Følelserne i kog op til bebudet catalansk afstemning

2018-04-25T22:43:40+00:00 tirsdag, 26. september, 2017|

Det catalanske regionale selvstyre har tidligere inviteret til folkeafstemning om selvstændighed fra Spanien, og på søndag planlægges en ny af slagsen. Den spanske centralregering har med både magtudøvelse og loven i hånden forsøgt at bremse afstemningen, men det har blot ført til, at der er kastet mere brænde på bålet. Separatisternes kamp bygger på en myte, mener kritiker.

Reportage af Tobias Thybo

26.09.2017 | SPANIEN | “Jeg er meget bevæget. Jeg elsker mit sprog. Jeg elsker min kultur. Jeg elsker vores land, som de ikke lader os forme, som vi gerne vil forme det,” siger Esperanza Puig.

Den ældre dame med det catalanske flag bundet på ryggen som en kappe gør alt, hvad hun kan, for at holde sammen på følelserne. Selvom hun står et par hundrede meter væk fra demonstrationens midte, når slagråbet “votarem” – “vi vil stemme” – øredøvende frem til hende. I det øjeblik virker Esperanza og de catalanske separatisters selvstændighed meget tæt på.

Og så alligevel meget langt væk. Demonstrationen, et stenkast fra Plaça de Catalunya i midten af Barcelona, finder sted prompte efter en politiaktion, der virkede som et slag i maven på forberedelserne til den afstemning, som den catalanske regering stadig insisterer på at afholde på søndag den 1. oktober, men som den spanske centralregering betegner som ulovlig.

Få timer forinden havde spansk politi foretaget 41 ransagninger i flere af lokalstyrets administrationsbygninger i Barcelona. 14 embedsmænd blev anholdt samt en ’junior minister’ (alle 14 er efterfølgende blevet løsladt, under forbud mod at blande sig yderligere i afstemningen). Med sig tog politiet desuden næsten 10 millioner stemmesedler, der skulle bruges ved afstemningen.

Esperanza Puig. – Foto: Tobias Thybo.

“Vi er nødt til at forsvare vores sprog og kultur med næb og kløer. Uanset om man er fra venstre- eller højrefløjen, så vil vi være os selv,” siger Esperanza Puig.

Det er ikke første forsøg, regering har gjort for at kvæle ilden hos separatisterne i nordøst. Men deres forsøg har i stedet ført til, at der er blevet kastet nyt brænde på bålet. Nu står demonstranter i gaderne og løfter en transparent stemmeboks med en seddel på med teksten ‘Spain, is this your problem?’. På Esperanzas trøje står der ‘Sí’.

Lovlig eller ej
Tidligere har den spanske regering truet med at retsforfølge mere end 700 borgmestre, der støttede folkeafstemningen. Den spanske regering mener, at afstemningen er forfatningsstridig, og derfor vil en eventuel afstemning gå imod den spanske grundlov. Højesteret har også fastlået, at afstemningen er i strid med grundloven, og med et flertal i senatet kan regeringen tvinge en region “der ikke lever op til konstitutionen eller går groft imod Spaniens interesser” til at makke ret.

“Deres eneste svar på vores ønske om en afstemning har været trusler, fornærmelser, og det har ledt os frem til denne situation: vi vil have lov at stemme, og de sætter os i fængsel,” fortæller Rafael Verdaguer, en anden demonstrant, der er gået på gaden for at vise sin utilfredshed.

“Det er en uretfærdighed, og det er ikke den første. Men denne gang er de gået over stregen.”

Rafael Verdaguer taler flammende om den spanske regering, om brudte løfter, fordækt spil og om hvordan catalanerne er blevet behandlet som underlegne. Som “hunde”, siger han.

Rafael Verdaguer. – Foto: Tobias Thybo.

At stemme ‘ja’ til selvstændighed er det bedste våben lige nu mod den spanske regering, mener han.

“Vi ønsker ingen krig, men nogle lader til kun at forstå dette sprog. De lande, der har opnået selvstændig med krig, anerkendes som lande. De, der prøver at blive en nation gennem en demokratisk proces, bliver mast, de bliver hånet. Den sidste, der suspenderede Cataloniens autonomi på denne måde, var Franco.”

Æslet og tyren
Det er blandt andet økonomien, der har ligget til grund for stridigheder mellem Catalonien og resten af Spanien. Siden den økonomiske krise rasede gennem særligt Sydeuropa, har Spanien generelt været hårdt ramt, mens man på regionalt plan i Catalonien klarede sig bedre igennem. Generelt føler catalanerne, at resten af Spanien er en byrde. Catalonien er den rigeste region i Spanien og bidrager med næsten 20 procent af Spaniens samlede BNP.

Forskellen mellem de to dominerende regioner i landet, Catalonien og Castilien, der ligger i det centrale Spanien og omfatter hovedstaden Madrid, er nok bedst opsummeret i deres symbolske dyr. I Castilien er det den store, muskuløse silhuette af ‘Torro de Osborne’. Osborne tyren er stærk, majestætisk, men også temperamentsfuld, og tyren er en del af den spanske kultur med tyrefægtning og tyreløb.

Omvendt, så har Catalonien gået i den anden retning. Foruden at have forbudt tyrefægtning i 2010 – et forbud den spanske domstol annullerede sidste år – valgte catalanerne at grine af den spanske tyr og i 2003 begyndte at sætte mærkater med et catalansk æsel op. Fåmælt, hårdtarbejdende, genstridig, men intelligent, i kontrast til den generelle spanske virtuose attitude.

Et æsel, de spanske tyrefægtere har svært ved at få til at makke ret. Men i stedet for pisk, så skulle den spanske regering måske forsøge med gulerod, mener Josep Borrell, der er tidligere formand for Europa-Parlamentet og i dag menigt spansk medlem af samme. Han er selv fra Catalonien.

“Hvis jeg har et problem med min kone, så sender jeg blomster,” siger han til Politico. Og det skal være fiskale blomster.

Catalonien er splittet
Josep Borrell siger, at separatisterne bygger deres valgkamp på en myte. Myten om ét folk.

“Fortællingen om ét enkelt catalansk folk er ikke sand. Det eksisterer ikke,” siger Josep Borrell, der beskriver sig selv som catalansk, spanier og europæer i den rækkefølge.

Han anklager desuden separatisterne for at stjæle ’Brexiteer-ernes’ retorik om eksempelvis penge til sundhedsvæsenet.

“Evnen til at argumentere med fakta er gået tabt. Det er ikke længere rationelt. Fortællingen er, at Spanien er lig Franco. Dette er, hvad de studerende hører,” beklager Josep Borrell sig.

Han frygter, at voldelige uroligheder kan blusse op.

Og lige nu er det tæt løb mellem de to sider. Eller rettere sagt, den ene side og ingen. For der er ikke nogen ‘bliv’-bevægelse i debatten. Der er separatisterne og den spanske regering. Derfor er meningsmålingerne svære at tyde forud for valget.

En meningsmåling foretaget af Celeste Tel fra d. 17 september viste, at 36 procent ville stemme ja, 18 procent nej, 29 procent ville ikke stemme, og 14 procent var i tvivl. En anden meningsmåling af Opinòmetre viste, at 83 procent af dem, der planlagde at stemme, ville stemme ja.

Kampen fortsætter
For bare to uge siden var gaderne ligeledes fyldte med demonstranter. Den 11. september fejrede catalanerne deres nationaldag med at demonstrere for selvstændighed. Op imod en million var samlet i Barcelonas gader, og det stribede catalanske flag var at se overalt.

Og det er ikke bare et pludseligt greb af regional-national følelse, der har skabt oprøret mod Spanien. I 2014 afholdt lokalregeringen en vejledende afstemning, hvor 81 procent stemte ja, men mange undlod at stemme.

“Spanien har aldrig forsøgt at tale med os om det her. Det har været lang tid undervejs. Catalanerne er et tålmodigt folk, der foretrækker at gøre tingene ordentligt,” fortæller en lidt yngre demonstrant Marc Sarra på gaden.

Marc Sarra. – Foto: Tobias Thybo.

Demonstranterne udgør en broget flok. Mens midten af menneskemængden består primært af unge demonstranter, skal man ikke gå mange meter ud for at få øje på ældre mennesker og familier med børn, der følger opmærksomt med. Selvom demonstrationen ikke er tilnærmelsesvist repræsentativ for alle catalanerne, så tiltrækker idéen om uafhængighed et bredt udsnit af befolkningen. Fælles for separatisterne er, at de mener at have demokratiet på deres side.

EU holder øje
Barcelonas borgmester Ada Colau kaldte ransagelserne for en ”demokratisk skandale”, mens Marc Sarra kalder regeringens forsøg på at stoppe afstemningen for anti-demokratisk og fascistisk. Dagen efter demonstrationen fastslog den spanske præsident Mariano Rajoy, at han stadig holder døren åben for dialog med Catalonien – så længe de skrotter afstemningen.

Det eneste svar fra Cataloniens præsident Carles Puigdemont har været at løbe endnu hurtigere for at få afstemningen til at lykkes. Alt imens afløser den ene aktion den anden fra spansk og catalansk regionalpoliti mod den catalanske regionalregering. Dens forberedelse på afstemningen lader til primært at køre på en stædighed, Carles Puigdemont og hans støtter ikke foreløbigt løber tør for.

“Jeg håber, at EU blander sig og sætter sig igennem over for Spanien. Jeg tror ikke, at Spaniens sag holder meget længere,” siger Marc Sarra overbevist og med en tålmodighed, der står i kontrast til lyden af de ophedede tilhængere omkring ham.

Og den catalanske mission har modtaget støtte fra en uventet side. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har udtalt, at Ungarn vil respektere resultatet af afstemningen den 1. oktober og har opfordret Bruxelles til at gøre det samme. Europa Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har ligeledes sagt, at han vil respektere et muligt catalansk ‘ja’, men at der ikke vil være en genvej til EU medlemskab. Catalonien skal ansøge som alle andre.

Der har tidligere været bekymringer ved EU-møder, når snakken er faldet på løsrivelsesafstemninger. Eksempelvis har Spanien afvist Skotlands bønner om at forblive i EU af frygt for, at dette kunne inspirere Catalonien. Men nu er det Spanien, der kan starte bølgen.

“For første gang siden Berlinmurens fald taler vi om at ændre grænserne. Det kan skabe en domino-effekt,” siger Josep Borrell.

Men mens nogle ser på afstemningen med frygt, ser andre på den med håb. Også selvom det ser svært ud, fortæller Esperanza Puig.

“Engang troede vi ikke, at vi kunne opnå uafhængighed. Men vi er blevet flere og flere separatister, fordi vi ikke længere tror på, at de (Spanien, red.) kan give os det, vi vil have som nation,” siger hun.

Tobias Thybo læser interkulturelle studier på Aarhus Universitet og er pt bosiddende i Barcelona. Emil Staulund Larsen, der er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold, har også bidraget til artiklen.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Manu Fernandez.