Hvad europæerne dog gør!

2017-06-30T10:08:03+00:00 Af |Baggrund, tema-cph-dox|

Det viser CPH:DOX også: Film om dem, der bor i Europas geografiske, sociale og mentale udkant. Magasinet Europa er taget på tourné via fem dokumentarer, der viser hvordan livet leves langt væk fra Bruxelles.

16.11.2014 | DOX:TEMA | Udkantseuropa. Her ligger Grækenland. Og her leves grækernes personlige skæbner, som instruktøren Yorgos Avgeropoulos fletter sammen med landets deroute fra mainstream middeleuropæisk velfærdstat til udskældt paria. I realtid.

Avgeropoulos’ Agora er filmet over en periode fra 2010-2014. Med undertitlen From democracy to the market skildres armoden, dens udtryk, årsager og (u)mulige løsninger fra en vinkel, der ikke efterlader tvivl om, at Grækenland er et af de lande i Europa, der har oplevet den nok mest umenneskelige fornedrelse, siden krisen tog sin begyndelse tilbage i 2008.

”Syntagma Pladsen er Athens hjerte og derfor Grækenlands hjerte,” fortæller en speaker på en gammel optagelse om den græske hovedstads knudepunkt, hvor vestlige turister og indisk-klædte herrer defilerer forbi, mens pladsens historiske rolle som ”mødested for rejsende fra hele verden” rulles ud.

Billedet af det mangfoldige Athen afløses af nyheden om en ældre mands selvmord, fulgt op af datterens udlægning af ulykken, som den ser ud for hende: Et politisk mord, begået af det græske statsapparat og med EUropa som skyldig medsammensvoren.

”Dirty Papandreou,” siger en familiefar til kameraet om den tidligere græsk premiereminister, mens han forsøger at forklare hvem, der bør holdes ansvarlig for den økonomiske katastrofe.

”Jeg hørte ham (Papandreou, red.) sige, at der var penge!”

Den dydige del af Europafamilien, og især de tyske skatteydere, kaster penge i det sorte græske bankhul. Angela Merkel portrætteres som Hitler, mens den græske fascisme sætter knopper og springer ud som fascistpartiet Gyldent Daggry. Syndebukkene skal findes. Rundt om Syntagmas hjørne gentager historien sig.

Beograd-Beograd tur/retur
Med filmen Heavens bevæger vi os til en anden europæisk udkant. Heavens tager udgangspunkt i Serbien, som med lidt velvillig kosmopolitisk sans geografisk ligger midt i Europa, hvor landet i dag omgives af EU-landende Kroatien, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Selv står Serbien stadig udenfor det gode EU-selskab.

22214Men engang var Serbien ikke kun Serbien, men også en del  af Jugoslavien. Og det er det, Heavens handler om. Instruktørerne bag, Jelena Maksimovic og Ivan Salatic, har fundet en mængde gamle VHS-bånd frem og klippet dem sammen til en film. Den viser os et jugoslavisk drømmeland med hovedstaden Beograd i centrum. Som gulnede polaroider, minder VHS-fiktionen om alt det gode, der var engang.

Man husker man var ubekymret. Man husker man havde det sjovt. Man dyrkede sport. Flyselskabet var statsejet og flittigt brugt, når almindelige mennesker tog på charterferie. Man husker man levede det gode liv.

Anderledes i dagens serbiske hovedstad, hvor krisen kradser. Her bor den jugoslaviske/serbiske efterkrigsgeneration, som voksede op under Milosevic og så hans fald. Nu er det dem, der står med muligheden – og medansvaret? – for at bestemme, hvad der skal komme efter en historie, der stadig står i skyggen af 1990’ernes serbisk-ledede overgreb på civilbefolkningerne på Balkan. Ne mogu da spavam – ”jeg kan ikke sove” – lyder soundtracket, når der langes kilometervis af burek over disken til håbløse lønninger, mens fremtiden udtænkes gennem søvnløse nætter.

4.000 km fra Nordpolen og til højre
Mere lattermildt er det når Norge dokumenteres, når det er værst og bedst. Hvorfor er nordmænd så sjove? Når man først med lidt møje har købt den lommefilosofiske præmis, der ligger bag Gunnar Hall Jensens A Cup of Tea, findes en del af svaret på det spørgsmål nok i genkendelsen. Nordmænd ligner os selv en lille smule og vi kan til dels genkende os selv i deres spøjse gøren og laden. Og i deres humor.

Kontrasten mellem vild norsk natur, velsoignerede fjeldaber (altså nordmænd) i mærkevarearbejdstøj, japansk underlægningsmusik og en forfinet britiske voice-over af et kommentarspor, sætter i bedste Visit Norway-stil den narcissistiske scene omkring A Cup of Teas egentlig ret så bekymrende historie.

Filmens hovedperson er Gunnar, en selverkendt ”retningsløs akademiker”, som man følger i realiseringen af en vidtløftig plan om at bygge et japansk Wabi-Sabi te-hus ude i den bergensiske vildmark. Ikke så snart er filmen begyndt, før Gunnar med selvfølgelig mine adresserer vildmarkskollegaen Niels’ redegørelse for sin kritiske sindstilstand, med et ”Nå, ok, så det er angsten igen, ja, ja.”

Ja, ja, lidt angst er man vel altid, og lidt i krise er man vel egentlig også altid. Præcist som Gunnar, der i sin midtvejskrise søger til zen-buddhistisk te-drikning i vildmarken.

Hall Jensens ironiserende portræt af Norge anno 2014 dækker over denne doku-komedies omdrejningspunkt, nemlig at heller ikke nordboerne ved, hvad de skal stille op med sig selv, nu når de har det så godt i Nordeuropas kølige hjørne. Så hvad gør de? Hos Hall Jensen drikker de te.

Fontainhas
Nogle film er mere tilgængelige end andre. Især dem uden en traditionel narrativ struktur kan være svære at følge, også for et ”uvidende, men dog intelligent” publikum. Den portugisiske instruktør Pedro Costas Horse Money, som Magasinet Europa tidligere i dette tema har skrevet om, tilhører den mindre tilgængelige kategori.

Horse MoneyFormmæssigt er den både dokumentarisme i reneste form og en hybrid, fordi den som noget helt centralt trækker på fiktionens æstetik. Som beskuer er det svært at skelne portrætteringen af ydre realitet og hvad der må antages at foregå i hovedpersonen Venturas indre univers.

Med disse virkemidler skildrer Costa Lissabons slumkvarter Fontainhas. Her bor Portugals socialt marginaliserede post-koloniale underklasse sammen med Europas dårlige samvittighed og europæernes virkelige traume: Kolonitiden og dens håb-løse efterkommere.

Her er Ventura ikke mindst interessant som hovedperson fordi han spiller sig selv: En emigrantarbejder fra den tidligere portugisiske koloni Cape Verde, der (vist nok) har forladt kone og børn for at arbejde sig ihjel for den nu tidligere koloniherre. Igennem Venturas feberlige fortællinger skildres Europas udkant – ikke bare den geografiske, men også den psykologiske og sociale.

Horse Money er således en film, der skurer. Filmen viser den portugisiske slum, som den er. ”Life’s a bitch”, tænker man, efter at have set de første sekvenser. Og her beviser Costa, hvad vi måske altid har vidst, at ”virkeligheden” som regel overgår selv vores vildeste fantasi.

Glaswegians
Den skotske instruktør Phil Collins’ hybriddokumentar Tomorrow is always too long er mærkelig. Men mennesker er mærkelige. Hvad de dog ikke finder på! Collins viser os the Glaswegians som en farverig samling af originaler og almindelige gamle og unge mennesker, der tilsyneladende har lagt politikken bag sig til fordel for en broget søgen efter en mening, der måske, måske ikke findes, men som ikke desto mindre udbasuneres i TV-shows.

I TV har alle muligheden for at præsentere netop deres version af virkeligheden og hvordan den skal håndteres: Er lykken ”white bread and cheese”? Og hvordan skal en toasted sandwich tilberedes, for at den lykkes? Spørgsmål som disse optager Collins, fordi de optager mennesker i Glasgow.

Men det er ikke det eneste. For på samme tid bliver kærester til forældre, de indsatte i Glasgows gamle fængsel længes ud og pensionister går til singlefester. At der samtidig foregår ting i byparken, og hvordan de unge samles omkring kilovis af stoffer på toiletterne på byens diskoteker, skal vi også vide.

Her i Europas nordvestlige hjørne er det ikke de store kollektive protester, Collins’ kameralinse vender sig mod. Tværtimod. Tomorrow is always too long handler om alt det, som mennesker gør hver dag for at berettige sig til rollen som tilværelsens vigtigste hovedpersoner.

Annemarie Majlund Jensen er kulturjournalist på Magasinet Europa