Fra selvtægt til vagtværn

2020-12-27T10:40:36+00:00 søndag, 27. december, 2020|

Vagtværnets uniformerede mænd opretholder orden med knipler i bæltet. De handlende jager også selv tyveknægte på flugt. Dette er anden artikel i serien “Bag om Boqueria”, hvor Sara Høyrup portrætterer en række skikkelser i den traditionsrige indkøbshal i Barcelona.

SERIE: BAG OM BOQUERIA  – AFSNIT 2

Portræt af Sara Høyrup 

Turisterne trækker lommetyve til. Turister er notorisk naive og har gerne godt med midler på sig. Særligt asiater er kendt for at gå omkring med kontanter og masser af elektronisk udstyr. Måske bidrager sprogkløften til deres forvirring. Chinos kalder spanierne alle med skæve øjne – selv om de ligevel kan være fra Japan eller Korea.

Skandinaver er bare dårlige til at passe på det, de har. For skandinaver kan ikke rigtigt få hovedet omkring, at resten af verden ikke er en forlængelse af Skandinavien. Så man kan sige til dem nok så mange gange, at de ikke skal lade mobilen ligge fremme og ikke lade værdier ligge i lommen på en jakke, de hænger fra sig: Det synker ikke ind.

Selvbestaltet orden
Men tyveknægtene skal ikke komme for godt i gang inde i Barcelonas berømte torvehaller ved Ramblaen. De handlende har en klar egeninteresse i at holde la Boqueria tyvefrit. Desuden har de en stærk sans for ordentlighed: Ingen skal komme og bestjæle deres kunder.

Jeg har i årenes løb set de handlende i rasende flok jage tyvene på flugt. Det kan undre, at nogen overhovedet forsøger sig længere. Mændene strømmer ud fra boderne og kaster sig over de ludfattige kriminelle. Det er altid de samme, der afretter de formastelige, fortæller María José fra baren Pinotxo, som vi hørte om i det første Boqueria-portræt.

Det er mænd, der har noget, de gerne vil ud med, siger hun. På engrosmarkedet Mercabarna plejede de at stille forbryderne ned i en stor balje med isterninger og koldt vand og armene spændt ud om en stang. Der stod de så, til politiet nåede frem. Når de altså havde fået deres bekomst af de handlende.

I dag må man ikke røre nogen, forklarer María José. Det er en klage over tidens politiske korrekthed, som jeg godt har hørt andre steder i bydelen bag Ramblaen. Også fra sønner af politifolk. For mange er det i strid med naturens orden, at man ikke selv må klare ærterne, når den konstante kriminalitet stikker snuden frem. Politiet kan jo ikke være overalt, selv om Barcelona er endnu mere spækket med ordensmagt end selv en politistat som Marokko.

– Foto: Sara Høyrup

Sort bælte i karate
Derfor blev vagtværnet indført for et par år siden. Klædt i sort fra top til tå sveder de tran i augustsolen uden at fortrække en mine. Jeg får øje på Gabriel, der som en krydsning af ærkeenglen og en hævnende engel afpatruljerer området.

Jeg spørger til, hvad han er udstyret med. Jeg kan se en knippel i bæltet og et par håndjern. Det er interessant, at en vagt har lov til at bruge de remedier. Han har også handsker, forklarer han. De skal beskytte ham mod knivstik. Men han har vist ingen spray – hin vidundermiddel som så mange sværger til. Jeg kan heller ikke se nogen taser: elektrochokdimsen, som politiet efterspørger til brug i de mange konfrontationer med folk, der er helt fra den.

Faktisk har Gabriel slet ikke brug for våben, forklarer han mig. Han har nemlig sort bælte i karate.

Og Gabriel tager sin opgave alvorligt. Han storker rundt og rundt om markedet uden hvile. Han tager syvmileskridt med militærstøvlerne. Efter et par runder sænker varmen hans fart. Senere støder en kollega til.

Gabriel er ny i Boqueria, men har arbejdet i 14 år som vagt. Hele hans arbejdsliv, regner jeg mig frem til. Og han virker som noget så sjældent på disse kanter som én, der er tilfreds med sit lavtlønsarbejde og går op i det. Man bliver umiddelbart tryg af at have Gabriel i nærheden, selv om der altid er noget foruroligende over mennesker, der har andel i voldsmonopolet.

Prøve med det gode
Jeg undrer mig over, at kvarterets junkier og andre påståelige typer har respekt for så milde magtmidler som en knippel, et par håndjern og handsker mod snitsår. De mange heroinafhængige er næsten en større pestilens end lommetyvene. Dem, der lister ting op af lommerne på andre, går som regel omkring enten i lange romaskørter eller hurtige gummisko af typen, som unge nordafrikanske drenge sværger til.

Lommetyvene generer dig kun, hvis du gør det nemt for dem. Junkierne derimod går rundt og rundt i ring og tigger Gud og hver mand om penge til det næste skud. Det er et tiggeri, der ikke tåler modsigelse. På den måde er det i en vis forstand afpresning. Heroinen er helt nede på at koste fem euro for et skud for tiden: 37,50 kroner. Så er det også godt fortyndet, og narkomanen kan straks gå i gang med sin næste tiggerrunde, før abstinenserne igen sætter ind.

Og selvfølgelig satser også narkomanerne især på turister og andre blåøjede typer. Men når Gabriel siger, de skal gå – så gør de det. Vagten forklarer mig, at han altid prøver med det gode først. Og at det næsten altid rækker. Hans naturlige myndighed er åbenlys, netop fordi han ikke farer i flint over det mindste.

-Foto: Sara Høyrup.

På med masken!
Gabriel er årvågen. Og han dækker alle eventualiteter. I samme øjeblik en lille gruppe turister bevæger sig ind i markedsgangene uden beskyttelsesmasker, er han der som en mis. På med masken! Der er maskepåbud i Barcelona for tiden. Et syn, man aldrig skulle have troet muligt i Spanien, er blevet realitet: Alle går omkring med masker på i det offentlige rum. Eller mundbind, som man siger i Danmark. Men hernede hedder det masker.

Stofmasker i hvidt bomuld som min egen, tykke neoprenmasker i sort, tynde lyseblå papirsmasker fra apoteket, enkelte overkill der nærmer sig gasmasken som koncept. Fjollede masker og farverige modemasker og enkelte masker, der identificerer bærerens ideologi. Det er næsten ellers for varmt til at skændes om ideologi i august.

Og pandemien har overtaget hele dagsordnen. Men også pandemihåndteringen kan aflæses politisk, efterhånden som ansvaret forflytter sig mellem centralstat og regionsregering. Det skænderi foregår i pressen og på de sociale medier. Imens er det offentlige rum blevet apolitisk for første gang i lange tider.

De eneste demonstrationer i den bagende hede bliver afholdt af sektorer, som insisterer på at få lov at holde åbent. Først teatrene. Siden sportscentrene. Hver gang giver presset pote. Så Barcelona er en nogenlunde åben by nu for tiden, skønt smittetrykket stadig er massivt og smittekæderne ude af kontrol. Det kan ikke lade sig gøre at sætte alt i stå og sende alle hjem igen. Det ville være ubærligt, og økonomien ville falde fra hinanden.

Jordens bærme
Vagten er venlig og tilgængelig. Men det kommer an på, hvem man er, forklarer den midaldrende María José ude foran baren Pinotxo, som hendes familie driver. Hun var valen ved det gamle selvtægtsregime, fordi det var et skalkeskjul for voldsudøvelse. Og hun er helt klar over behovet for en ordensmagt på markedet. Men hun synes godt, at vagterne kunne være venligere ved de arme stakler, som af og til forvilder sig derind på jagt efter skillinger til dagen og vejen.

María José har taget én af de mange østsigøjnere til sig. Det er en ung kvinde med en stor sangstemme, som vi alle sammen har hørt på et eller andet tidspunkt. Hun kommer fra Bulgarien, der deler romaernes fattigdomsproblemer med Rumænien – bare værre. Hende forsøger den spanske kvinde moderligt at bistå.

Rigtige markedsfolk fra Raval har nemlig både blik for kriminalitetsbekæmpelse og for de mekanismer, der driver kriminaliteten. Rigtige Raval-beboere ved godt, at jordens bærme stjæler af nød, og at livet ikke er let for nogen af dem.

Serie: Bag om Boqueria

Forbilledet for Torvehallerne i København er la Boqueria i Barcelona. Madmarkedet har facade ud mod Ramblaen og rumpetten vendt mod indvandrerkvarteret Raval. La Boqueria er et overflødighedshorn af fødevarer og farverige frugtsafter, udskænkningssteder og markedsstemning. Det var gennem denne traditionsrige indkøbshal, at attentatmanden flygtede til fods i 2017, da han havde foranstaltet død og kaos på Ramblaen med en varevogn. Nu ser de handlende sig forgæves om efter turisterne, der havde gjort markedet til deres. Dette er Boqueria-seriens anden artikel, der skildrer vagtværnets uniformerede mænd opretholder orden med knipler i bæltet. De handlende jager også selv tyveknægte på flugt..

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Sara Høyrup