Hans Egedes rejse til Grønland

2017-06-30T10:07:33+00:00 torsdag, 29. juni, 2017|

Grønland var bosat af nordboer første gang i en 450-årig periode fra år 985, og flere europæiske stater havde haft interesser i bl.a. hvalfangst ud for Grønland, da Danmark-Norge med præsten Hans Egedes ankomst indledte Grønlands kolonisering i 1721. Vi bringer et uddrag af kapitlet om Hans Egedes rejse til Grønland fra bogen Grønland – den arktiske koloni. 

Uddraget følger her:

Året var 1719. Hans Povelsøn Egede, en præst fra Lofoten i udkanten af det dansk-norske rige, var kommet til København og ventede på kongen. Store dele af det nordlige Europa var hærget af krig, og Frederik IV selv var i Norge for at stå i spidsen for sin hær i slaget mod Sverige. Egede ville have kongens endelige tilsagn til sine planer om at påbegynde en mission blandt, hvad han kaldte ”de vilde” i Grønland. Gennem en årrække havde Egede sendt flere henvendelser til kongen, hvori han beskrev sine idéer om på vegne af kongen at etablere en koloni i Grønland, hvorfra der kunne drives både handel og mission. Efter måneders ventetid lykkedes det at få foretræde for kongen, og Egede fik endelig den ønskede opbakning fra majestæten. Egede vendte tilbage til Bergen i Norge for at forberede sit projekt sammen med den gruppe af købmænd, som skulle stå for handel og sejlads til Grønland.

Selv om han var godt forberedt og havde gjort sig umage med at skaffe sig al tilgængelig information om Grønland, var der mange usikkerheder. Hvordan ville han blive modtaget af den vilde befolkning i Grønland? Hvem var de egentlig? Han mente, de kunne være efterkommere af nordboerne, som måske var blevet hedenske og ’vilde’, men de kunne også være egentlig vilde mennesker. Ville de være fjendtlige? Det tydede beretningerne fra hollandske hvalfangere på.

Sine bekymringer udtrykker han i ønsket om at få følgeskab af soldater. Det fik han ikke i første omgang, men han blev udrustet med skydevåben, kanoner og krudt, da han skulle rejse. En anden usikkerhed gjaldt spørgsmålet, om han og det etablerede Bergenskompagni faktisk kunne få det økonomiske udbytte, som skulle betale og sikre projektet. Endelig var der tvivl om, hvorvidt det lod sig gøre for ham og de folk, som tog afsted med ham, at overleve i det kolde arktiske klima. De planlagde at medbringe proviant, men ville også være afhængige af de fødevarer, der var tilgængelige i Grønland. Endelig i 1721 var alt klart til afrejsen.

Den 2. maj gik Hans Egede sammen med sin familie ombord på skibet HÅBET i Bergen. Han var selv 35 år, og hans kone Giertrud Rask noget ældre, 48 år. Deres fire børn var Poul på 12, Niels 11 og pigerne Kirsten og Petronelle på henholdsvis syv og seks år. De skulle krydse Atlanten sammen med galioten ANNE CHRISTINE, hvis besætning havde til opgave at assistere handelen og hjembringe en rapport om togtets udfald. Et tredje skib var udrustet til hvalfangst, men måtte returnere, da det ud for Kap Farvel blev ramt af en forkert sø og brækkede masten.

I alt tog omkring halvtreds mennesker, inklusive besætningerne, afsted mod Grønland, da vinden endelig var god den 12. maj. De allerfleste var mænd. Halvdelen var håndværkere og andre arbejdsfolk, som skulle blive sammen med Hans Egede i Grønland. Der var kun tre kvinder med ud over Giertrud Rask og hendes døtre.

Det første indtryk af Grønland fik de, da de den 4. juni rundede Kap Farvel. Det var et land dækket af sne og med store isbjerge i havet, skriver Egede. Storm og drivis ”så store som øer og høje bjerge, som var forunderlige at se”, gjorde sejladsen op langs vestkysten langsommelig, og sankthansaften blev skibene klemt inde af isen og satte folk i ”stor livsfare”, som Hans Egede oplevede det. Det lykkedes at komme fri og stå videre mod nord.

Det var dog ikke vilde mennesker, som blev de første til at tage imod Hans Egede, men derimod et hollandsk hvalfangerskib, der den 2. juli lod sin bådsmand fungere som lods for Egedes skibe og dagen efter førte dem i land til en god havn, ”til hvilken vi lykkeligen arriverede den 3. juli omtrent på 64 grader nordlig bredde på vestsiden af Grønland, det såkaldte Straat David

[Davisstrædet]”. Men allerede et godt stykke inden de nåede land, kom en del ”vilde mænds både” dem i møde og fulgte med dem ind til kysten.

”Ved første øjekast så de mig meget miserable ud, Gud nådelig forbarme sig over dem”, skrev Egede, men tilføjede dog, at de så ud til at være særligt interesseret i at betragte kvinderne og børnene ombord, og især ”havde de fornøjelse af de små”.

Da Hans Egede, Giertrud Rask og deres børn trådte i land, var det ikke første gang, befolkningen i Grønland mødte europæere, men det var første gang, de mødte en europæisk familie. I den forstand var mødet anderledes end tidligere tiders møde med europæiske hvalfangere og søfolk, og det fik indflydelse på Egedes kontakt til befolkningen og for hans muligheder for at gennemføre sin mission.

Kolonisationen og samtiden
Inden 1700 havde erfaringerne fra sejladserne til de arktiske farvande og de mange nyopdagede egne kunnet fastslå, at der ikke var geografisk sammenhæng mellem Norge og Grønland, hvilket et godt stykke ind i 1600-tallet ellers havde været fastholdt af den dansk-norske konge – dog uden nævneværdig succes. Hvalfangsten ved Svalbard var i det første årti af det nye århundrede fortsat meget intensiv, og hertil sejlede årligt omkring halvandet hundrede skibe fra Holland og et halvt hundrede skibe fra Hamborg, som i 1701, der var det mest udbytterige år, tilsammen nedlagde knap 2.800 hvaler.

Set i dette perspektiv var den dansk-norske hvalfangst ganske beskeden. Bergens købmænd og redere havde imidlertid fortsat Thormøhlens initiativrige virke, og i det nye århundredes første årti var det rederen Hans Mathias, der udrustede skibe til hvalfangst ved Svalbard. Han havde i 1697 været med i dannelsen af et Grønlandskompagni, og et tranbrænderi var derefter blevet opført i byen. Kompagniet havde fået kongelige privilegier på 10 år og kunne udruste skibe til hvalfangsten.

Da privilegierne udløb, fortsatte Mathias på egen regning og risiko i endnu nogle år med at sende skibe på hvalfangst, hvoraf nogle skulle til Davisstrædet. Flere redere i Bergen udrustede nu også skibe til sejladsen vestpå, men under krigen med Sverige 1700-20 blev mandskab indkaldt til flåden, hvilket medførte mangel på erfarne folk til hvalfangsten. Havet, som adskilte det dansk-norske nordatlantiske imperium, var nu et åbent hav, et mare liberum, mens rigets enkelte dele var kongens.

Der herskede dog fortsat tvivl om de grønlandske farvande, hvis rige bestand af hvaler i årene efter fredsslutningen på Den Spanske Arvefølgekrig fik øget betydning for Hollands hvalfangst. Endnu synes det ikke helt afklaret, hvad Grønland geografisk set egentlig omfattede, da listerne over udrustede skibe til hvalfangst ved ”Grønland” fortsat ikke skelnede mellem Svalbard og Davisstrædet.

Således spørger Hans Egede i 1709 sin svoger i Bergen, Niels Rask, der har været på hvalfangst i Grønland, om forholdene i landet. Han præciserer over for Egede, at ”det Grønland, som besejles af vore og andre nationers skibe kaldes rettelig Spitsbergen [Svalbard] og er beliggende hen under 80 graders bredde. Der er ingen folk at se eller finde, men Grønland under syd, som begynder på 60 grader og er kendt til 74 grader, kaldes Straat Davis, og der er vilde folk og mennesker. Den bedste plads skal omtrent være på 64 grader”.

Det var netop på 64 grader nordlig bredde, en hollandsk hvalfanger havde udpeget en fjord, hvor Egede skulle søge land. Det var mundingen af den store Nuuk Fjord, som Egedes erfarne svoger Niels havde haft i tankerne, og det var den egn, hvor også John Davis, James Hall og David Dannel før ham var søgt ind. Her havde der i århundreder boet mennesker, hvilket også de fremmede hvalfangere var bekendt med, når de gik i land for at handle.

Sejladsen til Davisstrædet var i 1721 intensiv. Egede noterede, at han den 2. juni mødte et skib, ”som kom fra handlingen”, hvilket dog var alt, hvad han observerede dette år, hvor 107 skibe fra Holland og 14 fra Hamborg var på hvalfangst i de vestgrønlandske farvande med et udbytte på henholdsvis 65 og syv hvaler. Det følgende år blev Hans Egede og Giertrud Rask inviteret ombord på et hvalfangerskib og oplevede, hvordan der blev tuskhandlet med grønlændere i en konebåd, hvilket i løbet af en halv times tid gav hollænderne mere i udbytte, end man i Håbets Koloni havde opnået i hele den tid, man havde opholdt sig i landet.

Kaptajnen havde undret sig over, ”at vi var i live og havde haft forplejning vinteren igennem, da det i Holland var rygtedes, at vi var meget dårligt udrustede og provianterede”, som Egede skrev i sin journal den 20. april og bemærkede, at skibet tillige med fem andre havde forladt Amsterdam i marts, og at ydermere 70 skibe skulle være sejlklare. For den sæson oplyses det i kilderne, at 67 skibe fra Holland var taget på fangst i Davisstrædet med et udbytte på 125 hvaler.

Hans Egedes missionsplaner
Når Hans Egede havde forestillet sig at kunne gennemføre sine planer uden hensyn til den hollandske hvalfangstflådes totale dominans langs den vestgrønlandske kyst, skyldtes det først og fremmest, at hans tanker var rettet mod landets befolkning, og at den europæiske hvalfangst primært fandt sted ud for Svalbard.

Først sent i 1710’erne inddrog hollænderne i større omfang Davisstrædet i hvalfangstens interessesfære. Dette havde ingen gjort sig nogen forestilling om i Bergen, hvor man var optaget af at sikre økonomien til kolonisationens gennemførelse, hvilket lykkedes året inden afrejsen. Inden da havde Egede siden 1711 forelagt Frederik IV sine planer og i flere skrivelser ansøgt kongen om økonomisk støtte til deres gennemførelse. Heri blev det blandt andet foreslået kongen at udstede forbud mod fremmede nationers hvalfangst i dansk-norsk farvand, hvilket også Christian V uden effekt havde forsøgt i 1691 med sit forbud mod hansestædernes hvalfangst, som dog året efter blev lempet med fangsttilladelse til Hamborg. Såfremt kongen ikke kunne imødekomme forslaget om at drage ”omsorg for sine arme grønlandske undersåtters oplysning”, anmodede Egede om, at der i det mindste gratis blev opsendt 40-50 norske soldater som forsvar ”og anden nødtørftig betjening i landet” samt udstedelse af oktroj og privilegier for de opsendte skibe. Ønsket om økonomisk støtte overlod kongen til de bergensiske købmænd at imødekomme, mens oplysningen af kongens undersåtter blev et anliggende for Missionskollegiet, der var blevet oprettet i 1714.

Hvad soldaterne skulle forsvare, blev ikke præciseret, men Egede havde tidligere i et åbent brev skrevet, at han var bekendt med de forhold, som gjorde sig gældende for andre nationer ved deres ankomst til Amerika:

”De franske måtte ved ankomsten til Canada, ligesom de engelske i Ny England, som ligger lige over for Grønland, i mange år have hjælp fra forter og skanser med en beskeden garnison på fyrre-halvtreds mand som beskyttelse mod de vildes overgreb”.

Han fik da også selv året inden afrejsen fortalt af erfarne søfolk, som deltog i kompagniets stiftende møde i Bergens Rådstue, at landet var temmelig folkerigt, men at folkene havde tilbøjelighed ”til megen ondskab med at røve og stjæle fra fremmede, når de kan komme til det”.

Hans Egedes planer var rettet mod kristningen af landets befolkning, at ”føre dem fra mørket til lyset for således at lyksaliggøre mit foretagende”.

Dette var opgaven og et kald for Egede, og i det stykke stod han kun i gæld over for Gud, mens retten til landet var kongens, og hans ret blev aldrig draget i tvivl, da kongen for Egede var den verdslige suveræn. Opfattelsen blev dog som allerede omtalt draget i tvivl i samtiden, da det med henvisning til natur- og folkeretten blev fremhævet, at de oprindelige befolkninger var blevet frataget deres land, og ”selv om disse er hedninger, diskuterer ingen deres rettigheder med dem”, som Holberg skrev med henvisning til spaniernes erobringer i Amerika med al dets rigdom, som ”man i visse måder kan sige, at de [spanierne] besidder med urette”. Men for Egede var målet ikke erobring, men at omvende de hedenske grønlændere, og han vidste, ”at denne nation var en del af Norges krone og således Hans Kongelige Majestæts undersåtter (…) og, at de tidligere ligesom os har været kristne og i 500 år været forsynede med biskopper og lærere indtil dronning Margretes tid”.

Missionstanken var i begyndelsen af århundredet ikke blandt de idéer, kirken anså det som en primær opgave at fremme. Den dansk-norske kirke var statsstyret med kongen som øverste myndighed, og præsterne skulle tjene menigheden, hvor de nu engang havde fået embede.

I 1714 var Missionskollegiet blevet oprettet som det centraladministrative organ, der skulle lede den dansk-norske kirkes missionsvirksomhed i Tranquebar og blandt samerne i Finnmarken, og for Egede betød dette, at han fra og med sin tidligste skrivelse til Frederik IV gang på gang måtte understrege, at også Grønland med sin hedenske befolkning hørte til kongens riger og lande. Længe inden da var katolicismens påberåbelse af pavemagten som den højeste kristne myndighed og fortolker af Bibelen erstattet af en folkevækkelse, en evangelisme, der tillod en personlig udlægning af teksten. Teologien ændrede sig fra en docerende, normativ gennemgang af gudsbeviser til en vurderende og praktisk morallære, hvor der blev analyseret og fortolket tekster, som tidligere havde været urokkelige sandheder. Men da Hans Egede i 1704 påbegyndte sit teologiske studium i København, havde situationen ændret sig. Den teologiske diskussion var blevet formaliseret, og en begyndende ortodoksi, en rettroende lutherdom, havde indfundet sig på universitetet i rigets hovedstad.

Egede måtte først bryde med ortodoksien, hvis han skulle gøre sin missionstanke til virkelighed. Han måtte også beslutte sig for at forlade den stilling, han havde fået tildelt af kongen, uden udsigt til løn, hvilket han gjorde i 1718 og rejste med sin familie til Bergen for aktivt at arbejde for gennemførelsen af sin plan.

Han havde nogle år forinden stiftet bekendtskab med en del af tidens pietistisk prægede litteratur, som ud fra Det Nye Testamente understregede missionsidéen, og han medbragte også disse tyske teologers og aktive præsters bøger, da han rejste til Grønland. Pietismen vandt stor udbredelse i Europa med tanker, der udsprang af lede ved de trosstridigheder, som religionskrigene i 1600-tallet var et udtryk for. Religion måtte have mere at gøre med følelse og livsførelse end med intellekt og dogmer.

Den lutherske pietisme, som Egede læste, tog udgangspunkt i teologen Philipp Jacob Speners hovedværk fra 1675 Pia Desideria, Fromme Ønsker, hvori pietismens programpunkter blev fastlagt. Det centrale var, at den rette lære kun kunne videregives af dem, der selv personligt havde oplevet dens sandhed. Pietismen er i ordets bestemte form egentlig misvisende, da det drejede sig om forskellige retninger eller vækkelsesbevægelser, blandt andre den såkaldte hallenser-pietisme, som blev udformet af August Hermann Francke, da han i årene 1692-1727 var professor i teologi i byen Halle.

I hans udlægning fik pietismen en udadvendt aktiv form, der skulle vække mennesker til bevidsthed om deres synd og opmuntre dem til personlig stillingtagen for kristendom og from livsførelse. Deres tanker blev en del af Hans Egedes missionsgrundlag, og selv skrev han om sit forhold til pietismen, at ”jeg elsker Spener og Francke, der i vor tid har været pietismens fædre, og jeg elsker dem også for deres tros og livsførelses skyld”. Da herrnhutismen eller brødremissionen blev introduceret i Danmark i 1731 og Grønland i 1733, blev Egede derimod skarp i tonen. Det var en særpræget gren af den pietistiske vækkelse, der radikaliserede kristendommen med sine sværmeriske elementer og sin strenge kirketugt, og Egede skrev til brødremissionærerne i landet, at ”sande pietister er mig ganske kære, men om I hører sådanne til, er mig tvivlsomt. Jeg regner jer ikke dertil”. Samtiden var for Egede kompleks, men han var dog ganske afklaret om sit forehavende, da han den 2. maj 1721 forlod Bergen ombord på HÅBET.

Ovenstående tekst er et uddrag af bogen Grønland – Den arktiske koloni. 

Bogen er skrevet af Niels H. Frandsen (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), Hans Christian Gulløv  (Nationalmuseet), Jens Heinrich (Inuit Ataqatigiit, Christiansborg), Einar Lund Jensen (Nationalmuseet), Ole Marquardt (Grønlands Universitet), Søren Rud (Københavns Universitet), Inge Seiding (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), Peter Andreas Toft (Nationalmuseet) og Søren Thuesen (Københavns Universitet).

Grønland – den arktiske koloni indgår i det kolonihistoriske standardværk Danmark og kolonierne, der i fem bind behandler Danmarks rolle i den europæiske kolonialisme. Værkets bind supplerer hinanden, men kan også læses hver for sig. 

Magasinet Europa har tidligere bragt et uddrag af bindet “Danmark – en kolonimagt”. Uddraget kan du læse her

Billedet i artiklens top: /ritzau/Torben Åhndahl.