Gigantomaniens pris

2014-12-07T13:04:57+00:00 Af |Analyse|

Statskassen knager og energisektoren klynker. De lave oliepriser og vestens sanktioner har sendt den russiske industri til tælling og rublen ud i frit fald. Men at den russiske stat for nyligt slagtede sin oliefond skyldes ikke kun ydre faktorer.

7.12.2014 | RUSLAND | ”Og så var der den om olien og rublen, der mødtes omkring de tres”. Sådan lyder en russisk joke, der har været i omløb siden august i år, da EU og USA’s tredje sanktionspakke trådte i kraft. Dengang kostede én dollar 36 rubler og en tønde olie 105 dollars. Den 5. december var tallene 54 og 69, og det lader til at være et spørgsmål om tid, førend virkeligheden indhenter vittigheden, og rublen og olieprisen mødes omkring de tres.

Det er først indenfor de seneste uger, at panikken er begyndt at brede sig blandt almindelige russiske forbrugere. I den russiske energisektor til gengæld, har Vestens sanktioner gjort ondt fra dag ét.

Faktisk var september og oktober ét langt stormløb på de russiske regeringskontorer. Først anmodede gaskoncernen Jamal SPG om 22 mia. kroner fra den såkaldte Nationale Velstandsfond til at finansiere en terminal til produktion af LNG-gas (liquified natural gas – flydendegjort naturgas). Senere erklærede også selskaberne Novatek og Lukoil, at de ville have del af kagen. Og til sidst meldte verdens største olieselskab Rosneft sig i koret af klagende energikoncerner med et krav på 280 mia. kroner.

I slutningen af oktober gav den russiske regering efter for presset. Inden udgangen af 2014 vil russiske energiselskaber blive bevilget, hvad der svarer til 60 pct. af den såkaldte Nationale Velstandsfond, der egentligt var tænkt som russernes fælles pensionskasse, da den blev oprettet i 2008.

Kilderne tørrer ud
At Kreml tvinges til at slagte sparegrisen netop nu, skyldes ikke så meget de faldende oliepriser. På helt kort sigt kan den russiske finanslov godt holde til lavere priser, fordi olie handles i dollars og rublen for øjeblikket rasler ned, hvilket forbedrer bytteforholdet.

Anderledes forholder det sig for energisektoren, der er dybt afhængig af udenlandsk teknologi for at udvinde den ofte svært tilgængelige russiske olie og gas. Faktisk er produktionen allerede begyndt at falde på særligt vanskelige felter.

Krisen i energisektoren skyldes dog først og fremmest USA og EU’s tredje sanktionspakke. Den berøver en række russiske finansinstitutioner muligheden for at refinansiere deres gæld i Vesten. Finansieringsproblemerne har — hvilket formentligt også var tanken – spredt sig som ringe i vandet, hvorfor finansminister Anton Siluanov nødtvunget valgte at give den trængte energisektor adgang til russernes fælles pensionskasse.

Født forgældet
I de Kreml-tro medier har bevillingen ikke fyldt meget og er primært blevet udlagt som et nødvendigt skridt i lyset af Vestens sanktioner. Det er imidlertid ikke hele forklaringen. Store dele af den russiske energisektor har nemlig været nemme ofre for sanktioner. Ikke mindst oliegiganten Rosneft.

Selskabet vil efter alt at dømme ikke få i nærheden af de 280 mia. kroner, det har bedt om, men formentligt kun mellem 70 og 140 mia. kroner. Rosnefts øverste chef, Igor Setjin, har gentagne gange understreget, at lånet skulle finansiere en række infrastrukturprojekter i det østlige Sibirien.

Det ændrer dog ikke ved, at Rosneft har oparbejdet en enorm gæld. Gælden har rødder tilbage til 2004, da oligarken Mikhail Khodorkovskij blev fængslet for skattesvig. Fængslingen var del af den nye præsident Putins kamp mod «familien» – den gruppe af rigmænd, der havde sat sig på de saftigste lunser af det sovjetiske fallitbo.

Budskabet til oligarkerne var dengang klart: det skulle ikke være enkeltstående rigmænd, der skulle råde over landets energiressourcer. Ej heller enkeltstående rigmænd, der skulle regere Rusland, men derimod en stærk stat.

Rusland skulle stå stærkere internationalt – koste hvad det koste ville.

Det kinesiske tilbud
I Gazprom havde Rusland allerede én energigigant, der blev brugt både som cash cow og som politisk instrument. Men man manglede en stærk statslig aktør på oliemarkedet.

Valget faldt på statsselskabet Rosneft. Igor Sejtin, der menes at have haft mere end én finger med i aktionen mod Jukos, blev i 2004 formand for selskabets bestyrelse og pressede på for, at Rosneft skulle opkøbe resterne af Khodorkovskijs beslaglagte selskab, Jukos.

Da ingen andre havde lyst til at yde kredit til det tvivlsomme opkøb, valgte Rosneft at tage imod et tilbud fra China National Petroleum Corporation (CNPC). Mod en forudbetaling på 6 mia. dollars skulle Rosneft over de næste seks år levere olie via den transsibiriske jernbane. Dét viste sig at være en dårlig forretning, som kostede Rosneft 40 dollars per tons olie. Det lykkedes imidlertid kun at tvinge kineserne til kosmetiske ændringer af kontrakten.

Kina — den besværlige kreditor
Ikke desto mindre valgte Rosneft igen i 2006 at tage imod et lån fra et kinesisk oliefirma. Denne gang var det Sinopec, der hjalp med at overtage Udmurtneft fra TNK-BP. Mod, at kineserne selv fik en stor aktiepost. I 2009 stod første del af rørledningen Østsibirien-Stillehavet (VSTO) klar, og Rosneft behøvede nu ikke længere transportere olien til Kina via jernbanen.

Men også her havde man gjort regning uden vært. Kineserne gjorde opmærksom på, at man fra russisk side opkrævede en tarif for transport gennem hele VSTO, men eftersom Kina modtog olie via en stikledning, der gik fra VSTO cirka halvvejs, valgte kineserne selv at fastsatte en lavere pris per ton.

Og da oliepriserne kollapsede i slutningen af 2008 havde Rosneft heller ikke andet valg end at tage imod et kinesisk tilbud. Mod en forudbetaling på 15 mia. dollars forpligtede det russiske selskab sig til at levere til en fast pris indtil 2018.

Man mener, at CNPC gav Rosneft en forudbetaling på 70 mia. dollars mod, at det russiske firma over de næste 25 år skulle levere 365 mio. tons olie – fra endnu ikke udbyggede oliefelter i Sibirien.

Petro-produktivitet
Krisen havde imidlertid blot forstærket Kremls tro på, at Rusland manglede internationale sværvægtere. Over de næste par år satsede man derfor fortsat massivt på store statsejede og -kontrollerede konglomerater.

Man søsatte tv-stationen RussiaToday, som skulle korrigere verdens forudindtagede holdninger om Rusland, og man så store opkøb fra Rosneft og det andet statskontrollerede olieselskab Lukoils side.
Denne «gigantomani» parret med statens ukritiske støtte til oliegiganternes mange opkøb skabte en usund forretningskultur med lav produktivitet og stærkt voksende gæld.

Så da Rosneft i marts 2013 opkøbte TNK-BP og med 218.000 ansatte og næsten 5 pct. af verdens samlede olieproduktion kunne kalde sig verdens største olieselskab, var markedets reaktion yderst forbeholden.

Ifølge Igor Setjin havde opkøbet givet en effektivitetsgevinst på helt op til 10 mia. dollars. Men dét argument bed investorerne ikke på. Målt på produktivitet lå Rosneft nemlig langt efter konkurrenterne. Mens hver medarbejder i Shell i gennemsnit solgte for 5 mio. dollars olie om året, lå det tilsvarende tal i Rosneft på kun 729.000. Samtidigt bragte købet firmaets samlede gæld op på 31 mia. dollars. Dette fik både Moody’s Investors Service og Fitch Rating Ltd. til at nedjustere firmaets kreditvurdering.

Med god ret. Blot måneder senere optog Rosneft endnu et lån hos CNPC.

Uduelighed eller anti-russisk komplot?
Flere kritiske journalister har påpeget det groteske i, at lige netop Igor Setjin, der om nogen pressede på for at få Mikhail Khodorkovskij dømt for skatteunddragelse, nu får ikke bare skatte- og afgiftsfriholdelse, men midler fra russernes fælles opsparing.

Ikke desto mindre er det russiske finansministerium indtil videre sluppet nådigt fra at love halvdelen af nationens pensionsfond bort. I den forvrængede russiske medievirkelighed er Rusland kringsat af fjender, og de store hjælpepakker til Rosneft, Lukoil og Novotek tilskrives ikke de tre koncerners forretningsmiljø eller – strategi.

Tværtimod giver flere politikere og kommentatorer udtryk for, at sanktionerne med de russiske banker – og de faldende oliepriser – i virkeligheden er del af et komplot, der har til formål at tryne Rusland, fordi landet er den eneste aktør på den verdenspolitiske scene, der ikke vil danse efter Vestens pibe.

Spørgsmålet er om det vil ændre noget, hvis rublen og olieprisen mødes omkring de tres.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Martin Griffiths