansk-grønlandske kontekst.

På et eller andet tidspunkt skal filmene kunne stå på egne ben uafhængigt af det nationale varemærke. Det mener jeg personligt må være målet for enhver kunstner. Man vil jo godt bare accepteres i sig selv for at have en værdi og ikke ud fra den nationalitet, man tilfældigvis er født ind i. Det skal ikke hedde sig, at ”du er god, fordi du er dansk.”

ME: Hvad er fremtiden for Greenland Eyes festivalen?

IF: Nu har vi kørt festivalen i tre år, og jeg synes virkelig, at vi nåede toppen ved at komme til Washington i foråret. Min ambition blev opfyldt, og når jeg har det sådan, så vil jeg også gerne sige: ”Slut – nu er det tid til nye projekter”.

Og så skal filmskaberne selv fortsætte videre på det internationale marked. Film skal før eller senere kvalificere sig ud fra det, de er, og ikke ud fra deres nationale varemærke. Så selvfølgelig vil jeg gerne være involveret på sidelinjen, men jeg har ikke lyst til at fortsætte en national filmfestival.

Nikita Bertram Selvig er politisk redaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: greenlandtoday.com